Læsetid for børn: 12 min
Ja, det var den lille Tuk, han hed egentlig ikke Tuk, men dengang han ikke kunne tale rigtig endnu kaldte han sig selv Tuk; det skulle betyde Carl, og det er godt man ved det; han skulle passe sin søster Gustave, som var meget mindre, end han, og så skulle han også lære sin lektie, men de to ting vil ikke gå på én gang. Den stakkels dreng sad med sin lille søster på skødet og sang alle de viser, han kunne, og imidlertid skottede øjnene til geografibogen, der lå åben for ham; han skulle til i morgen kunne udenad alle byerne i Sjællands stift og vide om dem alt, hvad der kunne vides.
Nu kom hans moder hjem, for hun havde været ude, og hun tog den lille Gustave; Tuk løb til vinduet og læste så at han næsten læste sig øjnene ud, for det var nær ved at blive mørkt og det blev mere, men moder havde ikke råd til at købe lys.
„Der går den gamle vaskekone omme fra strædet!“ sagde moderen, idet hun så ud af vinduet. „Hun kan knap bære sig selv og så må hun bære spanden fra posten; spring du ud, lille Tuk, og vær en velsignet dreng! hjælp den gamle kone!“
Og Tuk sprang lige straks og hjalp, men da han så kom hjem, var det mørk aften, lys var der ikke at snakke om, han skulle i sin seng; det var en gammel slagbænk; i den lå han og der tænkte han på sin geografilektie: Sjællands stift og alt hvad læreren havde fortalt. Der skulle rigtignok have været læst, men det kunne han jo ikke nu. geografibogen stak han ind under sin hovedpude, for han havde hørt, at det skulle hjælpe betydeligt til at huske sin lektie, men det er ikke til at stole på.
Der lå han nu og tænkte og tænkte, og så var det lige med et, som om nogen kyssede ham på øjne og mund, han sov og sov dog ikke; det var ligesom om han så den gamle vaskekones milde øjne se på ham, og hun sagde: „Det ville være en stor synd om du ikke skulle kunne din lektie! du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og Vorherre vil altid gøre det!“
Og lige med et så kriblede og krablede bogen under hovedet på lille Tuk:
„Kykliky! put! put!“ det var en høne, der kom og det fra Køge by. „Jeg er en af Køges høns!“ og så sagde den hvor mange indvånere, og om slaget der havde stået, og det var nu ikke noget at tale om.
„Krible krable, bums!“ der dumpede en; det var en fugl af træ, som nu kom; det var papegøjen fra fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var lige så mange indvånere, som den havde søm i livet; og den var noget stolt: „Thorvaldsen har boet på hjørnet af mig. Bums! jeg ligger dejligt!“
Men lille Tuk lå ikke, han var med et til hest. I galop, i galop gik det. En prægtigklædt ridder med skinnende hjelm og vajende fjerbusk havde ham foran sig på hesten og de red igennem skoven til den gamle by, Vordingborg, og den var en stor, en levende by; høje tårne knejsede på kongeborgen, og lysene skinnede langt ud igennem vinduerne; derinde var sang og dans; kong Valdemar og stadselige unge hoffrøkner gik i dansen. – Det blev morgen, og ligesom solen kom, sank byen hen og kongens slot, det ene tårn efter det andet, til sidst stod kun et eneste på banken, hvor slottet havde stået, og byen var så lille bitte og så fattig, og skoledrengene kom med deres bøger under armen og sagde „2000 indvånere,“ men det var ikke sandt, så mange var der ikke.
Og lille Tuk lå i sin seng, han syntes at han drømte og at han ikke drømte; men nogen var der tæt ved ham:
„Lille Tuk! lille Tuk!“ blev der sagt; det var en sømand, en ganske lille person, som om det kunne være en kadet, men det var ikke en kadet. „Jeg skal hilse så meget flittig fra Korsør, den er en by, som er i opkomst! den er en levende by, den har dampskib og postvogn; engang skulle den altid kaldes ækel, men det var gammel mening.“ – „Jeg ligger ved havet,“ siger Korsør, „jeg har landevej og jeg har lystskov, og jeg har født en digter, som var morsom, og det er de ikke alle. Jeg har villet sende et skib rundt om Jorden, jeg gjorde det ikke, men kunne have gjort det, og så lugter jeg så dejlig, lige ved porten, der blomstrer de yndigste roser!“
Lille Tuk så dem, det blev rødt og grønt for hans øjne, men da der kom ro i kulørerne var det en hel skovgroet skrænt tæt ved den klare fjord; og oven over lå en prægtig gammel kirke med to høje, spidse kirketårne: Fra skrænten sprang kilderne i tykke vandstråler, så at det plaskede efter, og tæt ved sad en gammel konge med guldkrone om sit lange hår; det var kong Hroar ved kilderne; det var ved Roskilde by, som man kalder den nu. Og hen over skrænten, ind i den gamle kirke, gik alle Danmarks konger og dronninger hånd i hånd, alle med guldkrone på, og orglet spillede og kilderne rislede. Den lille Tuk så alt, hørte alt. „Glem ikke stænderne!“ sagde kong Hroar.
Lige med et var alting borte igen; ja, hvor blev det af? det var ligesom man vender et blad i en bog. Og nu stod der en gammel kone, det var en lugekone, hun kom fra Sorø, hvor der vokser græs på torvet. Hun havde sit grå lærredsforklæde over hovedet og ned ad ryggen; det var så vådt, det måtte have regnet: „Ja, det har det!“ sagde hun, og så kunne hun noget morsomt af Holbergs komedier og hun vidste om Valdemar og Absalon; men lige med et, så krøb hun sammen, rokkede med hovedet, det var ligesom om hun ville springe: „koaks!“ sagde hun, „det er vådt, det er vådt, det er gravstille godt – i Sorø!“ hun var lige med et en frø, „koaks!“ og så var hun den gamle kone igen. „Man må klæde sig efter vejret!“ sagde hun. „Det er vådt, det er vådt! min by er ligesom en flaske; man kommer ind ved proppen, og der må man ud igen! jeg har haft maller og nu har jeg friske rødmossede drenge på bunden af flasken; der lærer de visdom: græsk! græsk! hebræisk koaks!“ det klang ligesom når frøerne synger, eller man går i mosevand med store støvler. Det var altid den samme lyd, så ens, så kedelig, så kedelig, at lille Tuk faldt i en ordentlig søvn, og den kunne han have godt af.
Men også i denne søvn kom en drøm, eller hvad det nu var: Hans lille søster Gustave med de blå øjne og det gule krøllede hår var med ét en voksen, dejlig pige, og uden at have vinger på kunne hun flyve og de fløj hen over Sjælland, over de grønne skove og de blå vande.
„Hører du hanegal, lille Tuk! kykliky! Hønsene flyver op fra Køge by! du får en hønsegård, så stor, så stor, du vil ikke lide sult og nød! Papegøjen skal du skyde, som man siger, du bliver en rig og lykkelig mand! din gård skal knejse, som kong Valdemars tårn, og rigt skal den bygges med billedstøtter af marmor, som dem fra Præstø-hjørne, du forstår mig nok. Dit navn skal med ros flyve vidt ud om verden, som skibet, der skulle have gået fra Korsør, og i Roskilde by – – ‚husk på stænderne!‘ sagde kong Hroar; der skal du tale godt og klogt, lille Tuk, og når du så kommer engang i din grav, skal du sove så stille – –.“
„- Som om jeg lå i Sorø!“ sagde Tuk, og så vågnede han; det var klar morgen, han kunne ikke huske det mindste af sin drøm, men det skulle han heller ikke, for man må ikke vide hvad der kommer.
Og han sprang ud af sengen og læste i sin bog og kunne så sin lektie lige straks. Og den gamle vaskekone stak hovedet ind af døren, nikkede til ham og sagde:
„Tak for i går, du velsignede barn! Vorherre lader din bedste drøm blive opfyldt!“
Den lille Tuk vidste slet ikke hvad han havde drømt, men se, det vidste Vorherre!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Lille Tuk“ er et eventyr skrevet af den berømte danske forfatter Hans Christian Andersen. Eventyret handler om en dreng ved navn Tuk, der i virkeligheden hed Carl, men som blev kaldt Tuk, fordi han i sin tidlige barndom ikke kunne udtale sit eget navn korrekt. Hans opgave var at passe sin lillesøster Gustave, mens han samtidig skulle lære sin geografilektie til skolen. Hans mor havde ikke råd til at købe lys, så Tuk måtte læse lektien i skumringen.
Da en gammel vaskekone har brug for hjælp, sender Tuk’s mor ham afsted for at hjælpe hende, selvom det betyder, at han ikke får tid til at læse. Efter at have hjulpet den gamle kone, går Tuk i seng uden at have læst sin lektie og lægger geografibogen under hovedpuden i håbet om, at det vil hjælpe ham til at huske det nødvendige.
I en drømmeagtig tilstand får Tuk hjælp fra forskellige figurer, der repræsenterer byer eller historiske begivenheder fra Danmark. Disse figurer fortæller ham om steder som Køge, Præstø, Vordingborg, Korsør, Roskilde og Sorø, og gennem disse fortællinger lærer Tuk om stedernes historie og betydning.
Drømmen virker som en magisk læring for Tuk, og da han vågner, har han ubevidst lært sin lektie. Den gamle vaskekone takker ham for hans hjælpsomhed, og hun udtrykker et håb om, at hans bedste drømme vil gå i opfyldelse, noget som hun tror Gud vil sørge for.
Eventyret „Lille Tuk“ understreger værdien af hjælpsomhed og uselviskhed, samtidig med at det afspejler det magiske og mystiske ved barnets verden, hvor drømme og virkelighed ofte blandes i en lærerig og meningsfuld oplevelse.
„Lille Tuk“ af Hans Christian Andersen er et vidunderligt eksempel på den måde, eventyr kan blande reelle livssituationer med drømmeagtige og magiske elementer. Historien udforsker temaer som uskyld, barndom, drømme og den hjertensgodhed, som belønnes på overraskende måder.
Barnets Uskyld: Lille Tuk repræsenterer den uskyldige barnlige sjæl, som er åben for magi og er parat til at hjælpe andre uden betingelser. Hans handling med at hjælpe den gamle vaskekone sætter gang i en række magiske begivenheder, der tyder på, at gode handlinger bliver bemærket og belønnet – om ikke af mennesker, så af højere kræfter.
Drømmene som lærervej: Eventyrets centrale element er Tuks drøm, som opstår, mens han forsøger at lære sin geografi. Selvom han ikke har mulighed for at læse, fordi det er for mørkt, tillader drømmen ham at tilegne sig den viden, han har brug for. Det antyder, at den underbevidste læring og fantasi kan være lige så vigtig som formel undervisning.
Håb og Skæbne: Igennem drømmen og ved den gamle kvindes velsignelse bliver Tuk lovet en lys og succesfuld fremtid. Historien understreger en tro på, at gode mennesker vil blive belønnet i fremtiden, selvom de måske står over for udfordringer nu. Det afspejler en optimistisk skæbnetro, hvor det gode i hjertet fører til en positiv skæbne.
Fællesskab og historieforståelse: De byer og steder, Tuk besøger i sin drøm, er fyldt med historie og kultur. Andersen bruger disse narrative rejser til at minde læseren om, at fortiden huser en rigdom af viden og tradition, og at denne arv er vigtig for forståelsen af nutiden og fremtiden.
Magisk realisme: Andersen anvender magiske realismeelementer, når virkelighed og fantasi smelter sammen. Dette ses i, hvordan Tuks drøm formidler oplevelse og visdom til ham i en næsten realistisk form, men med tilføjelsen af fantasifulde og utrolige indslag.
„Lille Tuk“ er et glimrende eksempel på, hvordan Andersen blander dagligdags oplevelser med den eventyrlige dimension, som åbner op for dybere refleksion over livet, moral og læring. Historien opfordrer læserne til at sætte pris på det usynlige magiske lag, der findes i hverdagen, hvor godhed og hjælpsomhed ikke går ubemærket hen.
Den sproglige analyse af H. C. Andersens eventyr „Lille Tuk“ kan fokusere på flere aspekter, herunder fortællestilen, sproglige virkemidler og temaer i teksten.
Fortællestil og Struktur
Narrativ Stil: Eventyret er en klassisk eksempel på Andersens fortællestil, hvor han anvender en allvidende fortæller til at formidle historien. Narratoren har adgang til både Tuk’s indre tanker og drømme, hvilket skaber en tæt forbindelse mellem læseren og hovedpersonen.
Drømme og Virkelighed: Fortællingen veksler mellem virkelighed og fantasiverden, især i drømmesekvenserne, hvor geografileksierne bliver til levende oplevelser for Tuk. Dette skift understreger eventyrets magiske realisme.
Besjæling og Personifikation: Mange steder i teksten bruges besjæling, som når bogen „kriblede og krablede“, og byer som Korsør og Roskilde får liv og fortæller deres historie. Dette giver liv til abstrakte begreber og gør lærdommen mere spændende og håndgribelig for Tuk og læseren.
Dialog og Direkte Tale: Anvendelsen af direkte tale, især i drømmesekvenserne, giver en levende og dynamisk form til Tuk’s læring og oplevelser. Det gør karaktererne og stederne mere konkrete og engagerende.
Temaer
Læring og Viden: Et gennemgående tema er værdien af viden og uddannelse. Tuk stræber efter at lære sin geografilektie, og hans bestræbelser bliver belønnet, både i hans drømme og i virkeligheden.
Godhed og Belønning: Tuk’s hjælp til den gamle vaskekone viser, hvordan uselvisk godhed bliver belønnet. Denne handling af venlighed bringer ham både drømme og håb for fremtiden.
Fantasiens Kraft: Tuk’s eventyr illustrerer fantasien som et redskab til læring. Igennem drømme oplever han geografiens magi på en måde, der gør den både mindeværdig og underholdende.
Symbolik
Lys og Mørke: Fraværet af lys (da Tuk ikke har råd til lys og må læse i mørke) symboliserer udfordringerne i hans liv. Drømmene, der følger, repræsenterer et mentalt lys, som giver ham indsigt og håb.
Rejser og Bevægelse: Tuk’s “rejser” i drømme repræsenterer ikke blot fysisk bevægelse, men også hans intellektuelle og personlige udvikling.
Samlet set bruger H. C. Andersens „Lille Tuk“ en mesterlig blanding af realisme og fantasi til at formidle moralske og intellektuelle budskaber, der er både underholdende og belærende. Teksten understreger betydningen af viden og velvilje, samtidig med at den indfanger den rige, drømmende kvalitet, der kendetegner mange af Andersens eventyr.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 29.5 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 74.6 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 7.6 |
| Gunning Fog Indeks | 9.5 |
| Coleman–Liau Indeks | 7.6 |
| SMOG Indeks | 9.1 |
| Automated Readability Indeks | 6.8 |
| Antal tegn | 7.321 |
| Antal bogstaver | 5.572 |
| Antal sætninger | 74 |
| Antal ord | 1.402 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 18,95 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 148 |
| Procentdel af lange ord | 10.6% |
| Antal Stavelser | 1.873 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,34 |
| Ord med tre stavelser | 76 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 5.4% |
