Læsetid for børn: 9 min
Der var engang en mand, som havde et æsel. Det havde i mange år båret sække til møllen, men nu begyndte dets kræfter at tage af, så det blev mere og mere udueligt til sit arbejde. Manden tænkte da på at skaffe sig af med det, men æslet mærkede nok, fra hvad kant vinden blæste, og begav sig på vej til byen, fordi den tænkte, at kunne den ikke blive andet, kunne den nok blive spillemand der. Da den havde gået en lille tid, traf den en jagthund, som lå og gispede. „Hvad er der i vejen,“ spurgte æslet. „Jeg bliver svagere for hver dag, der går,“ svarede hunden, „det kommer jo med alderen. Og nu vil min herre slå mig ihjel, fordi han ikke kan bruge mig på jagt. Så løb jeg min vej.“ – „Ved du hvad,“ sagde æslet, „du skulle gå med mig til Bremen og blive spillemand.
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Jeg spiller på lut og du slår på tromme.“ Hunden syntes godt om forslaget, og de gik videre sammen. Kort efter kom de forbi en kat, som lå på vejen og skar de ynkeligste ansigter. „Hvad er der gået dig imod, dit gamle flødeskæg,“ sagde æslet. „Hvem kan være i godt humør, når alting går skævt for en,“ svarede katten, „fordi jeg nu er blevet gammel og hellere vil ligge bag ovnen og spinde end fange mus, har min frue i sinde at drukne mig. Jeg løb min vej, men nu er gode råd rigtignok dyre.“ – „Gå med os til Bremen og bliv spillemand,“ sagde æslet. Katten var villig til det, og de begav sig alle tre på vej.
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Kort efter kom de tre landstrygere forbi en gård, hvor der sad en hane og galede af alle livsens kræfter. „Du skriger jo, så det går gennem marv og ben,“ sagde æslet, „hvad er der i vejen.“ – „Nu har jeg spået godt vejr til vor frue hver dag,“ sagde hanen, „men alligevel skal der koges suppe på mig i morgen, fordi det er søndag, og der kommer fremmede. I aften skal hovedet hugges af mig, og nu skriger jeg, så længe jeg kan.“ – „Kom her, rødtop,“ sagde æslet, „gå med os til Bremen og bliv spillemand. Du lader til at have en god stemme, så når vi fire slår os sammen, må det da kunne blive til noget.“
De kunne imidlertid ikke nå Bremen på en dag, og om aftenen kom de til en skov, hvor de besluttede at blive om natten. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ, katten og hanen sad oppe mellem grenene, hanen helt oppe i toppen, fordi den troede, der var sikrest. Før den satte sig til at sove, så den sig om til alle sider, og da den syntes, at den så lys skinne i det fjerne, kaldte den på sine kammerater og sagde, at der måtte vist være et hus i nærheden. „Så går vi derhen, for her er ikke rart,“ sagde æslet. Hunden syntes også, at det kunne gøre godt at få et par ben at gnave. De begav sig så på vej, lyset blev stadig større og til sidst stod de udenfor et klart oplyst røverhus.
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Æslet, der var den største, gik hen og kiggede ind ad vinduet. „Hvad kan du se,“ spurgte hanen. „Et dejligt dækket bord,“ svarede æslet, „og røverne sidder og gør sig til gode.“ – „Det var noget for os,“ sagde hanen. „Ja bare vi var derinde,“ sukkede æslet. Dyrene lagde nu råd op om, hvordan de skulle få røverne jaget ud, og til sidst fandt de ud af det. Æslet stillede sig med forpoterne i vinduet, hunden sprang op på dens ryg, katten klatrede op på hunden og hanen fløj op og satte sig på kattens hovede. I samme øjeblik begyndte de med deres musik, æslet skreg, hunden gøede, katten mjavede og hanen galede, og så styrtede de allesammen ind gennem vinduet, så glasskårene klirrende fløj til alle sider.
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Røverne for rædselsslagne op, og da de troede det var et spøgelse, flygtede de så hurtigt de kunne ud i skoven. De fire kammerater satte sig så til bords og tog for sig af retterne, som om de ikke havde fået mad i en hel måned.
Da de fire spillemænd var trætte, slukkede de lyset og gik til ro. Æslet lagde sig på møddingen, hunden bagved døren, katten i kakkelovnskrogen og hanen fløj op på hanebjælken. De var trætte af den lange vej, og det varede ikke ret længe, før de faldt i søvn. Ved midnatstid da røverne så, at lyset var slukket og alting lod til at være roligt, sagde anføreren: „Vi skulle dog ikke have ladet os skræmme så let,“ og han bød nu en af sine mænd gå hen og undersøge huset. Manden gik ud i køkkenet og ville tænde lys, og da han troede, at kattens gloende øjne var gnister, stak han en tændstik ind i dem for at få ild. Men katten forstod ikke spøg; den sprang lige i ansigtet på ham og kradsede ham. Han blev ude af sig selv af angst og ville løbe ud ad døren, men hunden bed ham i benet, og da han kom forbi møddingen, gav æslet ham et ordentlig spark. Hanen var imidlertid også vågnet og gav sig til at gale af alle kræfter. Men røveren løb, så stærkt han kunne, tilbage til anføreren og sagde: „Der sidder en forfærdelig heks inde i huset.
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Hun har kradset mig i ansigtet, og udenfor døren står der en mand, som stak mig i benet med en kniv. I gården ligger der et stort uhyre, som slog løs på mig med en trækølle, og oppe på taget sidder dommeren og råber: „Skaf mig fat på den tyveknægt.“ Så løb jeg så hurtigt jeg kunne.“
Billede: Oskar Herrfurth (1862-1934)Røverne turde nu ikke vende tilbage til huset, men spillemændene syntes så godt om at være der, at de blev der resten af deres liv. Og den der sidst fortalte det, hans mund er varm endnu.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„De Bremer Stadsmusikanter“ er et klassisk folkeeventyr nedskrevet af Brødrene Grimm, som fortæller historien om fire dyr: et æsel, en hund, en kat og en hane, der alle er blevet forladt eller truet af deres ejere, fordi de er blevet gamle og ikke længere kan udfylde deres roller. I stedet for at acceptere deres skæbne, beslutter de sig for at tage til Bremen for at blive spillemænd.
Undervejs til Bremen møder de mange udfordringer og ender med at slå sig ned for natten i en skov. Her opdager de et røverhus oplyst i natten. De beslutter sig for at skræmme røverne væk fra huset, så de kan tage ophold der. De stiller sig oven på hinanden og laver en kæmpe larm, hvilket får røverne til at tro, at der er et spøgelse, hvorefter røverne flygter ud i skoven. Efter at have overtaget huset, spiser de sig mætte og falder i søvn.
Da røverne senere modigt forsøger at tage huset tilbage, bliver de skræmt væk af dyrenes forsvar, idet de tror, det er hekse og spøgelser, der vogter huset. Dyrene finder et hjem i huset, hvor de lever lykkeligt. Fortællingen hylder samarbejde, venskab og modet til at skabe sin egen skæbne, selv når man står over for usikre fremtidsudsigter. Eventyret slutter, som traditionen byder, med en bemærkning om fortællerens varme mund, en klassisk afslutning i folkeeventyr.
„De Bremer Stadsmusikanter“ er en klassisk fortælling af Brødrene Grimm, der har været genstand for mange forskellige fortolkninger. Historien fokuserer på temaer som samarbejde, mod, fællesskab og håb på trods af alderdom og modgang.
Samarbejde og fællesskab: En af hovedfortolkningerne er, hvordan forskellige individer bringer deres unikke styrker sammen for at opnå et fælles mål. Æslet, hunden, katten og hanen har forskellige evner, som de bruger til at skræmme røverne væk. Denne fortolkning kan anvendes til at fremhæve vigtigheden af teamwork og mangfoldighed i en gruppe.
Mod på trods af alderdom: Fortællingen viser, at selvom dyrene er blevet ældre og ikke længere er ønsket af deres ejere, har de stadig værdi og potentiale. Dette kan ses som en kommentar på samfundets tendens til at afskrive de ældre og understreger vigtigheden af at værdsætte alles bidrag, uanset alder.
Nyt liv og muligheder: Dyrene vælger at tage skæbnen i egne hænder ved at drage ud for at blive spillemænd i Bremen. Eventyret kan her ses som en påmindelse om, at nye muligheder ofte findes uden for ens komfortzone, og at det kræver mod at forfølge dem.
Overvindelse af frygt: Røvernes reaktion på dyrenes „musik“ viser, hvordan frygt ofte kan bygge på misforståelser eller ukendte faktorer. Dyrene fremstår som skræmmende, selvom deres intentioner ikke er onde, hvilket kan tolkes som en lektion i ikke at lade sig svæmme over af frygt.
Humor og forandring af status: Eventyrets humoristiske elementer, hvor dyrene antager rollerne som musikanter, taler til evnen til at ændre status eller opfattelse gennem kreativitet og fælles handling. Det peger på hvordan man kan udfordre og ændre de roller, man bliver tildelt.
Disse forskellige fortolkninger viser, hvor alsidig „De Bremer Stadsmusikanter“ er som en fortælling, og hvordan den kan give indsigt i både individuelle og kollektive menneskelige oplevelser.
„De Bremer Stadsmusikanter“ af Brødrene Grimm er et klassisk folkeeventyr, der følger fire udstødte dyr på deres rejse mod en ny begyndelse som musikere i byen Bremen.
Fortællestruktur: Eventyret følger en traditionel opbygning med en introduktion, konflikt, klimaks og løsning. Det begynder med en problemstilling – dyrene bliver ubrugelige for deres ejere og må derfor forlade deres hjem. Undervejs møder de nye udfordringer, som da de ankommer til røverhuset, og eventyret når sit klimaks, da de skræmmer røverne væk.
Karakterbeskrivelse: Hvert dyr har sine egne karakteristika og grunde til at flygte: Æslet, der er træt og udueligt; hunden, der ikke længere kan jage; katten, der ikke vil fange mus; og hanen, der skal koges til suppe. De fire dyr repræsenterer forskellige typer af frygt og uretfærdighed, men også sammenhold og kreativ problemløsning.
Dialog og Sprogbrug: Dialogen mellem dyrene afslører deres personligheder og situationer og er ofte enkel og direkte, hvilket er typisk for folkeeventyr. Brug af replikker som „Hvad er der i vejen“ og „Gå med os til Bremen og bliv spillemand“ viser en engagerende og opmuntrende tone.
Temaer: Hovedtemaet er samarbejde og sympati; dyrene, der alle er i desperate situationer, beslutter at arbejde sammen for at overkomme deres problemer. Et andet tema er det autonome valg at finde en ny vej, i kontrast til deres tidligere afhængighed af menneskene.
Symbolik: Musik og drømmen om at blive „spillemænd“ symboliserer håbet om en bedre fremtid og social accept. Musikken bliver deres fælles sprog og magtfulde redskab mod truslen fra røverne.
Stilistiske Elementer: Eventyret benytter sig af repetition, en almindelig stilistisk teknik i eventyr. Dette skaber en rytmisk struktur og gør det let at huske og genfortælle. Der er en humoristisk undertone i beskrivelsen af dyrenes plan, hvor deres musikinstrumenter er deres egne naturlige lyde.
Moral: Konklusionen, hvor dyrene finder et hjem i røverhuset, underbygger moral om, at man kan finde styrken ved at samarbejde, og at værdighed kan findes igen gennem nye formål.
Denne sproglige analyse viser, hvordan „De Bremer Stadsmusikanter“ bruger en simpel fortælling til at kommunikere dybere temaer om mod, samarbejde og forsoning gennem både dialog og handling.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 27 |
| Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 130 |
| Oversættelser | DE, EN, EL, DA, ES, FR, PT, FI, HU, IT, JA, NL, KO, PL, RO, RU, TR, VI, ZH |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 30.4 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 71.4 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 7.9 |
| Gunning Fog Indeks | 9.7 |
| Coleman–Liau Indeks | 7.8 |
| SMOG Indeks | 9 |
| Automated Readability Indeks | 6.8 |
| Antal tegn | 5.184 |
| Antal bogstaver | 3.971 |
| Antal sætninger | 53 |
| Antal ord | 992 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 18,72 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 116 |
| Procentdel af lange ord | 11.7% |
| Antal Stavelser | 1.365 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,38 |
| Ord med tre stavelser | 54 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 5.4% |
