Læsetid for børn: 8 min
En skrædder og en guldsmed var engang på vandring sammen, og en aften, da solen var sunket bag bjergene, klang der fra det fjerne musik, som stadig blev tydeligere. Den lød så besynderlig, men var dog så smuk, at de glemte al deres træthed og gik raskt af sted. Månen var allerede stået op, da de kom til en høj, hvor de fik øje på en mængde små mænd og kvinder, som holdt hinanden i hænderne og sprang rundt i en lystig dans. De sang selv dertil, og det var den musik, vandringsmændene havde hørt i det fjerne. I midten sad en gammel mand, noget større end de andre. Han havde en broget frakke på, og hans grå skæg hang ham langt ned over brystet. De blev forundret stående og så på dansen. Den gamle vinkede, at de skulle komme nærmere, og de små fyre åbnede venligt kredsen for dem. Guldsmeden, som havde en pukkel og var stor på det som alle pukkelryggede, trådte frem, men skrædderen holdt sig først lidt tilbage. Men da han så, hvor lystigt det gik til, tog han mod til sig og fulgte efter. Kredsen lukkede sig nu igen, og de små dansede videre med deres vilde spring. Den gamle tog imidlertid en stor kniv, som han havde i bæltet, sleb den, og da den var blevet skarp nok, så han sig om efter de to fremmede. De blev bange men de fik ikke tid til at tænke sig om, for den gamle greb i en fart fat i guldsmeden og ragede hans skæg og hår af, og det gik skrædderen ligesådan. Men deres angst forsvandt, da den gamle derpå venligt klappede dem på skulderen, som om han ville sige, at det var pænt af dem, at de slet ikke havde strittet imod, men ganske rolig fundet sig i det. Han pegede nu på en håndfuld kul, som lå ved siden af, og betydede dem, at de skulle fylde deres lommer med dem. De adlød begge to, skønt de ikke vidste, hvad de skulle bruge kullene til, og gik så videre for at finde nattely. Da de kom ned i dalen, hørte de et ur slå tolv. Øjeblikkelig forstummede sangen, alt forsvandt, og højen lå ensom og forladt i måneskinnet.
De to vandringsmænd kom ind i en kro, lagde sig på strålejet og dækkede sig til med deres frakker, men de var så trætte, at de glemte at tage kullet ud af lommen. Næste morgen vågnede de tidligere end sædvanligt, fordi det var ligesom der lå sådan noget tungt ovenpå dem. De stak hånden ned i lommen, men ville ikke tro deres egne øjne, da de så at den var fuld af det pure guld. Der var også både hovedhår og skæg, så meget som de kunne ønske sig. De var nu rige folk, men guldsmeden, der var en gerrig rad og havde fyldt sine lommer bedst, var dobbelt så rig som skrædderen. Men mere vil altid have mere, og guldsmeden foreslog skrædderen at blive der endnu en dag og så om aftenen gå ud på højen hos de gamle for at få fat i nogle flere skatte. Men skrædderen ville ikke. „Jeg er tilfreds med det, jeg har fået,“ sagde han, „nu nedsætter jeg mig, gifter mig med min elskede genstand (sådan kaldte han sin kæreste), og så er jeg en lykkelig mand.“ For at føje guldsmeden lovede han dog at blive der endnu en dag. Om aftenen hængte guldsmeden et par poser over skuldrene for rigtigt at kunne skrabe til sig, og gik ud til højen. Det gik ligesom aftenen før. Den gamle ragede ham igen og gjorde tegn til ham, at han skulle tage noget kul med sig. Han betænkte sig ikke, men stoppede sine lommer fulde, vendte så glad hjem og dækkede sig til med frakken. „Selv om det guld trykker, vil jeg dog nok finde mig i det,“ tænkte han og sov ind i den søde forvisning om, næste morgen at vågne som en knaldrigmand. Da han slog øjnene op, rejste han sig i en fart for at undersøge sine lommer, men hvor forbavset blev han ikke, da der ikke var andet end det sorte kul, hvor ofte han end stak hånden derned. „Jeg har endnu det guld, som jeg har fået forrige nat,“ tænkte han og tog det frem, men blev meget forskrækket, da han så, at det også var blevet til kul. Han slog sig med sin sortsmudsede hånd for panden, og da følte han, at hans hovede var skaldet og glat som hans ansigt. Men det var ikke nok med den ulykke. Han mærkede nu, at han foran på brystet havde fået en pukkel, der var dobbelt så stor som den, han havde på ryggen. Da indså han, at han var blevet straffet for sin begærlighed, og begyndte at græde højt. Den gode skrædder, som var blevet vækket derved, trøstede ham så godt, han kunne og sagde: „Du har været min kammerat på vandringen. Du skal blive hos mig og også bruge af mine penge.“ Han holdt ord, men den stakkels guldsmed måtte hele sit liv beholde de to pukler og skjule sit skaldede hoved med en kalot.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Alfernes gave“ er en moralsk fortælling fra Brødrene Grimm, der udforsker temaer som grådighed, ydmyghed og tilfredshed. Eventyret følger en skrædder og en guldsmed på deres rejse, hvor de ved en tilfældighed støder på en samling alfagtige væsener, der danser til smuk musik. Den gamle alf inviterer dem til at deltage, og som en del af ritualet barberer han deres hår og skæg af. De får også besked på at fylde deres lommer med kul, som senere viser sig at være guld.
Historien tager en drejning, da skrædderen er tilfreds med sin nyfundne rigdom og ønsker at slå sig ned, mens guldsmeden, drevet af grådighed, vender tilbage for at få mere.
Hans anden tur resulterer i et katastrofalt udfald: ikke blot bliver hans nye guld forvandlet til kul, han ender også med at få en ekstra pukkel på sin brystkasse og mister alt sit hår for evigt.
Moralen er klar: grådighed kan føre til ens egen undergang, mens tilfredshed og ydmyghed belønnes. Eventyret understreger vigtigheden af at værdsætte, hvad man har, og fremhæver de potentielle konsekvenser af aldrig at have nok. Skrædderens venlige sind i sidste ende redder guldsmeden fra fuldstændig ruin, idet han inviterer ham til at dele sin rigdom. Fortællingen balancerer således både en advarsel mod grådighed og en opfordring til medmenneskelighed.
„Alfernes gave“ er en fortælling fra Brødrene Grimm, der bærer mange af de karakteristika, der kendetegner deres eventyr: moral, magi og en vis lærdom om menneskelige egenskaber. Den centrale konflikt i eventyret opstår mellem skrædderen og guldsmeden, der symboliserer forskellige menneskelige træk og valg.
Moralfortolkning: Historien leverer en klar moral omkring begær og tilfredshed. Skrædderen illustrerer værdien af at være tilfreds med det, man har fået, mens guldsmeden viser, hvordan grådighed kan føre til ødelæggelse. Dette kan ses som en advarsel om at kende sine grænser og ikke altid stræbe efter mere uden omtanke for konsekvenserne.
Symbolsk Fortolkning: De små væsener, dansen og kultil guld-transformationen kan opfattes som symboler på de uventede og magiske gaver, livet kan byde på. Skrædderens villighed til at acceptere gaven afspejler en tillid til livets naturlige forløb, hvorimod guldsmedens skæbne viser, hvordan misbrug af sådanne gaver kan føre til større ulykker.
Karakteranalyse: Skrædderen og guldsmeden repræsenterer ikke blot forskellige professioner, men inkarnatoriske modsætninger i deres personligheder. Skrædderen er mild, beskeden og med en iboende godhed, som belønnes. Guldsmeden, derimod, der lader sin grådighed overtage, ændrer sit eget held til noget negativt. Dette afspejler en psykologisk lære om, hvordan indre karaktertræk kan manifestere sig i ydre omstændigheder.
Relationer og Venskab: Trods guldsmedens fejl viser skrædderen empati og kammeratskab ved at tilbyde hjælp og dele sin nyfundne rigdom. Dette understreger vigtigheden af medmenneskelighed og støtte til venner, selv når de har handlet forkert. Det fremhæver en moral om tilgivelse og barmhjertighed.
Konklusion:
„Alfernes gave“ fungerer både som underholdning og som en væv af lektier om menneskelig adfærd. Gennem sine vidunderlige og til tider barske billeder tilbyder eventyret en reflektion over menneskelige dyder og svagheder, og det udforsker grundlæggende sandheder om livet, der er lige så relevanske i dag som i Brødrene Grimms tid.
Fortællingen „Alfernes gave“ af Brødrene Grimm er en klassisk folkefortælling, der indeholder flere sproglige og stilistiske træk karakteristiske for eventyr.
Enkel og lineær struktur: Fortællingen følger en simpel kronologisk rækkefølge uden komplekse omskiftninger. Begivenhederne udfolder sig i en ligefrem progression fra rejsen, mødet med alferne, til konsekvenserne af karakterernes handlinger.
Karakterisering: Karaktererne er tegnet enkelt og uden dybere psykologisk komplekstitet. Vi møder en skrædder og en guldsmed, hvor skrædderen fremstilles som tilfreds og beskeden, mens guldsmeden er grådig og ufornøjet. Disse træk understøtter fortællingens morale.
Gentagelse og kontrast: Historien benytter gentagelse til at skabe mønstre og kontraster, særligt i guldsmedens to besøg i skovens høj. Gentagelsen forstærker den moralske pointe om grådighedens konsekvenser.
Symbolik: Kullet fungerer som et centralt symbol. Ved første møde med alferne bliver kullet forvandlet til guld, hvilket kan tolkes som belønning for skrædderens tilfredshed og ydmyghed. I kontrast bliver det samme kul til intet værd for guldsmeden, da han besøger højen for anden gang, hvilket understreger hans grådighed og ønsket om mere.
Dialog og direkte tale: Brug af direkte tale bidrager til karakterernes tydelige fremstilling. Skrædderens tilfredshed kommer til udtryk i hans udtalelse om at ville gifte sig og være en lykkelig mand, mens guldsmedens konstante fokus på materiel rigdom skinner igennem i hans indre tanker.
Magiske elementer: Typisk for eventyr er tilstedeværelsen af magiske eller overnaturlige elementer – her i form af musikken, dansen, alferne og transformationen af kul til guld. Disse elementer bidrager til fortællingens mystik og moraliserende budskab.
Moral og budskab: Fortællingen bærer en klar moral om tilfredshed kontra grådighed. Skrædderens ydmyghed og begrænsede ambition belønnes, mens guldsmedens begær og ønske om rigdom straffes. Dette understøttes af den negative forvandling, guldsmeden gennemgår.
Eventyrets sprog og opbygning er således med til at fremhæve dets centrale temaer og moral, hvilket er typisk for Brødrene Grimms fortællinger.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Nummer | KHM 182 |
Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 503 |
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, PT, IT, JA, NL, PL, RO, RO, RU, TR, VI, ZH |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 33.8 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 70.3 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.7 |
Gunning Fog Indeks | 10.8 |
Coleman–Liau Indeks | 8.2 |
SMOG Indeks | 9.7 |
Automated Readability Indeks | 8.3 |
Antal tegn | 4.513 |
Antal bogstaver | 3.510 |
Antal sætninger | 41 |
Antal ord | 861 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 21,00 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 110 |
Procentdel af lange ord | 12.8% |
Antal Stavelser | 1.173 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,36 |
Ord med tre stavelser | 52 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 6% |