Læsetid for børn: 7 min
Sommerfuglen ville have sig en kæreste; naturligvis ville han have sig en net lille en af blomsterne. Han så på dem; hver sad så stille og besindig på sin stilk, som en jomfru skal sidde, når hun ikke er forlovet; men her var så mange at vælge imellem, det blev en besværlighed, det gad sommerfuglen ikke være over og så fløj han til gåseurten. Hende kalder de franske Margrethe, de ved, at hun kan spå, og det gør hun, idet kærestefolk plukker blad for blad af hende, og ved hvert gør de et spørgsmål om kæresten: „af hjerte? – med smerte? – elsker meget? – lille bitte? – ikke det allermindste?“ eller sådant noget. Enhver spørger på sit sprog. Sommerfuglen kom også for at spørge; han nippede ikke bladene af, men kyssede på hvert et, i den mening, at man kommer længst med det gode.
„Søde Margrethe Gåseurt!“ sagde han, „De er den klogeste kone af alle blomsterne! De forstår at spå! sig mig, får jeg den eller den? Og hvem får jeg? Når jeg ved det, kan jeg flyve lige til og fri!“
Men Margrethe svarede slet ikke. Hun kunne ikke lide, at han kaldte hende kone, for hun var jo jomfru, og så er man ikke kone. Han spurgte anden gang og han spurgte tredje gang, og da han ikke fik et eneste ord af hende, så gad han ikke spørge mere, men fløj uden videre på frieri.
Det var i det tidlige forår; der var fuldt op af sommergække og krokus. „De er meget nette!“ sagde sommerfuglen, „nydelige små konfirmander! men noget ferske.“ Han, som alle unge mandfolk, så efter ældre piger. Derpå fløj han til anemonerne; de var ham lidt for beske; violerne lidt for sværmeriske; tulipanerne for prangende; pinseliljerne for borgerlige; lindeblomsterne for små og de havde så stort familieskab; æbleblomsterne var jo rigtignok som roser at se på, men de stod i dag og faldt af i morgen, ligesom vinden blæste, det blev et for kort ægteskab, syntes han. Ærteblomsten var den, som mest behagede, den var rød og hvid, den var skær og fin, hørte til de huslige piger, som ser godt ud og dog dur for køkkenet; han var lige ved at fri til hende, men i det samme så han tæt ved hang en ærtebælg med vissen blomst på spidsen. „Hvem er det?“ spurgte han. „Det er min søster,“ sagde ærteblomsten.
„Nå, således kommer De til at se ud senere!“ Det skræmte sommerfuglen, og så fløj han.
Kaprifolierne hang over gærdet; der var fuldt op af de frøkner, lange i ansigtet og gule i skindet; det slags holdt han ikke af. Ja, men hvad holdt han af? Spørg ham.
Foråret gik, sommeren gik og så var det efterår; lige nær var han. Og blomsterne kom i de dejligste klæder, men hvad kunne det hjælpe, her var ikke det friske, duftende ungdomssind. Duft trænger just hjertet til med alderen og duft er der nu ikke synderligt af hos georginer og stokroser. Så søgte sommerfuglen ned til krusemynten.
„Den har nu slet ingen blomst, men den er hel blomst, dufter fra rod til top, har blomsterduft i hvert et blad. Hende tager jeg!“
Og så friede han endelig.
Men krusemynten stod stiv og stille og til sidst sagde den: „Venskab, men heller ikke mere! jeg er gammel og De er gammel! vi kan meget godt leve for hinanden, men gifte os – nej! lad os bare ikke gøre os til nar i vor høje alder!“
Og så fik sommerfuglen slet ingen. Han havde søgt for længe, og det skal man ikke. Sommerfuglen blev pebersvend, som man kalder det.
Sent var det på efteråret, med regn og rusk; vinden blæste koldt ned ad ryggen på de gamle piletræer, så at det knagede i dem. Det var ikke godt at flyve ude i sommerklæder, da ville man få kærligheden at føle, som man siger; men sommerfuglen fløj heller ikke ude, han var tilfældigvis kommen inden døre, hvor der var ild i kakkelovnen, ja rigtigt sommervarmt; han kunne leve; men, „leve er ikke nok!“ sagde han, „solskin, frihed og en lille blomst må man have!“
Og han fløj mod ruden, blev set, beundret og sat på nål i raritetskassen; mere kunne man ikke gøre for ham.
„Nu sidder jeg også på stilk ligesom blomsterne!“ sagde sommerfuglen; „ganske behageligt er det dog ikke! det er nok som at være gift, man sidder fast!“ og så trøstede han sig dermed.
„Det er en dårlig trøst!“ sagde potteblomsterne i stuen.
„Men potteblomster kan man ikke ganske tro,“ mente sommerfuglen, „de omgås for meget med mennesker!“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Sommerfuglen“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der handler om en sommerfugl, der er på jagt efter den perfekte kæreste blandt blomsterne. Sommerfuglen er kræsen og har svært ved at tage en beslutning. Den konsulterer en gåseurt, Margrethe, som er kendt for at kunne spå, men uden held. Sommerfuglen går videre og overvejer forskellige blomster, men finder fejl hos hver af dem. Foråret og sommeren går, og til sidst er det efterår, og sommerfuglen har stadig ikke fundet nogen.
Til sidst vælger sommerfuglen krusemynten for dens duft, men denne foreslår kun venskab, da de begge er gamle. Sommerfuglen ender derfor alene og sætter sig på en nål i en raritetskasse, hvor han reflekterer over sin situation. Eventyret tjener som en allegori over, hvordan man kan overse muligheder ved at være for kræsen eller vente for længe, hvilket kan resultere i at ende alene. Der er også et budskab om livets forgængelighed og de valg, vi træffer.
„Sommerfuglen“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der kan tolkes på flere måder.
Søgningen efter det perfekte: Sommerfuglen repræsenterer den evige søgen efter det perfekte valg, som aldrig rigtig tilfredsstilles. I jagten på den ideelle partner bliver sommerfuglen for kræsen og ender derfor alene. Dette kan ses som en kommentar til menneskelig natur og vores konstante jagt på bedre muligheder, hvilket ofte fører til skuffelse.
Forpligtelsesskræk: Sommerfuglens tøven med at binde sig til en blomst illustrerer en frygt for at binde sig i et forhold. Sommerfuglen ser kun potentielle fejl og ulemper ved hver blomst og undgår dermed at indgå et fast forhold. Dette afspejler en moderne frygt for binding og de valg, vi træffer som følge heraf.
Tidens forløb og aldring: Eventyret bevæger sig gennem de forskellige årstider, hvilket kan symbolisere livets forskellige faser. Sommerfuglens manglende handling fører til, at han når alderdom uden at have fundet en partner, hvilket kan ses som en advarsel om, at tiden går, og at vi skal træffe beslutninger, før det er for sent.
Frihed versus tryghed: Sommerfuglen sætter høj pris på sin frihed og nægter at „sætte sig fast“ som blomsterne. Da han endelig ender i hjemmets trygge varme, er det som en del af en raritetskasse, hvor han sidder fast. Dette kan ses som en kommentar til, at frihed har sin pris, og at søgen efter noget uden at indse værdien af det, vi har, kan føre til et utilfredsstillende liv.
Naturens og menneskets forhold: Sommerfuglen ser blomsterne med menneskelige egenskaber, og potteblomsterne kommenterer på menneskers indflydelse. Denne fortolkning kan afspejle en forståelse af menneskets forsøg på at naturalisere og kontrollere naturen, ofte uden forståelse eller respekt for dens sande værdier.
Andersens eventyr retter ofte en subtil kritik mod samfundets normer, og „Sommerfuglen“ er ikke en undtagelse. Gennem en let og tilgængelig historie får man indsigt i komplekse temaer om valg, tid, aldring og naturens gang.
„Sproglig analyse af eventyret“ ‚Sommerfuglen‘ af Hans Christian Andersen
Hans Christian Andersens eventyr ‚Sommerfuglen‘ er et klassisk eksempel på hans evne til at flette livsfilosofiske temaer ind i en tilsyneladende simpel fortælling. Gennem historien formår Andersen at udtrykke komplekse idéer om kærlighed, livsvalg og aldring. Sommerfuglens rejse igennem blomsternes verden tjener som metafor for menneskelige erfaringer og valg.
Eventyrets komposition har en karakteristisk narrativ struktur, der starter i mediej res – sommerfuglen søger en kæreste – og ender med en form for resolution, dog med en ironisk twist. Det narrative drive i teksten opbygges gennem sommerfuglens møde med forskellige blomster, til syvende og sidst repræsenterende forskellige aspekter af kvindelighed og modenhed. Bruge af direkte tale, som når sommerfuglen taler til margrethen („Søde Margrethe Gåseurt!. . . „), bringer karaktererne til live og gør fortællingen mere engagerende.
Det centrale sproglige greb, Andersen anvender, er personifikationen. Blomsterne i sommerfuglenes verden tillægges menneskelige egenskaber og sociale roller; fx er gåseurten en spåkone, mens anemonerne, violerne, tulipanerne og andre blomster symboliserer bestemte kvindetyper. Denne personifikation fungerer som et spejl for sommerfuglens egne karaktertræk og præferencer, men også for hans fejl og mangler.
Andersen anvender også humor og ironi særdeles effektivt. Sommerfuglens stadige kritiske syn på blomsterne kommer til at fremstå komisk, især hans reaktion på ærteblomsten og hendes ‚vissensøster‘, hvilket illustrerer hans frygt for aldring og forandring. Hans manglende evne til at træffe sine valg i rette tid fører til hans ensomhed, hvilket reflekterer et eksistentielt tema om konsekvenserne ved udsættelse.
Der er også en underliggende bittersød tone i eventyret, der realiserer sig mod slutningen. Da sommerfuglen endelig vælger krusemynten, er det for sent. Selvom han tilsyneladende har fundet en passende blomster i samme alder, afvises han med et forslag om „venskab“, som fortæller, at tiden er passeret for romantik eller ung kærlighed – en allegori over den menneskelige tilværelses skæbne.
Endelig inkorporerer Andersen refleksion om tidens forgængelighed. Han bruger årstiderne til at skildre den ubønhørlige passage af tid. Sommerfuglen begynder sin rejse om foråret – et symbol på ungdom og nye begyndelser – men slutter i efteråret med regn og rusk. Dette understreger det uundgåelige ved livets cyklus og menneskets manglende evne til at tilbageholde tidens gang.
Sammenfattende er ‚Sommerfuglen‘ gennem Andersens kunstneriske sprog og allegoriske lag et mesterligt eksempel på, hvordan han indrammer livets filosofiske spørgsmål i en let tilgængelig fortælling. Det er en påmindelse om at tage chancer, leve i nuet, og ikke udsætte til i morgen, hvad der bør gribes i dag.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 28.1 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 70.9 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.6 |
| Gunning Fog Indeks | 8.9 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.5 |
| SMOG Indeks | 9.6 |
| Automated Readability Indeks | 5.3 |
| Antal tegn | 4.260 |
| Antal bogstaver | 3.275 |
| Antal sætninger | 59 |
| Antal ord | 761 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 12,90 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 116 |
| Procentdel af lange ord | 15.2% |
| Antal Stavelser | 1.105 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,45 |
| Ord med tre stavelser | 72 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.5% |
