Læsetid for børn: 15 min
Der stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og femogtresindstyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange døgn for os mennesker; vi våger om dagen, sover om natten, og har da vore drømme; med træet er det anderledes, træet er vågent i de tre årstider, først mod vinteren har det sin søvn, vinteren er dets sovetid, den er dets nat efter den lange dag, som kaldes forår, sommer og høst.
Mangen varm sommerdag havde døgnfluen danset rundt om dets krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, et øjeblik i stille lyksalighed, den lille skabning på et af de store friske egeblade, så sagde træet altid: „Lille stakkel! kun en eneste dag er hele dit liv! hvor kort dog! det er så sørgeligt!“
„Sørgeligt!“ svarede da altid døgnfluen, „hvad mener du dermed? Alt er jo så mageløst lyst, så varmt og dejligt, og jeg er så glad!“
„Men kun én dag, og så er alt forbi!“
„Forbi!“ sagde døgnfluen. „Hvad er forbi! er også du forbi?“
„Nej, jeg lever måske tusinder af dine dage, og min dag er hele årstider! Det er noget så langt, du slet ikke kan udregne det!“
„Nej, for jeg forstår dig ikke! Du har tusinder af mine dage, men jeg har tusinder af øjeblikke til at være glad og lykkelig i! Holder al denne verdens dejlighed op, når du dør?“
„Nej,“ sagde træet, „den bliver vist ved længere, uendeligt længere, end jeg kan tænke det!“
„Men så har vi jo lige meget, kun at vi regner forskelligt!“
Og døgnfluen dansede og svang sig i luften, glædede sig ved sine fine, kostlige vinger, deres flor og fløjl, glædede sig i den varme luft, der var så krydret med duft fra kløvermarken og fra gærdets vilde roser, hyld og kaprifolier, ikke at tale om skovmærker, kodriver og vilde krusemynter; der var en duft så stærk, at døgnfluen troede at have en lille rus af den. Dagen var lang og dejlig, fuld af glæde og sød fornemmelse, og når så solen sank, følte altid den lille flue sig så behagelig træt af al den lystighed. Vingen ville ikke længere bære den og ganske sagte gled den ned på det bløde, gyngende græsstrå, nikkede med hovedet, som den kan nikke, og sov ind så gladelig, det var døden.
„Stakkels lille døgnflue!“ sagde egetræet, „det var dog alt for kort et liv!“
Og hver sommerdag gentog sig samme dans, samme tale, svar og hensoven; det gentog sig i hele slægter af døgnfluer, og alle var de lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vågen sin forårsmorgen, sommermiddag og efterårsaften, nu var det snart mod sovetid, dets nat, vinteren ville komme.
Allerede sang stormene: „God nat, god nat! der faldt et blad, der faldt et blad! vi plukker, vi plukker! se til at du kan sove! vi synger dig i søvn, vi rusker dig i søvn, men ikke sandt, det gør godt i de gamle grene! de knager derved af bare fornøjelse! sov sødt, sov sødt! det er din tre hundrede og femogtresindstyvende nat, egentligt er du kun en årsunge! sov sødt! skyen drysser sne, det bliver et helt lagen, et lunt sengetæppe om dine fødder! sov sødt og drøm behageligt!“
Og egetræet stod afklædt alt sin løv for at gå til ro hele den lange vinter og i den at drømme mangen drøm, altid noget oplevet, ligesom i menneskenes drømme.
Det havde også engang været lille, ja, et agern havde været dets vugge; efter menneskeregning levede det nu i et fjerde århundrede; det var det største og ypperste træ i skoven, med sin krone ragede det højt over alle de andre træer og blev set langt ude fra søen, var skibsmærke; det tænkte slet ikke på, hvor mange øjne, der søgte det. Højt oppe i dets grønne krone byggede skovduerne, og gøgen kukkede der, og i efteråret, når bladene så ud som hamrede kobberplader, kom trækfuglene og hvilede der, før de fløj hen over søen; men nu var det vinter, træet stod bladløs, man kunne ret se, hvor bugtede og krogede grenene strakte sig; krager og alliker kom og satte sig skiftevis der og talte om de strenge tider, som begyndte, og hvor svært det var at få føden om vinteren.
Det var just den hellige juletid, da drømte træet sin dejligste drøm; den skal vi høre.
Træet havde tydeligt en fornemmelse af at det var en festlig tid, det syntes at høre rundt om alle kirkeklokker ringe, og dertil var det som på en dejlig sommerdag, mildt og varmt; det bredte ud så frisk og grøn sin mægtige krone, solstrålerne spillede mellem blade og grene, luften var fyldt med duft af urter og buske; brogede sommerfugle legede „tagfat“ og døgnfluerne dansede, som var alt kun til for at de skulle danse og fornøje sig. Alt, hvad træet igennem åringer havde oplevet og set omkring sig, drog forbi, som i et helt festoptog. Det så fra gammel tid riddere og fruer til hest, med fjer i hatten og med falk på hånd, ride gennem skoven; jagthornet lød og hundene halsede; det så fjendtlige soldater i blanke våben og brogede klæder, med spyd og hellebarder, slå telt op og atter tage det ned; vagtilden blussede og der blev sunget og sovet under træets udstrakte grene; det så kærestefolk i stille lykke mødes her i måneskin og skære deres navne, det første bogstav, ind i den grågrønne bark. Citer og æolsharpe var engang, ja der lå åringer imellem, hængte op i egens grene af rejsende, muntre svende, nu hang de der igen, nu klang de der igen så yndeligt. Skovduerne kurrede, som ville de fortælle, hvad træet følte derved, og gøgen kukkede, hvor mangen sommerdag det skulle leve.
Da var det, som om en ny livsstrømning rislede det lige ned i de mindste rødder og op i de højestragende grene, lige ud i bladene; træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med rødderne, hvorledes der også nede i jorden var liv og varme; det fornam sin styrke tage til, det voksede højere og højere; stammen skød op, der var ingen stilleståen, den voksede mere og altid mere, kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, – og alt som træet voksede, voksede også dets velværen, dets lyksaliggørende længsel efter altid at nå højere, lige op til den lysende, varme sol.
Allerede var det vokset højt op over skyerne, der som mørke trækfugleskarer, eller store hvide svaneflokke drog hen under det.
Og hvert af træets blade kunne se, som havde det øjne at se med; stjernerne blev synlige ved dagen, så store og blanke; hver af dem blinkede som et par øjne, så milde, så klare; de mindede om kendte, kærlige øjne, barneøjne, kærestefolksøjne, når de mødtes under træet.
Det var et livsaligt øjeblik, så frydefuldt! og dog, i al den fryd, fornam det en længsel og lyst efter, at alle de andre skovens træer dernede, alle buske, urter og blomster måtte kunne løfte sig med, føle og fornemme denne glans og glæde. Det mægtige egetræ i al sin herligheds drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med alle, små og store, og denne følelse bævede igennem grene og blade, så inderligt, så stærkt som i et menneskes bryst.
Træets krone bevægede sig som om det søgte og savnede, det så tilbage, og da fornam det duft af skovmærker og snart endnu stærkere duft af kaprifolier og violer, det troede at kunne høre gøgen svare sig.
Ja, gennem skyerne pippede frem skovens grønne toppe, det så under sig de andre træer voksede og løftede sig som det; buske og urter skød højt i vejret; enkelte rev sig løs med rod og fløj hurtigere. Birken var snarest; som en hvid lynstråle knitrede dens slanke stamme opad, grenene bølgede som grønne flor og faner; den hele skovnatur, selv det brunfjerede rør, voksede med, og fuglene fulgte med og sang, og på strået, der som et langt, grønt silkebånd løst flagrede og fløj, sad græshoppen og spillede med vingen på sit skinneben; oldenborrerne brummede og bierne summede, hver fugl sang med sit næb, alt var sang og glæde lige ind i himlen.
„Men den lille blå blomst ved vandet, den skulle også med!“ sagde egetræet; „og den røde klokkeblomst! og den lille gåseurt!“ – ja egen ville have dem alle sammen med!
„Vi er med! vi er med!“ sang og klang det.
„Men de smukke skovmærker fra forrige sommer – og året forud var her et flor af liljekonvaller –! og det vilde æbletræ, hvor stod det dejligt – og al den skovpragt i åringer, i mange åringer –! havde den dog levet og blevet til nu, så havde den dog også kunnet være med!“
„Vi er med! vi er med!“ sang og klang det endnu højere oppe, det syntes, som om de var fløjet foran.
„Nej, det er alt for utroligt dejligt!“ jublede den gamle eg. „Jeg har dem alle sammen! små og store! ikke én er glemt! hvor er dog al den lyksalighed mulig og tænkelig!“
„I Guds himmel er den mulig og tænkelig!“ klang det.
Og træet, der altid voksede, fornam at dets rødder løsnede sig fra jorden.
„Det er nu det allerbedste!“ sagde træet, „nu holder mig ingen bånd! jeg kan flyve op til det allerhøjeste i lys og glans! og alle kære har jeg med! Små og store! Alle med!“
„Alle!“
Det var egetræets drøm, og medens det drømte gik en voldsom storm hen over hav og land i den hellige julenat; søen væltede tunge bølger mod stranden, træet knagede, bragede og rykkedes op med rod, netop idet det drømte, at dets rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og femogtresindstyve år var nu som en dag for døgnfluen.
Julemorgen, da solen kom frem, havde stormen lagt sig; alle kirkeklokker ringede festlig, og fra hver skorsten, selv den mindste på husmandens tag, løftede sig røgen blålig som fra alteret ved druidens fest, takkens offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og på et stort fartøj derude, der i natten havde vel overstået det hårde vejr, hejsedes nu alle flag, julefestligt og smukt.
„Træet er borte! Det gamle egetræ, vort mærke på landet!“ sagde søfolkene. „Det er faldet i denne stormnat! Hvem skal kunne erstatte det; det kan ingen!“
Sådan ligtale, kort, men velment, fik træet, der lå udstrakt på snetæppet ved stranden; og hen over det klang salmesang fra skibet, sangen om julens glæde og menneskenes sjæls frelse i Kristi og det evige liv:
„Syng højt i sky, Guds kirkeflok! Halleluja, nu har vi nok,
Den fryd er uden lige! Halleluja, halleluja!“
Så lød den gamle salme, og hver derude på skibet løftedes på sin vis ved den og bønnen, ret som det gamle træ løftede sig i sin sidste, sin dejligste drøm julenat.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Det gamle egetræs sidste drøm“ af Hans Christian Andersen er en smuk og poetisk fortælling, der udforsker temaerne tid, livscyklusser og naturens storhed. Historien begynder med et gammelt egetræ, som har levet i 365 år. Træet oplever verden i en anden tidsramme end mennesker; det er vågent i foråret, sommeren og efteråret, men sover om vinteren.
I historien reflekterer egetræet over sit liv og de små døgnfluer, der danser omkring dets grene og lever kun en enkelt dag. Dette skaber en dialog mellem træets langvarige perspektiv og døgnfluernes korte, men intenst lykkelige liv. Træet beundrer og misunder fluernes evne til at opleve så meget glæde på så kort tid.
Træet gennemgår en sidste drøm julenat, hvor det oplever en følelse af samhørighed med alle skovens planter og væsener. I denne drøm vokser træet ubegrænset op mod solen og ønsker at tage hele skoven med sig, følelsen af fællesskab og enhed er altomfattende. Det når et punkt af fuldendt lyksalighed, hvor dets rødder løsner sig fra jorden, symboliserende både dets faktiske fald og en åndelig opstigning.
På julemorgen, mens kirkeklokker ringer og folk fejrer, opdager man, at den store storm natten før har væltet egetræet. Selvom egetræet nu er faldet, lever det videre i sin drøm, hvor det opnåede evig harmoni og frihed. Historien slutter med en følelse af fred og accept, et symbol på den cykliske natur af liv og død, og den evige forbindelse mellem alt liv. Fortællingen indrammer en tanke om, at livet, uanset dets varighed, kan være fuld af mening og skønhed.
„Det gamle egetræs sidste drøm“ af Hans Christian Andersen er et dybt symbolsk eventyr, der på mesterlig vis udforsker temaer som tid, livets cyklus, eksistensens korthed, og forholdet mellem det jordiske og det spirituelle. Fortællingen udspiller sig gennem perspektivet af et gammelt egetræ, der har levet i tre hundrede og femogtresindstyve år, men oplever denne tid blot som en enkelt dag i forhold til livscyklussen for en døgnflue, der kun lever en dag.
Refleksion over livets flygtighed: Andersen skaber en kontrast mellem det lange liv af egetræet og det korte liv af døgnfluen, hvilket illustrerer livets relativitet og flygtighed. Selv et langt liv, som træet oplever, kan virke kort i den store sammenhæng.
Naturens og menneskets symbiose: Træets tænkning og følelser kan symbolisere naturens bevidsthed eller sjæl, som ofte ses som noget menneskeligt. Dette kan tolkes som en kommentar på forholdet mellem mennesket og naturen, hvor hvert væsens livscyklus har en betydning og skønhed.
Spirituel opvågning og transcendens: Træets sidste drøm, hvor det oplever en næsten ekstatisk tilstand af vækst og forbindelse med alt omkring sig, kan tolkes som en spirituel rejse mod oplysning eller transcendens. Træet længes efter at bringe alt liv med sig til dette højere niveau, som en allegori for universel enhed og opvågning.
Døden som en naturlig del af livscyklussen: Eventyret kan ses som en accept og fejring af døden som en naturlig del af livets cyklus. Træet vælger ikke modstand mod sin afslutning, men oplever det som en forløsning og transformation, parallelt med de religiøse temaer om opstandelse og evigt liv, som fremhæves gennem koblingen til julens kristne symbolik.
Tiden som en subjektiv oplevelse: Gennem dialogen mellem døgnfluen og træet udforskes ideen om tid som en subjektiv oplevelse. Hvad der synes kort for én, kan opleves som langt og rigt for en anden, hvilket opfordrer til refleksion over, hvordan vi som individer oplever og værdsætter vores tid her på jorden.
Andersen formår i eventyret at sammenflette naturens poesi med dybe eksistentielle og filosofiske spørgsmål, hvilket levner plads til læserens egen fortolkning og refleksion over livets og dødens mysterier.
Den sproglige analyse af Hans Christian Andersens eventyr „Det gamle egetræs sidste drøm“ kan dykke ned i flere aspekter af værket, såsom dets tematik, stilistiske træk og sproglige virkemidler.
Tematik:
Hovedtemaet i eventyret er livets og tidens gang, illustreret gennem kontrasten mellem det gamle egetræ og døgnfluen. Træet oplever århundreder, mens fluen kun lever en dag. Denne kontrast skaber en refleksion over livets relativitet og det subjektive perspektiv på tid og lykke. Eventyret handler også om naturens cyklus og accepten af livets afslutning, hvilket fremhæves gennem træets sidste drøm og dets rodfæstede forbindelse til jorden.
Stilistiske træk:
Andersen anvender en poetisk og næsten filosofisk stil, der kombinerer beskrivelse med refleksion. Beskrivelserne af naturen er detaljerede og sanselige med en rig brug af symbolik, især i beskrivelsen af træets drøm. Brugen af dialog mellem egetræet og døgnfluen giver en litterær struktur, der tillader filosofiske overvejelser om livets længde og indhold.
Personifikation: Træet og døgnfluen får menneskelige træk, hvilket gør det lettere for læseren at relatere til deres oplevelser og følelser. Træet tænker, drømmer og taler, mens døgnfluen udtrykker lykke og glæde.
Kontrast: Den mest fremtrædende kontrast er mellem det korte liv af døgnfluen og egetræets lange liv. Denne kontrast fremhæver forskellige perspektiver på livet og lykke.
Symbolik: Træet symboliserer stabilitet, visdom og kontinuitet, mens døgnfluen repræsenterer øjeblikkelig glæde og kortvarighed. Stormen, der vælter træet, kan symbolisere livets uforudsigelighed og afslutning.
Billeder: Andersen bruger rige naturbeskrivelser til at skabe levende billeder, som da sommerfugle og døgnfluer danser, og når himlen og havet nævnes i forbindelse med træets størrelse og betydning.
Metaforer og sammenligninger: Metaforer som „skyen drysser sne, det bliver et helt lagen“ og sammenligningerne mellem egetræets liv og dagene i et menneskeliv tilføjer dybde til fortællingen.
Sproget i „Det gamle egetræs sidste drøm“ er både eftertænksomt og malerisk, og eventyret formår at vække følelser af både vemod og skønhed i læseren. Andersen formidler en følelse af universel forbindelse mellem alle levende væsener gennem tidens gang og drømmens forløsende kraft.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Oversættelser | EN, DA, ES, FR, IT, NL |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 35.7 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 64.4 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 8.8 |
Gunning Fog Indeks | 10.9 |
Coleman–Liau Indeks | 10.1 |
SMOG Indeks | 10.6 |
Automated Readability Indeks | 8.3 |
Antal tegn | 10.180 |
Antal bogstaver | 7.929 |
Antal sætninger | 100 |
Antal ord | 1.803 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 18,03 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 319 |
Procentdel af lange ord | 17.7% |
Antal Stavelser | 2.646 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,47 |
Ord med tre stavelser | 166 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 9.2% |