Læsetid for børn: 12 min
Nu skal du høre!
Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattig, foragtet blomst. Nej den var så fornøjet, den vendte sig lige imod den varme sol, så op i den og hørte på lærken, som sang i luften.
Den lille gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor helligdag, og så var det dog en mandag. Alle børn var i skole. Mens de sad på deres bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne stilk og lærte også af den varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille lærke sang så tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed følte, og gåseurten så med en slags ærbødighed op til den lykkelige fugl, der kunne synge og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke kunne det. „Jeg ser og hører jo!“ tænkte den, „solen skinner på mig og vinden kysser mig! oh, hvor jeg dog er blevet begavet!“
Inden for stakittet stod så mange stive, fornemme blomster, jo mindre duft de havde, des mere knejsede de. Pæonerne blæste sig op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen, som gør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste kulører, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mærke til den lille gåseurt udenfor, men den så des mere på dem og tænkte: „Hvor de er rige og dejlige! ja, dem flyver vist den prægtige fugl ned til og besøger! Gud ske lov, at jeg står så nær herved, så kan jeg dog få den stads at se!“ og lige idet den tænkte det, „kvirrevit!“ der kom lærken flyvende, men ikke ned til pæoner og tulipaner, nej, ned i græsset til den fattige gåseurt, der blev så forskrækket af bare glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulle tænke.
Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: „Nej, hvor dog græsset er blødt! og se, hvilken sød lille blomst med guld i hjertet og sølv på kjolen!“ den gule prik i gåseurten så jo også ud som guld, og de små blade rundt om var skinnende sølvhvide.
Så lykkelig som den lille gåseurt var, nej, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit næb, sang for den og fløj så igen op i den blå luft. Det varede bestemt et helt kvarter, før blomsten kunne komme sig igen. Halvt undselig og dog inderlig fornøjet så den til blomsterne inde i haven. De havde jo set den ære og lyksalighed, der var vederfaret hende, de måtte jo begribe, hvilken glæde det var, men tulipanerne stod nok engang så stive som før, og så var de så spidse i ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig. Pæonerne var ganske tykhovedede, bu! det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde gåseurten fået en ordentlig tiltale. Den stakkels lille blomst kunne nok se, at de var ikke i godt humør, og det gjorde den så inderligt ondt. I det samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv så skarp og skinnende, hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af efter den anden. „Uh!“ sukkede den lille gåseurt, „det var jo forskrækkeligt, nu er det forbi med dem!“ Så gik pigen bort med tulipanerne. Gåseurten var glad ved, at den stod ude i græsset og var en lille, fattig blomst. Den følte sig ret så taknemlig, og da solen gik ned, foldede den sine blade, sov ind og drømte hele natten om solen og den lille fugl.
Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom små arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lærke havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur tæt ved det åbne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grønne korn på marken og om den dejlige rejse, den kunne gøre på sine vinger højt op i luften. Den stakkels fugl var ikke i godt humør, fangen sad den der i buret.
Den lille gåseurt ønskede så gerne at hjælpe, men hvorledes skulle den bære sig ad dermed. Ja det var vanskeligt at hitte på. Den glemte rent, hvor smukt alt stod rundt om, hvor varmt solen skinnede, og hvor smukke hvide dens blade så ud. Ak, den kunne kun tænke på den fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gøre noget for.
Da kom der i det samme to små drenge ud af haven. Den ene af dem havde i hånden en kniv, stor og skarp som den, pigen havde til at skære tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille gåseurt, der slet ikke kunne begribe, hvad de ville.
„Her kan vi skære en dejlig græstørv til lærken!“ sagde den ene dreng og begyndte at skære i en firkant dybt ned, omkring gåseurten, så at den kom til at stå midt i græstørven.
„Riv den blomst af!“ sagde den anden dreng, og gåseurten rystede ordentlig af angst, thi at blive revet af, var jo at miste livet, og nu ville den så gerne leve, da den skulle med græstørven ind i buret til den fangne lærke.
„Nej, lad den sidde!“ sagde den anden dreng, „den pynter så net!“ og så blev den siddende og kom med ind i buret til lærken.
Men den stakkels fugl klagede højt over sin tabte frihed og slog med vingerne mod jerntrådene i buret. Den lille gåseurt kunne ikke tale, ikke sige et trøstende ord, ihvor gerne den ville. Således gik hele formiddagen.
„Her er intet vand!“ sagde den fangne lærke, „de er alle ude og have glemt mig med en dråbe at drikke! min hals er tør og brændende! der er ild og is indeni mig og luften er så tung! Ak, jeg må dø, fra det varme solskin, fra det friske grønne, fra al den dejlighed, Gud har skabt!“ og så borede den sit lille næb ned i den kølige græstørv, for derved at opfriskes lidt. Da faldt dens øjne på gåseurten, og fuglen nikkede til den, kyssede den med næbbet og sagde: „Du må også visne herinde, du stakkels lille blomst! Dig og den lille grønne plet græs har man givet mig for den hele verden, jeg havde udenfor! hvert lille græsstrå skal være mig et grønt træ, hvert af dine hvide blade en duftende blomst! ak, I fortæller mig kun, hvor meget jeg har mistet!“
„Hvem der dog kunne trøste ham!“ tænkte gåseurten, men den kunne ikke røre et blad. Dog duften, som strømmede ud af de fine blade, var langt stærkere, end den ellers findes hos denne blomst. Det mærkede også fuglen, og skønt den forsmægtede af tørst og i sin pine rev de grønne græsstrå af, rørte den slet ikke blomsten.
Det blev aften, og endnu kom ingen og bragte den stakkels fugl en vanddråbe. Da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem krampagtigt, dens sang var et vemodigt pipi. Det lille hoved bøjede sig henimod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og længsel. Da kunne blomsten ikke, som aftnen forud, folde sine blade sammen og sove, den hang syg og sørgende ned mod jorden.
Først den næste morgen kom drengene, og da de så fuglen død, græd de, græd mange tårer og gravede den en nydelig grav, som blev pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rød, dejlig æske, kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! da han levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han stads og mange tårer.
Men græstørven med gåseurten blev kastet ud i støvet på landevejen, ingen tænkte på den, som dog havde følt mest for den lille fugl og som gerne ville trøste den!

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
Eventyret „Gåseurten“ af Hans Christian Andersen er en smuk og poetisk fortælling om en ydmyg blomst, der, trods sin beskedne eksistens, oplever stor glæde og sorg. Historien udspiller sig på landet, hvor en lille gåseurt vokser uden for en have fyldt med prangende blomster. Gåseurten føler sig lykkelig, selvom ingen lægger mærke til den, fordi den får solens varme og vinden kysser dens blade.
Blomsten er skildret som en ydmyg og tilfreds skabning, der ikke føler sig mindreværdig trods de fornemme blomster i haven. Dens ydmyge glæde bliver bemærket af en lærke, der vælger at lande ved gåseurten og synge for den – en handling, der fylder den lille blomst med ubeskrivelig glæde. Men snart ændrer lykken sig, da lærken fanges og sættes i bur. Gåseurten bliver ved et tilfælde placeret i buret som selskab for lærken, men dens glæde bliver til sorg, da den oplever fuglens håbløshed og længsel efter frihed.
Historien fremhæver temaer som beskedenhed, medfølelse og den ofte oversete skønhed og betydning i det små og enkle. Den lille blomsts følelser for lærken viser dens dybe empati, mens de flotte blomster i haven symboliserer stolthed og overfladisk skønhed uden egentlig indhold. Andersen bruger eventyret til at afspejle en stærk medmenneskelighed og empati, hvor de største gaver ikke nødvendigvis er de mest synlige eller materielle. Gåseurtens historie slutter med, at den ender på landevejen, glemt af alle, men den har dog stadig været en trofast ven til lærken i dens sværeste stund.
Hans Christian Andersens eventyr „Gåseurten“ præsenterer en række temaer og fortolkningsmuligheder, som kan fortolkes på forskellige måder afhængig af perspektiv og kulturel kontekst.
Ydmyghedens Værdi: Gåseurten repræsenterer ydmyghed og beskedenhed i kontrast til de prangende blomster i haven, som er optaget af deres egen storhed. Gåseurten finder glæde i simple ting som solens lys og lærkens sang, mens haven blomsterne overser hende. Denne livsfilosofi belønnes, da lærken finder værdi i gåseurten.
Frihed og Fangenskab: Historien reflekterer over temaet frihed versus fangenskab. Lærken, som oprindeligt er fri og syngende, bliver fanget og mister sin frihed, hvilket fører til dens død. Gåseurtens frihed uden for hegnet i starten kontrasteres med lærkens fangenskab, og viser hvordan de mest værdifulde ting kan blive taget for givet, indtil de mistes.
Empati og Medfølelse: Gåseurtens dybe empati for lærken eksemplificerer medfølelse over for andres lidelse. Selvom gåseurten ikke kan handle, ønsker den inderligt at kunne trøste lærken. Dette kan ses som en kritik af menneskets tilbøjelighed til at overse eller ignorere andres lidelse, indtil det er for sent.
Kritik af Forfængelighed: De forfængelige blomster i haven, der ikke lægger mærke til gåseurten, kan tolkes som en kritik af overfladiskhed og forfængelighed. De store blomster mister deres pragt og blive skåret af, mens gåseurten fortsætter med at finde glæde i sin egen simple eksistens.
Døden og Mindet: Lærkens død og drengenes efterfølgende sorg understreger, hvordan vi ofte værdsætter noget først, når det er mistet. Gåseurtens triste skæbne, der bliver glemt, indikerer en kritik af menneskets tendens til at overse det uhåndgribelige og uselviske.
I „Gåseurten“ anvender Andersen elementer fra naturen til at spejle menneskelige følelser og situationer, hvilket gør historiens budskaber om ydmyghed, medfølelse og frihed tidløse og universelle.
Hans Christian Andersens eventyr „Gåseurten“ er en symbolsk fortælling, der fremhæver temaer som ydmyghed, skønhed i det enkle, og konsekvenserne af menneskets manglende forståelse og empati. Her er en sproglig analyse af nogle af de centrale elementer i teksten:
Besjæling og Personifikation: Naturen er gennemgået af besjælende beskrivelser; gåseurten bliver beskrevet som glad og tilfreds, og den kan tænke og føle, ligesom lærken, der tilskrives menneskelige egenskaber ved at synge og opleve følelser af savn og længsel.
Kontraster: Der er en tydelig kontrast mellem de „stive, fornemme blomster“ i haven og den „lille, fattige gåseurt“. Dette understreger forskellen mellem pragt og enkelhed, samt hvordan ydmyghed ofte overses og undervurderes.
Symbolik: Gåseurten symboliserer ydmyghed og skønhed i det simple, mens lærerken symboliserer frihed og længslen efter noget større end det, der umiddelbart er tilgængeligt.
Tematik
Frihed vs. Fangenskab: Lærken, der langsomt kvæles i buret, repræsenterer tabet af frihed og det naturlige liv. Gåseurtens glæde, selv i sin ydmyge tilstedeværelse, står i stærk kontrast til lærkens fangenskab.
Empati og Ligegyldighed: Gåseurten ønsker at hjælpe lærken, mens drengene, der er ansvarlige for lærkens fangenskab, først viser omsorg efter fuglens død. Dette peger på en kritik af, hvordan mennesker ofte handler med hensyn til overfladisk skønhed og ceremonier snarere end ægte medfølelse.
Fortællestruktur
Narrativ Udvikling: Historien bevæger sig fra skønhed og tilfredshed i naturens orden til tragedie, fangenskab og tab. Denne udvikling vækker eftertanke hos læseren om vigtigheden af at værdsætte det simple og naturlige i live.
Brug af Dialog: Dialogen mellem drengene og den beskrivende fortællerstemme fremhæver forskellen i perspektiverne mellem menneskene og naturen.
Gennem disse sprogelementer formår Andersen at skabe en fortælling, der taler til vigtige menneskelige værdier og de hyppigt oversete forhold mellem mennesker og den naturlige verden. Eventyret bærer både en melankolsk og moralsk tone, der beder læserne om at være mere opmærksomme og værdsætte den skønhed, der ligger i ydmyghed og enkelhed.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 30.4 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 75.5 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 7 |
Gunning Fog Indeks | 9.2 |
Coleman–Liau Indeks | 8.4 |
SMOG Indeks | 9 |
Automated Readability Indeks | 6.6 |
Antal tegn | 7.598 |
Antal bogstaver | 5.889 |
Antal sætninger | 83 |
Antal ord | 1.430 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 17,23 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 189 |
Procentdel af lange ord | 13.2% |
Antal Stavelser | 1.925 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,35 |
Ord med tre stavelser | 84 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 5.9% |