Læsetid for børn: 8 min
„Hver gang et godt barn dør, kommer der en Guds engel ned til Jorden, tager det døde barn på sine arme, breder de store hvide vinger ud, flyver hen over alle de steder, barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster, som de bringer op til Gud for der at blomstre endnu smukkere end på Jorden. Den gode Gud trykker alle blomsterne til sit hjerte, men den blomst, som er ham kærest, giver han et kys, og da får den stemme og kan synge med i den store lyksalighed!“
Se, alt dette fortalte en Guds engel, idet den bar et dødt barn bort til Himmelen, og barnet hørte ligesom i drømme; og de fór hen over de steder i hjemmet, hvor den lille havde leget, og de kom gennem haver med dejlige blomster.
„Hvilke skal vi nu tage med og plante i Himmelen?“ spurgte englen.
Og der stod et slankt, velsignet rosentræ, men en ond hånd havde knækket stammen, så at alle grenene, fulde af store, halvudsprungne knopper, hang visne ned rundt om.
„Det stakkels træ!“ sagde barnet, „tag det, at det kan komme til at blomstre deroppe hos Gud!“
Og englen tog det, men kyssede barnet derfor, og den lille åbnede halvt sine øjne. De plukkede af de rige pragtblomster, men tog også den foragtede morgenfrue og den vilde stedmoderblomst.
„Nu har vi blomster!“ sagde barnet, og englen nikkede, men de fløj endnu ikke op mod Gud. Det var nat, det var ganske stille, de blev i den store by, de svævede om i en af de snævreste gader, hvor der lå hele bunker halm, aske og skrimmelskrammel, det havde været flyttedag! der lå stykker af tallerkner, gipsstumper, klude og gamle hattepulde, alt hvad der ikke så godt ud.
Og englen pegede i al den forstyrrelse ned på nogle skår af en urtepotte, og på en klump jord, der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved rødderne af en stor, vissen markblomst, der slet ikke duede og derfor var kastet ud på gaden.
„Den tager vi med!“ sagde englen, „jeg skal fortælle dig, medens vi flyver!“
Og så fløj de, og englen fortalte:
„Dernede i den snævre gade, i den lave kælder, boede en fattig, syg dreng; fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende; når han var allermest rask, kunne han på krykker gå den lille stue et par gange op og ned, det var det hele. Nogle dage om sommeren faldt solstrålerne en halv times tid ind i kælderforstuen, og når da den lille dreng sad der og lod den varme sol skinne på sig, og så det røde blod gennem sine fine fingre, som han holdt op for ansigtet, så hed det: „Ja i dag har han været ude!“ – Han kendte skoven i dens dejlige forårsgrønne kun derved, at naboens søn bragte ham den første bøgegren, og den holdt han over sit hoved, og drømte sig da at være under bøgene, hvor solen skinnede, og fuglene sang. En forårsdag bragte naboens dreng ham også markblomster, og mellem disse var, tilfældigvis, en med rod ved, og derfor blev den plantet i en urtepotte og stillet hen i vinduet tæt ved sengen. Og blomsten var plantet med en lykkelig hånd, den voksede, skød nye skud og bar hvert år sine blomster; den blev den syge drengs dejligste urtegård, hans lille skat på denne jord; han vandede og passede den, og sørgede for, at den fik hver solstråle, lige til den sidste, der gled ned over det lave vindue; og blomsten selv voksede ind i hans drømme, thi for ham blomstrede den, udspredte sin duft og glædede øjet; mod den vendte han sig i døden, da Vorherre kaldte ham. – Et år har han nu været hos Gud, et år har blomsten stået forglemt i vinduet og er visnet, og derfor ved flytningen kastet ud i fejeskarnet på gaden. Og det er den blomst, den fattige, visne blomst vi har taget med i buketten, thi den blomst har glædet mere, end den rigeste blomst i en dronnings have!“
„Men hvorfra ved du alt dette!“ spurgte barnet, som englen bar op mod Himmelen.
„Jeg ved det!“ sagde englen. „Jeg var jo selv den syge, lille dreng, der gik på krykker! min blomst kender jeg nok!“
Og barnet åbnede ganske sine øjne og så ind i englens dejlige, glade ansigt, og i samme øjeblik var de i Guds himmel, hvor der var glæde og lyksalighed. Og Gud trykkede det døde barn til sit hjerte, og da fik det vinger, som den anden engel og fløj hånd i hånd med ham; og Gud trykkede alle blomsterne til sit hjerte, men den fattige, visne markblomst kyssede han og den fik stemme og sang med alle englene, der svævede om Gud, nogle ganske nær, andre uden om disse, i store kredse, altid længere bort, i det uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, små og store, det gode, velsignede barn, og den fattige markblomst, der havde ligget vissen, henkastet i fejeskarnet, mellem flyttedagsskramleriet, i den snævre, mørke gade.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Englen“ er et rørende eventyr af Hans Christian Andersen, der dykker ned i temaer som godhed, uskyld, sorg og kærlighed. I denne historie følger vi en engel, der bærer et dødt barn til himmelen. Undervejs besøger de steder, barnet har elsket, og plukker blomster til at tage med til Gud. Et af de mest bevægende elementer i eventyret er, hvordan den engel, der bærer barnet, afslører at have været en syg dreng, der i sit liv på Jorden havde fundet stor glæde i at pleje en simpel markblomst.
Gennem englen og blomsten adresserer Andersen temaer som værdien af de små glæder i livet og styrken i enkle ting, der kan bringe stor lykke, selv i de sværeste tider. Eventyret hylder ideen om, at skønhed og værdi ikke nødvendigvis ligger i storhed og rigdom, men kan findes i ydmyghed og kærlighed. Det er en historie, der opmuntrer til at finde skønhed og værdi i det oversete og ikke-at-golde.
Andersens skildring af de små ting, der har betydning for dem, der lever under svære omstændigheder, opmuntrer til medfølelse og en dybere forståelse af livets enkle, men vigtigste glæder. „Englen“ er en vemodig, men opløftende fortælling, der afspejler Andersens evne til at væve komplekse menneskelige følelser ind i hans eventyr, hvilket gør dem tidløse og relevante.
Hans Christian Andersens eventyr „Englen“ præsenterer en rørende fortælling om uskyld, død, og evig lykke, og det er åbent for forskellige fortolkninger.
Her er et par mulige måder at forstå eventyret på
Død som overgang til en bedre tilværelse: Eventyret beskriver, hvordan en engel bærer et dødt barn til Himlen, hvilket kan ses som en trøstende fortælling om, at døden ikke er enden, men snarere en overgang til en bedre tilværelse i Guds himmel. Dette perspektiv kan give trøst til dem, der har mistet et barn eller en elsket.
Usynlig skønhed og værdi: Igennem historien vælger englen blomster, der har haft en særlig betydning for dem, der elskede dem, snarere end blot de smukkeste blomster. Især markeringen af den forglemte blomst, som havde bragt stor glæde til en syg dreng, illustrerer, at ægte skønhed og værdi ikke nødvendigvis ligger i det, der er ydre perfekt, men i det, der bringer glæde og trøst.
Medfølelse og kærlighed: Englen, som viser sig at have været den syge dreng, der nu hjælper andre børn til Himlen, fremhæver værdien af medfølelse og sammenhørighed. Selvom drengen selv havde et udpint liv, er han nu en trøstende skikkelse, der samler de blomster, der repræsenterer menneskelig varme og skønhed.
Guds omsorg og anerkendelse: At Gud kysser den fattige, visne blomst og giver den en stemme symboliserer et budskab om håb og oprejsning. Det viser, at Gud ser og værdsætter uselvisk kærlighed og glæde, selv fra det mest oversete og foragtede. Det antyder, at alle handlinger af godhed værdsættes i det guddommelige perspektiv.
Symbolik i blomsterne: De forskellige blomster, der bliver samlet op, kan ses som symboler for forskellige menneskelige kvaliteter eller oplevelser. Rosentræet, der er knækket men stadig velsignet, kunne symbolisere skønhed trods modgang. De vilde blomster, der er overset, men alligevel værdsat, kunne repræsentere de skjulte værdier i enkelthed og ydmyghed.
Denne fortælling har mange lag og kan forstås forskelligt afhængig af personlige erfaringer og livssituationer. Fortællingen fortsætter med at være en kilde til refleksion over liv, død og de værdier, der betyder mest i vores eksistens.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Englen“ kan tage udgangspunkt i forskellige niveauer af sproget, herunder fortællingens struktur, stilistiske elementer, og brugen af symbolik.
Her er nogle centrale punkter i en sådan analyse:
Struktur
Eventyret er bygget op omkring en rejse – både fysisk og metafysisk. Englen tager et barn med på en rejse gennem de steder, barnet har elsket, før det føres til Himlen. Rejsen fungerer som en narrativ ramme, hvor de individuelle historier og episoder bidrager til den overordnede tematik om død og forsoning.
Stilistik
Fortællestil: Andersen anvender en simpel og klar fortællestemme, der gør eventyret tilgængeligt for både børn og voksne. Fortælleren er alvidende og præsenterer både barnets og englens perspektiver.
Besjæling: Naturen og blomsterne besjæles og tildeles menneskelige egenskaber, f. eks. når blomsterne „trykkes“ til Guds hjerte og en blomst får en stemme til at synge.
Kontraster: Kontraster mellem det jordiske og himmelske, det rige og det fattige, det smukke og det visne, forstærker budskabet om den skønhed, der findes i det uperfekte og oversete.
Symbolik
Blomsterne: Blomster fungerer som symboler på liv, skønhed og de minder og følelser, som barnet og englen knytter til dem. De repræsenterer også menneskelige sjæle, der bringes til Gud. Den visne blomst understreger værdien af det oversete og foragtede.
Englen: Englen repræsenterer en guddommelig mellemmand, der symboliserer kærlighed og omsorg. At englen tidligere var den syge dreng, skaber en cyklus og forbinder det jordiske med det himmelske.
Lyset og mørket: Overgangen fra nat til oplysning, både bogstaveligt i fortællingen og symbolsk i den himmelske rejse, understøtter temaet om oplysning og forløsning i døden.
Temaer
Død og forløsning: Eventyret skildrer, hvordan døden ikke er enden, men en overgang til en højere eksistensform. Det giver en trøstende skildring af efterlivet.
Uværdsat skønhed: Historien understreger, at sand skønhed og værdi ikke altid er åbenlys og kan findes i det ydmyge og oversete.
Barmhjertighed: Englenes handlinger og deres omsorg for både de små og store ting afspejler en guddommelig kærlighed og barmhjertighed.
Konklusion
„Englen“ er et eventyr, der anvender en enkel fortællestruktur og rige symboler til at udforske komplekse temaer som død, skønhed og barmhjertighed. Andersen kombinerer finlitterære elementer med dyb emotionel resonans, hvilket gør eventyret tidløst og bevægende.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 39.9 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 63.3 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 10.6 |
| Gunning Fog Indeks | 12.1 |
| Coleman–Liau Indeks | 9.3 |
| SMOG Indeks | 10.2 |
| Automated Readability Indeks | 11 |
| Antal tegn | 4.614 |
| Antal bogstaver | 3.582 |
| Antal sætninger | 34 |
| Antal ord | 840 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 24,71 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 128 |
| Procentdel af lange ord | 15.2% |
| Antal Stavelser | 1.176 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
| Ord med tre stavelser | 50 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 6% |
