Læsetid for børn: 9 min
Der var engang en bondemand og en bondekone. Præsten der i landsbyen syntes godt om hende og ville forfærdelig gerne tilbringe en hel dag rigtig fornøjeligt sammen med hende, og det ville hun også. En dag sagde han til hende: „Nu skal I bare høre. Jeg har fundet en måde, hvorpå vi kan komme til at tilbringe en glad dag sammen. Ser I, på onsdag lægger I jer til sengs og siger til jeres mand, at I er syg, og så skal I klage og stønne og blive ved med det lige til søndag. Så siger jeg i min prædiken, at den, der hjemme har et sygt barn, en syg mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu er, skal gøre en valfart til Hanebjerget i Vælskland, hvor man for to øre får et fjerdingkar laurbær, så bliver det syge barn, den syge mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu er, rask lige på stedet.“
„Det skal jeg nok,“ sagde bondekonen. Om onsdagen blev hun liggende i sengen og gav sig og klagede ganske forfærdeligt. Hendes mand bragte hende alt, hvad han kunne tænke sig, men det hjalp ikke en smule. Om søndagen sagde hun: „Jeg er så syg, som om jeg skulle opgive ånden med det samme, men før jeg dør, vil jeg dog høre præstens prædiken i dag.“ – „Nej, nej, min pige,“ sagde bonden, „det må du ikke. Det bliver bare værre, når du står op. Nu skal jeg gå i kirke og høre rigtig godt efter og fortælle dig alt, hvad præsten siger.“ – „Ja, så gør det,“ sagde hun, „men pas nu rigtig på, så du kan fortælle mig det alt sammen.“ Bonden gik så i kirke, og præsten begyndte så at prædike og sagde, at den, der hjemme havde et sygt barn, en syg mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, skulle gøre en valfart til Hanebjerget i Vælskland, hvor man kunne få et fjerdingkar laurbær for to øre, så blev det syge barn, den syge mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, rask på stedet, og hvis nogen ville gøre rejsen, skulle han blot efter gudstjenesten komme hen til ham, så skulle han give ham en sæk til laurbærrene og en toøre. Ingen var gladere end bonden og efter gudstjenesten gik han lige hen til præsten og fik sækken og toøren. Derpå gik han hjem og udenfor døren råbte han allerede: „Halløj, lille kone, nu er du så godt som rask. Præsten sagde i dag, at den der havde et sygt barn, en syg mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, skulle blot gøre en valfart til Hanebjerget i Tyskland, hvor man får et fjerdingkar laurbærblade for to øre, så blev det syge barn, den syge mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, rask lige på stedet. Nu har jeg fået en sæk og en toøre af præsten, og nu går jeg straks af sted, for at du kan blive rask så snart som muligt.“ Han gik nu, og ligesom han var ude af døren, stod konen op, og et øjeblik efter kom præsten. Nu vil vi imidlertid lade de to være alene med hinanden, og i stedet forgå med bondemanden. Han gik så hurtigt han kunne for i en fart at nå Hanebjerget, og så mødte han sin svoger, der var æggehandler, og havde været inde på torvet og sælge æg. „Hvor skal du hen i sådan en fart?“ spurgte svogeren. „Jeg har travlt,“ svarede bonden, „min kone er syg, og i dag sagde præsten i sin prædiken, at hvis man hjemme havde et sygt barn, en syg mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, så skulle man gøre en valfart til Hanebjerget i Vælskland, hvor man for to øre får et fjerndingkar laurbærblade, så bliver det syge barn, den syge mand eller kone, far eller mor, søster eller bror, eller hvem det nu var, rask lige på stedet. Han gav mig så en sæk og en toøre og så begav jeg mig på vej.“ – „Å, snak, svoger,“ sagde æggehandleren, „du er da ikke så dum at tro det. Nej, jeg skal sige dig noget. Præsten vil gerne være en hel dag alene med din kone, og så har han bundet dig det på ærmet for at få dig af vejen.“ – „Jeg gad dog nok vide, om det er sandt,“ sagde bonden. „Kryb ned i min æggekurv,“ sagde svogeren,“ så bærer jeg dig hjem, så kan du selv se.“ Bonden krøb så ned i kurven, og svogeren bar ham hjem. Der var et ordentligt halløj. Bondekonen havde slagtet alt sit fjerkræ og bagt kager, og præsten havde taget sin violin med. Svogeren bankede på, og konen spurgte hvem det var. „Det er mig, svigerinde,“ svarede manden, „I kommer til at give mig husly i nat. Jeg har ikke fået solgt mine æg på torvet, så jeg må bære dem hjem igen, men de er så tunge, så jeg kan ikke mere, og det er også så mørkt.“ – „I kommer rigtignok svært ubelejligt,“ sagde konen, „men når det ikke kan være anderledes, så kom ind og sæt jer hen på bænken ved ovnen.“ Svogeren kom ind og satte sig med sin store kurv ved siden af sig, og præsten og bondekonen var nok så lystige. Til sidst sagde præsten: „Hør lille kone, I synger jo så kønt, syng engang lidt for os.“ – „Jeg kan ikke mere,“ sagde konen, „i mine unge dage kunne jeg nok, men det er forbi nu.“ – „Gør det nu kun, „sagde præsten, og så begyndte hun: „Gudskelov, min mand er langt herfra, i Vælskland ved Hanebjerget, hurra.“ Præsten sang så:
„Å gid han ville blive væk,
rigtig længe, med samt sin laurbærsæk,
halleluja!“
Nu begyndte svogeren at synge (jeg har glemt at fortælle, at bonden hed Hildebrand):
„Hvad nu, du kære Hildebrandt,
kan du nu se, at jeg talte sandt.“
Og bonden i kurven begyndte at synge:
„Nu siger jeg til legen stop,
skynd dig, hjælp mig af kurven op.“
Så kravlede han op af kurven og bankede præsten ud af huset.
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den gamle Hildebrand“ er et folkeeventyr fra Brødrene Grimm-samlingen, der belyser temaerne bedrageri, mistillid og list. Historien starter med en præst, der er interesseret i en bondekone og ønsker at tilbringe tid alene med hende. For at få bondemanden af vejen, overtaler præsten konen til at foregive at være syg, hvorefter præsten i sin prædiken fortæller, at man kan helbrede sygdomme ved at rejse til Hanebjerget og købe laurbærblade. Bonden, bekymret for sin kones helbred, tager afsted på den foreskrevne rejse efter at have fået en sæk og en mønt af præsten.
Undervejs møder bonden sin svoger, som afslører præstens plan. Svogeren tilbyder at hjælpe bonden ved at skjule ham i sin æggekurv og tage ham tilbage til sit hjem. Da de ankommer, ser bonden, hvordan konen og præsten fejrer med mad, vin og musik. I en dramatisk afslutning afslører bonden fra kurven hele fidusen, konfronterer præsten og smider ham ud af huset.
Eventyret benytter humor og en snedig vending for at fortælle en historie om loyalitet og sandhed, hvor bondemanden, Hildebrand, med sin svogers hjælp, afslører og sætter en stopper for bedraget, hvilket viser, at klogskab og snarrådighed kan overvinde bedrag og uærlighed.
Eventyret „Den gamle Hildebrand“ af Brødrene Grimm handler om bedrageri, bedrag og bedragets afsløring. Der er adskillige interessante måder at fortolke dette eventyr på, der både kan kaste lys over temaer som tillid, moral og samfundets normer.
Tillid og bedrageri: En åbenlys fortolkning af eventyret er spørgsmålet om tillid inden for ægteskabet og mellem mennesker generelt. Bondemanden stoler på både sin kone og præsten, hvilket gør det muligt for dem at bedrage ham. Hans tillid bliver dog udfordret, og han lærer til sidst sandheden gennem hjælp fra sin svoger.
Magt og autoritet: Præsten udnytter sin position i landsbyen og den autoritet, han har som religiøs leder, til at manipulere bondekonen og bondemanden. Dette viser, hvordan folk i magtpositioner kan misbruge deres autoritet for personlige gevinster.
Køn og moral: Eventyret kan også ses i lyset af kønsroller og moral i et samfund. Bondekonens medvirken i bedraget kan tolkes som et eksempel på kvindelig handlekraft, men også som et brud på tidens moralske normer. Samtidig viser det, hvordan både mænd og kvinder kan være involveret i svigagtig adfærd.
Samfundets normer og skik: Historien reflekterer de sociale normer og skikke i det samfund, hvor det foregår. Det viser, hvordan rygtet om en mirakuløs helbredende rejse kan opstå og blive troet af landsbyboere. Det viser også, hvordan samfundets normer kan blive anvendt og brudt på forskellige måder til at opnå personlige mål.
Komik og ironi: Den humoristiske og ironiske tone i eventyret, især i sangene, bruger genren til at gøre op med alvorlige temaer som utroskab og bedrag. Den komiske afsløring, hvor bonden synger fra æggekurven, illustrerer en klassisk humoristisk handling, hvor det skjulte bliver afsløret på en overraskende måde.
Til sammen danner disse fortolkninger et komplekst billede af menneskelige relationer og samfundelige strukturer, der strækker sig langt ud over eventyrets enkle plot. Brødrene Grimms eventyr fungerer ofte som moralske eller satiriske kommentarer på deres samtid, og „Den gamle Hildebrand“ er ingen undtagelse.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den gamle Hildebrand‘ – Brødrene Grimm“ indebærer en undersøgelse af forskellige sproglige elementer og stilistiske træk, der bruges i eventyret.
Her er nogle centrale aspekter af en sådan analyse
Fortællestil og Struktur: Eventyret er fortalt i en traditionel fortællerform, hvor en alvidende fortæller beskriver begivenhederne uden at deltage i dem. Dette skaber en klassisk eventyrstemning.
Strukturen følger den typiske opbygning for eventyr: en præsentation af problemstillingen (præstens lyst og bondekonens medvirken), en udvikling (valfarten til Hanebjerget), og en løsning (opklaringen og præstens afstraffelse).
Repetition og Mønstre: Repetition bruges flittigt, især i præstens tale og bondens gengivelse af den. Denne teknik er typisk for folkeeventyr og tjener til at understrege budskaber og hjælpe med memorering og genkendelse. Der optræder gentagne fraser som „sygt barn, en syg mand eller kone, far eller mor, søster eller bror,“ der fremhæver det komiske element af den absurde situation.
Karakterbeskrivelser og Dialog: Karaktererne er beskrevet med enkle midler. Præsten er skildret som snedig og opportunistisk, mens bonden fremstår naiv men godtroende. Dialogen mellem karaktererne er ofte humoristisk og sarkastisk, især æggehandlerens afsløring og den satiriske sang leges med for at udstille hykleriet.
Symbolik og Morale: Laurbærbladene fungerer som et symbol på tomme løfter og mirakelkure, der ikke har nogen reel værdi. Moralen retter sig imod præstens upålidelighed og bondekonens medskyldighed i bedraget, med en implicit opfordring til skepsis over for autoriteter.
Sproglige Virkemidler: Humor er et centralt element, opnået gennem overdrivelser og den absurde situation med bonden, der trofast drager af sted på en umulig mission. Brug af rim og rytme mærkes især i sangene, der understreger det komiske og afslørende aspekt af handlingen.
Kulturelle Referencer: Eventyret afspejler sociale og kulturelle normer og konflikter fra den tid, det blev nedskrevet, såsom magtmisbrug fra kirkens side og kønsroller i ægteskabet.
Denne analytiske tilgang fremhæver, hvordan „Den gamle Hildebrand“ ikke kun er en underholdende historie, men også en sofistikeret anvendelse af sproglige og litterære teknikker, der kritisk kommenterer samfundsforholdene i Brødrene Grimms samtid.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 95 |
| Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 1360C |
| Oversættelser | DE, EN, DA, ES, PT, IT, JA, NL, PL, RU, TR, VI, ZH |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 33.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 69.2 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 9.3 |
| Gunning Fog Indeks | 11.2 |
| Coleman–Liau Indeks | 7.8 |
| SMOG Indeks | 9.9 |
| Automated Readability Indeks | 8.8 |
| Antal tegn | 5.513 |
| Antal bogstaver | 4.199 |
| Antal sætninger | 46 |
| Antal ord | 1.047 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 22,76 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 109 |
| Procentdel af lange ord | 10.4% |
| Antal Stavelser | 1.418 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,35 |
| Ord med tre stavelser | 63 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 6% |
