Læsetid for børn: 13 min
(Skrevet til „Schillers album“)
I det tyske land Würtemberg, hvor akacietræerne så dejligt blomstrer ved landevejen og æble- og pæretræerne bugner i høst ved den modne velsignelse, ligger en lille by, Marbach; den hører til de ganske ringe stæder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig forbi byer, gamle ridderborge og grønne vinbjerge, for at blande sine vande med den stolte Rhinstrøm.
Det var sent på året, vinløvet hang med røde blade, regnbyger faldt, og den kolde blæst tog til; det var ikke den fornøjeligste tid for de fattige; det blev mørke dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, små huse. Et af disse lå med gavlen ud mod gaden, med lave vinduer, fattigt og ringe at se til, og det var da også familien, som boede der, men brav og flittig; dertil med gudsfrygt i hjertets skatkammer. Et barn tíl ville Vorherre snart forunde dem; det var timen, moderen lå i smerte og nød, da lød ind til hende fra kirketårnet klokkeklang, så dyb, så festlig, det var en højtidsstund, og klokkens lyd fyldte den bedende med andagt og tro; tankerne løftede sig så inderligt mod Gud, og i samme stund fødte hun sin lille søn og følte sig så uendelig glad. Klokken i tårnet syntes at ringe hendes glæde ud over by og land. To klare barneøjne så på hende, og den lilles hår skinnede, som om det var forgyldt; barnet blev modtaget i verden med klokkeklang på den mørke novemberdag; moder og fader kyssede det, og i deres bibel skrev de ind, at „den tiende november 1759 gav Gud os en søn,“ og siden blev tilføjet, at han i dåben fik navnene „Johan Christoph Friedrich.“
Hvad blev der af den lille fyr, den fattige dreng fra det ringe Marbach? Ja, det vidste ingen dengang, selv ikke den gamle kirkeklokke, i hvor højt den hang og havde ringet og sunget først for ham, der siden skulle synge den dejligste sang om „Klokken.“
Og den lille voksede og verden voksede for ham; vel flyttede forældrene til en anden by, men kære venner blev i det lille Marbach, og derfor kom også moder og søn der i besøg en dag; drengen var endnu kun seks år, men han kendte allerede en del til Biblen og de fromme salmer, han havde alt mangen aften fra sin lille rørstol hørt fader læse Gellerts fabler og sangen om Messias; hede tårer havde han og den to års ældre søster grædt ved læsningen om ham, der led korsets død til frelse for os alle.
Ved det første besøg i Marbach havde byen ikke stort forandret sig, det var jo heller ikke så meget længe siden, de drog bort; husene stod som før med spidse gavle, hældende mure og lave vinduer; på kirkegården var kommet nye grave til, og der, lige op til muren, stod nu nede i græsset den gamle klokke, den var falden ned fra sin højde, havde fået en sprække og kunne ikke ringe mere, en ny var også kommen i dens sted.
Moder og søn var trådt ind på kirkegården, de stod foran den gamle klokke, og moderen fortalte sin lille dreng, hvorledes den klokke i flere hundrede år havde gjort gavn, ringet til barnedåb, til bryllupsglæde og begravelse; den havde mælet om festglæde og ildens rædsler; ja klokken sang ud et helt menneskeliv. Og aldrig glemte barnet hvad moderen fortalte, det klang i hans bryst, til han som mand måtte synge det ud. Og moderen fortalte ham, hvorledes denne gamle kirkeklokke havde ringet trøst og glæde til hende i angstens time, runget og sunget, da hendes lille dreng blev givet hende. Og barnet så næsten med andagt på den store, gamle klokke, han bøjede sig ned og kyssede den, i hvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem græs og nælder.
I minde blev den hos den lille dreng, der i fattigdom skød op; lang og mager, rødlig af hår, fregnet i ansigtet, ja det var han, men to klare øjne, som det dybe vand, havde han i eje. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt, misundelsesværdigt godt! han var i højeste nåde taget op i den militære skole i afdelingen, hvor de finere folks børn var, og det var en hæder, en lykke; han gik med støvletter, stift halsbind og pudret paryk. Lærdommen fik han, og den kom under „March!“ – „Holdt!“ – „Front!“ Det kunne der nok komme noget ud af.
Den gamle kirkeklokke, gemt og glemt, ville vel engang komme i smelteovnen, hvad kom der så ud af den? Ja det var det umuligt at sige, og det var heller ikke muligt at sige, hvad der ville komme af den klokke inde i det unge bryst, der var en malm derinde, den rungede, den måtte klinge ud i den vide verden, og jo snævrere der blev bag skolens mur og jo mere døvende der lød „March! Holdt! Front!,“ des stærkere klang det i ungersvendens bryst, og han sang det for kammeraternes kreds, og klangen lød ud over landets grænser; men derfor havde han ikke fået skolegang, klæder og føde; nummeret havde han til den nagle, han skulle være i det store urværk, vi alle skulle høre til i den håndgribelige nytte. – Hvor lidet forstår vi os selv, hvorledes skulle da de andre, selv de bedste, altid forstå os! Men det er ved trykket just at ædelstenen skabes. Trykket var her, mon i tidens løb verden skulle kende ædelstenen?
Der var stor festlighed i landsherrens hovedstad. Tusinde lamper lyste, raketterne strålede; den glans mindes endnu ved ham, der da i tårer og smerte uænset søgte at nå fremmed grund; han måtte fra fædreland, moder, alle sine kære, eller forgå i almindelighedens strøm.
Den gamle klokke havde det godt, den stod i læ ved Marbachs kirkemur, gemt, glemt! Vinden fór hen over den og kunne have fortalt om ham, ved hvis fødsel klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over ham, nys han udmattet af træthed sank ned i nabolandets skov, hvor hele hans rigdom og fremtids håb kun var skrevne blade om „Fiesco“; Vinden kunne have fortalt om de eneste beskyttere, kunstnere jo alle sammen, der sneg sig bort fra læsningen deraf og legede ved keglespillet. Vinden kunne melde om den blege flygtning, der levede uger, måneder i det fattige krohus, hvor værten støjede og drak, hvor der var rå lystighed, medens han sang om idealet. Tunge dage, mørke dage! selv må hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke dage, kolde nætter gik over den gamle klokke; den fornam det ikke, men klokken i menneskets bryst fornemmer sin trange tid. Hvorledes gik det den unge mand? Hvorledes gik det den gamle klokke? Ja klokken kom langvejs bort, længere end den fra sin højhed i tårnet havde kunnet høres; den unge mand, ja klokken i hans bryst lød længere bort end hans fod skulle vandre og hans øjne se, den rungede og ringer endnu ud over verdenshavet, jorden rundt. Hør nu først om klokken! Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt kobber og skulle i smelteovnen inde i det bayerske land. Hvorledes kom den derhen og når? Ja, det må klokken selv fortælle, om den kan, det er ikke af stor vigtighed; men vist er det, den kom til Bayerns kongestad; mange år var gået siden den faldt fra tårnet, nu skulle den smeltes, skulle med i støbning af et stort hædersmonument, skikkelsen af en storhed for det tyske folk og land. Hør nu, hvorledes det traf, underligt og dejligt går det dog til i denne verden! Oppe i Danmark, på en af de grønne øer, hvor bøgen gror og hvor der er de mange kæmpegrave, var der en ganske fattig dreng, der havde gået i træsko, båret mad i et gammelt klæde til sin fader, der gik og snittede på holmen; det fattige barn var blevet sit lands stolthed, han huggede i marmor herligheder, så at verden undrede sig derover, og ham var det just, der fik det hædershverv af forme i leret en storheds, skønheds skikkelse, der kunne støbes i malm, billedet af ham, hvis navn faderen havde nedskrevet i sin bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og malmet flød glødende ind i formen, den gamle kirkeklokke – ja, ingen tænkte på dens hjemstavn og hendøde klingen, klokken flød med i formen og dannede hoved og bryst på statuen, som den nu afsløret står i Stuttgart foran det gamle slot, på pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i kamp og stræben, trykket af verden udenom, han, drengen fra Marbach, eleven fra Carlsskolen, flygtningen, Tysklands store, udødelige digter, der sang om Schweiz‘ befrier og Frankrigs gudbegejstrede jomfru.
Det var en dejlig solskinsdag, faner vajede fra tårn og tage i det kongelige Stuttgart, kirkeklokkerne ringede til fest og glæde, kun én klokke tav, den lyste i det klare solskin, lyste fra ansigt og bryst i hædersskikkelsen; det var netop hundrede år fra den dag, klokken i Marbachs tårn ringede glæde og trøst til den lidende moder, der fødte sit barn, fattig i det fattige hus, engang den rige mand, hvis skatte verden velsigner; han, det ædle kvindehjertes digter, det stores og herliges sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den gamle kirkeklokke“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, skrevet til Schillers album. Historien udspiller sig i byen Marbach i Württemberg, Tyskland, hvor de gamle kirketårne og de smukt blomstrende akacietræer danner baggrund for fortællingen. Det er en dyster novemberdag i 1759, og i et fattigt hjem fødes en dreng ved navn Johan Christoph Friedrich Schiller, mens kirkeklokken ringer festligt i det fjerne.
Fortællingen følger Schiller fra hans fattige barndom til hans liv som en anerkendt digter og dramatiker. Andersen knytter symbolikken af den gamle kirkeklokke til Schillers livsrejse. Klokken, en gang en kilde til trøst og glæde, bliver senere smeltet om og en del af et monument til ære for Schiller i Stuttgart.
Andersens fortælling understreger, hvordan noget tilsyneladende ubetydeligt, som en gammel klokke, kan have en vedvarende indflydelse gennem tiden – en påmindelse om, at selv ydmyge begyndelser kan føre til storhed. Den gamle kirkeklokke symboliserer både Schillers rødder og hans vedvarende arv, idet den bogstaveligt talt bliver en del af den statue, der hylder hans liv og værk. Eventyret fremhæver også temaer som tro, flid og skæbnens mærkelige vendinger i kunstens historie.
Hans Christian Andersens eventyr „Den gamle kirkeklokke“ kredser om temaer som skæbne, forvandling og den uforudsigelige rejse fra ydmyg begyndelse til enestående præstationer. Fortællingen tager udgangspunkt i den lille by Marbach i Tyskland, hvor Schiller blev født, og hvor en gammel kirkeklokke spiller en central rolle. Klokken, der engang ringede for Schillers fødsel, ender med at blive en del af en statue, der hylder ham som en af Tysklands store digtere.
Skæbnens krumninger: En central fortolkning i Andersens eventyr er, hvordan skæbnen kan føre til uforudsigelige højder. Den gamle kirkeklokke, der falder i forfald, bliver til sidst en del af en statue, der ærer Schiller. På samme måde følger vi Schiller fra hans ydmyge begyndelse til hans status som en berømt digter, hvilket illustrerer, at ingen kan forudsige livets drejninger.
Forbindelsen mellem fortid og nutid: Fortællingen forbinder fortiden med nutiden gennem klokkens rejse. I starten ringer klokken ved Schillers fødsel, og til slut udgør dens metal en del af hans mindesmærke. Denne kontinuitet viser, hvordan begivenheder fra fortiden kan leve videre i nye former og kontekster i nutiden.
Symbolikken i transformation: Klokkens transformation fra en brugsgenstand til en del af et kunstværk kan ses som en symbolik for Schillers egen udvikling. Ligesom klokken går fra at være en funktionel genstand til at blive del af et kunstværk, omformede Schiller sine livserfaringer til kunst gennem sine skrifter.
Ære, hukommelse og arv: Eventyret belyser også temaet om ære og hukommelse. Gennem klokkens indarbejdelse i statuen udforsker Andersen, hvordan individer og objekter kan efterlade en varig arv, der bliver æret og husket af eftertiden.
Kunstens universelle betydning: En yderligere fortolkning handler om kunstens universelle sprog og betydning. Skulpturen af Schiller og inkluderingen af klokkens metal antyder, at kunst har evnen til at transcendere tid og rum og give mening og forbindelser langt ud over kunstnerens eller genstandens oprindelige kontekst.
Andersens fortælling bliver dermed både en hyldest til Schiller og en refleksion over tid, forvandling, og hvordan historien uventet kan væves sammen i en rig mosaik af forbindelse og betydning.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den gamle kirkeklokke'“ af Hans Christian Andersen:
Sprogbrug og Stil: Andersen anvender et højtideligt og poetisk sprog, præget af en romantisk tone. Han bruger sanselige beskrivelser og stemningsskabende elementer, specielt når han beskriver naturen og de historiske omgivelser i Würtemberg. Sproget har en nostalgisk kvalitet, der fremhæver fortidens skønhed og betydning.
Narrativ Struktur: Eventyret følger en kronologisk struktur, hvor historien om den gamle kirkeklokke og dens forbindelse til Schillers liv udfoldes. Der er en klar udvikling fra fødslen af Johann Christoph Friedrich Schiller til hans arv og monumentalisering. Andersen binder fortid og nutid sammen ved at bruge klokken som en metafor for tidens gang og det vedvarende indtryk af menneskelig storhed.
Symbolik og Metaforer: Klokken er et gennemgående symbol, der repræsenterer tid, forandring og den evige cyklus af liv og død. Dens fald og genfødsel som en del af Schiller-statue fungerer som en stærk metafor for kunstens og ideernes udødelighed.
Tematik: Eventyret berører temaer som historisk arv, kunstens evighed, livets forgængelighed og individets kamp mod skæbnen. Schillers livsvilkår og transformation fra fattigdom til berømmelse understreger temaet om personlig vækst trods ydre modgang.
Frekvens og Repetition: Andersen bruger gentagelse til at fremhæve betydningen af klokken, både bogstaveligt og symbolsk. Gentagelsen af eksempelvis ordet „klokke“ skaber en rytmisk struktur, som holder fokus på evighedsperspektivet, hvor lyden af klokken transcenderer tid.
Karakterbeskrivelse: Der gives en rørende karakterbeskrivelse af Schiller og hans moders lidenhed, tro og håb. Andersen beskriver Schiller med empati, både som en skrøbelig dreng og som en stor voksen, der efterlader en betydelig arv til verden.
Stilfigurer: Andersen anvender stilfigurer såsom personifikation og kontraster. Klokkens personificering leder læseren til at tænke på den som en levende fortællerstemme.
Intertekstualitet: Eventyret trækker på historie og litterær arv ved at henvise til Schiller og hans værker. Det danner en intertekstuel dialog med Schillers liv og tid, hvilket understreger den kulturelle og historiske kontekst.
I sin helhed er Hans Christian Andersens „Den gamle kirkeklokke“ fyldt med poetiske og filosofiske refleksioner, der væver livets overgangslinjer og kunstens formåen til en fortælling om tidløs betydning og arv.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | EN, DA, ES, NL |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 48.3 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 52 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 12 |
Gunning Fog Indeks | 15.4 |
Coleman–Liau Indeks | 10.5 |
SMOG Indeks | 12 |
Automated Readability Indeks | 12 |
Antal tegn | 8.658 |
Antal bogstaver | 6.825 |
Antal sætninger | 50 |
Antal ord | 1.529 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 30,58 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 271 |
Procentdel af lange ord | 17.7% |
Antal Stavelser | 2.237 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,46 |
Ord med tre stavelser | 124 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 8.1% |