Læsetid for børn: 14 min
Der var engang en landsby, hvor der boede lutter rige bønder og kun en eneste fattig, som de kaldte den lille bonde. Både han og hans kone ville så forfærdelig gerne have en ko, men de havde ingen, og de havde heller ikke penge til at købe nogen for. En dag sagde manden til sin kone: „Jeg har fået en udmærket ide. Vi beder min gudfar, snedkeren, om at lave os en kalv af brunt træ, sådan at den ser ud, som den var levende. Den bliver nok engang en rigtig stor ko.“ Konen syntes godt om forslaget og snedkeren lavede koen sådan, at den stod med bøjet hovede, som om den åd, og malede den med naturlig farve.
Da køerne næste morgen blev drevet ud på marken kaldte bonden på hyrden og sagde: „Her har jeg en kalv, men den er så lille, at den må bæres på armen.“ – „Det er godt,“ sagde hyrden, tog kalven og bar den ud på marken og satte den ned i græsset. Kalven blev stående der med bøjet hovede, som om den spiste, og hyrden tænkte: „Sikken den allerede kan æde. Den kan såmænd også snart gå.“ Da hjorden om aftenen skulle drives hjem, sagde han til kalven: „Når du kan sætte sådan en masse til livs, kan du såmænd også gå hjem, jeg gider ikke slæbe på dig.“ Den lille bonde stod udenfor døren og ventede på sin kalv, og da hyrden kom gående, spurgte han, hvor den var. „Den står såmænd derude og æder,“ svarede hyrden, „og den er ikke færdig endnu, så den ville ikke gå med.“ – „Jeg må da virkelig have mit dyr igen,“ sagde bonden, og de fulgtes nu ud på marken. Imidlertid var den blevet stjålet. „Den er vel løbet væk,“ sagde hyrden. „Tak skal du have, min ven,“ svarede bonden og anklagede ham for sognefogeden, der dømte, at han til straf for sin skødesløshed skulle give bonden en ko.
Endelig havde den lille bonde og hans kone den ko, de så længe havde ønsket sig. Men de havde ikke noget foder til den, og blev derfor nødt til at slagte den. De saltede kødet og bonden gik ind til byen for at sælge huden og købe sig en ny kalv for pengene. På vejen kom han forbi en mølle, hvor der sad en ravn med knækkede vinger, og da han havde ondt af den, svøbte han den ind i huden. Blæsten hylede og regnen strømmede ned, og han kunne derfor ikke holde ud at gå længere, men gik ind i møllen og bad om nattely. Møllerkonen var alene hjemme og gav ham et knippe hø til at ligge på og et stykke brød og ost. Bonden spiste det og lagde sig ned med skindet ved siden af sig, og konen tænkte: „Han sover såmænd, så træt som han er.“ Lidt efter kom præsten, og konen tog meget venligt imod ham. „Min mand er ikke hjemme,“ sagde hun, „nu skal vi rigtig have noget godt at spise.“ Bonden hørte det og ærgrede sig, fordi han ikke havde fået andet end brød og ost. Konen satte imidlertid den dejligste mad på bordet, både steg og salat og kager og vin.
Da de havde sat sig ned og lige skulle til at spise, bankede det på døren. „Gud, det er min mand,“ sagde konen, og i en fart gemte hun stegen i kakkelovnen, vinen under hovedpuden, salaten i sengen, kagen under sengen og præsten i skabet. Så gik hun ned og lukkede op for sin mand og sagde: „Gudskelov, du er her igen. Det er jo et vejr, som om verden skulle gå under.“ Da mølleren fik øje på bonden, spurgte han: „Hvad skal han der.“ – „Å, den stakkels fyr,“ svarede konen, „han kom her i det dårlige vejr og bad om han måtte være her. Jeg gav ham lov til at ligge der og gav ham et stykke ostebrød.“ – „Det har jeg ikke noget imod,“ sagde manden, „lad mig nu også få noget at spise.“ – „Jeg har ikke andet end ost og brød,“ svarede hun. „Ja, jeg er ligeglad, når jeg bare får noget,“ sagde manden. „Kom her, du,“ råbte han til bonden, „så kan du få noget med.“ Bonden lod sig det ikke sige to gange, men tog ordentlig for sig af retterne. Mølleren fik imidlertid øje på huden med ravnen og spurgte, hvad det var. „Det er en spåmand,“ sagde bonden. „Kan den også spå mig?“ spurgte han. „Ja, hvorfor ikke,“ svarede bonden, „men den siger kun fire ting, den femte beholder den for sig selv.“ – „Må jeg høre det engang,“ sagde mølleren nysgerrig. Bonden gav ravnen et tryk på hovedet, så den gav et ordentligt skrat. „Hvad siger den?“ spurgte mølleren. „For det første siger den, at der ligger vin under hovedpuden.“ – „Det var da som pokker,“ sagde mølleren og gik derhen og fandt også vinen. „Hvad så mere?“ Bonden gav igen ravnen et tryk. „Nu siger den, at der står steg i kakkelovnen,“ sagde bonden. „Det var da som pokker,“ råbte manden og fandt nu også stegen. „For det tredie, siger den, at der er salat i sengen.“ – „Pokker heller,“ råbte mølleren og gik hen og fandt salaten. Endnu engang trykkede bonden på ravnen. „For det fjerde siger den, at der er kager under sengen.“ – „Det var som pokker,“ sagde mølleren og gik hen og tog kagen.
De satte sig nu til bords og spiste og drak, og møllerkonen krøb skælvende af angst i seng og tog alle nøglerne med sig. Mølleren ville også gerne have den femte ting at vide, men bonden sagde: „Lad os nu først nyde de fire gode ting, den femte er noget slemt.“ Da de havde spist, snakkede de om, hvad mølleren skulle give for at få den femte ting at vide, og til sidst blev de enige om trehundrede daler. Bonden trykkede nu igen ravnen på hovedet, og den gav et højt kvæk. „Hvad sagde den nu?“ spurgte mølleren. „Den siger, at djævelen sidder derhenne i skabet,“ svarede bonden. „Han må væk,“ sagde mølleren og lukkede døren op på vid gab, og konen måtte komme med nøglen til skabet. Bonden gik hen og lukkede op, og nu løb præsten af alle livsens kræfter. „Det er ganske rigtigt, jeg så den sorte fyr med mine egne øjne,“ sagde mølleren. Næste morgen begav bonden sig igen på vej med sine trehundrede daler i lommen.
Hjemme i landsbyen slog bonden sig lidt efter lidt i vejret, byggede sig et pænt, lille hus, og bønderne sagde: „Han har nok været der, hvor den gyldne sne falder, og man skovler penge til sig.“ Den lille bonde blev nu stævnet for sognefogeden for at fortælle, hvor han havde fået al den rigdom fra. „Jeg har solgt min kohud inde i byen for trehundrede daler,“ svarede bonden. Da de andre hørte det, ville de også mele deres kage, løb hjem, slagtede deres køer og trak skindet af dem for at sælge det i byen. „Min pige skal have lov til at komme først,“ sagde sognefogeden. Da hun kom til købmanden gav han hende ikke mere end tre daler for huden, og da de andre kom, fik de ikke engang så meget. „Hvad skal jeg dog med alle de huder?“ sagde han.
Bønderne ærgrede sig nu, fordi den lille havde ført dem bag lyset, og da de ville hævne sig, anklagede de ham for sognefogeden for bedrageri. Den uskyldige fyr blev enstemmig dømt til døden og skulle sættes i en gennemhullet tønde og rulles ud i vandet. Den lille bonde blev ført derned og der blev hentet en præst, som skulle læse sjælemessen. Alle de andre gik deres vej. Da bonden så præsten, opdagede han straks, at det var ham, som han havde set hos møllerkonen. „Jeg har befriet jer, da I sad i skabet,“ sagde han, „hjælp I nu mig ud af tønden.“ I det samme kom en hyrde forbi med sin hjord. Den lille bonde kendte ham godt og vidste, at han meget gerne ville være sognefoged. Han gav sig nu til at råbe af alle livsens kræfter: „Nej, jeg vil ikke, jeg vil ikke.“ Hyrden hørte det og kom hen og spurgte, hvad det var, han ikke ville gøre. „De vil gøre mig til sognefoged, hvis jeg vil sætte mig i den tønde,“ svarede bonden, „men jeg vil ikke.“ – „Er det ikke andet,“ sagde hyrden, „hvis jeg kunne blive sognefoged, ville jeg straks gøre det.“ – „Ja, hvis du gør det, bliver du også sognefoged,“ sagde bonden. Hyrden blev meget fornøjet, satte sig ind i tønden, og bonden slog låget på og tog derpå hjorden og drev den hjem. Præsten gik også hjem og sagde, at nu havde han læst sjælemessen. Derpå gik bønderne derned igen og begyndte at trille tønden nedimod vandet. Hyrden lå derinde og råbte: „Jeg vil gerne være sognefoged.“ De troede, at det var bonden, og svarede: „Det skal du også nok blive, men først skal du se dig lidt om dernede.“ Og derpå rullede de tønden ud i vandet.
Derpå gik bønderne hjem, og da de kom ind i landsbyen, mødte de den lille bonde, der nok så fornøjet kom travende med sine får. „Hvor kommer du dog fra, har du været i vandet?“ spurgte de forbavset. „Ja, det har jeg rigtignok,“ svarede den lille bonde, „jeg sank dybt, dybt ned, og da jeg endelig nåede bunden, sparkede jeg låget af tønden og krøb ud. Der var dejlige enge med mange hvide får, og så tog jeg disse med.“ – „Er der flere endnu?“ spurgte bønderne. „Mange flere, end I behøver,“ svarede den lille bonde. Bønderne aftalte nu, at de hver ville hente sig en hjord, sognefogeden ville først. De gik så sammen ned til vandet. Himlen var blå med små, hvide skyer, som man kalder lammeuld, og da bønderne så dem spejle sig i vandet, råbte de: „Man kan allerede se fårene dernede.“ Sognefogeden trængte sig frem og sagde: „Nu springer jeg først ned og ser, hvordan der er, og hvis det er umagen værd, kalder jeg på jer.“ – „Plump,“ sagde det, da han sprang ud, men bønderne syntes, at han sagde: „Kom,“ og i en fart sprang de bagefter. Nu var landsbyen uddød, og den lille bonde var eneste arving og blev således en rig mand.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den lille bonde“ er et eventyr af Brødrene Grimm, der handler om en fattig bonde og hans tragikomiske rejse mod rigdom. Bonden, der i sin landsby er kendt som „den lille bonde,“ formår på snedige og til tider heldige måder at overkomme de udfordringer, livet byder ham. Han starter med at ønske sig en ko og ender med at blive rig, takket være sin kløgt og evne til at udnytte situationer til sin fordel.
Historien begynder med den lille bonde og hans kone, der ønsker at eje en ko. Med hjælp fra snedkeren får de lavet en trækalv, der fører til en række begivenheder som til sidst tildeler dem en rigtig ko. Da de ikke kan fodre den, slagter de koen, og bonden forsøger at sælge koens hud. Undervejs involverer han sig i en række snedige opsætninger, der gør, at han narrer en møller og hans kone til at betale ham 300 daler.
Historien tager en dramatisk vending, da landsbyens bønder, der føler sig bedraget af bondens rigdomsfortællinger, beslutter sig for at straffe ham. Alligevel vender bonden situationen til sin fordel og narrer en hyrde til at tage hans plads i en dødbringende tønde. Da tønden smides i søen, antager alle, at bonden er død, men han dukker op igen med en flok får, som han påstår er fra søens bund.
Moralen i historien kan diskuteres, men den viser, hvordan snedighed og held kan vendes til fordel, selv når oddsene er imod én. Den lille bonde ender som en rig mand, mens landsbyen mister sine indbyggere i deres egen grådighed og naivitet. Eventyret kombinerer humor og ironi med den traditionelle fortællestil, der gør Grimm-brødrene så ikoniske.
Eventyret „Den lille bonde“ af Brødrene Grimm udforsker temaer som list, skæbne og klasseforskelle gennem historien om en fattig bondes kamp for at forbedre sin skæbne.
List og Intelligens: En central fortolkning af eventyret er, hvordan den lille bondes intelligens og list giver ham en fordel over de mere velhavende, men naive, bønder. Ved kreativ tænkning og udnyttelse af situationerne omkring ham, formår han at vende sine dårlige vilkår til sin fordel. Dette kan ses som en kommentar til, hvordan snarrådighed og opfindsomhed ofte kan overgå materiel rigdom.
Social Kommentering: Eventyret kan også ses som en kritik af klasseforskelle og ulighed. Den lille bonde bor i en landsby med rige bønder, men han finder måder at narre dem på ved at udnytte deres tro på overtro og deres grådighed. Dette kan tolkes som en kritik af en samfundsstruktur, hvor de rige ofte bliver bedraget af deres egen arrogance og tro på overlegenhed.
Fortjeneste gennem Bedrageri: En anden fortolkning kan fokusere på de etiske implikationer af den lille bondes handlinger. Selvom han opnår rigdom og komfort, gør han det gennem bedrag og manipulation. Historien kan derfor også læses som en advarsel om de moralske omkostninger ved at opnå sine mål gennem uærlige midler.
Skæbnens Uforudsigelighed: Eventyret fremhæver også skæbnens tilfældighed. Den lille bondes oprindelige plan om at få en ko mislykkes, men gennem en række tilfældigheder og hans egen list, ender han med at blive en rig mand. Dette kan tolkes som en refleksion over, hvordan livet ofte tager uforudsigelige drejninger, og hvordan held spiller en stor rolle i succes.
Humor og Satire: Endelig kan eventyret ses som en humoristisk og satirisk fortælling, der karikerer både de rige bønders tro på rigdommens magt og den lille bondes evne til at navigere i en verden fyldt med overtro og naivitet.
Eventyret frembringer en række morale og sociale spørgsmål, og hver fortolkning afhænger af, hvordan man vælger at læse historien og dens karakterers handlinger.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den lille bonde‘ af Brødrene Grimm“
Brødrene Grimms eventyr er kendt for deres tidløse kvalitet og den evne, de har til at formidle komplekse temaer gennem enkle fortællinger. Eventyret „Den lille bonde“ er ingen undtagelse. Her er nogle af de sproglige og tematiske elementer, der er karakteristiske for dette eventyr:
Sprog og stil: Eventyret benytter et enkelt og ligefremt sprog, der er let at forstå, hvilket gør det tilgængeligt for både børn og voksne. Sproget er præget af en mundtlig fortælletradition, hvilket ses i brugen af gentagelser og faste vendinger, der skaber en rytme i fortællingen. Direkte tale er ofte anvendt, hvilket giver karaktererne stemme og personlighed. Dialogerne driver handlingen fremad og afslører karakterernes intentioner og personligheder.
Karakterer og beskrivelse: Hovedpersonen, den lille bonde, er skildret som snarrådig og lidt af en lurendrejer, der udnytter andres svagheder til egen fordel. På trods af sit bedrageri fremstår han positivt, hvilket kan tolkes som en kommentar til det samfund, hvor de små må være snu for at klare sig. Bipersonerne, såsom mølleren og hyrden, er fremstillet som letgodtroende og naive, hvilket skaber muligheder for den lille bondes udspekulerede planer.
Temaer og morale: Et centralt tema er sociale klasser og ulighed. Eventyret viser, hvordan den fattige bonde ved hjælp af sin snedighed formår at opnå samme rigdom som de andre bønder i landsbyen. En anden væsentlig pointe er belønningen af kløgt over status. Eventyret roser dem, der tænker kreativt og tilpasser sig situationen, i modsætning til dem, der blindt følger tradition og autoritet uden at stille spørgsmål. Moralen kan ses som dobbelttydig; på den ene side fremhæves snedighed og opfindsomhed, men på den anden side kan det også opfattes som en kritik af det moralske forfald, når man snyder andre for egen vinding.
Struktur: Typisk for eventyret er den klare struktur med begyndelse, midte og slutning. Der er en problemstilling (bondens fattigdom), en klimaks (bondens narrestreger), og en afslutning (bondens velstand efter de øvrige bønders død). Handlingens progression er enkel og kronologisk, hvilket gør historien let at følge.
Symbolik: Koen og sidenhen fårene repræsenterer rigdom og velstand, som er bondens drøm fra begyndelsen. Tøndens rolle som både dødsdom og redning er et symbol på livets uforudsigelighed og muligheden for forandring. Elementerne som det „gyldne snefald“ repræsenterer drømmen om let erhvervet rigdom, der i virkeligheden er en illusion.
Brødrene Grimms „Den lille bonde“ er således et eventyr, der kan læses på flere planer, og dets sproglige enkelhed kombineret med en underliggende kritisk humor gør det til en tidløs fortælling.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 61 |
| Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 1535 |
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, PT, IT, JA, NL, PL, RU, TR, VI, ZH |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 26.1 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 72.6 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.9 |
| Gunning Fog Indeks | 8.2 |
| Coleman–Liau Indeks | 8.2 |
| SMOG Indeks | 8.4 |
| Automated Readability Indeks | 5.4 |
| Antal tegn | 9.142 |
| Antal bogstaver | 6.964 |
| Antal sætninger | 112 |
| Antal ord | 1.708 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 15,25 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 185 |
| Procentdel af lange ord | 10.8% |
| Antal Stavelser | 2.397 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,40 |
| Ord med tre stavelser | 92 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 5.4% |
