Læsetid for børn: 9 min
Der var engang en stoppenål, der var så fin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en synål.
„Ser nu bare til, hvad I holder på!“ sagde stoppenålen til fingrene, der tog den frem. „Tab mig ikke! falder jeg på gulvet, er jeg i stand til aldrig at findes igen, så fin er jeg!“
„Der er måde med!“ sagde fingrene og så klemte de hende om livet.
„Ser I, jeg kommer med suite!“ sagde stoppenålen og så trak den en lang tråd efter sig, men som dog ikke havde knude.
Fingrene styrede nålen lige mod kokkepigens tøffel, hvor overlæderet var revnet og nu skulle det syes sammen.
„Det er et nedrigt arbejde!“ sagde stoppenålen. „Jeg går aldrig igennem, jeg knækker! jeg knækker!“ – og så knækkede hun. „Sagde jeg det ikke nok!“ sagde stoppenålen, „jeg er for fin!“
Nu dur hun ikke til noget, mente fingrene, men de måtte dog holde fast, kokkepigen dryppede lak på hende, og stak hende så foran i sit tørklæde.
„Se, nu er jeg en brystnål!“ sagde stoppenålen; „jeg vidste nok, at jeg kom til ære; når man er noget, bliver man altid til noget;“ og så lo hun indvendig, for man kan aldrig se udvendig på en stoppenål, at den ler; der sad hun nu så stolt, som om hun kørte i karet og så til alle sider.
„Må jeg have den ære at spørge om De er af guld,“ spurgte hun knappenålen, som var nabo. „De har et dejligt udseende og Deres eget hoved, men lille er det! De må se til at det vokser ud, thi man kan ikke alle lakkes på enden!“ og så rejste stoppenålen sig så stolt i vejret, at hun gik af tørklædet og i vasken, just som kokkepigen skyllede ud.
„Nu går vi på rejse!“ sagde stoppenålen, „bare jeg ikke bliver borte!“ men det blev hun.
„Jeg er for fin for denne verden!“ sagde hun da hun sad i rendestenen. „Jeg har min gode bevidsthed og det er altid en lille fornøjelse!“ og så holdt stoppenålen sig rank og tabte ikke sit gode humør.
Og der sejlede alleslags hen over den, pinde, strå, stumper af aviser. „Se, hvor de sejler!“ sagde stoppenålen. „De ved ikke hvad der stikker under dem! jeg stikker, jeg sidder her. Se, der går nu en pind, den tænker på ingen ting i verden uden på „pind“ og det er den selv; der flyder et strå, se hvor det svajer, se hvor det drejer! tænk ikke så meget på dig selv, du kunne støde dig på brostenene! – der flyder en avis! – glemt er det, som står i den og dog breder den sig! – Jeg sidder tålmodig og stille! jeg ved hvad jeg er og det bliver jeg!“ –
En dag var der noget, der skinnede så dejligt tæt ved, og så troede stoppenålen, at det var en diamant, men det var et flaskeskår og da det skinnede, så talte stoppenålen til det og gav sig tilkende som brystnål! „De er nok en diamant?“ – „Ja, jeg er sådant noget!“ og så troede den ene om den anden, at de var rigtig kostbare og så talte de om hvor hovmodig verden var.
„Ja, jeg har boet i æske hos en jomfru,“ sagde stoppenålen, „og den jomfru var kokkepige; hun havde på hver hånd fem fingre, men noget så indbildsk, som de fem fingre, har jeg ikke kendt, og så var de kun til for at holde mig, tage mig af æske og lægge mig i æske!“
„Var der glans ved dem?“ spurgte flaskeskåret.
„Glans!“ sagde stoppenålen, „nej, der var hovmod! de var fem brødre, alle fødte „fingre,“ de holdt sig ranke op til hverandre, skønt af forskellig længde; den yderste af dem: Tommeltot, var kort og tyk, han gik uden for geleddet, og så havde han kun ét knæk i ryggen, han kunne kun bukke én gang, men han sagde: at blev han hugget af et menneske, så var hele det menneske spoleret for krigstjeneste. Slikpot kom i sødt og surt, pegede på sol og måne, og det var ham, der klemte, når de skrev; Langemand så de andre over hovedet; Guldbrand gik med guldring om maven og lille Per Spillemand bestilte ikke noget og deraf var han stolt. Pral var det og pral blev det og så gik jeg i vasken!“
„Og nu sidder vi og glinser!“ sagde glasskåret. I det samme kom der mere vand i rendestenen, den strømmede over alle bredder og rev glasskåret med sig.
„Se nu blev det forfremmet!“ sagde stoppenålen, „jeg bliver siddende, jeg er for fin, men det er min stolthed og den er agtværdig!“ og så sad den rank og havde mange tanker.
„Jeg skulle næsten tro at jeg er født af en solstråle, så fin er jeg! synes jeg ikke også, at solen altid søger mig under vandet. Ak, jeg er så fin, at min moder ikke kan finde mig. Havde jeg mit gamle øje, som knækkede, så tror jeg at jeg kunne græde! – skønt jeg gjorde det ikke – græde det er ikke fint!“
En dag lå der nogle gadedrenge og ragede i rendestenen, hvor de fandt gamle søm, skillinger og sådant noget. Det var griseri, men det var nu deres fornøjelse.
„Av!“ sagde den ene, han stak på stoppenålen. „Det er også en fyr!“
„Jeg er ingen fyr, jeg er en frøken!“ sagde stoppenålen, men ingen hørte det; lakket var gået af den og sort var den blevet, men sort gør tyndere og så troede den at den var endnu finere, end før.
„Der kommer en æggeskal sejlende!“ sagde drengene, og så stak de stoppenålen fast i skallen.
„Hvide vægge og selv sort!“ sagde stoppenålen, „det klæder! så kan man dog se mig! – bare jeg ikke bliver søsyg, for så knækker jeg mig!“ – men den blev ikke søsyg og den knækkede sig ikke.
„Det er godt mod søsyge at have stålmave og så altid huske på at man er lidt mere end et menneske! nu er mit gået over! jo finere man er, des mere kan man holde ud.“
„Krask!“ sagde æggeskallen, der gik et vognmandslæs over den. „Hu, hvor det klemmer!“ sagde stoppenålen, „nu bliver jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg knækker!“ men den knækkede ikke, skønt der gik et vognmandslæs over, den lå på langs – og der kan den blive liggende!

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Stoppenålen“ er et eventyr af Hans Christian Andersen, der handler om en stoppenål, som har en meget høj opfattelse af sig selv og tror, at den er finere end den egentlig er. Den tror, den er en synål, som har et ædlere formål end blot at stoppe tøj, og ser sig selv som mere værdifuld end de ting, den er omgivet af.
Historien følger stoppenålen på en rejse, hvor den gang på gang bliver mindet om sin egen skrøbelighed og ubetydelighed. Efter at være blevet brugt til at sy en revne i kokkepigens tøffel og knække, ender nålen med at blive lakket og brugt som en brystnål i et tørklæde. Dette ser den som en stor ære, men selvherligheden stopper ikke ulykkerne, da den snart efter ender i vasken. Her deler den rendestenen med et skinnende flaskeskår, og sammen forhandler de hinandens store betydning i verden.
Gennem fortællingen møder stoppenålen forskellige genstande og individer, hver med deres egen opfattelse af betydning og stolthed, men den lærer aldrig at værdsætte sin sande plads og værdi. Moralen i eventyret er en kritik af hovmod og selvforherligelse ved at fremhæve, hvordan stolthed kan blinde en til at se ens virkelige værdi og plads i verden. Stoppenålen forbliver lige stolt og selvoptaget, indtil den ender i rendestenen, hvor den bliver overset og glemt. Andersen benytter sig af humor og ironi for at levere sin pointe, hvilket er typisk for mange af hans eventyr.
„Stoppenålen“ af Hans Christian Andersen er et eventyr, der kan fortolkes på flere forskellige måder, afhængigt af hvilke temaer eller aspekter man ønsker at fokusere på.
Stolthed og Forfængelighed: Eventyret handler i høj grad om stolthed og forfængelighed. Stoppenålen anser sig selv for at være finere end hvad den virkelig er, hvilket i sidste ende fører til dens fald. Den har store tanker om sin egen betydning og position i verden, selv når den sidder i rendestenen. Dette kan ses som en advarsel mod ikke at være for selvhøjtidelig eller selvovervurderende, da det kan føre til ens egen undergang.
Selvopfattelse vs. Realitet: Stoppenålen opfatter sig selv som noget meget finere og vigtigere end dens faktiske funktion og status berettiger til. Dette skaber en kontrast mellem selvopfattelse og realitet. H. C. Andersen viser gennem dette, hvordan vores egen opfattelse ikke altid stemmer overens med, hvem vi virkelig er.
Tilpasning og Overlevelse: Trods dens mange uheld, tilpasser stoppenålen sig konstant nye situationer og finder en vis form for tilfredshed. Dette kan ses som en fortolkning om overlevelse i en omskiftelig verden og evnen til at finde værdighed, selv når man havner i uheldige omstændigheder.
Ironi og Humor: Andersen bruger humor og ironi til at understrege stoppenålens manglende selvindsigt. Den omtaler sig selv som fin og vigtig, men ender i en rendesten. Ironien i hendes tanker og situationer understreger en komisk kontrast mellem selvbillede og virkelighed.
Samfundskritik: Eventyret kan også læses som en kommentar til sociale hierarkier og klassestruktur. Stoppenålen søger konstant at hævde sig selv og stiger i rang (fra stoppenål til brystnål), men den underliggende struktur og værdi ændres ikke. Måske taler Andersen til sin samtid om det meningsløse i at jagte status og anerkendelse uden indre værdi.
Disse fortolkninger skaber en rig baggrund for at forstå „Stoppenålen“ som mere end blot en historie om en nål. Det bliver en afspejling af menneskets evige jagt efter anerkendelse og den selvironiske erkendelse af vores egen forfængelighed.
En sproglig analyse af H. C. Andersens eventyr „Stoppenålen“ kan dække forskellige aspekter af sproget og fortællingen, herunder stil, temaer, symbolik, komposition og karakterudvikling.
Stil og Sprog
Narrativ Stil: Andersen bruger en fortællestil, der er karakteristisk for eventyr. Den er relativt enkel med en letflydende prosa og direkte dialoger. Eventyret er fortalt i tredje person, hvilket giver en objektiv synsvinkel.
Ironi og Humor: Stoppenålen præsenteres med en betydelig mængde ironi. Der er en stærk kontrast mellem hendes opfattelse af sig selv som fin og vigtig, og den måde, hun faktisk behandles på af omverdenen. Andersen bruger humoristiske vendinger til at fremhæve dette.
Personificering: Stoppenålen tillægges menneskelige egenskaber og følelser. Dette greb gør det muligt for læserne at forankre deres forståelse af hendes stolthed og forfængelighed i genkendelige, menneskelige træk.
Temaer
Forfængelighed og Selvindbildning: Et centralt tema i eventyret er selvforståelse kontra realitet. Stoppenålen ser sig selv som meget finere, end hun faktisk er, hvilket bliver hendes skæbne.
Samfundssatire: Ved at lade stoppenålen parallellisere menneskelig adfærd, kommenterer Andersen på folks tendens til at overvurdere deres egen betydning og værd.
Symbolik
Stoppenålen: Symboliserer en figur, der overvurderer sin egen værdi og position i verden. Dette kunne let udvides til at repræsentere mennesker, der er forblændet af egen forfængelighed.
Flaskeskåret: Repræsenterer falsk glans og værdiløs pragt. Sammen med stoppenålen illustrerer det, hvordan nogle individer kan anerkende hinandens illusioner uden at indse deres egen ubetydelighed.
Rendestenen og Æggeskallen: Skildrer de vilkår og rammer, som stoppenålen i sidste ende må affinde sig med. De symboliserer også lavere sociale statuser eller mindre prestigefyldte omstændigheder.
Komposition
Eventyret følger en traditionel struktur med en start, midte og slutning, hvor hovedpersonens skæbne, ofte styret af hendes egne karakteregenskaber, fører til slutningen. Det begynder med stoppenålens højtravende tanker, bevæger sig gennem forskellige episoder af ydmygelse og ender med, at hun sidder ubevægelig, stadig overvurderende sin betydning.
Karakterudvikling
Stoppenålen gennemgår ikke en egentlig udvikling i form af læring eller forandring. Tværtimod forbliver hun stædig og selvoptaget til det sidste, hvilket kan ses som et sørgeligt portræt af folk, der nægter at tilpasse sig og konfrontere sandheden om sig selv.
Gennem disse elementer formår Andersen at skabe en historie med moraler og indsigter, der strækker sig langt ud over den tilsyneladende enkle fortælling om en stoppenål.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, IT, NL |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 23.7 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 76.4 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 5.5 |
Gunning Fog Indeks | 7.4 |
Coleman–Liau Indeks | 7.8 |
SMOG Indeks | 8.5 |
Automated Readability Indeks | 3.3 |
Antal tegn | 5.583 |
Antal bogstaver | 4.204 |
Antal sætninger | 89 |
Antal ord | 1.049 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 11,79 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 125 |
Procentdel af lange ord | 11.9% |
Antal Stavelser | 1.469 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
Ord med tre stavelser | 74 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 7.1% |