Læsetid for børn: 15 min
Du skulle have kendt moster! hun var yndig! ja, det vil sige, hun var slet ikke yndig, som man forstår ved at være yndig, men hun var sød og rar, morsom på sin måde, rigtig til at snakke om, når der skal snakkes og gøres lystig over en, hun var til at sætte lige ind i en komedie, og det ene og alene fordi hun levede for komediehuset og hvad der rører sig derinde. Hun var så hæderlig, men agent Fab, som moster kaldte Flab, kaldte hende komediegal.
„Teatret er min skolegang!“ sagde hun, „min kundskabskilde, derfra har jeg min opfriskede bibelhistorier: ‚Moses‘, ‚Josef og hans brødre‘, det er nu operaer! Jeg har fra teatret min verdenshistorie, geografi og menneskekundskab! Jeg kender fra de franske stykker pariserlivet – slibrigt, men højst interessant! hvor har jeg grædt over ‚Familien Riquebourg‘, at den mand skal drikke sig ihjel for at hun kan få den unge kæreste! – Ja hvor mange tårer har jeg dog grædt i de halvtredsindstyve år, jeg har abonneret!“
Moster kendte hvert teaterstykke, hver kulisse, hver person, der trådte op eller havde trådt op. Hun levede kun rigtig i de ni komediemåneder. Sommertiden uden sommerskuespil var en tid, der gjorde hende gammel, medens en komedieaften, der trak ud over midnat, var en forlængelse af livet. Hun talte ikke som andre folk: „Nu får vi forår, storken er kommet!“ – „der står i avisen om de første jordbær.“ Hun derimod forkyndte efterårets komme. „Har De set, nu er teaterlogerne til auktion, nu begynder forestillingerne?“
Hun regnede en bopæls værd og gode beliggenhed efter hvor nær den lå teatret. Det var hende en sorg af forlade det lille stræde bag teatret og flytte hen i den store gade lidt længere derfra og der bo i et hus, hvor hun ikke havde genboer.
„Hjemme må mit vindue være min teaterloge! man kan da ikke sidde og gå op i sig selv, mennesker må man dog se! men nu bor jeg, som jeg var flyttet ud på landet. Vil jeg se mennesker, må jeg gå ud i mit køkken og sætte mig op på vasken, kun der har jeg genboer. Nej, da jeg boede i mit stræde, der kunne jeg se lige ind til hørkræmmerens, og så havde jeg kun tre hundrede skridt til teatret, nu har jeg tre tusinde garderskridt.“
Moster kunne være syg, men i hvor ilde hun befandt sig, forsømte hun dog ikke komedien. Hendes læge forordnede, at hun en aften skulle have surdej under fødderne, hun gjorde som han sagde, men kørte hen i teatret og sad her med surdej under fødderne. Var hun død der, det ville have fornøjet hende. Thorvaldsen døde i teatret, det kaldte hun „salig død.“
Hun kunne til visse ikke tænke sig himmerigs rige uden at der også måtte være et teater; det var jo ikke lovet os, men det var dog at tænke; at de mange udmærkede skuespillere og skuespillerinder, der var gået forud, måtte have en fortsat virkekreds.
Moster havde sin elektriske tråd fra teatret til sin stue; telegrammet kom hver søndag til kaffe. Hendes elektriske tråd var „hr. Sivertsen ved teatermaskineriet.“ Ham, der gav signalerne til op og ned, ind og ud med tæpper og kulisser.
Af ham fik hun forud en kort og fyndig anmeldelse af stykkerne. Shakespeares „Stormen“ kaldte han „forbandet tøj! der er så meget at stille op, og så begynder det med vand til første kulisse!“ det ville sige, så langt frem gik de rullende bølger. Stod derimod gennem alle fem akter en og samme stuedekoration, så sagde han, det var fornuftigt og velskrevet, det var et hvilestykke, det spillede sig selv uden opstilling.
I tidligere tid, som moster kaldte tiden for nogle og tredve år tilbage, var hun og nysnævnte hr. Sivertsen yngre; han var allerede da ved maskineriet og, som hun kaldte ham, hendes „velgører.“ Det var nemlig i den tid skik at ved aftnens forestilling på stadens eneste og store teater, kom også tilskuere på loftet; hver maskinkarl havde en plads eller to at råde over. Der var tit propfuldt og meget fint selskab, man sagde, at der havde været både generalinder og kommercerådiner: Det var så interessant at se ned bag kulisserne og vide hvorledes de mennesker gik og stod, når tæppet var nede.
Moster havde flere gange været der, både til tragedier og balletter, thi de stykker, hvori det største personale trådte op, var de interessanteste fra loftet. Man sad så temmeligt i mørke deroppe, de fleste havde aftensmad med; engang faldt tre æbler og et lag smørrebrød med rullepølse lige ned i Ugolinos fængsel, hvor mennesket skulle dø af sult, og så blev der et grin af publikum. Den rullepølse var en af de vægtigste grunde, hvorfor den høje direktion lod tilskuerpladsen på loftet aldeles gå ind.
„Men jeg var der syvogtredve gange!“ sagde moster, „og det glemmer jeg aldrig hr. Sivertsen.“
Det var netop sidste aften at loftet stod åbent for publikum, da spilledes „Salomons dom,“ moster huskede det så godt; hun havde, ved sin velgører hr. Sivertsen, skaffet agent Fab adgangsbillet, uagtet han ikke fortjente det, da han stedse gjorde narrestreger med teatret og talte på dril; men hun havde nu skaffet ham derop. Han ville se komedietøjet på vrangen, det var hans egne ord og de lignede ham, sagde moster.
Og han så „Salomons dom“ fra oven og faldt i søvn; man skulle sandelig tro, at han var kommet fra en stor middag med mange skåler. Han sov og blev lukket inde, sad og sov i den mørke nat på teaterloftet, og da han vågnede, fortalte han, men moster troede ham ikke: Salomons dom var ude, alle lamper og lys var ude, alle mennesker ude, oppe og nede; men så begyndte først den rigtige komedie „Nachspielet,“ der var det artigste, sagde agenten. Der kom liv i tøjet! det var ikke Salomons dom der blev givet, nej det var Dommedag på teatret. Og alt det havde agent Fab den frækhed at ville bilde moster ind; det var tak fordi hun havde skaffet ham på loftet.
Hvad fortalte da agenten, ja det var løjerligt nok at høre, men der lå ondskab og dril på bunden.
„Det så mørkt ud deroppe!“ sagde agenten, „men så begyndte troldtøjet, stor forestilling: ‚Dommedag på teatret‘. Kontrollørerne stod ved dørene, og hver tilskuer måtte vise sin åndelige skudsmålsbog, om han turde komme ind med løse hænder eller med bundne, med mundkurv eller uden mundkurv. Herskaber, der kom for silde, når allerede forestillingen var begyndt, ligeså unge mennesker, der jo umuligt altid kan passe tiden, blev tøjret udenfor, fik filtsåler under fødderne til at gå ind med ved næste akts begyndelse, dertil mundkurv. Og så begyndte Dommedag på teatret!“
„Bare ondskab, som Vorherre ikke kender til!“ sagde moster.
Maleren skulle, ville han ind i himlen, gå op ad en trappe, han selv havde malet, men som intet menneske kunne skræve op ad. Det var jo kun en forsyndelse imod perspektivet. Alle de planter og bygninger, maskinmesteren med stor ulejlighed havde stillet i lande, hvor de ikke hørte hjemme, skulle det arme menneske flytte til rette sted og det før hanegal, ville han ind i himlen. Hr. Fab skulle bare se at han selv kunne komme derind; og hvad han fortalte om personalet, både i komedien og tragedien, i sang og i dans, var nu det sorteste af hr. Fab, flab! han fortjente ikke at komme på loftet, moster ville ikke tage hans ord i sin mund. Det var nedskrevet det hele, havde han sagt, flaben! det skulle komme i trykken, når han var død og borte, før ikke; han ville ikke flås.
Moster havde kun en gang været i angst og vånde i sit lyksalighedstempel, teatret. Det var en vinterdag, en af de dage, hvor man har dag to timer og gråt. Det var en kulde og en sne, men i teatret skulle moster; de gav „Herman von Unna,“ dertil en lille opera og en stor ballet, en prolog og en epilog; det ville vare ud på natten. Moster måtte derhen; hendes logerende havde lånt hende et par kanestøvler med loddent både ud og ind; de nåede hende op om benene.
Hun kom i teatret, hun kom i logen; støvlerne var varme, hun beholdt dem på. Med ét blev der råbt brand; der kom røg fra en kulisse, der kom røg fra loftet; der blev en frygtelig bestyrtelse. Folk stormede ud; moster var den sidste i logen, – „anden etage til venstre, der tager dekorationerne sig bedst ud!“ sagde hun, „de stilles altid til at ses smukkest fra den kongelige side!“ – Moster ville ud, de foran hende smækkede i angst og ubetænksomhed døren i; der sad moster, ud kunne hun ikke komme, ind ikke heller; det vil sige ind i naboens loge, gelænderet var for højt. Hun råbte, ingen hørte, hun så ned i etagen under sig, den var tom, den var lav, den var nær ved; moster følte sig i angsten så ung og let; hun ville springe ned, fik også det ene ben over rækværket, det andet fra bænken; der sad hun til hest, vel draperet, med sit blommede skørt, med et langt ben helt svævende ude, et ben med en uhyre kanestøvle; det var et syn at se! og da det blev set, blev også moster hørt, og frelst for at brænde inde, for teatret brændte ikke.
Det var den mest mindeværdige aften i hendes liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet se sig selv, thi så var hun død af blusel.
Hendes velgører ved maskineriet, hr. Sivertsen, kom stadig hver søndag til hende, men der var lang tid fra søndag til søndag; i den senere tid havde hun derfor midt i ugen et lille barn „til levning,“ det vil sige til at nyde hvad der den dag blev tilovers fra middagen. Det var et lille barn fra balletten, der også trængte til mad. Den lille trådte op både som alf og som page; det sværeste parti var som bagben til løven i „Tryllefløjten,“ men hun voksede til forben i løven; det fik hun rigtignok kun tre mark for, bagbenene gav en rigsdaler, men der måtte hun gå krumbøjet og savne den friske luft. Det var meget interessant at vide, mente moster.
Hun havde fortjent at leve så længe teatret stod, men det holdt hun dog ikke ud; heller ikke døde hun der, men skikkeligt og honnet i sin egen seng; hendes sidste ord var i øvrigt ganske betydningsfulde, hun spurgte: „Hvad spiller de i morgen?“
Efter hendes død var der nok omtrent fem hundrede rigsdaler; vi slutter fra renterne, som er tyve rigsdaler. Dem havde moster bestemt til et legat for en værdig gammel jomfru uden familie; de skulle anvendes årlig til at abonnere en plads i anden etage, venstre side og om lørdagen, for så gav man de bedste stykker. Der var kun én forpligtelse for den, som nød godt af legatet, hver lørdag skulle hun i teatret tænke på moster, der lå i sin grav.
Det var mosters religion.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Moster“ af Hans Christian Andersen er en unik fortælling, der beskriver en kvinde, der dedikerer hele sit liv til teatret. Moster er en skæv karakter, der ikke passer ind i samfundets almindelige normer, men hendes lidenskab for teatret gør hende både morsom og elskværdig.
Hun opfatter teatret som sin skole og læreplads, hvor hun har fået sin viden om verdenshistorie, geografi og menneskekundskab. Moster er en karakter, der er fast besluttet på at opleve alle aspekter af teaterlivet, fra tragedier til komedier, og hun lever for de aftener, hvor hun kan deltage i forestillingerne.
Andersen beskriver hendes liv på en humoristisk måde, hvor man møder hendes særegenhed, som f. eks. hendes vurdering af verdens årstider i forhold til teatersæsonen, og hvordan hun navigerer mellem sine lidenskaber og daglige realiteter. Det er tydeligt, at teatret for Moster er mere end en hobby; det er hendes livskraft og passion.
Moster er også portrætteret som en meget loyal og alvorlig teatergænger. Hun er så dedikeret, at hun går til teatret under alle omstændigheder – selv når hun er syg. Hendes kærlighed til teatret er så stor, at hun tror på, at der også må findes et teater i himlen.
Hendes loyalitet vises ved, at hun skaber et legat til en værdig gammel jomfru, der kan få mulighed for at gå i teatret hver lørdag efter hendes død. Hun ønsker, at personen, der modtager legatet, hver lørdag i teatret skal tænke godhjertet på hende, hvilket viser Mosters evige forbindelse til teatret og hendes ønske om at blive husket gennem teateroplevelser.
Andersen giver os med denne fortælling ikke kun et indblik i Mosters liv og personlighed, men også en sjov og hjertevarm refleksion over den menneskelige lidenskab og hvad den betyder for de mennesker, der lever gennem deres passioner.
„Moster“ er en fortælling af den berømte danske forfatter Hans Christian Andersen, som skildrer en excentrisk og levende karakter, der er fuldstændig opslugt af teaterlivet. Andersen bruger denne figur til at udforske emner som menneskelig passion, eksistens og kulturens rolle i hverdagen.
Kærlighed til Kunsten: Moster repræsenterer en dyb og urokkelig kærlighed til teatret. Hendes dedikation viser, hvordan kunsten kan blive en integreret del af ens identitet og give livet mening. For hende er teatret ikke bare underholdning; det er en form for uddannelse og en kilde til viden om verden, historie og menneskelig adfærd.
Komedie og Livets Teater: Der er en ironisk parallel mellem Mosters liv og teaterverdenen. Hendes fascination med scenens drama afspejler måske en længsel efter noget større i livet, en trang til at være en del af noget spektakulært, selvom hun lever et relativt almindeligt liv.
Kulturens Indflydelse: Mosters liv illustrerer, hvordan kultur og kunst kan påvirke en persons syn på verden og tjene som en flugt fra dagliglivets trivialiteter. Hun benytter teateroplevelserne som referenceramme for sin forståelse af sociale dynamikker og personlige relationer.
Alder og Ungdom: Fortællingen berører også temaet alderdom. Mosters engagement i teatret holder hendes sind ungt, hendes passion erstatter den fysiske aldrings begrænsninger. Teatret giver hende noget at se frem til og holder hende mentalt levende.
Samhørighed og Ensomhed: Mosters forhold til teaterverdenen kan også betragtes som en kompensation for ensomhed. Hendes stærke bånd til teatret erstatter de sociale relationer, hun måtte mangle i sit virkelige liv.
Kritik af Samtidens Samfund: Med Mosters karakter kan Andersen også have ønsket at kritisere samfundets overfladiskhed og besættelse af facader, og hvordan teatralske forestillinger kan spejle den menneskelige tendens til at skjule det autentiske jeg bag en maske af ydre præstationer.
Legat og Arv: Mosters efterladte legat til en værdig gammel jomfru uden familie, som skal bruges på teatret, understreger hendes livslange dedikation til det kulturelle liv og viser hendes ønske om at videreføre sin passion til kommende generationer.
Andersen bruger humor og satire til at formidle Mosters karakter, der, selv om hun kan virke som en karikatur, alligevel udtrykker dybt menneskelige oplevelser af passion, aldring og betydningen af kunst i livet.
„Moster“ af Hans Christian Andersen er en humoristisk skildring af en kvinde, hvis liv og interesser kredser næsten udelukkende om teatret. Gennem sproglig analyse af eventyret kan vi fremhæve flere temaer og sproglige træk:
Karakterisering og sprogbrug: Moster er beskrevet med en blanding af humor og sympati. Andersen bruger ofte direkte tale og indirekte beskrivelser for at give læseren en fornemmelse af hendes personlighed. Udtryk som „komediegal“ og „min kundskabskilde“ illustrerer hendes passion for teatret og hvordan det er en integreret del af hendes identitet.
Humor og ironi: Andersen benytter humor og ironi til at fremstille mosters livssyn. For eksempel er hendes opfattelse af teatret som en form for uddannelse og livskilde både komisk og rørende. Mest humoristisk er agent Fabs oplevelser på teatret, hvor han påstår at have overværet „Dommedag på teatret“, hvilket moster afviser som latterlig overdrivelse.
Symbolisme: Teatret fungerer som et symbol for mosters liv. Dette er hendes „lyksalighedstempel“, og hendes liv er bundet til teatersæsonenes rytme. Sommeren uden teater beskrives som en tid, hvor hun føler sig gammel, mens teateraftener forlænger hendes liv. Denne symbolik understreger teatrets betydning og dens vitalitet for hende.
Narrativ struktur: Fortællingen følger en anekdotisk form, hvor vi præsenteres for en række episoder fra mosters liv, der hver især understreger hendes besættelse af teatret. Disse anekdoter, fra hendes tierstøttedonation til skildringen af den aften, hvor brandalarmen gik i teatret, giver et indblik i hendes prioriteringer og værdier.
Social kommentar: Gennem mosters interaktioner og handlinger tilbyder Andersen en kommentar til 1800-tallets borgerskab og deres forhold til kultur og underholdning. Mosters investering af sine penge i et teaterlegat fremfor i familie eller andre sociale formål kan ses som en kommentar til de værdier, der prioriteres i samfundet.
Andersens brug af humor og levende karakterbeskrivelser gør „Moster“ til en morsom og tankevækkende fortælling. Moster er på sin vis en excentrisk karakter, men hun fremstår også som en elskværdig repræsentant for de mennesker, der finder stor glæde i kunstens verden.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 36.3 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 58.9 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 9.8 |
Gunning Fog Indeks | 11.8 |
Coleman–Liau Indeks | 10.2 |
SMOG Indeks | 11.6 |
Automated Readability Indeks | 9 |
Antal tegn | 10.305 |
Antal bogstaver | 8.069 |
Antal sætninger | 95 |
Antal ord | 1.830 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 19,26 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 311 |
Procentdel af lange ord | 17% |
Antal Stavelser | 2.776 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,52 |
Ord med tre stavelser | 202 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 11% |