Læsetid for børn: 6 min
Loppen, græshoppen og springgåsen ville engang se hvem af dem der kunne springe højest og så inviterede de hele verden og hvem der ellers ville komme at se den stads, og det var tre ordentlige springfyre, da de kom sammen i stuen.
„Ja, jeg giver min datter til den, som springer højest!“ sagde kongen, „for det er så fattigt at de personer skal springe om ingenting!“
Loppen kom først frem, den havde sådanne nette manerer og hilste til alle sider, for den havde frøkenblod i sig og var vant til kun at omgås med mennesker, og det gør nu så meget.
Nu kom græshoppen, den var rigtignok betydelig sværere, men den havde dog ganske god skik på sig og var i grøn uniform, og den var medfødt; desuden sagde personen, at den havde en meget gammel familie i det land Ægypten, og at den her hjemme var højt vurderet, den var taget lige fra marken og sat i et korthus der havde tre etager, alle sammen af herreblade, der vendte den kulørte side indad; der var både dør og vinduer og det skåret ud i livet på hjerter dame. „Jeg synger således,“ sagde den, „at seksten indfødte fårekyllinger der har pebet fra små af og dog ikke fået korthus, har ved at høre mig ærgret sig endnu tyndere end de var!“
Begge to, både loppen og græshoppen gjorde således godt rede for hvem de var og at de troede de nok kunne ægte en prinsesse.
Springgåsen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den tænkte desto mere og da hofhunden bare snøftede til den, indestod han for at springgåsen var af god familie; den gamle rådmand, der havde fået tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste at springgåsen var begavet med spådomskraft, man kunne se på ryggen af den om man fik en mild eller en streng vinter og det kan man ikke engang se på ryggen af ham der skriver almanakken.
„Ja, jeg siger nu ikke noget!“ sagde den gamle konge, „men jeg går nu sådan altid og tænker mit!“
Nu var det springet om at gøre. Loppen sprang så højt at ingen kunne se det og så påstod de at den slet ikke havde sprunget og det var nu lumpent!
Græshoppen sprang kun halvt så højt, men den sprang kongen lige i ansigtet og så sagde han at det var ækelt.
Springgåsen stod længe stille og betænkte sig, man troede til sidst at den slet ikke kunne springe.
„Bare den ikke har fået ondt!“ sagde hofhunden og så snøftede han igen til den: rutsch! sprang den et lille skævt spring hen i skødet på prinsessen der sad lavt på en guldskammel.
Da sagde kongen: „Det højeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det, men sligt hører der hoved til at falde på og springgåsen har víst at den har hoved. Den har ben i panden!“
Og så fik den prinsessen.
„Jeg sprang dog højest!“ sagde loppen. „Men det kan være det samme! lad hende kun have den gåserad med pind og med beg! jeg sprang dog højest, men der skal i denne verden krop til for at de kan se én!“
Og så gik loppen i fremmed krigstjeneste, hvor man siger at den blev slået ihjel.
Græshoppen satte sig ude i grøften og tænkte over hvorledes det egentlig gik til i verden og den sagde også: „Krop skal der til! Krop skal der til!“ og så sang den sin egen bedrøvelige vise og det er af den vi har taget historien, som dog gerne kunne være løgn om den endogså var trykt.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Springfyrene“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der handler om tre karakterer: loppen, græshoppen og springgåsen, der konkurrerer om, hvem der kan springe højest. Som en motivation for konkurrencen tilbyder kongen sin datters hånd i ægteskab til vinderen.
Historien starter med, at loppen præsenterer sig selv som en sofistikeret person med menneskelig kontakt, og græshoppen praler med sine ældre aner og diverse talenter. Springgåsen er mere stille, men den har et ry for at være klog og have evner til at forudsige vinterens strenge eller milde karakter.
Under selve konkurrencen springer loppen så højt, at ingen kan se det, hvilket leder til misforståelsen om, at den slet ikke sprang. Græshoppen springer op i kongens ansigt, hvilket ikke bliver værdsat. Springgåsen tænker længe og ender med at springe op i skødet på prinsessen, hvilket gør, at kongen vurderer det som det højeste spring, fordi springgåsen dermed nåede sit mål.
Til sidst får springgåsen prinsessen, mens loppen beklager, at dens præstation blev ignoreret på grund af dens lille krop, og græshoppen reflekterer over verdens uretfærdighed. Eventyret slutter med en kommentar om, at historien måske kunne være falsk, selv om den er trykt, hvilket tilføjer en ekstra dimension til eventyrets morale om perception, status, og hvad der virkelig tæller i sociale sammenhænge.
Hans Christian Andersens eventyr „Springfyrene“ er en satirisk fortælling, der indeholder flere interessante temaer og symbolske elementer, der kan tolkes på forskellige måder.
Kritik af overfladisk vurdering: Eventyret kan læses som en kritik af den måde, hvorpå samfundet ofte bedømmer individer baseret på overfladiske egenskaber snarere end substans. Loppen og græshoppen praler af deres egenskaber og stand, men det er springgåsen, der vinder prinsessen ved at tænke praktisk og strategisk. Dette kan ses som en påmindelse om, at ydre prang og ord ikke altid er det, der fører til succes.
Hierarki og social status: De tre springdyr kan symbolisere forskellene i social status og hvordan samfundet værdsætter eller ignorerer disse forskelle. Loppen har frøkenblod, græshoppen kommer fra en fin familie i Ægypten, mens springgåsen ikke præsenterer sig selv men alligevel vinder pga. sit kloge træk. Eventyret kan her satirisere over de sociale strukturer og værdier i Andersens tid.
Satire på konkurrence og ambition: Historien illustrerer den absurde konkurrenceånd, hvor alle tre forsøger at springe højest, men det er springgåsen, der ved at springe det rigtige sted hen, faktisk vinder. Det kan afspejle hvordan formålsløs ambition og konkurrence ofte skygger for det mest effektive og logiske valg.
Ufortjent belønning: Kongens belønning til springgåsen, der kun hoppede i prinsessens skød ved et tilfældigt skævt spring, kan også tolkes som en pointe om, hvordan belønninger i livet ikke altid fordeles retfærdigt eller baseret på dyd eller evner, men snarere på tilfældigheder eller skæbnens ironi.
Betydningen af perspektiv: Eventyret leger også med ideen om perspektiv. Hvad der anses som „det højeste spring“ er ikke nødvendigvis objektivt eller fysisk højest, men relateret til det opfattede udbytte (at lande i prinsessens skød). Dette kan være et indspark fra Andersen om hvordan synsvinkel og formål kan påvirke bedømmelsen af handlinger og præstationer.
Historien er et glimrende eksempel på Andersens evne til at væve flere lag af betydning ind i sine eventyr, hvilket gør dem interessante både som børnefortællinger og som voksenbetragtninger over samfundets natur.
Hans Christian Andersens eventyr „Springfyrene“ er en humoristisk fortælling med en dybere symbolik, der undersøger temaer som ydmyghed, forfængelighed, og samfundets vurdering af præstationer. Her er en sproglig analyse af nogle af de centrale elementer i eventyret:
Personifikationen: Dyrene i eventyret, loppen, græshoppen og springgåsen, antropomorfiseres, hvilket vil sige, at de får menneskelige egenskaber og følelser. Dette gør dem til repræsentanter for forskellige menneskelige karaktertræk. Loppen er forfængelig og selvsikker, græshoppen har en vis selvtillid baseret på sin status og baggrund, mens springgåsen repræsenterer ydmyghed og kløgt.
Sprogbrug og stil: Andersen benytter sig af en humoristisk og let satirisk tone i sin beskrivelse af karaktererne og deres baggrund. Græshoppens påstand om sin „gamle familie i Ægypten“ og beskrivelsen af springgåsens ry for at kunne forudsige vejret gennem sin ryg er eksempler på poetisk overdrivelse og ironi.
Symbolik: Hvert af dyrene symboliserer forskellige værdier eller sociale kommentarer. Loppens usynlige spring kan tolkes som repræsentativ for de uanseelige talenter, samfundet ofte overser. Græshoppens spring mod kongens ansigt underminerer dens chancer, selvom det måske var kraftfuldt, hvilket kan ses som en kommentar om, at direkte konfrontation ikke altid er velset. Springgåsens beregnede spring til prinsessen symboliserer strategisk tænkning og viser værdien af at kende spillets regler.
Tematiske elementer: Eventyret har temaer relateret til social status, skæbne og opfattelse af bedrifter. Kongens beslutning om at give sin datter til den der springer højest, og hans efterfølgende dom efter springkonkurrencen, peger på det tilfældige og ofte subjektive grundlag, der dømmer succes og værdi i samfundet.
Ironi og morale: Afslutningen af eventyret bruger ironi til at belyse fortællingens morale: „krop skal der til“, et udtryk for at samfundet ofte bedømmer overfladisk fremfor reelle kvaliteter. Det er også en ironisk kommentar til både loppen og græshoppen, der begge misforstår, hvad der egentlig kræves for at opnå succes i den pågældende konkurrence.
Andersens eventyr „Springfyrene“ formår således at kombinere humor med skarp samfundsrevselse, og det tilbyder en tidløs refleksion over hvordan vi værdsætter individuelle præstationer versus interne værdier.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 34.8 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 68.2 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.9 |
| Gunning Fog Indeks | 11.7 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.6 |
| SMOG Indeks | 10.9 |
| Automated Readability Indeks | 8.6 |
| Antal tegn | 3.233 |
| Antal bogstaver | 2.515 |
| Antal sætninger | 29 |
| Antal ord | 607 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 20,93 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 84 |
| Procentdel af lange ord | 13.8% |
| Antal Stavelser | 842 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,39 |
| Ord med tre stavelser | 52 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 8.6% |
