Læsetid for børn: 6 min
Et par store fartøjer var sendt højt op mod Nordpolen for der at finde landenes grænser mod havet og prøve hvor vidt menneskene kunne der trænge igennem. Allerede år og dage havde de mellem tåge og is styret heroppe og prøvet stort besvær; nu var vinteren begyndt, solen nede; mange, mange uger ville blive her én lang nat; alt rundt om var ét eneste stykke is; fast til det var hvert skib fortøjet; sneen lå højt, og af sneen selv var bikubeformede huse rejst, nogle store, som vore kæmpehøje, andre ikke større, end at de kunne rumme to eller fire mænd; men mørkt var det ikke, nordlysene skinnede røde og blå, det var et evigt, storartet fyrværkeri og sneen lyste, natten her var én lang blussende dæmring; på den klareste tid kom skarer af de indfødte, underlige at se i deres hårede skindklæder, og på deres slæder, som var tømret af isstykker; de bragte skind i store bunker og snehusene fik derfra varme gulvtæpper; skind blev tæppe og dyne, som matroserne redte sig til seng under snekuplen, mens det udenfor gnistrende frøs, som vi ikke kender det ved vor strengeste vintertid. Hos os var det endnu efterårsdage, det tænkte de på deroppe; de huskede på solstrålerne i hjemmet og på det rødgule løv, som hang på træerne. Uret viste at det var aften og sovetid, og i et af snehusene strakte sig allerede to for at hvile; den yngste havde med sin bedste, rigeste skat hjemmefra, den, bedstemor før afrejsen gav ham med, det var biblen. Hver nat lå den under hans hovedgærde, han vidste fra barndomsårene af, hvad der stod i den; hver dag læste han et stykke, og på hans leje kom ham tit så trøstende i tanker de hellige ord: „Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast!“ – og under sandhedens ord og tro lukkede han øjnene, søvnen kom og drømmen kom, åndens åbenbarelse i Gud; Sjælen var den levende under legemets hvile; han fornam det, det var som melodier af gamle kære, kendte sange; det åndede så mildt, så sommervarmt, og fra sit leje så han det skinne over sig, som om snekuplen blev gennemstrålet udefra; han løftede sit hoved, det strålende hvide var ikke vægge eller loft, det var de store vinger fra en engels skuldre, og han så op i hans milde, lysende ansigt. Ud fra biblens blade, som fra en liljes bæger, løftede englen sig, bredte sine arme vidt ud og snehyttens vægge sank rundt om, som et luftigt let tågeslør; hjemmets grønne marker og høje med de rødbrune skove lå rundt om i stille solskin en dejlig efterårsdag; storkens rede stod tom, men endnu hang æblerne på det vilde æbletræ, skønt bladene var faldet; de røde hyben skinnede og stæren fløjtede i det lille grønne bur over bondehusets vindue, hvor hjemmets hjem var; stæren fløjtede, som det var lært den og bedstemor hang fuglegræs om buret, som sønnesønnen altid havde gjort; og smedens datter, så ung og så smuk, stod ved brønden og drog vand op, nikkede til bedstemor, og bedstemor vinkede, viste et brev langvejs fra; denne morgen var det kommet fra de kolde lande, højt oppe fra nordpolen selv, hvor sønnesønnen var – i Guds hånd. – Og de lo og de græd, og han, under is og sne, der i åndens verden, under englens vinger så og hørte det alt, lo med dem og græd med dem. Og der blev læst højt af brevet selv de Biblens ord: – „Ved det yderste hav, hans højre hånd vil holde mig fast!“ – Som dejlig salmesang klang det rundt om, og englen lod sine vinger, som et slør lægge sig om den sovende, – drømmen var endt – det var mørkt i snehuset, men biblen lå under hans hoved, troen og håbet lå i hans hjerte. Gud var med og hjemmet var med – „ved det yderste hav!“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Ved det yderste hav“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der beskriver en rørende fortælling om tro, håb og menneskets bånd til hjemmet, selv i de mest afsides og barske omgivelser. Historien skildrer en ekspedition til Nordpolen, hvor en gruppe sømænd befinder sig midt i en lang, mørk polarvinter. Trods de barske forhold og den altomsluttende is, finder den yngste sømand trøst i sin bibel, som han fik af sin bedstemor før afrejsen.
Denne bibel indeholder ord, han har kendt siden barndommen, som giver ham styrke: „Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast!“ Disse ord bringer ham søvn og drømme om hjemmet, hvor han ser sin familie og deres dagligdag i det fjerne Danmark, badet i det bløde lys af en efterårsdag.
Englen fra hans drøm symboliserer håb og trøst, og under dens beskyttelse forsvinder verdenens barrierer, og hjemmet står klart og nærværende for hans indre blik. Eventyret fremhæver hvordan tro og kærlighed kan overvinde de fysiske afstande og barske realiteter og bringe sjælefred og forbindelse til dem vi elsker, selv når vi befinder os „ved det yderste hav. “
„Ved det yderste hav“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der udforsker temaer som længsel, tro og hjemfølelse i en verden fyldt med kulde og isolation. Fortællingen er sat i et polarlandskab, hvor vinteren er en lang nat oplyst af nordlys. Mennesker har rejst til denne yderste grænse af verden for at udforske det ukendte, men midt i denne ekstreme natur bevarer de en stærk forbindelse til deres hjem og tro gennem symboler som Bibelen.
Historien fokuserer på en ung sømand, der trækker trøst fra sin bedstemor, der har givet ham Bibelen som en enkel, men dyrebar gave. De bibelske ord „Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast!“ er centrale for fortællingen. De udtrykker en tillid til guddommelig beskyttelse, selv når man befinder sig på de mest fjerne og barske steder.
Drømmeverdenen, der udfolder sig for sømanden, er en repræsentation af hans indre fred og håb. Engelens tilstedeværelse fungerer som en beskyttende skikkelse, der knytter konteksten fra de bibelske vers til en visuel og følelsesladet oplevelse. I drømmen er sømanden i stand til symbolsk at vende tilbage til sin hjemstavns varme og elskede mennesker, hvilket forstærker følelsen af samhørighed mellem hjertet og hjemmet, uanset de fysiske afstande eller omstændigheder.
Fortællingen kan tolkes som en refleksion over, hvordan mennesket møder det ukendte og overvældende, bevæbnet med tro og erindringer, der giver styrke og forbindelse til noget større. Det understreger, at uanset hvor isoleret man måtte føle sig, kan indre tro og kærlige minder give trøst og en følelse af at blive holdt fast, selv „ved det yderste hav“.
Sammenfattet formår Andersen at male et stærkt billede af menneskelig modstandskraft og den dybe længsel efter forbindelse og sikkerhed i en verden, hvor det kendte hurtigt kan forvandles til det fremmede.
„Sproglig analyse“ af „Ved det yderste hav“ af Hans Christian Andersen indebærer en undersøgelse af de sproglige elementer, som gør teksten unik og virkningsfuld.
Her er nogle centrale aspekter at overveje
Sprogtone og stemning:
Andersen bruger et poetisk og drømmende sprog fyldt med religiøse og naturskønne billeder, der skaber en stemning af længsel og håb. Teksten har en varm, tryg og næsten mystisk kvalitet, der transporterer læseren til en verden mellem virkelighed og drøm.
Symbolik
Nordpolen og det yderste hav: Rejsen til Nordpolen symboliserer menneskets rejse i ukendt territorium og søgen efter viden, men også en rejse mod troens yderste grænser.
Biblen: Biblen repræsenterer tro, håb, og følgeskab. Den er en uundværlig guide og trøst for hovedpersonen.
Engel: Engelens tilstedeværelse i drømmen symboliserer guddommelig beskyttelse og åbenbaring. Den indgyder lyst og fred i mørket.
Billeder og sansninger
Andersen bruger stærke visuelle og auditive billeder: nordlysene, de enkle, men betryggende lyde fra en gammel kendt sang, og kontrasten mellem det kolde, mørke polarlandskab og det varme, lyse hjem. Skabelsen af kontraster mellem kulde/varme og mørke/lys forstærker fortællingens følelsesmæssige dybde.
Anvendelse af tid:
Fortællingen skifter mellem nutid og drøm. Nutidens mørke og barske realiteter står i kontrast til drømmens varme billeder af hjemmet og barndommen, hvilket understreger temaet om fravær og nærvær.
Religiøse temaer og referencer:
Teksten gør brug af bibelske referencer og citater, hvilket er typisk for Andersens arbejde, for at fremhæve troens stabilitet og Guds allestedsnærvær.
Især citat fra Salme 139:9-10 („Ville jeg tage morgenrødens vinger. . . „) fungerer som en trøst og forankring.
Personificering og metaforer: Sneen og isen har næsten menneskelige kvaliteter, idet snehytterne beskytter som en vugge og nævnes i forbindelse med dyner. Drømmens transformation giver naturscenerierne (som englens vinger og tågesløret) en åndelig dimension.
Ved at kombinere disse sproglige elementer konstruerer Andersen en fortælling, der reflekterer den menneskelige erfarelses kompleksitet og den dybe forbindelse mellem drømme, håb og tro.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 76.9 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 22.8 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 12 |
| Gunning Fog Indeks | 19 |
| Coleman–Liau Indeks | 10.1 |
| SMOG Indeks | 12 |
| Automated Readability Indeks | 12 |
| Antal tegn | 3.665 |
| Antal bogstaver | 2.882 |
| Antal sætninger | 11 |
| Antal ord | 656 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 59,64 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 113 |
| Procentdel af lange ord | 17.2% |
| Antal Stavelser | 958 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,46 |
| Ord med tre stavelser | 68 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 10.4% |
