Læsetid for børn: 9 min
I en af de små købstæder, hos en mand, der havde sin egen gård, sad hele familien i kreds sammen om aftnen, på den årstid, da man siger „aftnen længes;“ det var endnu mildt og varmt; lampen var tændt, de lange gardiner hang ned for vinduerne, hvor der stod blomsterpotter, og udenfor var det et dejligt måneskin; men det talte de nu ikke om, de talte om en gammel, stor sten, der lå nede i gården, tæt ved køkkendøren, hvor pigerne tit opstillede det skurede kobbertøj, for at det skulle tørres i solen, og hvor børnene gerne legede, – det var egentlig en gammel gravsten.
„Ja,“ sagde manden i huset, „jeg tror den er fra den gamle nedbrudte klosterkirke; der blev jo solgt både prædikestol, epitafer og gravsten! min salig fader købte flere af disse, de blev slået itu til brolægning, men denne sten blev tilovers og er siden blevet liggende i gården.“
„Man kan godt se, at det er en gravsten,“ sagde den ældste af børnene, „der er endnu at se på den et timeglas og et stykke af en engel, men indskriften der stod, er næsten rent slettet ud, undtagen det navn Preben og et stort ‚S‘, der står lige bag efter og lidt længere nede ‚Marthe;‘ men mere kan man ikke få ud og det er da kun, når det har regnet eller vi har vasket den, at det står tydeligt.“
„Herregud, det er Preben Svanes og hans hustrus gravsten!“ sagde en gammel mand derinde, der kunne, i sin alder, godt være bedstefader til dem alle sammen i stuen. „Ja, det ægtepar var et af de sidste som blev jordet på den gamle klosterkirkegård! det var et gammelt, hæderligt par fra mine drengeår! Alle kendte dem, og alle holdt af dem, de var alderskongeparret her i byen! Folk sagde om dem at de ejede over en tønde guld, og dog gik de simpelt klædt, i det groveste tøj, men deres linned var så skinnende hvidt. Det var et dejligt gammelt par, Preben og Marthe! – Når de sad på bænken, der var oppe på husets høje stentrappe, som det gamle lindetræ hældede sine grene over, og de nikkede venligt og mildt, så blev man ordentlig glad derved. De var så mageløse gode mod de fattige! de bespiste dem, de klædte dem, og der var fornuft og sand kristendom i al deres godgørenhed. Først døde konen! jeg husker den dag så godt! jeg var en lille dreng og med min fader inde hos gamle Preben, lige idet at hun var hensovet; den gamle mand var så bevæget, græd, som et barn. – Liget lå endnu i sovekamret, tæt ved, hvor vi sad, – han talte til min fader og et par naboer, om hvor ensomt der nu ville blive, hvor velsignet hun havde været, hvor mange år de havde levet sammen, og hvorledes det gik til at de blev kendt med hinanden og fik hinanden kær; jeg var som sagt, lille, og stod og hørte til, men det opfyldte mig forunderligt at høre på den gamle mand, og se, hvorledes han mere og mere blev livlig, fik røde kinder, idet han talte om forlovelsesdagene, hvor yndig hun havde været, hvor mange små uskyldige omveje han havde gået for at træffes med hende, og han talte om bryllupsdagen, hans øjne lyste derved, han levede ligesom tilbage igen i den glædestid, og så lå hun nu inde i kamret tæt ved død, en gammel kone, og han var en gammel mand og talte om håbets tid! – – ja, ja, således går det! Da var jeg et barn kun og nu er jeg gammel, gammel, som Preben Svane. Tiden går og alting skifter! – Jeg husker så godt hendes begravelsesdag, gamle Preben gik lige bag efter ligkisten. Et par år forud havde ægteparret ladet deres gravsten hugge med indskrift og navne, på dødsåret nær; stenen blev om aftnen kørt hen og lagt på graven, – og året efter løftedes den igen og gamle Preben kom ned til sin hustru. – Der var ikke den rigdom efter dem, som folk havde troet og sagt, det der var, kom til familien, langt ude, den man aldrig før havde vidst om. Det bindingsværkshus, med bænken på den høje stentrappe under lindetræet, blev revet ned af magistraten, thi det var alt for brøstfældigt til at de turde lade det stå. Siden, da det gik med klosterkirken ligesådan og kirkegården blev hævet, så kom Prebens og Marthes gravsten, som alt derfra, til hvem, der ville købe det, og nu er det truffet så, at den ikke er blevet slået i stykker og brugt, men ligger endnu i gården til legested for de små, og til hylde for pigens skurede køkkentøj. – Den brolagte gade går nu hen over gamle Prebens og hans hustrus hvilested; ingen husker dem mere!“
Og den gamle mand, som fortalte alt dette, rystede vemodig med hovedet. „Glemmes!“ – „Alt skal glemmes!“ sagde han.
Og så talte de i stuen om andre ting; men den mindste dreng derinde, et barn med store, alvorlige øjne, krøb op på stolen bag gardinerne, og så ned i gården, hvor månen skinnede klart på den store sten, der altid før havde syntes ham tom og flad, men nu lå der, som et helt stort blad af en historiebog. Alt hvad drengen havde hørt om Preben og hans hustru havde stenen inde; og han så på den, og han så op mod den klare, lyse måne, i den rene, høje luft og det var ligesom et Guds ansigt, der skinnede ud over jorden.
„Glemmes! – Alt skal glemmes!“ lød det inde i stuen, og i det øjeblik kyssede en usynlig engel drengens bryst og pande og hviskede stille: „Gem det givne frøkorn vel, gem det til modenhedens tid! – Ved dig, du barn, skal den udslettede indskrift, den smuldrende gravsten, med lyse gyldne træk stå for kommende slægter! Det gamle ægtepar skal igen arm i arm, vandre did gennem de gamle gader, og smilende med friske, røde kinder, sidde på stentrappen under lindetræet, og nikke til fattig og rig. Frøkornet fra denne time vil, gennem åringer, vokse til et blomstrende digterværk. Det gode og skønne glemmes ikke, det lever i sagn og sange.“

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
Historien „Den gamle gravsten“ af Hans Christian Andersen giver et indblik i, hvordan minder og historier kan bevare levetiden for mennesker, selv længe efter at de er gået bort. Historien finder sted i en lille købstad, hvor en familie sidder samlet en aften og taler om en gammel gravsten, der ligger i deres gård. Stenen viser sig at være gravstenen for Preben Svane og hans hustru Marthe, et elsket ægtepar fra gamle dage, som alle i byen holdt af.
Den gamle mand i familien husker tydeligt Preben og Marthe som et elskværdigt og godhjertet par, der var kendt for deres generøsitet mod de fattige. Han fortæller også om den dybe sorg, Preben oplevede ved Marthes død, og hvordan ægteparrets gravsten blev lagt på deres hvilested. Trods deres ry for at være velhavende, efterlod de ikke den store rigdom, og da kirken og kirkegården blev fjernet, blev gravstenen solgt og endte som en ufærdig del af familiens gård.
Historien understreger, hvor hurtigt folk kan blive glemt, men minder os også om, at de historier og minder vi bevarer, kan få nyt liv gennem kommende generationer. Den mindste dreng i familien ser gravstenen i et nyt lys efter at have hørt historien om Preben og Marthe. I hans sind bliver stenen en vigtig del af historien, som måske en dag vil blomstre til et digterværk, der igen bringer det gamle par til live i menneskers sind.
Temaerne i historien omfatter forgængelighed, arv, og hvordan det, vi efterlader os – både fysisk og i menneskers erindringer – kan få betydning langt ud i fremtiden. Historien viser også Andersen’s evne til at finde skønhed i det hverdagsagtige og påminder os om den tidløse værdi i at bevare vores fælles historier og kulturarv.
„Den gamle gravsten“ af Hans Christian Andersen er en fortælling, der handler om livets forgængelighed og hvordan minder kan leve videre, selv når det konkrete bevis, som en gravsten, er ved at blive glemt. Eventyret udforsker temaer som hukommelse, glemsel og hvordan historier og minder kan bevares gennem generationer.
Livets Forgængelighed og Hukommelse: Gravstenen symboliserer det fysiske bevis på menneskers liv og død. Når børnene og de ældre i familien taler om Preben og Marthe, udforsker Andersen hvordan minder kan svinde med tiden, men også hvordan de kan genoplives gennem historier. Gravstenen, der nu anvendes som en simpel del af hverdagen, påpeger hvordan samfundet kan miste forbindelsen til fortiden.
Arv og Det Usynlige: Det usynlige møde mellem englen og drengen antyder, at minder og historier kan overføres på magiske måder. Drengen ser ikke kun stenen som et fysisk objekt, men som en historie, der skal bevares. Dette kan tolkes som en kommentar til behovet for at videregive traditioner og minder til de yngre generationer.
Sociale Normer og Medfølelse: Historien om Preben og Marthe berører deres beskedne men dygtige livsstil og deres godhed mod de fattige. Andersen stiller spørgsmål ved samfundets værdier og minder læseren om, at sande værdier ikke nødvendigvis er materielle. Preben og Marthes liv illustrerer at godhed og kærlighed kan efterlade en varig indvirkning, selvom den fysiske rigdom er forsvunden.
Minder som Inspiration til Kunst: Det afsluttende løfte om at drengen vil bevare mindet om parret, og at det vil vokse til et „blomstrende digterværk“, antyder en tro på kunstens evne til at bevare og revitalisere minder. Andersen synes at tro på, at gennem skabelsen af kunst, kan historier fra fortiden få nyt liv og betydning.
Samlet set anvender Andersen en simpel fortælling for at dykke dybt ind i komplekse spørgsmål om tid, hukommelse, og hvordan mennesker påvirker hinandens liv gennem både deres handlinger og deres eftermæle.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den gamle gravsten'“ af Hans Christian Andersen kræver en detaljeret undersøgelse af både sprogbrug, temaer og stilistiske elementer.
Her er nogle centrale punkter
Fortællerstemme: Andersen bruger en fortællerstemme, der er både beskrivende og reflekterende. Han formår at skabe en nostalgisk og melankolsk stemning gennem sproget.
Oldnordisk præg: Andersen bruger Oldnordiske vendinger og tonefald, hvilket giver eventyret en tidløs og klassisk fornemmelse.
Symbolik: Gravstenen er et centralt symbol i eventyret. Den repræsenterer både hukommelse og glemsel. Tidens gang og menneskets sidestilling med den forgange tid er også centralt.
Temaer
Forgængelighed og Glemsel: Eventyret beskæftiger sig med, hvordan mennesker og deres bedrifter kan blive glemt over tid. Andersen reflekterer over, hvordan selv de mest elskede og respekterede mennesker til sidst kan få deres minder udvisket.
Erindringens Magt: Modstykket til glemsel er erindring. Det lille barn, der ser gravstenen, symboliserer håbet om, at erindringen kan overleve gennem generationer.
Sociale Klasser og Historie: Der er en indhyllet kritik af, hvordan samfundets strukturer ofte forbigår enkeltpersoners betydning.
Karakterer og deres Betydning
Den Gamle Mand: Han fungerer som en overgang mellem fortid og nutid. Hans fortælling giver liv til de afdøde og viser betydningen af mundtlig historie.
Barnet: Barnet med de store, alvorlige øjne repræsenterer fremtiden og bærer videre fortællingen om Preben og Marthe. Barnets perspektiv understreger vigtigheden af at huske og ære fortiden.
Stilistiske Elementer
Kontraster: Der er en kontrast mellem det lys, der beskrives udenfor, og de mørkere minder om de døde, hvilket skaber en spænding mellem fortid og nutid, lys og mørke.
Naturbeskrivelser: Andersens beskrivelser af måneskin og den klare luft giver en følelse af skønhed og fred, som står i kontrast til historiens melankolske tema.
Sense of Wonder: Andersen slutter med et håb om, at godhed og skønhed vil overleve gennem historier og kunst.
Eventyret „Den gamle gravsten“ minder os om, at selv om tiden forandrer alt, kan minder og historier holde de dødes arv i live, når de fortælles videre gennem generationer. Hans Christian Andersen bruger sproget til at skabe en atmosfære, der både er eftertænksom og bevægende, og eventyret reflekterer over menneskets stræben efter at blive husket.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 40.4 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 58.2 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 11.5 |
Gunning Fog Indeks | 13.7 |
Coleman–Liau Indeks | 9.3 |
SMOG Indeks | 11.8 |
Automated Readability Indeks | 11.4 |
Antal tegn | 5.620 |
Antal bogstaver | 4.358 |
Antal sætninger | 40 |
Antal ord | 1.024 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 25,60 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 152 |
Procentdel af lange ord | 14.8% |
Antal Stavelser | 1.485 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,45 |
Ord med tre stavelser | 89 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 8.7% |