Læsetid for børn: 12 min
Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: „Tinsoldater!“ Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.
På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør; hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon og et lille smalt blåt bånd over skulderen ligesom et gevandt; midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.
„Det var en kone for mig!“ tænkte han; „men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!“ Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; der kunne han ret se på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.
Da det blev ud på aftnen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu begyndte legetøjet at lege, både at komme fremmede, føre krig og holde bal; tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen; det var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun holdt sig så rank på tåspidsen og begge armene udad; han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende.
Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold, det var sådant et kunststykke.
„Tinsoldat!“ sagde trolden, „vil du holde dine øjne hos dig selv!“
Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.
„Ja bi til i morgen!“ sagde trolden.
Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller trækvind, lige med ét fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og blev stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.
Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at søge; men skønt de var færdig ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.
Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.
„Se du!“ sagde den ene, „der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!“
Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen; begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja det havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og imellem så drejede den så gesvindt, så det dirrede i tinsoldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen.
Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske.
„Hvor mon jeg nu kommer hen,“ tænkte han, „ja, ja, det er troldens skyld! Ak sad dog den lille jomfru her i båden, så måtte her gerne være én gang så mørkt endnu!“
I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.
„Har du pas?“ spurgte rotten. „Hid med passet!“
Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted og rotten bag efter. Hu! hvor den skar tænder, og råbte til pinde og strå:
„Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!“
Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran hvor brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket; tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal, det ville være for ham lige så farligt, som for os at sejle ned af et stort vandfald.
Nu var han allerede så nær derved, at han ikke kunne standse. Båden fór ud, den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige ham på, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den måtte synke; tinsoldaten stod i vand til halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op; nu gik vandet over soldatens hoved, da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se; og det klang for tinsoldatens øre:
„Fare, fare, krigsmand! Døden skal du lide!“
Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem men blev i det samme slugt af en stor fisk.
Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.
Fisken fór omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: „Tinsoldat!“ Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køknet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst om i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet og der nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund derfor; det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.
Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den standhaftige tinsoldat“ er et klassisk eventyr skrevet af den danske forfatter Hans Christian Andersen. Fortællingen handler om en gruppe på femogtyve tinsoldater, men fokuserer især på en enkelt soldat, der adskiller sig fra resten, da han kun har ét ben. Historien udforsker temaer som standhaftighed, mod og kærlighed gennem tinsoldatens oplevelser.
Tinsoldaten er en gave til en lille dreng på hans fødselsdag, og han bliver straks fascineret af en lille papir-danserinde, som han tror deler hans skæbne med kun ét ben. Mens huset falder til ro om natten, vækkes legetøjet til live, og en jaloux trold fra en snustobaksdåse advarer ham om at holde sine øjne for sig selv. Troldens trussel synes at blive opfyldt dagen efter, da en uforklarlig hændelse sender tinsoldaten ud af vinduet.
Udenfor bliver tinsoldaten involveret i et dramatisk eventyr, hvor han bliver sendt på en farefuld rejse gennem byens regnvåde rendesten i en papirsbåd. Han bliver angrebet af en vandrotte og kastet ud i en kanal, før han til sidst bliver slugt af en fisk. Skæbnen fører ham dog tilbage til det samme hjem, hvor hans historie begyndte.
Det emotionelle klimaks i fortællingen opstår, da en af børnene uden forklaring kaster tinsoldaten i kakkelovnen. Den lille danserinde følger kort efter, båret af vinden ind i flammerne. Til sidst smelter tinsoldaten til et lille tinhjerte, der sammen med danserindens sorte paillet er det eneste, der bliver tilbage.
„Den standhaftige tinsoldat“ er kendt for sine centrale budskaber om udholdenhed og kærlighedens evige ild, selv i mødet med ødelæggelse. Historien viser også Andersens evne til at blande fantasi med dybe, følelsesmæssige temaer, hvilket gør fortællingen tidløs og relevant for læsere i alle aldre.
„Den standhaftige tinsoldat“ af Hans Christian Andersen er et eventyr fyldt med symbolik og temaer, som kan tolkes på mange forskellige måder.
Standhaftighed og mod: Tinsoldaten er en metafor for standhaftighed og mod. På trods af kun at have ét ben, står han fast og bevarer sin værdighed gennem en række farlige og udfordrende situationer. Hans rejse kan ses som en allegori for menneskets evne til at stå imod modgang og bevare integritet.
Kærlighed og tab: Soldatens fascination af den lille danserinde repræsenterer en dyb og oprigtig kærlighed, som dog er umulig at fullbyrde. Selvom de er adskilt, bevarer de begge deres trofasthed over for hinanden, hvilket peger på idealiseret og tragisk kærlighed, der ofte ses som et tema i romantiske fortællinger.
Sociale klasser og skæbne: Tinsoldatens og danserindens adskillelse kan også ses som en kommentar til de sociale barrierer og forskelle. Soldaten, der bor i en æske med sine 24 brødre, finder danserinden uopnåelig, fordi hun bor i et slot. Denne klasseforskel kan være et billede på de skillelinjer, som samfundet tegner mellem forskellige mennesker.
Livets skrøbelighed: Eventyret illustrerer livets tilfældighed og skrøbelighed. Tinsoldatens rejse er fuld af uventede hændelser, lige fra at blive kastet ud af vinduet til at ende i en fiskemave. På denne måde spejler hans oplevelser, hvordan livet kan tage uventede drejninger og føre til uforudsigelige afslutninger.
Kunstnerens dilemma: Tinsoldaten og danserinden kan ses som repræsentationer af kunstnerens dilemma. Soldaten som kunstværk er hård og uforanderlig, mens danserinden er let og flygtig som kunstnerisk skabelse. Deres ultimative sammensmeltning i ilden symboliserer kunsten og kunstnerens stræben efter enighed og skabelse, som ofte indebærer lidelse og selvopofrelse.
Skæbnens uundgåelighed: Trolden i snustobaksdåsen kan tolkes som et symbol på skæbnen, der ubønhørligt driver tinsoldaten mod sin endelige skæbne. Den uundgåelige rejse, han tager fra sin fald fra vinduet til kakkelovnen, kan ses som et billede på menneskets livsløb fra fødsel til død.
Hver af disse fortolkninger viser de dybder af mening, Andersen evnede at indarbejde i sine enkle, men magtfulde fortællinger. Eventyret kan nydes og forstås på mange niveauer, fra det bogstavelige til det metaforiske, og det fortsætter med at resonere hos læsere gennem generationer.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den standhaftige tinsoldat‘ af Hans Christian Andersen“
Handling og tema: Centralt for eventyret er tinsoldatens standhaftighed og udholdenhed, som viser sig gennem en række udfordringer og prøvelser. Fortællingen behandler temaer som uopnåelig kærlighed, skæbnen og trofasthed mod egne principper, hvilket fremgår af soldatens følelser for danserinden og hans uforanderlige fastholdelse af sin soldaterholdning.
Sprogbrug og stil: Andersen benytter et simpelt og direkte sprog, der er kendetegnende for eventyrgenren. Der bruges flere beskrivelser og personifikationer, hvor legetøjet og andre objekter gives menneskelige egenskaber. Fx bliver tinsoldaten og danserinden til levende karakterer med komplekse følelser og mål.
Symbolik: Tinsoldaten symboliserer standhaftighed og trofasthed, som også afspejles i hans fysiske tilstand – han har kun ét ben, men står alligevel fast og urokkelig. Danserinden symboliserer den skønhed og perfektion, der er svær at opnå. Slottet og danserinden ses af tinsoldaten som noget uopnåeligt; det repræsenterer drømme og længsler, der er uden for rækkevidde.
Motiv og kontrast: Motiver som opofrelse og trofasthed er gennemgående i eventyret. Kontrasten mellem tinsoldatens verdens faste stilling og det kaotiske miljø omkring ham fremhæver hans styrke og udholdenhed. Trolden i snustobaksdåsen, der er en symbolsk repræsentation af skæbnens lunefuldhed, skaber yderligere konflikt.
Fortællerperspektiv: Eventyret fortælles af en alvidende fortæller, der giver læseren indsigt i både de ydre begivenheder og tinsoldatens indre tanker og følelser. Fortælleren skaber en balance mellem distance og nærvær, hvilket gør historien universel og tidløs.
Sprogtoner og stemning: Fortællingens tone skifter mellem let og melankolsk, med en vis tragik indlejret i fortællingens fremadskridende events. Den melankolske undertone fremhæves, når tinsoldaten står over for sine skæbnesvangre udfordringer, og hans ensomme kamp formidler en dyb følelse af tab og længsel.
Eventyrets slutning: Slutningen er både tragisk og smuk, hvor tinsoldaten og danserinden på en måde genforenes i asken; et symbol på ægte kærlighed, der trodser alle odds og finder sin opfyldelse i sidste ende. Eventyrets sentimentale og moralske budskab om standhaftighed og kærlighed efterlader et stærkt indtryk på læseren.
Samlet set er „Den standhaftige tinsoldat“ et rigt kompositionelt stykke, der med sine narrative og symbolske elementer bærer mange af Andersen-kendetegnene, herunder en elegant blanding af fantasi og virkelighed samt en evne til at formidle dybe menneskelige erfaringer gennem det enkle og overkommelige medie, som et eventyr tilbyder.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL, RO |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 34.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 66.1 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9 |
| Gunning Fog Indeks | 11.4 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.8 |
| SMOG Indeks | 10.8 |
| Automated Readability Indeks | 8.2 |
| Antal tegn | 7.938 |
| Antal bogstaver | 6.155 |
| Antal sætninger | 74 |
| Antal ord | 1.475 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 19,93 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 211 |
| Procentdel af lange ord | 14.3% |
| Antal Stavelser | 2.101 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,42 |
| Ord med tre stavelser | 129 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 8.7% |
