Læsetid for børn: 14 min
„Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!“ sagde snemanden. „Vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor!“ det var Solen, han mente; den var lige ved at gå ned. „Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne!“
Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder.
Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne.
Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft.
„Der har vi hende igen fra en anden kant!“ sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen. „Jeg har vænnet hende af med at glo! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg ville så gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe!“
„Væk! væk!“ bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. „Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand i fjor og med hans formand; væk! væk! og væk er de alle!“
„Jeg forstår dig ikke, kammerat!“ sagde snemanden; „skal den deroppe lære mig at løbe?“ Han mente Månen; „ja hun løb jo rigtignok før, da jeg så stift på hende, nu lister hun fra en anden kant!“
„Du ved ingenting!“ sagde lænkehunden, „men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes Månen, den der gik, var Solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte!“
„Jeg forstår ham ikke!“ sagde snemanden, „men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på følelsen!“
„Væk! væk!“ bjæffede lænkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove.
Der kom virkelig forandring i vejret. En tåge, så tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele egnen; i dagningen luftede det; vinden var så isnende, frosten tog ordentlig tag, men hvor det var et syn at se, da Solen stod op. Alle træer og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det var som om alle grene var overdænget af strålehvide blomster. De uendelig mange og fine forgreninger, dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid glans ud fra hver gren. Hængebirken bevægede sig i vinden, der var liv i den, som i træerne ved sommertid; det var en mageløs dejlighed! og da Solen så skinnede, nej, hvor funklede det hele, som om det var overpudret med diamantstøv og hen over jordens snelag glimrede de store diamanter, eller man kunne også tro, at der brændte utallige små bitte lys, endnu hvidere end den hvide sne.
„Det er en mageløs dejlighed!“ sagde en ung pige, som med en ung mand trådte ud i haven og standsede just ved snemanden, hvor de så på de glimrende træer. „Dejligere syn har man ikke om sommeren!“ sagde hun, og hendes øjne strålede.
„Og sådan en karl, som ham der, har man nu slet ikke!“ sagde den unge mand og pegede på snemanden. „Han er udmærket!“
Den unge pige lo, nikkede til snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som om de gik på stivelse.
„Hvem var de to?“ spurgte snemanden lænkehunden; „du er ældre på gården end jeg, kender du dem?“
„Det gør jeg!“ sagde lænkehunden. „Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et kødben; dem bider jeg ikke!“
„Men hvad forestiller de her?“ spurgte snemanden.
„Kærrrrr-restefolk!“ sagde lænkehunden. „De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. Væk! væk!“
„Har de to lige så meget at betyde som du og jeg?“ spurgte snemanden.
„De hører jo til herskabet!“ sagde lænkehunden; „det er rigtignok såre lidt man ved, når man er født i går! det mærker jeg på dig! jeg har alder og kundskab, jeg kender alle her på gården! og jeg har kendt en tid, hvor jeg ikke stod her i kulde og lænke; væk! væk!“
„Kulden er dejlig!“ sagde snemanden. „Fortæl, fortæl! men du må ikke rasle med lænken, for så knækker det i mig!“
„Væk! væk!“ bjæffede lænkehunden. „Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da lå jeg i fløjlsstol derinde på gården, lå i skødet på det øverste herskab; blev kysset i flaben og visket om poterne med broderet lommetørklæde; jeg hed „den dejligste,“ – „nussenussebenet,“ men så blev jeg dem for stor! så gav de mig til husholdersken; jeg kom i kælderetagen! Du kan se ind i den, hvor du står; du kan se ned i kamret, hvor jeg har været herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenpå, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med af børn, som ovenpå. Jeg havde lige så god føde, som før og meget mere! jeg havde min egen pude, og så var der en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i denne verden! jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. Oh, den kakkeovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!“
„Ser en kakkelovn så dejlig ud!“ spurgte snemanden. „Ligner den mig?“
„Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messingtromle. Den æder brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du står!“
Og snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messingtromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kender, når de ikke er snemænd.
„Og hvorfor forlod du hende?“ sagde snemanden. Han følte at det måtte være et hunkønsvæsen. „Hvor kunne du forlade et sådant sted?“
„Det var jeg nok nødt til!“ sagde lænkehunden, „de smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev enden på det!“
Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælderetage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som snemanden selv.
„Det knager så underligt i mig!“ sagde han. „Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldt. Det er mit højeste ønske, mit eneste ønske og det ville være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må hælde mig op til hende, om jeg også skal knuse vinduet!“
„Der kommer du aldrig ind!“ sagde lænkehunden, „og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!“
„Jeg er så godt som væk!“ sagde snemanden, „jeg brækker over, tror jeg!“
Hele dagen stod snemanden og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke Månen lyser og heller ikke Solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordentligt rødt i snemandens hvide ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst.
„Jeg holder det ikke ud!“ sagde han. „Hvor det klæder hende at række tungen ud!“
Natten var meget lang men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de knagede.
I morgenstunden var kældervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnslængsel.
„Det er en slem syge for en snemand!“ sagde lænkehunden; „jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! – Nu får vi vejrskifte!“
Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.
Tøvejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.
En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde drengene rejst ham om.
„Nu kan jeg forstå det med hans længsel!“ sagde lænkehunden, „snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!“
Og snart var også vinteren overstået.
„Væk, væk!“ bjæffede lænkehunden; men småpigerne på gården sang:
„Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, pil! din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar! Jeg synger med, kukkuk! kvivit! Kom, kære sol, kom sådan tit!“
Så tænker ingen på snemanden!
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Sneemanden“ er et af H. C. Andersens eventyr, der først blev udgivet i 1861. Historien er en smukt fortalt, melankolsk fortælling om en nysgerrig og levende snemand, der oplever verden for første gang.
Snemanden i fortællingen er blevet skabt af en gruppe drenge og synes fascineret af den kolde vinterverden, han befinder sig i. Han er dog også nysgerrig efter ting, han ikke forstår – som solen og månen, som han forveksler med hinanden, og en kakkelovn, han ser gennem et kældervindue. Denne fascination af kakkelovnen bliver en central del af fortællingen, hvor sneemanden føler en mystisk tiltrækning mod den varme, glødende ting, der repræsenterer alt, hvad han ikke er – varm og levende.
Lænkehunden, der tjener som snemandens nabo og eneste samtalepartner, kommer med advarsler om solens magt til at få snemænd til at „løbe“, og han beskriver kakkelovnens dejlige varme, som han selv engang har oplevet, mens han boede indenfor. Hundens historier og snemandens voksende længsel mod kakkelovnen repræsenterer menneskelige følelser af længsel og uudtalt begær.
Eventyret ender tragisk for snemanden, hvis længsel efter kakkelovnens varme først slutter, når hans liv som snemand ophører ved tøvejret. Hans smeltning afslører et kosteskaft, der har tjent som hans „rygrad“ og var årsagen til hans ubevidste længsel efter kakkelovnen – en dagligdags, men for sneen betydningsbærende, kakkelovnsskraber, der har ligget i hans indre.
„Sneemanden“ er typisk for Andersens evne til at bruge eventyret som en spejling af dybere temaer om identitet, begær og forgængelighed. Det blander fantasiens sødme med en forståelse af livets melankoli og vores egne skrøbelige drømme og længsler.
Hans Christian Andersens eventyr „Sneemanden“ er et smukt og melankolsk billede på livets forgængelighed og de umulige ønsker og længsler, som fylder os. Eventyret handler om sneemanden, der er skabt i vinterens kulde og straks føler en stærk tiltrækning mod den varme kakkelovn, han kan se igennem kældervinduet. Denne tiltrækning er hans største drøm, men også umulig at opfylde, da kakkelovnen repræsenterer alt det, sneemanden aldrig kan nå – den varme, der vil få ham til at smelte væk.
Lænkehunden, der fungerer som sneemandens følgesvend og formidler til verden omkring, fortæller ham om kakkelovnens varme, men advarer samtidig om faren ved den. Hunden, selv et symbol på tabet af frihed og livets vilkårlighed, kender kakkelovnssygen fra sine egne oplevelser og har lært at leve med længslen. Sneemanden derimod kan ikke give slip på sin drøm.
Eventyret bærer i sig et stærkt tema om længsel og uopnåelige drømme, hvor sneemanden repræsenterer det menneskelige ønske om det, vi ikke kan få, og som måske i sidste ende vil være vores undergang. Snemandens fascination af kakkelovnen kan tolkes som en metafor for umulig kærlighed eller ønsket om noget, der ligger uden for vores kontrol.
Da tøvejret kommer, og sneemanden smelter, afsløres det, at der har ligget en kakkelovnsskraber inde i ham hele tiden. Dette viser, at længslen og drømmen, om end de til sidst fører til sneemandens undergang, var en integreret del af ham og hans eksistens. Det giver en bittersød afslutning på historien, hvor lænkehunden konstaterer, at nu er snemandens længsel endeligt ovre.
Eventyret minder os om, hvordan vi ofte drages mod det, vi ikke kan få, og hvordan denne dragning kan være en del af vores identitet, selvom det ikke nødvendigvis fører til lykke. Det viser også, hvordan forandring er uundgåelig, og hvordan alle ting – selv en snemand – har deres tid og formål, før de også må „væk, væk“, som lænkehunden så ofte siger.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Sneemanden“ kan tage udgangspunkt i flere aspekter såsom sprogbrug, tematisk indhold, karakterisering og symbolik.
Her er en analyse af nogle af de centrale elementer:
Sprogbrug
Dialog og personifikation: Andersen benytter dialog mellem snemanden og lænkehunden for at give dem liv og karakter. Snemanden taler om kulden og solens stråler med følelser og tanker, hvilket er et klassisk træk hos Andersen, hvor genstande og naturfænomener får menneskelige egenskaber (personifikation).
Dialekt og talesprog: Lænkehunden bruger et mere råt og simpelt sprog, der understreger hans grove og lidt bitre livsperspektiv. Det skaber kontrast til snemandens naivitet.
Tematisk Indhold
Overgang og forandring: Historien udspiller sig i vinterens kulde og overgang til forår. Denne overgang spejles i sneemandens skæbne, da han smelter bort ved tøbruddet. Det er et tema om forgængelighed og naturens cykliske forandringer.
Uopfyldte ønsker: Sneemandens fascination af kakkelovnen—et symbol på varme og hjemlig hygge—afspejler længslen efter noget, der er i modstrid med hans natur. Denne konflikt mellem ønske og virkelighed er centralt for fortællingen.
Uskyld vs. Erfaring: Snemanden repræsenterer uskyld og det nye, mens lænkehunden repræsenterer erfaring og realisme. Deres samtaler reflekterer overgang fra barnlig naivitet til en mere kynisk verdensforståelse.
Symbolik
Sneemanden vs. Kakkelovnen: Sneemanden samles omkring kulde, mens kakkelovnen symboliserer varme. Denne kontrast repræsenterer modsatrettede kræfter og begær i fortællingen.
Lænkehunden: Den gamle lænkehund repræsenterer erfaring og den bidende realitet af fangenskab og fortidens mistede frihed.
Vejret og Årstiderne: Vejrforandringerne i fortællingen symboliserer livets uundgåelige cyklusser og skaber en dynamik, som både snemanden og hunden skal leve i.
Karakterisering
Sneemanden: Han er uskyldig og udforskende, nysgerrig på verden omkring sig, men også uvidende om sin egen skrøbelighed.
Lænkehunden: Gennemsyrer kynisme og melankoli. Har levet et liv fyldt med oplevelser, der har formet en hård ydre facade, men som også viser sig hjælpsom mod snemandens uvidenhed.
Konklusion
H. C. Andersens „Sneemanden“ er en rig fortælling præget af livfuldt sprog, hvor personifikation og dialog bærer eventyrets tematik og symbolik. Historien kredser omkring større emner som forandring, naturens kræfter, længsel, og modsætning, som typisk ses i Andersens værker, der gør det til mere end blot en simpel fortælling – det bliver en refleksion over menneskelige vilkår.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 25.8 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 74.5 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 5.5 |
| Gunning Fog Indeks | 8 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.9 |
| SMOG Indeks | 9 |
| Automated Readability Indeks | 3.7 |
| Antal tegn | 9.081 |
| Antal bogstaver | 6.925 |
| Antal sætninger | 155 |
| Antal ord | 1.650 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 10,65 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 250 |
| Procentdel af lange ord | 15.2% |
| Antal Stavelser | 2.371 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,44 |
| Ord med tre stavelser | 154 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 9.3% |
