Læsetid for børn: 6 min
Bedstemoder er så gammel, hun har så mange rynker og et ganske hvidt hår, men hendes øjne de skinner ligesom to stjerner, ja de er meget smukkere, de er så milde, så velsignede at se ind i. Og så kan hun de dejligste historier, og hun har en kjole med store, store blomster, det er sådant noget tykt silketøj, det rasler. Bedstemoder ved så meget, for hun har levet længe førend fader og moder, det er ganske vist! Bedstemoder har en salmebog med tykke spænder af sølv, og i den læser hun tit; midt i den ligger en rose, den er ganske flad og tør, den er ikke så smuk som roserne, hun har i glasset, og dog smiler hun allervenligst til den, ja der kommer tårer i hendes øjne. Hvorfor mon bedstemoder således ser på den visne rose i den gamle bog? Ved du det? Hver gang bedstemoders tårer falder på blomsten, da bliver farven friskere, da svulmer rosen og hele stuen fyldes med duft, væggene synker, som var de kun tåger, og rundt om er det den grønne, den dejlige skov, hvor solen skinner ind mellem bladene, og bedstemoder – ja, hun er ganske ung, hun er en dejlig pige med gule lokker, med røde, runde kinder, smuk og yndig, ingen rose er mere frisk, dog øjnene, de milde, velsignede øjne, jo det er endnu bedstemoders. Ved hendes side sidder en mand, så ung, kraftig og smuk; han rækker hende rosen og hun smiler, – således smiler dog ikke bedstemoder! – jo, smilet kommer. Han er borte; der går mange tanker og mange skikkelser forbi; den smukke mand er borte, rosen ligger i salmebogen, og bedstemoder – ja, hun sidder der igen, som en gammel kone og ser på den visne rose, der ligger i bogen.
Nu er bedstemoder død. – Hun sad i lænestolen og fortalte en lang, lang dejlig historie: „Og nu er den ude,“ sagde hun, „og jeg ganske træt, lad mig nu sove lidt.“ Og så lagde hun sig tilbage og hun trak vejret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes ansigt var så fuldt af fred og lykke, det var ligesom der gik solskin over det, og så sagde de, hun var død.
Hun blev lagt i den sorte kiste, hun lå svøbt i det hvide linned, hun var så smuk, og dog var øjnene lukkede, men alle rynkerne var borte, hun lå med smil om munden; hendes hår var så sølvhvidt, så ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at se på den døde, det var jo den søde, ejegode bedstemoder. Og salmebogen blev lagt under hendes hoved, det havde hun selv forlangt, og rosen lå i den gamle bog; og så begravede de bedstemoder.
På graven, tæt under kirkemuren, plantede de et rosentræ, og det stod fuldt med blomster, og nattergalen sang over det, og inde fra kirken spillede orglet de smukkeste salmer, der stod i bogen under den dødes hoved. Og månen skinnede lige ned på graven; men den døde var der ikke; ethvert barn kunne ved nattetid roligt gå hen og plukke en rose der ved kirkegårdsmuren. En død ved mere, end alle vi levende ved, den døde kender den angst vi vil føle for noget så sælsomt, som det, at de kom til os; de døde er bedre end vi alle, og så kommer de ikke. Der er jord over kisten, der er jord inden i den. Salmebogen med dens blade er støv, rosen med alle sine erindringer er falden i støv; men ovenfor blomstrer nye roser, ovenfor synger nattergalen, og orglet spiller; man tænker på den gamle bedstemoder med de milde, evig unge øjne. Øjne kan aldrig dø! vore skal engang se hende, ung og smuk, som da hun første gang kyssede den friske, røde rose, der nu er støv i graven.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Bedstemoder“ er en af H. C. Andersens vidunderlige fortællinger, der på smukkeste vis beskriver en bedstemor, som har levet et langt og oplevelsesrigt liv. Historien fanger essensen af minder, kærlighed og livets forgængelighed gennem bedstemoderens forhold til en visnet rose, der ligger i hendes salmebog. Denne rose symboliserer hendes ungdom og kærlighed, elementer der genoplives i hendes sind, hver gang hun ser på blomsten. Andersens fortælling viser, hvordan minder kan transcendere tid, hvor bedstemorens ømme blik på rosen bringer fortidens ungdomskærlighed og drømme til live.
Bedstemoderens død fremstilles med en stille skønhed, hvor hun forbliver fredfyldt og elsket. Efter hendes død bliver hun mindet gennem et rosentræ plantet på hendes grav, der blomstrer med nye roser akkompagneret af nattergalens sang og orglets toner fra kirken. Denne symbolik afspejler livets cyklus og viser, hvordan minder og kærlighed fortsætter efter døden, en trøstende tanke om, at de døde er stadig med os gennem de indtryk, de efterlader.
H. C. Andersen formidler en smuk fortælling om liv, død og de spor, vi efterlader, gennem et ømt portræt af en bedstemor, der fortsætter med at leve i hjertet og sindet hos dem, der elskede hende. Fortællingen skaber en varm refleksion over, hvordan vi husker og ærer dem, vi har mistet, og hvordan kærlighed binder generationer sammen.
„Bedstemoder“ af Hans Christian Andersen er en smuk og rørende historie, der handler om cyklussen af liv, død og erindring. Fortællingen skildrer en dyb kærlighed og respekt for en aldrende bedstemor, der bærer på både visdom og minder fra et langt liv.
Historien fremhæver bedstemorens skønhed og mildhed, ikke kun gennem hendes ydre træk, men også gennem hendes evne til at fortælle eventyr og dele livserfaringer. Den visne rose i hendes salmebog fungerer som et centralt symbol på kærlighed, hukommelse og forgængeligheden af både natur og liv. Hver gang bedstemorens tårer falder på rosen, genoplives minderne, og hun oplever atter sin ungdom, hvor hun blev elsket og gav sin egen kærlighed.
Bedstemorens død bliver skildret som en fredfyldt overgang, og selvom hendes legeme er væk, lever hendes ånd og minder videre i form af de roser, der blomstrer på hendes grav, og i hjertene hos dem, der elskede hende. Denne cyklus af liv og død understreges af, at selvom salmebogen og rosen en dag vil blive til støv, vil nye roser blomstre, og sangen fra nattergalen og orgelmusikken vil fortsætte.
Historien bruger symbolik og poesi til at formidle temaer som erindringens kraft og livets cykliske natur. Den taler til ideen om, at de mennesker, vi elsker, aldrig helt forlader os, da deres minder lever videre, både i de fysiske manifestationer omkring os og i den indflydelse, de har haft på vores liv. Fortællingen afslutter med en smuk tanke om, at øjnene, symbolet på bedstemorens evige ungdom og mildhed, aldrig kan dø og vil en dag blive gendannet i gensynet med hende. Dette giver en trøstende besked om, hvordan kærlighed og sjæl overlever og forbinder generationer, på tværs af liv og død.
Hans Christian Andersens eventyr „Bedstemoder“ er en smukt fortalt hyldest til en elsket bedstemor. En sproglig analyse af eventyret kan fokusere på flere forskellige elementer, såsom brugen af kontraster, symbolik og temaer.
Kontraster
Eventyret benytter sig af kontraster for at fremhæve visse aspekter af bedstemoderens liv og død.
For eksempel
Alder vs. Ungdom: Bedstemoren er gammel med rynker og hvidt hår, men hendes øjne er stadig milde og smukke. Når rosen i salmebogen får liv, bliver bedstemoren igen ung og smuk.
Liv vs. Død: Historien skildrer smukt overgangen fra liv til død. Bedstemoderens fredfyldte død beskrives med solskin over hendes ansigt og hendes sidste rolige åndedrag.
Symbolik
Der er flere symboler i eventyret, der tilføjer dybde til fortællingen:
Rosen: Rosen repræsenterer kærlighed og erindringer. Den tørrede rose i salmebogen får nyt liv gennem bedstemoderens tårer, hvilket symboliserer de evige minder og kærligheden til den mand, hun engang elskede.
Salmebogen: Denne bog symboliserer bedstemoderens tro og de historier, hun har fortalt gennem livet. Den følger hende endda i døden, hvilket understreger dens betydning.
Øjnene: Øjnene er en tilbagevendende metafor for bedstemoderens indre skønhed og evige ungdom. Selvom hun ældes, forbliver øjnene milde og velsignede.
Temaer
Eventyret berører flere universelle temaer, såsom:
Kærlighed og Erindring: Historien viser, hvordan kærligheden og minderne efterlader et varigt indtryk, selv efter døden. Den visne rose, der igen blomstrer, symboliserer, hvordan minder kan genoplives.
Livets Cyklus: Historien om bedstemoderens liv og død afspejler livets naturlige cyklus og skønheden i både liv og død. Rosentræet, der blomstrer over hendes grav, fortsætter livscyklussen.
Tro og Håb: Bedstemoderens tro illustreres gennem salmerne og orgelmusikken, som spiller en rolle ved hendes begravelse. Der er en implicit tro på et liv efter døden og håbet om en genforening.
Andersens brug af poetisk sprog og symbolik i „Bedstemoder“ formidler en dyb, følelsesmæssig oplevelse, der hylder livets skønhed og efterlader læseren med en følelse af ro og håb. Eventyret formidler, at selvom mennesker dør, lever deres minder og den kærlighed, de gav, videre.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 41.1 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 56.2 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 12 |
| Gunning Fog Indeks | 14.1 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.6 |
| SMOG Indeks | 11.2 |
| Automated Readability Indeks | 12 |
| Antal tegn | 3.399 |
| Antal bogstaver | 2.623 |
| Antal sætninger | 22 |
| Antal ord | 634 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 28,82 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 78 |
| Procentdel af lange ord | 12.3% |
| Antal Stavelser | 910 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,44 |
| Ord med tre stavelser | 42 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 6.6% |
