Læsetid for børn: 8 min
„Nu skal jeg fortælle!“ sagde blæsten.
Nej, tillader De,“ sagde regnvejret, „nu er det min tur! De har længe nok stået ved gadehjørnet og tudet alt hvad De kunne tude!“
„Er det tak,“ sagde blæsten, „fordi jeg til ære for Dem har vendt mangen paraply, ja knækket den, når folk ikke ville have med Dem at gøre!“
„Jeg fortæller!“ sagde solskinnet, „stille!“ og det blev sagt med glans og majestæt, så blæsten lagde sig så lang den var, men regnvejret ruskede i blæsten og sagde: „Det skal vi tåle! hun bryder altid igennem, denne madame Solskin. Vi vil ikke høre efter! det er ikke umagen værd at høre efter!“
Og solskinnet fortalte:
„Der fløj en svane hen over det rullende hav; hver fjer på den skinnede som guld; én fjer faldt ned på det store købmandsskib, som for fulde sejl gled forbi; fjeren faldt i det krøllede hår på den unge mand, tilsynsmand over varerne, superkargo kaldte de ham. Lykkefuglens fjer berørte hans pande, blev pen i hans hånd, og han blev snart den rige købmand, der nok kunne købe sig sporer af guld, forvandle guldfad til adelsskjold; jeg har skinnet ind i det!“ sagde solskinnet.
„Svanen fløj hen over den grønne eng, hvor den lille fårevogter, en dreng på syv år, havde lagt sig i skyggen af det gamle, eneste træ herude. Og svanen i sin flugt kyssede et af træets blade, det faldt i drengens hånd, og det ene blad blev til tre, blev til ti, blev til en hel bog, og han læste i den om naturens underværker, om modersmålet, om tro og viden. Mod sengetid lagde han bogen under sit hoved for ikke at glemme hvad han havde læst, og bogen bar ham til skolebænk, til lærdoms bord. Jeg har læst hans navn mellem de lærdes!“ sagde solskinnet.
Svanen fløj ind i skovensomhed, hvilede sig der på de stille mørke søer, hvor åkanden gror, hvor de vilde skovæbler gror, hvor gøg og skovdue har hjemme.
En fattig kone samlede brændsel, nedfaldne grene, bar dem på sin ryg, sit lille barn bar hun ved brystet og gik sin hjemvej. Hun så den gyldne svane, lykkens svane, løfte sig fra den sivgroede bred. Hvad skinnede der? Et gyldent æg; hun lagde det ved sit bryst og varmen blev; der var vist liv i ægget. Ja, det pikkede inden for skallen; hun fornam det og troede, det var hendes eget hjerte, der slog.
Hjemme i sin fattige stue tog hun guldægget frem. „Tik! tik!“ sagde det, som var det et kosteligt guldur, men et æg var det med levende liv. Ægget revnede, en lille svaneunge, fjeret, som af det pure guld, stak hovedet frem; den havde om halsen fire ringe, og da den fattige kone netop havde fire drenge, tre hjemme og den fjerde, som hun havde båret med i skovensomheden, så begreb hun straks, at her var en ring til hver af børnene, og idet hun begreb det, fløj den lille guldfugl.
Hun kyssede hver ring, lod hvert barn kysse en af ringene, lagde den ved barnets hjerte, satte den på barnets finger.
„Jeg så det!“ sagde solskinnet. „Jeg så hvad der fulgte!
Den ene dreng satte sig i lergraven, tog en klump ler i sin hånd, drejede det med fingrene, og det blev en Jason-skikkelse, der havde hentet det gyldne skind.
Den anden af drengene løb straks ud på engen hvor blomsterne stod med alle tænkelige farver; han plukkede en håndfuld, klemte dem så fast, at safterne sprøjtede ham ind i hans øjne, vædede ringen, det kriblede og krablede i tanker og i hånd, og efter år og dag talte den store stad om den store maler.
Den tredje af drengene holdt ringen så fast i sin mund, at den gav klang, genlyd fra hjertebunden; følelser og tanker løftede sig i toner, løftede sig, som syngende svaner, dukkede sig, som svaner, ned i den dybe sø, tankens dybe sø; han blev tonernes mester, hvert land kan nu tænke: ‚Mig tilhører han!‘
Den fjerde lille, ja han var skumpelskud; han havde pip, sagde de, han skulle have peber og smør, som de syge kyllinger! de sagde nu ordene med den betoning de ville: ‚Peber og smør!‘ og det fik han; men af mig fik han et solskinskys,“ sagde solskinnet, „han fik ti kys for et. Han var en digternatur, han blev knubset og kysset; men lykkeringen havde han fra lykkens gyldne svane. Hans tanker fløj ud som gyldne sommerfugle, udødelighedssymbolet!“
„Det var en lang historie den!“ sagde blæsten.
„Og kedelig!“ sagde regnvejret. „Blæs på mig, at jeg kan komme mig igen!“
Og blæsten blæste, og solskinnet fortalte:
„Lykkens svane fløj hen over den dybe havbugt, hvor fiskerne havde spændt deres garn. Den fattigste af dem tænkte på at gifte sig og han giftede sig.
Til ham bragte svanen et stykke rav; rav drager til sig, det drog hjerter til huset. Rav er den dejligste røgelse. Der kom en duft, som fra kirken, der kom en duft fra Guds natur. De følte ret huslivets lykke, tilfredshed i de små kår, og da blev deres liv en hel solskinshistorie.“
„Skal vi nu bryde af!“ sagde blæsten. „Nu har solskinnet længe nok fortalt. Jeg har kedet mig!“
„Jeg også!“ sagde regnvejret.
„Hvad siger nu vi andre, som har hørt historierne?“
„Vi siger: ‚Nu er de ude!'“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Solskinshistorier“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, hvor solskinnet, blæsten og regnvejret skiftes til at fortælle historier om lykke og skæbne. Hver karakter forsøger at hævde sin betydning, men det er solskinnet, der får lov til at dele de mest indflydelsesrige fortællinger. Dette eventyr udforsker temaer som held, kreativitet, og hvordan tilsyneladende små hændelser kan ændre liv.
Solskinnet beskriver, hvordan en gylden svane påvirker forskellige menneskers liv ved at give dem lykke på forskellige måder: en købmand bliver rig, en dreng uddanner sig og bliver lærd, en fattig kvinde opdager et guldæg, som bringer lykke til hendes børn, og en fisker oplever huslig glæde. Selvom blæsten og regnvejret er skeptiske og utålmodige, understreger eventyret solskinnets rolle i at bringe varme og lykke, der forvandler menneskers liv til „solskinshistorier. “ Dette værk er en fin skildring af, hvordan lyset og positivitet kan have en varig effekt på livets kurs.
Hans Christian Andersens eventyr „Solskinshistorier“ reflekterer over naturens og tilsyneladende tilfældige begivenheders indvirkning på menneskers liv. Historien fremstiller en samtale mellem elementerne – blæsten, regnvejret og solskinnet – hvor de diskuterer hvem der skal fortælle en historie.
Solskinnet, med sin glans og majestæt, tager ordet og fortæller beretningerne om en gylden svane, der bringer lykke til mennesker den møder på sin flugt. Denne svane repræsenterer en slags lykkebringende element, og gennem sine handlinger påvirker den forskellige menneskers skæbner. Svanens metalliske fjer og gyldent æg symboliserer magiske muligheder og lykkebringende transformationer.
I de fortalte historier bliver mennesker som købmanden, fårehyrden, den fattige kvinde og fiskeren berørt af svanen på måder, der ændrer deres liv til det bedre. Eventyret viser, hvordan held og talent kan udfoldes under de rette betingelser, ofte med en smule guddommelig eller naturens indgriben.
Eventyrets skiftende fortælleperspektiv mellem naturkræfterne understreger kontrasten i deres indflydelse; hvor solskin bringer lys og lykke, synes blæst og regn at ville afbryde eller bagatellisere glanshistorierne. Afslutningsvis fortrykker Andersen, at lyttere som blæsten og regnvejret kan kede sig ved solskinnets optimisme, mens ”vi andre” lyttere tilskyndes til at fokusere på håb og de muligheder, livet tilbyder.
„Solskinshistorier“ er et tidløst eksempel på Andersens evne til at væve natur og magi sammen i en fortælling, der både underholder og underviser om håb og den transformative kraft i held og indsigt.
Hans Christian Andersens eventyr „Solskinshistorier“ er et karakteristisk eksempel på hans litterære stil, hvor naturfænomener personificeres og væves ind i en fortælling fyldt med symbolik og moral. I denne sproglige analyse vil vi se nærmere på nogle af de sproglige træk og temaer, der præger eventyret.
Personifikation og Dialog
En af de mest fremtrædende træk i eventyret er personifikationen af vejrfænomenerne: blæsten, regnvejret og solskinnet. Disse elementer optræder som karakterer i fortællingen og har deres egne stemmer og personligheder. Blæsten er lidt anmassende, regnvejret er utålmodigt, mens solskinnet udstråler glans og autoritet. Denne personifikation skaber en levende dialog og en mere dynamisk narrativ.
Symbolik
Historien er rig på symbolik, særligt omkring svanen, som er et symbol på lykke og skæbne. Svanen bringer lykke til forskellige karakterer i fortællingen, som hver modtager en gave, der peger mod en fremtid med succes og berigelse. Gaverne fra svanen omfatter en fjer, der bliver til en rigdomsskabende ‚pen‘ og et ‚guldæg‘, der bringer lykke til en fattig familie. Disse symbolske gaver understreger temaer som skæbnesvangre møder og muligheden for transformation gennem ydre påvirkninger.
Narrativ Struktur og Temaer
Eventyret følger en traditionel narrativ struktur med en introduktion, konflikt (i form af regnvejrets og blæstens indvendinger mod solskinnets fortælling) og en række små historier inden for den større ramme. Hvert lille eventyr i solskinnets fortælling formidler et tema om, hvordan et lille strejf af lykke kan ændre livets retning. Fra den fattige svend, der blev en rig købmand, til drengen der blev en stor lærd, understreges ideen om, at lykken kan tage mange former og har forskellige betydninger afhængigt af modtagerens omstændigheder.
Andersens brug af et let og flydende sprog med smukke billeder og poetiske beskrivelser er også fremtrædende. Beskrivelsen af svanen, hvis hver fjer skinner som guld, og de levende billeder af de forskellige skæbner, svanen krydser, skaber en næsten drømmeagtig kvalitet, der er karakteristisk for Andersens eventyrstil. Brug af gentagelser og parallelle strukturer understøtter rytmen i fortællingen.
Konklusion
I „Solskinshistorier“ leger Andersen med både form og indhold for at fremmane en historie, der er både enkel og dyb. Gennem personifikation, symbolik og en narrativ struktur, der rummer flere små fortællinger, udforsker han temaer om lykke, skæbne og forandring. Det er en fortælling, der tilbyder indsigter i menneskers liv gennem symbolikens og fantasienes prisme, karakteristisk for Hans Christian Andersens eventyrunivers.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 29.4 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 74.1 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.3 |
| Gunning Fog Indeks | 8.5 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.5 |
| SMOG Indeks | 9.1 |
| Automated Readability Indeks | 5.7 |
| Antal tegn | 4.961 |
| Antal bogstaver | 3.821 |
| Antal sætninger | 65 |
| Antal ord | 889 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 13,68 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 140 |
| Procentdel af lange ord | 15.7% |
| Antal Stavelser | 1.249 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
| Ord med tre stavelser | 67 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 7.5% |
