Læsetid for børn: 10 min
Der var en rigtig student, han boede på kvisten og ejede ingenting; der var en rigtig spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i! det kunne spækhøkeren give; og nissen blev i butikken og det var meget lærerigt.
En aften kom studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost; han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket „god aften“ af spækhøkeren og af madammen, og det var en kone, som kunne mere, end nikke, hun havde talegaver! – og studenten nikkede igen og blev så stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt om osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives i stykker, en gammel bog, fuld af poesi.
„Der ligger mere af den!“ sagde spækhøkeren, „jeg gav en gammel kone nogle kaffebønner for den; vil De give mig otte skilling, skal De have resten!“
„Tak,“ sagde studenten, „lad mig få den i stedet for osten! jeg kan spise smørrebrødet bart! syndigt var det, om hele den bog skulle rives i stumper og stykker. De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De dem ikke mere på, end den bøtte!“
Og det var uartigt sagt, især mod bøtten, men spækhøkeren lo og studenten lo, det var jo sagt sådan i en slags spøg. Men nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en spækhøker, der var husvært og solgte det bedste smør.
Da det blev nat, butikken lukket og alle tilsengs, på studenten nær, gik nissen ind og tog madammens mundlæder, det brugte hun ikke når hun sov, og hvor i stuen han satte det på nogensomhelst genstand, der fik den mål og mæle, kunne udtale sine tanker og følelser lige så godt, som madammen, men kun en ad gangen kunne få det, og det var en velgerning, for ellers havde de jo talt hverandre i munden.
Og nissen satte mundlæderet på bøtten, hvori de gamle aviser lå: „Er det virkeligt sandt,“ spurgte han, „at De ikke ved, hvad poesi er?“
„Jo, det ved jeg,“ sagde bøtten, „det er sådant noget, som står på nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulle tro, at jeg har mere af det indeni mig, end studenten, og jeg er kun en ringe bøtte imod spækhøkeren!“
Og nissen satte mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og han satte det på smørfjerdingen og pengeskuffen; – alle var de af mening, som bøtten, og hvad de fleste er enige om, det må man respektere.
„Nu skal studenten få!“ og så gik nissen ganske sagte ad køkkentrappen op til kvisten, hvor studenten boede. Der var lys derinde, og nissen kiggede gennem nøglehullet og så, at studenten læste i den pjaltede bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af bogen en klar stråle, der blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grene vidt ud over studenten. Hvert blad var så friskt og hver blomst var et dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og forunderlige klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det vidunderligt dejligt!
Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet. Og så blev han stående på tåspidserne, kiggede og kiggede, til lyset derinde slukkedes; studenten blæste nok sin lampe ud og gik til sengs, men den lille nisse stod der alligevel, thi sangen klang endnu så blød og dejlig, en yndig vuggevise for studenten, der lagde sig til ro.
„Her er mageløst!“ sagde den lille nisse, „det havde jeg ikke ventet! – Jeg tror, at jeg vil blive hos studenten –!“ – og han tænkte – og tænkte fornuftigt, og så sukkede han: „Studenten har ingen grød!“ – og så gik han – ja, så gik han ned igen til spækhøkeren; – og det var godt han kom, for bøtten havde næsten forbrugt alt madammens mundlæder, ved at udtale fra en led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i begreb med at vende sig, for at give det samme igen fra den anden led, da nissen kom og tog mundlæderet igen til madammen; men hele butikken, fra pengeskuffen til pindebrændet havde fra den tid mening efter bøtten, og de agtede den i en sådan grad, og tiltroede den så meget, at når spækhøkeren siden efter læste „Kunst- og teateranmeldelser“ af sin „Tidende,“ den om aftnen, så troede de, at det kom fra bøtten.
Men den lille nisse sad ikke længere rolig og lyttede til al den visdom og forstand dernede, nej så snart at lyset skinnede fra kvistkammeret, så var det ligesom om strålerne var stærke ankertove, der drog ham derop, og han måtte af sted og kigge ind af nøglehullet, og der ombruste ham da en storhed, som den vi føler ved det rullende hav, når Gud i stormen går hen over det, og han brast i gråd, han vidste ikke selv, hvorfor han græd, men der var i denne gråd noget så velsignet! – Hvor det måtte være mageløst dejligt, at sidde med studenten under det træ, men det kunne ikke ske, – han var glad ved nøglehullet. Der stod han endnu på den kolde gang, da efterårsvinden blæste ned fra loftslugen og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for vinden. Hu! så frøs han og krøb ned igen i sin lune krog; der var mageligt og behageligt! – Og da julegrøden kom med en stor klump smør, – ja, så var spækhøkeren mester!
Men midt om natten vågnede nissen ved et frygteligt rabalder på vinduesskodderne, folk udenfor dundrede på; vægteren peb, der var stor ildløs; hele gaden stod i lysende lue. Var det her i huset eller hos naboens? Hvor? Det var en forfærdelse! spækhøkermadammen blev så befippet, at hun tog sine guld-ørenringe af ørene og puttede dem i lommen, for dog at redde noget, spækhøkeren løb efter sine obligationer og tjenestepigen efter sin silkemantille, den havde hun råd til; hver ville redde det bedste og det ville også den lille nisse, og i et par spring var han oppe ad trappen og inde hos studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på ilden, der var i genboens gård. Den lille nisse greb på bordet den vidunderlige bog, puttede den i sin røde hue og holdt på den med begge hænder, husets bedste skat var frelst! og så fór han af sted, helt ud på taget, helt op på skorstenen og der sad han belyst af det brændende hus lige overfor og holdt med begge hænder på sin røde hue, hvori skatten lå. Nu kendte han sit hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da så ilden var slukket og han blev besindig, – ja: „jeg vil dele mig imellem dem!“ sagde han: „jeg kan ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld!“
Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre går også til spækhøkeren – for grøden.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Nissen hos spækhøkeren“ er et eventyr skrevet af Hans Christian Andersen, der illustrerer kontrasten mellem materielle goder og åndelig rigdom. Fortællingen handler om en nisse, der står i et dilemmasituation mellem en student og en spækhøker. Studenten symboliserer den åndelige og intellektuelle rigdom, mens spækhøkeren repræsenterer de materielle goder.
Historien begynder med nissens loyalitet til spækhøkeren, fordi han får julegrød der. Spækhøkeren, der ejer huset, lever et liv fokuseret på det materielle, mens studenten, som bor på kvisten, ikke ejer meget, men er rig på viden og poesi, hvilket fascinerer nissen.
Da studenten en dag køber ost indpakket i et blad fra en gammel bog, afsløres det, at spækhøkeren mangler forståelse for poesiens værd. Studenten vælger at købe resten af bogen i stedet for osten, hvilket fornærmer nissen, da han først ikke forstår studentens valg.
Nissen bruger efterfølgende et mundlæder til at give de ting i spækhøkerens butik evnen til at tale, og de bekræfter spækhøkerens holdning til poesiens værdi. Men da nissen senere kigger ind til studenten gennem nøglehullet, ser han, hvordan poesien materialiserer sig som et magisk træ med blomster og stjerner, og bliver dybt rørt af denne skønhed. Dette får nissen til at overveje sin loyalitet.
Da der udbryder brand i nabolaget, vælger nissen at redde studentens dyrebare bog, da han erkender dens sande værdi. Selvom han ønsker at blive hos studenten, vælger nissen alligevel at dele sin tid mellem studenten og spækhøkeren, for han kan ikke undvære grødens komfort.
Historien slutter med en erkendelse af, at folk ofte vælger praktiske behov, som spækhøkerens grød, men også længes efter åndelige værdier, der giver dybere mening i livet. Dette er en kommentar på den menneskelige natur og de valg, vi som mennesker ofte står overfor.
Hans Christian Andersens eventyr „Nissen hos spækhøkeren“ rummer flere forskellige fortolkninger og temaer, der kan belyses.
Følgende er nogle af de centrale aspekter
Konflikten mellem materiel og åndelig værdi: Eventyret indkapsler konflikten mellem det materielle og det åndelige. Studenten repræsenterer den åndelige og intellektuelle verden, der værdsætter poesi og indsigt, mens spækhøkeren står for det praktiske og materielle, hvor økonomisk gevinst og overlevelse er i fokus. Nissen, som er fanget mellem disse to verdener, symboliserer splittelsen i mennesket, der ofte står mellem materielle behov og åndelige ønsker.
Kunstens magi og kraft: Den nydelse og fascination, som nissen oplever gennem studentens læsning af den gamle poesibog, illustrerer kunstens og litteraturens magiske evne til at løfte sjælen og tilbyde en flugt fra det dagligdags. Træet, som vokser frem fra bogen, med sine stjerner og lys, er et symbol på den kreative proces og den inspiration kunst kan give.
Loyalitet og moral: Nissens kamp for at vælge mellem spækhøkeren og studenten kan ses som en allegori for menneskets kamp om at finde sin plads og definere sine prioriteter i livet. Hans endelige beslutning om at „dele sig imellem dem“ understreger den menneskelige tendens til kompromis af hensyn til praktiske nødvendigheder, selv når man har fået indsigt i højere værdier.
Betydningen af samfundslaget og dannelse: Studenten og spækhøkeren repræsenterer også to forskellige samfundslag og den forskel i dannelse og værdisæt, der følger med. Studenten søger mening og skønhed, mens spækhøkerens verden fokuserer på mere håndgribelige værdier.
Menneskets hykleri: Slutningen, hvor nissen indrømmer, at han stadig er knyttet til spækhøkeren for grødens skyld, reflekterer måske menneskets hykleri eller sårbarhed. Selv når vi har erkendt en højere sandhed eller skønhed, forbliver vi ofte bundet til vores materielle ønsker og behov.
Eventyret bruger humor og magisk realisme til at skabe en fortælling, der både er underholdende og tankevækkende, og tilbyder en skarp kritik af samfundets og individets prioriteringer.
Den sproglige analyse af H. C. Andersens eventyr „Nissen hos spækhøkeren“ kan dække flere aspekter, herunder brug af sprog, karakterbeskrivelse, temaer, symbolsprog og stilistiske valg.
Her er nogle vigtige punkter:
Sprogets Stil og Struktur
Narrativ Stil: H. C. Andersen anvender en klassisk eventyrstil med en allvidende fortæller, der giver læseren indsigt i karakterernes tanker og følelser.
Dialoger: Dialogen mellem karaktererne, især mellem nissen og de inddragede objekter, giver liv til historien og tilføjer humor.
Beskrivelse og Detaljegrad: Andersens beskrivelser er ofte detaljerede og maleriske, hvilket kan ses i beskrivelsen af lys og skygger samt objekternes „liv“ gennem mundlæderet.
Karakterbeskrivelse
Nissen: Den lille nisse repræsenterer magi og barnlig nysgerrighed. Han fungerer som en katalysator for historien, der skaber forbindelse mellem studenten og spækhøkeren.
Studenten: Studenten repræsenterer intellekt og kærlighed til litteratur. Han værdsætter værdien af poesi mere end materielle goder.
Spækhøkeren: Han er en praktisk karakter, der står i kontrast til studenten. Han symboliserer den materialistiske verden, der ikke forstår eller værdsætter poesien.
Temaer
Kontrasten mellem det materielle og det åndelige: Eventyret udforsker spændingen mellem materiel rigdom og åndelig rigdom. Studenten og spækhøkeren repræsenterer disse to yderpunkter.
Værdi af Poesi: Poesiens værdi er central i eventyret, ikke kun som en litterær form, men som en kilde til åndelig berigelse.
Ambivalens og Valg: Nissen personificerer konflikter og valg, som hver karakter står overfor – mellem det hjemlige og det sublime, det materielle og det åndelige.
Symbolik
Den Revnede Bog: Symboliserer traditionel dannelse og den skønhed, der findes i litteraturen. Den står som et modstykke til den iøjnefaldende forbrugs- og salgsmentalitet i spækhøkerens butik.
Mundlæderet: Giver stemme til det tavse og anvendes som en magisk genstand, der giver liv til objekterne. Det understreger temaet om, hvordan forskellige perspektiver kan bidrage til forståelsen af verden.
Stilistiske Valg
Humor og Ironi: Andersen anvender humor og ironi til at understrege konflikten mellem de praktiske og åndelige verdener, som når nissen giver bøtten mulighed for at ytre sig om poesi.
Billedsprog: Rig brug af metaforer og billeder, som når lyset fra bogen skaber et fantastisk træ eller når påklædning og liv tildeles livløse genstande.
Samlet set er „Nissen hos spækhøkeren“ en poetisk og humoristisk fortælling, der undersøger menneskelige værdier gennem en magisk linse og kritisk stiller spørgsmål ved den moderne materialisme.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, IT, NL |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 39.7 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 59.1 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 11 |
Gunning Fog Indeks | 13.6 |
Coleman–Liau Indeks | 9.4 |
SMOG Indeks | 12 |
Automated Readability Indeks | 10.7 |
Antal tegn | 6.612 |
Antal bogstaver | 5.133 |
Antal sætninger | 50 |
Antal ord | 1.201 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 24,02 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 188 |
Procentdel af lange ord | 15.7% |
Antal Stavelser | 1.751 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,46 |
Ord med tre stavelser | 123 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 10.2% |