Jakob og Wilhelm Grimm – bedre kendt som Brødrene Grimm – var to tyske sprogforskere og forfattere, der i det 19. århundrede lagde fundamentet for moderne folkemindeforskning. De to brødre, født i henholdsvis 1785 og 1786 i byen Hanau i det daværende landgrevskab Hessen-Kassel, voksede op i en familie præget af intellektuel dannelse, men også af økonomiske vanskeligheder, især efter faderens tidlige død. Denne tragedie kom til at præge deres ungdom og bidrog til at styrke deres nære bånd og deres fælles vilje til lærdom og flid.
I deres unge år studerede de ved universitetet i Marburg, hvor deres interesse for sprog, litteratur og historie tog form. Det var her, de stiftede bekendtskab med den romantiske bevægelse og idéen om, at folkets sange og fortællinger rummede nationens sande sjæl. Inspireret af denne tanke kastede de sig ud i et livslangt projekt: at indsamle, nedskrive og bevare de mundtligt overleverede fortællinger fra det tyske folk.
Brødrene Grimms arbejde blev hurtigt mere end blot en samling eventyr for børn. Det blev et kulturelt og videnskabeligt projekt, hvor de søgte at dokumentere og formidle det, de opfattede som den ægte, oprindelige tyske folkekultur. Deres første udgivelse, Kinder- und Hausmärchen, udkom i 1812 og bestod af 86 eventyr. Siden blev værket udvidet og redigeret adskillige gange, indtil det i 1857 omfattede over 200 fortællinger.
Blandt de mest kendte eventyr fra samlingen finder man „Askepot“, „Hans og Grete“, „Tornerose“, „Snehvide“, „Rødhætte“, „Rapunzel“, „Rumleskaft“ og „De Bremer Stadsmusikanter“ – historier, som den dag i dag fortælles og genfortælles i hjem verden over.
Udover deres eventyrsamling arbejdede brødrene også med tysk og nordisk mytologi, og fra 1838 påbegyndte de deres monumentale tyske ordbog, Deutsches Wörterbuch, som først blev udgivet posthumt. Dette værk søgte ikke blot at forklare ordenes betydning, men også deres historiske og kulturelle rødder.
Politisk blev de også involveret i deres tid. I 1837 blev de – som del af „De syv fra Göttingen“ – afskediget fra universitetet i protest mod den hannoveranske konges autoritære styre. Denne hændelse demonstrerede deres stærke retfærdighedssans og vilje til at kæmpe for ytringsfrihed og akademisk uafhængighed.
Mod slutningen af deres liv flyttede de til Berlin, hvor de fortsatte deres arbejde under protektion af Preussens konge. Wilhelm døde i 1859 og Jacob fire år senere i 1863. Deres sidste fælles indsats – den store ordbog – forblev ufærdig, men blev videreført af efterfølgende generationer.
Brødrene Grimms arv lever videre – ikke blot i de utallige oversættelser og filmatiseringer af deres eventyr, men også i deres metodiske tilgang til folklore, der satte standarden for senere tiders forskning. På trods af kritik – både for censur af vold og seksualitet og for antisemitiske elementer i visse fortællinger – anses deres værk i dag som et uvurderligt bidrag til europæisk kulturarv.
Brødrene Grimm skabte ikke eventyrerne, men de gav dem form, struktur og – vigtigst af alt – et liv i den skrevne tradition, som sikrede, at historierne kunne leve videre langt ud over den tid, de selv levede i.
Brødrene Grimm var to tyske filologer og folkemindesamlere: Jacob og Wilhelm Grimm. Brødrene blev almindeligt kendt, da de udgav tyske folkeeventyr i samlingen Kinder- und Hausmärchen 1812-15. Værket udkom på dansk i 1821 med titlen Folkeeventyr.
Desuden har de samlet og udgivet et stort antal sagn, heltedigte, folklore og andre sproglige mindesmærker fra Tysklands og Danmarks fortid.
Jacob Ludwig Carl Grimm
Jacob Ludwig Carl Grimm (født 4. januar 1785, død 20. september 1863) var en tysk sprog- og litteraturforsker, samler af eventyr og sagn og den ældste af Brødrene Grimm. Han var også advokat og medgrundlægger af den germanske oldtidsforskning og tyske filologi. Hans livsforløb og gerning er stærkt forbundet med hans yngre bror, Wilhelm Grimm. Sammen med dem arbejdede også den yngste bror, Ludwig Emil Grimm (1790 – 1863), professor ved Akademiet for billedkunst i Kassel.
Wilhelm Karl Grimm
Wilhelm Karl Grimm (født 24. februar 1786 i Hanau i Hessen, døde 16. december 1859 i Berlin) var en tysk sprog- og litteraturforsker og samler af eventyr og sagn. Han var den yngste af Brødrene Grimm. Hans livsforløb og gerning er stærkt forbundet med hans bror, Jacob Grimm. I 1831 tiltræder Wilhelm Grimm et professorat ved Universitet i Göttingen. Da han havde underskrevet Göttinger Siebenprotestskrivelsen i 1837 blev han afsat fra sit embede. Den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV bad i 1841 Wilhelm Grimm og hans bror Jacob om at komme til Berlin, hvor de slog sig ned. Samme år, blev de medlemmer af det preussiske Videnskabernes Akademi. Wilhelm Grimm underviste i 18 år til sin død på Humboldt Universitetet i Berlin og arbejdede sammen med sin bror på deres tyske ordbog.
Wilhelm og Jacob Grimm grundlage germanske oldtidsforskning, germansk lingvistik og tysk filologi. De var også kendt for eventyrsamlingen Grimms eventyr. Wilhelm Grimm offentliggjorte blandt andet også gamle danske sange, ballader og eventyr.
Grimms eventyr
Grimms eventyr er en samling af 211 eventyr, samlet og udgivet af brødrene Grimm, 1812-1815. Eventyrene udkom første gang på dansk i 1821. Nogle få af eventyrene er danske folkeeventyr, som er oversat til tysk. Andre af fortællingerne som f.eks. Tornerose og Den bestøvlede kat har fransk oprindelse og er sandsynligvis forfattet af Charles Perrault.
Selvom Brødrene Grimms eventyr i dag ofte forbindes med hyggelige godnathistorier for børn, var deres oprindelige udgaver langt mørkere og mere komplekse. Fortællingerne afspejlede datidens barske levevilkår, moral og sociale hierarkier. Der blev ikke lagt fingre imellem, når det gjaldt temaer som død, straf, magtmisbrug og overnaturlige trusler. Børn blev efterladt i skove, hekse blev brændt, og grådige konger blev narret af kloge dødelige. Alt sammen pakket ind i en symbolsk fortælleform, hvor det gode ikke altid sejrede uden kamp – men hvor dyd, flid og mod blev belønnet.
Wilhelm Grimm stod i stigende grad for den sproglige og litterære bearbejdning af historierne. Med tiden tilføjede han dialog, ændrede plot og introducerede kristne elementer, så eventyrene blev mere acceptable og passende for en voksende borgerlig læserskare. Det blev nødvendigt, eftersom mange forældre og anmeldere fandt visse scener for grove eller uegnet for børn. Især scener med seksualitet og brutal vold blev redigeret – men sjældent fjernet helt, da brødrene mente, at også de mørkere sider af livet skulle have plads i fortællingerne.
Et liv i skyggen af idealer – og realiteter
På trods af deres enorme betydning for den tyske kulturhistorie levede Brødrene Grimm det meste af deres liv i beskedne kår. Deres arbejde blev sjældent belønnet økonomisk i deres samtid. Gang på gang måtte de læne sig op ad venskaber, akademiske kontakter og kongelig gunst for at kunne fortsætte deres virke. Alligevel bevarede de en ukuelig tro på projektets værdi – både som videnskabelig indsats og som nationalt dannelsesarbejde.
Det var netop i tidens nationalistiske strømninger, at deres virke fandt grobund. I en tid præget af politisk splittelse, franske besættelser og voksende længsel efter tysk enhed blev folkeeventyrene tolket som en nøgle til folkets sande væsen – en slags kulturel DNA. Ved at dokumentere og bevare folkets stemme håbede Grimms at bidrage til et samlet Tysklands identitet.
Eftermælet og betydningen i dag
I dag kendes Grimms’ eventyr over hele verden. De er oversat til over 160 sprog og har dannet grundlag for utallige genfortællinger, filmatiseringer og pædagogiske materialer. Walt Disneys klassikere som Snehvide og de syv små dværge og Askepot er blot nogle af de mest kendte transformationer af Grimms’ oprindelige tekster – ofte stærkt forenklede og glattet ud for at passe til et moderne og mere børnevenligt publikum.
Men Grimms‘ indflydelse rækker langt ud over det underholdningsmæssige. De lagde grundstenen til folkemindeforskning som akademisk disciplin og udviklede metoder, der stadig bruges i dag. Deres Deutsche Sagen og Deutsches Wörterbuch er vidnesbyrd om et livsværk, hvor sprogets og fortællingens magt blev udforsket til sidste åndedrag.
Begge brødre ligger begravet i Berlin, men deres værker lever videre – ikke blot i bøger og biblioteker, men i ethvert barn, der lytter med store ører, når historien om den snu lille Rumleskaft eller de fortabte børn i skoven fortælles endnu en gang.
