Læsetid for børn: 11 min
Der var en luftskipper, ham gik det galt, ballonen sprak, manden dumpede og slog sig i stykker. Sin dreng havde han to minutter forud sendt ned med faldskærm, det var drengens lykke. Han var uskadt og gik om med store kundskaber til at blive luftskipper, men han havde ikke ballon og ikke midler til at skaffe sig denne.
Leve måtte han, og så lagde han sig efter behændighedskunster, og at kunne tale med maven, det kaldes at være bugtaler. Ung var han og så godt ud, og da han fik mundskæg og kom i gode klæder, kunne han antages for et grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja en jomfru blev så betaget af hans dejlighed og hans behændighedskunst, at hun fulgte med ham til fremmede byer og lande. Der kaldte han sig professor, mindre kunne det ikke være.
Hans stadige tanke var at få sig en luftballon og gå til vejrs med sin lille kone, men de havde endnu ikke midlerne.
„De kommer!“ sagde han.
„Bare de ville!“ sagde hun.
„Vi er jo unge folk! og nu er jeg professor. Smuler er også brød!“
Hun hjalp ham troligt, sad ved døren og solgte billetter til forestillingen, og det var en kold fornøjelse om vinteren. Hun hjalp ham også i et kunststykke. Han puttede sin kone i bordskuffen, en stor bordskuffe. Der krøb hun ind i bagskuffen, og så var hun ikke at se i forskuffen. Det var som en øjenforblændelse.
Men en aften da han trak skuffen ud, var hun også borte fra ham. Hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes behændighedskunst. Hun kom aldrig igen. Hun var ked af det, og han blev ked i det, tabte sit gode humør, kunne ikke mere le og gøre løjer, og så kom der ingen folk. Fortjenesten blev dårlig, klæderne blev dårlige. Han ejede til sidst kun en stor loppe, et arvegods efter konen, og derfor holdt han så meget af den. Så dresserede han den, lærte den behændighedskunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, men lille.
Professoren var stolt af loppen, og den var stolt af sig selv. Den havde lært noget og havde menneskeblod og været i de største byer, var blevet set af prinser og prinsesser, havde vundet deres høje bifald. Det stod trykt i aviser og på plakater. Den vidste, at den var en berømthed og kunne ernære en professor, ja en hel familie.
Stolt var den og berømt var den, og dog, når den og professoren rejste, tog de på jernbane fjerde plads. Den kommer lige så hurtig som første. Det var et stiltiende løfte, at de aldrig ville skilles ad, aldrig gifte sig, loppen ville forblive ungkarl og professoren enkemand. Det går lige op.
„Hvor man gør størst lykke,“ sagde professoren, „der skal man ikke komme to gange!“ Han var en menneskekender og det er også en kundskab.
Til sidst havde han berejst alle lande, uden de vildes land. Og så ville han til de vildes land. Der æder de rigtignok kristne mennesker, vidste professoren, men han var ikke rigtig kristen og loppen var ikke rigtig menneske, så mente han, at de nok turde rejse der og have en god fortjeneste.
De rejste med dampskib og med sejlskib. Loppen gjorde sine kunster, og så havde de fri rejse undervejs og kom til de vildes land.
Her regerede en lille prinsesse, hun var kun otte år, men hun regerede. Hun havde taget magten fra fader og moder, for hun havde en vilje og var så mageløs yndig og uartig.
Straks, da loppen præsenterede gevær og skød kanonen af, blev hun så indtagen i loppen, at hun sagde: „Ham eller ingen!“ Hun blev ganske vild af kærlighed og var jo allerede vild i forvejen.
„Søde, lille, fornuftige barn!“ sagde hendes fader, „kunne man først gøre et menneske af den!“
„Det lader du mig om, gamle!“ sagde hun, og det var ikke net sagt af en lille prinsesse, der taler til sin fader, men hun var vild.
Hun satte loppen på sin lille hånd.
„Nu er du et menneske, regerende med mig, men du skal gøre hvad jeg vil, ellers slår jeg dig ihjel og spiser professoren.“
Professoren fik en stor sal at bo i. Væggene var af sukkerrør, dem kunne han gå og slikke, men han var ikke slikmund. Han fik en hængekøje at sove i, det var, som lå han i en luftballon, den han altid havde ønsket sig, og som var hans stadige tanke.
Loppen blev hos prinsessen, sad på hendes lille hånd og på hendes fine hals. Hun havde taget et hår af sit hoved, det måtte professoren binde loppen om benet, og så holdt hun den bunden til det store koralstykke, hun havde i øreflippen.
Hvor var det en dejlig tid for prinsessen, også for loppen, tænkte hun, men professoren fandt sig ikke tilfreds, han var rejsemand, holdt af at drage fra by til by, læse i aviserne om sin udholdenhed og kløgt i at lære en loppe al menneskelig gerning. dag ud og ind lå han i hængekøjen, dovnede og fik sin gode føde: friske fugleæg, elefantøjne og stegte giraflår. Menneskeæderne lever ikke kun af menneskekød, det er en delikatesse. „Barneskulder med skarp sovs,“ sagde prinsessemoderen, „er det mest delikate.“
Professoren kedede sig og ville gerne bort fra de vildes land, men loppen måtte han have med, den var hans vidunder og levebrød. Hvorledes skulle han fange og få den. Det var ikke så let.
Han anspændte alle sine tænkeevner og så sagde han: „Nu har jeg det!“
„Prinsessefader: Forund mig noget at bestille! Må jeg indøve landets beboere i at præsentere, det er det man i verdens største lande kalder dannelse!“
„Og hvad kan du lære mig!“ spurgte prinsessefaderen.
„Min største kunst,“ sagde professoren, „at fyre en kanon af så hele jorden bæver, og alle himlens lækreste fugle falder stegte ned! Det er der knald ved!“
„Kom med kanonen!“ sagde prinsessefaderen.
Men i hele landet var der ingen kanon, uden den loppen havde bragt, og den var for lille.
„Jeg støber en større!“ sagde professoren. „Giv mig bare midlerne! Jeg må have fint silketøj, nål og tråd, tov og snor, samt mavedråber for luftballoner, de blæser op, letter og løfter. De giver knaldet i kanonmaven.“
Alt hvad han forlangte fik han.
Hele landet kom sammen for at se den store kanon. Professoren kaldte ikke, før han havde ballonen hel færdig til at fylde og gå op.
Loppen sad på prinsessens hånd og så til. Ballonen blev fyldt, den bovnede og kunne næppe holdes, så vild var den.
„Jeg må have den til vejrs, at den kan blive afkølet,“ sagde professoren og satte sig i kurven, der hang under den. „Ene kan jeg ikke magte at styre den. Jeg må have en kyndig kammerat med, for at hjælpe mig. Her er ingen der kan det uden loppen!“
„Jeg tillader det nødig!“ sagde prinsessen, men rakte dog loppen til professoren, som satte den på sin hånd.
„Slip snore og tov!“ sagde han. „Nu går ballonen!“
De troede han sagde: „kanonen!“
Og så gik ballonen højere og højere, op over skyerne, bort fra de vildes land.
Den lille prinsesse, hendes fader og moder, hele folket med stod og ventede. De venter endnu, og tror du det ikke, så rejs til de vildes land, der taler hvert barn om loppen og professoren, tror at de kommer igen, når kanonen er kølet af, men de kommer ikke, de er hjemme hos os, de er i deres fædreland, kører på jernbane, første plads, ikke fjerde. De har god fortjeneste, stor ballon. Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen eller hvorfra de har den, de er holdne folk, hædrede folk, loppen og professoren.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Loppen og professoren“ er en fortælling af H. C. Andersen, der skildrer livet for en ung mand, der har mistet sin far, en luftskipper, der omkom under et ballonstyrt. Den unge mand overlever og vokser op med ambitioner om at følge i sin fars fodspor som luftskipper, men mangler midlerne til at skaffe sig en ballon. I stedet begynder han at tjene til dagen og vejen som bugtaler og optræder med diverse behændighedskunster.
Hans dygtighed og udseende tiltrækker en ung kvinde, som bliver så fascineret, at hun rejser med ham. Sammen optræder de som et kunstnerpar, og han antager navnet professor. Men deres lykke varer kort, da kvinden forsvinder fra deres illusionstrick en aften. Forladt og fortvivlet, står professoren tilbage med intet andet end en loppe, som han imidlertid dresserer og optræder med.
Loppen bliver en sensation, og professoren rejser vidt omkring med den, indtil de beslutter at tage til de vilde land. Prinsessen i de vilde land bliver forelsket i loppen og ønsker at gifte sig med den. Professoren benytter prinsessens fascination til at få de materialer, han behøver for at bygge en ballon, og sammen med loppen flygter han fra de vilde land.
Hjemme igen bliver de en succesrig duo, der rejser rundt i deres hjemland, nu med en stor ballon og en høj status. Historien er rig på humor og satire, med temaer om ambition, illusion og samfundets fascination af berømmelse og succes. Fortællingen belyser, hvordan lykken kan dreje sig, og hvordan skæbnens luner kan føre til både tab og triumf.
„Forskellige fortolkninger af eventyret ‚Loppen og professoren'“ kan tage mange retninger, da Hans Christian Andersens eventyr ofte er rige på symbolik og kan læses på flere niveauer.
Drømmen om frihed og ambitioner: Professorens drøm om at eje en luftballon kan ses som en symbol for ønsket om frihed og evnen til at hæve sig over livets begrænsninger. Trods hans udfordringer og tabet af sin kone, forbliver hans drøm intakt. Ballonen repræsenterer et mål eller en ambition, der giver livet retning og mening, selv når midlerne til at opnå drømmen virker umulige at skaffe.
Tillid og svigt: Eventyret berører også temaet om tillid og svigt. Professorens kone forsvinder uden varsel, hvilket bringer et element af svigt ind i fortællingen. Denne oplevelse påvirker professoren dybt, og endnu en tillidstest opstår, da prinsessen stoler på professoren med loppen. Svigt er noget, som menneskene omkring professoren og lopperne må håndtere.
Menneskets opfindsomhed: Professorens evne til altid at finde nye måder at overleve og tilpasse sig på viser menneskets opfindsomhed og tilpasningsevne. Trods sine mange udfordringer giver professoren ikke op, men finder i stedet måder at bruge sine talenter og lærdom på til at skabe nye muligheder.
Satire over samfund og celebrity-kultur: Andersen var kendt for sin evne til at spotte menneskelige dårskaber, og „Loppen og professoren“ kan læses som en kommentar til samfundets fascination af berømmelse og talent, om så det er lige så trivielt som en loppe, der kan lave kunster. Professoren og loppen rejser verden rundt, konstant omfavnet af nye samfund, der ser dem som en sensation.
Kærlighed og ejerskab: Prinsessens besiddertrang over for loppen kan opfattes som en kommentar til, hvordan kærlighed kan blive kvælende, når det involverer et ønske om total kontrol over den elskede. Prinsessen ønsker at eje loppen, og hendes ultimative fiasko viser, at ægte tilknytning ikke kan baseres på besiddelse eller tvang.
Flugten fra realiteterne: Professorens endelige flugt fra de vilde illustrerer ønsket om at undslippe ubehagelige realiteter til fordel for drømmenes og eventyrenes verden. Hans evne til at bryde fri ved hjælp af sin opfindsomhed, loppen, og luftballonen tilbyder en eskapistisk slutning, der kan give anledning til refleksion over, hvordan vi i vores egne liv søger flugt fra problemer.
Disse fortolkninger viser, hvordan Andersens eventyr kan indeholde mange lag af betydning og kan ses som en refleksion over menneskets ønsker, mangler og evner.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Loppen og professoren“ kan fokusere på flere aspekter:
Sprogbrug og stil: H. C. Andersen er kendt for sin uhøjtidelige og folkelige stil, hvilket også er tydeligt i dette eventyr. Han anvender et letforståeligt og tilgængeligt sprog, som appellerer til både børn og voksne. Historien fortalt med humor, ironi og en smule kynisme, hvilket kan ses i beskrivelserne af karakterernes handlinger og skæbner.
Brug af billedsprog: Andersen benytter sig af meget konkret billedsprog, hvilket gør fortællingen levende og let at visualisere. For eksempel skildrer han ballonen som noget næsten magisk, der svæver væk fra problemerne nede på jorden.
Symbolik: Eventyret bugner af symboler, eksempelvis repræsenterer loppen noget småt og ubetydeligt, der kan vokse og få stor betydning, mens ballonen symboliserer frihed og mulighed for at stige til vejrs og overkomme modgang.
Motiver: Man kan finde flere gennemgående motiver, inklusiv rejsen som et led i både fysisk og spirituel transformation. Professorens rejse til „de vildes land“ er både en geografisk rejse og en indre rejse mod erkendelse.
Karakteristika for folkekunst: Eventyret indeholder elementer, som er karakteristiske for folkeeventyr, såsom den ydmyge helt (professoren) som til sidst vinder rigdom og berømmelse. Eventyret berører også temaer som skæbne, held og menneskets ihærdighed.
Intertekstualitet: Der er en intertekstuel leg med de klassiske eventyrtræk, men Andersen driver gæk med dem. Professoren er ikke en helt i traditionel forstand, og loppen, et tilsyneladende trivielt væsen, bliver en central figur i fortællingen.
Moral: Eventyret inviterer til refleksion over ambitioner, succes og skæbne. Professorens snedighed fører ham til sidst til succes, hvilket antyder et budskab om at intellekt og behændighed kan overvinde modgang og føre til succes.
Samlet set er „Loppen og professoren“ et eksempel på Andersens evne til at kombinere humor, ironi og morale med en fortælling, der både underholder og får læseren til at tænke over livets uforudsigelighed og muligheder.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 27.5 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 67.6 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 7 |
| Gunning Fog Indeks | 9 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.7 |
| SMOG Indeks | 9.7 |
| Automated Readability Indeks | 5.4 |
| Antal tegn | 7.213 |
| Antal bogstaver | 5.592 |
| Antal sætninger | 100 |
| Antal ord | 1.292 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 12,92 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 189 |
| Procentdel af lange ord | 14.6% |
| Antal Stavelser | 1.926 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,49 |
| Ord med tre stavelser | 125 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.7% |
