Læsetid for børn: 9 min
Den som kunne gøre det utroligste skulle have kongens datter og det halve rige.
De unge mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres tanker, sener og muskler; to spiste sig til døde og én drak sig ihjel for at gøre det utroligste efter deres smag, men det var ikke på den måde, det skulle gøres. Små gadedrenge øvede sig hver i at spytte sig selv på ryggen, det anså de for det utroligste.
På en bestemt dag skulle det fremvises, hvad enhver havde at fremvise som det utroligste. Der var ansat som dommere børn fra tre år til folk op i de halvfems. Der blev en hel udstilling af utrolige ting, men alle var snart enige om at det utroligste var her et stort stueur i foderal, mærkværdigt udspekuleret uden og inden. Ved hvert klokkeslæt kom der levende billeder, som viste hvad klokken var slået; det var hele tolv forestillinger med bevægelige figurer og med sang og tale.
„Det var det utroligste!“ sagde folk.
Klokken slog et, og Moses stod på bjerget og nedskrev på lovens tavler det første troens bud: „Der er kun en eneste sand Gud.“
Klokken slog to, da viste sig Paradisets have hvor Adam og Eva mødtes, lykkelige begge to, uden at eje så meget som et klædeskab; de behøvede det heller ikke.
Ved slaget tre viste sig de hellige tre konger, den ene kulsort, det han ikke kunne gøre ved, solen havde sværtet ham. De kom med røgelse og kostbarheder.
På slaget fire kom årstiderne: Foråret med kukkeren på en udsprunget bøgegren, sommeren med en græshoppe på det modne kornaks, efteråret med en tom storkerede, fuglen var fløjet bort, vinteren med en gammel krage, der kunne fortælle historier i kakkelovnskrogen, gamle minder.
Slog klokken fem viste sig de fem sanser: Synet kom som brillemager, hørelsen som kobbersmed, lugten solgte violer og skovmærker, smagen var kok og følelsen bedemand med sørgeflor ned til hælene.
Klokken slog seks: Der sad en spiller, han kastede terning og denne vendte den højeste side op, og der stod seks.
Så kom de syv ugedage eller de syv dødssynder, det var folk ikke enige om, de hørte jo sammen og var ikke let at skille.
Så kom et munkekor og sang ottesang.
På slaget ni fulgte de ni muser; en var ansat ved astronomien, en ved det historiske arkiv, resten hørte til teatret.
På slaget ti trådte atter Moses frem med lovens tavler, der stod alle Guds bud og de var ti.
Klokken slog igen, da hoppede og sprang små drenge og piger, de legede en leg og sang dertil: „Bro, bro, brille, klokken er slået elve!“ og det var den slået.
Nu slog den tolv, da trådte frem vægteren med kabuds og morgenstjerne, han sang det gamle vægtervers:
„Det var ved midnatstide,
Vor Frelser han blev født!“
og idet han sang, voksede roser, og de blev til englehoveder, båret af regnbuefarvede vinger.
Det var yndigt at høre, det var dejligt at se. Det hele var et mageløst kunstværk, det utroligste, sagde alle mennesker.
Kunstneren var en ung mand, hjertensgod, barneglad, tro ven og hjælpsom mod sine fattige forældre; han fortjente prinsessen og det halve rige.
Afgørelsens dag var kommet, hele byen stod i stads og prinsessen sad på landets trone, der havde fået nye krølhår, men dog ikke var blevet mere magelig og behagelig. Dommerne rundt om så så poliske hen til ham der skulle vinde, og han stod frejdig og glad, hans lykke var vis, han havde gjort det utroligste.
„Nej, det skal nu jeg gøre!“ råbte lige i det samme en lang knoklet kraftkarl. „Jeg er manden for det utroligste!“ og så svingede han en en stor økse mod kunstværket.
„Krisk! krask! kvas!“ der lå det hele. Hjul og fjedre fór rundt om, alt var ødelagt!
„Det kunne jeg!“ sagde manden; „min gerning har slået hans og slået eder alle sammen; jeg har gjort det utroligste!“
„Ødelægge et sådant kunstværk!“ sagde dommerne. „Ja det var det utroligste!“
Hele folket sagde det samme, og så skulle han have prinsessen og det halve rige, for en lov er en lov, selv om den er det utroligste.
Der blæses fra volden og fra alle byens tårne: „Brylluppet skal fejres!“ Prinsessen var slet ikke fornøjet for det, men yndig så hun ud og kostelig var hun klædt på. Kirken strålede med lys, sent på aftnen, det tager sig bedst ud. Byens adelige jomfruer sang og førte bruden frem, ridderskabet sang og fulgte brudgommen; han knejsede som om han aldrig kunne knækkes over.
Nu holdt sangen op, der blev så stille at man kunne have hørt en knappenål falde til jorden, men midt i den stilhed fløj med bulder og brag den store kirkedør op og – „bum! bum!“ der kom hele urværket marcherende midt igennem kirkegangen og stillede sig mellem brud og brudgom. Døde mennesker kan ikke gå igen, det ved vi meget godt, men et kunstværk kan gå igen, legemet var slået i stykker, men ikke ånden, kunstånden spøgede, og det var ingen spøg.
Kunstværket stod der livagtigt som da det var helt og urørt. Klokkeslagene lød, det ene på det andet, lige til tolv, og skikkelserne der myldrede frem; først Moses; der lyste ligesom ildsluer ud af hans pande, han kastede lovens tunge stentavler på brudgommens fødder og bandt dem til kirkegulvet.
„Jeg kan ikke løfte dem igen!“ sagde Moses. „Du har slået armene af mig! stå som du står!“
Nu kom Adam og Eva, de Vise fra Østerland og de fire årstider, hver sagde ham ubehagelige sandheder, „skam dig!“
Men han skammede sig ikke.
Alle de skikkelser, hvert klokkeslæt havde at fremvise, trådte ud af uret, og alle voksede de i forfærdelig størrelse, det var som om der ikke blev plads for de virkelige mennesker. Og da ved tolvte slag vægteren trådte ud med kabuds og morgenstjerne blev der et underligt røre; vægteren gik lige ind på brudgommen og slog ham for panden med morgenstjernen.
„Lig der!“ sagde han, „Lige for lige! Vi er hævnet og mester med! vi forsvinder!“
Og så forsvandt hele kunstværket; men lysene rundt om i kirken blev til store lysblomster, og de forgyldte stjerner under loftet sendte lange, klare stråler, orglet klang af sig selv. Alle mennesker sagde at det var det utroligste, de havde oplevet.
„Vil De så tilsige den rigtige!“ sagde prinsessen. „Han, som gjorde kunstværket, han skal være min ægtemand og herre!“
Og han stod i kirken, det hele folk var hans følgeskab, alle glædede sig, alle velsignede ham; der var ikke én, der var misundelig, – ja det var det utroligste!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Det utroligste“ af Hans Christian Andersen er et tankevækkende eventyr, der udforsker temaet om, hvad der i sandhed er utroligt.
Historien begynder med en kongelig udfordring: den, der kan udføre det utroligste, skal vinde kongens datter og det halve kongerige. Mange forsøger sig med overdrevne bedrifter, men ingen formår at imponere.
I fortællingen beskrives et kunstværk, et kompliceret stueur, som med dramatiske scener og figurer levende illustrerer hver time på dagen med historiske og symbolske scener, fra Moses på Sinaibjerget til de fire årstider, sanserne, og indtil vægteren synger sit vers om midnat. Det anses for at være det utroligste og skaberen, en godhjertet ung mand, synes at vinde konkurrencen.
Men i et dramatisk twist erklærer en brutal mand, at han kan gøre noget endnu mere utroligt, og med sin destruktive handling ødelægger han stueuret, hvilket dommerne er nødt til at anerkende som „utroligt. “ I en absurd drejning af retfærdighedens vej skal han vinde prinsessen og riget.
Dog får historien et overnaturligt udfald; stueurets ånd reinkarneres, og de figurer, som det indeholdt, vender tilbage for at konfrontere og straffe brylluppets tvungne brudgom. Enden af eventyret retter op på den tidligere uretfærdighed ved at lå prinsessen vælge den virkelige kunstner som sin partner.
Dette eventyr afspejler Andersens kritiske refleksioner om samfundets ofte forkvaklede værdier og stiller spørgsmål ved, hvad der i sandhed bør betragtes som en ægte bedrift. Det kræver læseren at overveje, om ødelæggelse i sig selv kan være en bedrift, eller om det er skabelsen og bevarelsen af skønhed og kunst, der er det sande mirakel. „Det utroligste“ handler ikke kun om færdighed og styrke, men om den ånd og intention, der ligger bag handlingerne.
Hans Christian Andersens eventyr „Det utroligste“ er en fascinerende fortælling om konkurrence og værdien af kunst og kreativitet. Historien præsenterer en prøvelse, hvor det utroligste præstation vil blive belønnet med kongens datter og det halve kongerige. Forskellige deltagere forsøger at udføre det „utroligste“ gennem forskellige handlinger, men det er til sidst en ung mands kunstværk, et stueur med levende billeder og figurer, der anses for at være det mest bemærkelsesværdige.
Eventyret tager en uventet drejning, da en kraftkarl ødelægger kunstværket, og selvom hans destruktion anerkendes som utrolig, betyder det ikke nødvendigvis, at den har positiv værdi. Den ødelæggende handling triumferer tilsyneladende, da kraftkarlen erklæres vinderen, men kunsten går „igen“ i kirken, hvor den svigter ham og afslører den sande værd af den oprindelige kunstners skabelse.
Denne historie kan tolkes på flere måder
Værdien af Kunst og Kreativitet: Eventyret fremhæver kunstens evne til at transcendere tiden og dens unikke værdi sammenlignet med destruktive kræfter. Det understreger, at kreativitet og kunstnerisk ånd har en vedvarende effekt, der ikke kan udslettes.
Retfærdighed og Belønning: Fortællingen udfordrer idéen om retfærdighed ved at vise, hvordan den ufølsomme handling vinder anerkendelse, men i sidste ende korrigeres af selve kunstværkets ånd, hvilket bringer retfærdighed til kunstneren.
Samfundets Syn på Det Utrolige: Historien illustrerer, hvordan samfundet ofte kan blive betaget af spektakulære øjeblikke uden at overveje dybere værdi eller mening. Den opfordrer til refleksion over, hvad der virkelig fortjener anerkendelse.
Symbolik og Moralske Lærdomme: De mange symbolske elementer, såsom Moses og de ti bud eller de fire årstider, giver en dybere, moralsk dimension til historien og fremhæver universelle sandheder om menneskelig adfærd og moral.
I sidste ende demonstrerer „Det utroligste“ kraften og betydningen af ægte kunst og hvordan det kan have en større og mere varig indflydelse end handlinger, der kun sigter mod øjeblikkelig opmærksomhed eller overfladisk „utrolighed“.
„Det utroligste“ af Hans Christian Andersen er et fascinerende eventyr, der udfordrer konceptet af, hvad der er mest „utroligt“ gennem en sproglig leg med både bogstavelige og symbolske handlinger. Lad os foretage en sproglig analyse af eventyret.
Struktur og Opbygning
Eventyret begynder med at introducere præmissen: den person, der kan præstere det mest utrolige, får kongens datter og det halve rige. Denne klassiske ramme sætter scenen for konkurrencen mellem forskellige deltagere. Eventyret bevæger sig derefter gennem forskellige akter, hvor vi ser bidrag fra forskellige individer og sammenkomster, der konkurrerer om at præstere det mest utrolige.
Metaforer og Symbolik: Eventyret benytter rig symbolik, især i beskrivelsen af stueuret, der ved hvert klokkeslæt skildrer en bibelsk eller kulturel scene – for eksempel Moses på bjerget og Paradisets have. Disse scener repræsenterer menneskelige dyder og laster, tidens gang og livets cyklus.
Kontrast: Der er en markant kontrast mellem det skabte kunstværk (uret) og den destruktive handling af kraftkarlen, der smadrer det. Dette fungerer som en kommentar til destruktivitetens ofte fejlagtige forrang over kreativitet og skabelse.
Ironi: Der er en underliggende ironi i dommernes og folkets afgørelse om, at kraftkarlens destruktion er „det utroligste“, og dermed i overensstemmelse med forventningerne til konkurrencens tema. Det spiller på absurditeten i, hvad samfundet nogen gange betragter som imponerende eller utroligt, samt kritikken af blind lovfølgelse.
Tematik
Skabelse vs. Destruktion: En central tema i eventyret er kampen mellem skabelse og destruktion. Det utrolige ur repræsenterer menneskelig kunstfærdighed og kreativitet, mens kraftkarlen legemliggør blind ødelæggelse.
Retfærdighed og Lov: Eventyret udforsker temaer om retfærdighed og lovens natur. Selv om kraftkarlen teknisk vinder, fordi han gjorde „det utroligste“, indser læseren gennem historiens fremdrift, at sand retfærdighed handler om kreativitets og intentionens værdi snarere end handlingens dramatik.
Sprogets Rolle og Stil
Livlig Beskrivelse: Andersen bruger levende beskrivelser, især i skildringen af stueuret og dets mange scener. Det hjælper med at gøre eventyret levende og virkeligt for læseren.
Rytme og Klang: Historien er fyldt med rytmiske elementer, som vers og sange, der bidrager til en næsten musikalsk læseoplevelse, for eksempel de mange klokkeslag.
Andersens „Det utroligste“ er en fortælling, der gennem sproglig dygtighed og strukturelle greb ikke alene underholder, men også udfordrer læserens forståelse af, hvad der virkelig er utroligt – en påmindelse om, at det mest værdifulde og beundringsværdige måske ligger i evnen til at skabe og bevare frem for at ødelægge.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 33.5 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 64.5 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 8 |
| Gunning Fog Indeks | 10.8 |
| Coleman–Liau Indeks | 10.7 |
| SMOG Indeks | 11 |
| Automated Readability Indeks | 7.3 |
| Antal tegn | 6.307 |
| Antal bogstaver | 4.910 |
| Antal sætninger | 73 |
| Antal ord | 1.090 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 14,93 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 202 |
| Procentdel af lange ord | 18.5% |
| Antal Stavelser | 1.638 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,50 |
| Ord med tre stavelser | 135 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 12.4% |
