Læsetid for børn: 12 min
Der var engang en bonde, som havde drevet sin ko til marked og solgt den for fem daler. På hjemvejen kom han forbi en dam, og allerede langt borte fra hørte han frøerne kvække: „Brekekeks, brekekeks.“ – „De snakker, som de har forstand til,“ sagde han, „det er fem, jeg har fået, og ikke seks.“ Og da han kom hen til vandet, råbte han: „I fæhoveder. Det er nu fem og ikke seks.“ Men frøerne blev ved med deres: „Brekekeks.“ – „Når I ikke vil tro det, skal jeg vise jer det,“ sagde han, tog pengene op af lommen og talte dem. Frøerne brød sig aldeles ikke om det, men blev ved med at råbe: „Brekekeks, brekekeks.“
„Hold dog op,“ råbte bonden rasende, „værsgod, nu kan I selv tælle efter, siden I tror, I ved bedre end jeg.“ Derpå kastede han pengene ud i vandet. Han blev stående og ventede på, at han skulle få sine penge tilbage, men de påståelige frøer blev ved med deres brekekeks, og der kom ingen penge. Han ventede i flere timer, lige til det blev aften. Så måtte han jo hjem, men han skældte frøerne dygtigt ud og råbte: „I torskepander, I tossehoveder. I vræler, så man får hovedpine af at høre på det, men I kan ikke engang tælle fem daler. Tror I jeg har tid at vente på det smøleri.“ Derpå gik han sin vej, men frøerne blev ved at råbe „Brekekeks,“ og han ærgrede sig rigtigt over dem.
Nogen tid efter købte han en anden ko. Den slagtede han og beregnede nu, at hvis han kunne få kødet godt betalt, kunne han få lige så mange penge, som begge køerne var værd, og så havde han oven i købet skindet af den ene. Da han kom til byens port, løb der en stor flok hunde imod ham. Den største af dem sprang op ad ham, snusede til kødet og gøede. Da den ikke ville holde op, sagde bonden til den: „Ja, jeg kan jo nok mærke, at du vil have fat i kødet, men det blev nok en net historie, hvis jeg gav dig det.“ – „Vov vov,“ sagde hunden. „Vil du lade være med at spise det og også stå inde for dine kammerater,“ spurgte han. „Vov vov,“ svarede hunden. „Ja, når du lover mig det, må jeg vel give dig det,“ sagde bonden, „men inden tre dage vil jeg have pengene for det. Jeg ved nok, hvem du tilhører. Bring dem selv ud til mig, ellers skal det komme dig dyrt til at stå.“ Derpå pakkede han kødet ud, og hundene styrtede sig straks over det. „Nu tager de det nok alle sammen,“ tænkte bonden, „men den store må indestå mig for pengene.“
Den tredie dag tænkte bonden: „I aften har jeg pengene i lommen,“ og han glædede sig allerede til det. Men der kom ingen og bragte ham dem. „Man kan da heller ikke stole på nogen,“ sagde han, og til sidst tabte han tålmodigheden og gik ind til byen og forlangte pengene af slagteren. Slagteren troede det var spøg, men bonden sagde: „Det er mit ramme alvor, jeg vil have mine penge. Har den store hund ikke for tre dage siden bragt jer en hel ko?“ Da blev slagteren vred, greb et kosteskaft og jagede ham ud. „Vent du bare,“ sagde bonden, „der er dog noget, der hedder retfærdighed.“ Derpå gik han op på slottet og bad om at få kongen i tale. Han blev ført frem for kongen, der sad på tronen med sin datter, og spurgte, hvad han havde at beklage sig over. „Frøerne og hunden har stjålet fra mig,“ sagde han, „og nu har slagteren givet mig prygl derfor.“ Kongedatteren gav sig til at le højt, og kongen sagde: „Ja der kan j eg ikke skaffe dig ret, men j eg vil give dig min datter til kone. Det er første gang, jeg har hørt hende le, og jeg har lovet, at den der fik hende til det, skulle blive gift med hende.“ – „Mange tak,“ svarede bonden, „men jeg har rigtignok en kone i forvejen, og det er såmænd mere end nok. Hun gør det virkelig broget nok for mig.“ – „Du er en uforskammet karl,“ sagde kongen vredt. „Åh, herre konge,“ svarede bonden, „hvad kan man forlange af en stud andet end et brøl.“ – „Vent lidt,“ sagde kongen, „du skal få en anden belønning. Gå din vej nu, men kom igen om tre dage. Så skal du få femhundrede.“
Da bonden kom ud, sagde skildvagten til ham: „Du får nok noget godt, når du har fået kongedatteren til at le.“ – „Ja det tror jeg,“ svarede bonden, „femhundrede daler, får jeg.“ – „Hvad vil du med alle de penge?“ sagde soldaten „giv mig nogle af dem.“ – „Ja ja, siden det er dig,“ svarede bonden, „om tre dage kan du melde dig hos kongen og bede om de to hundrede.“ En jøde, der havde hørt, hvad han fortalte, løb hen til ham og sagde: „I er rigtignok en lykkens yndling. Men hvad vil I med alle de store dalere? Skal jeg ikke veksle dem for jer.“ – „Jeg har trehundrede tilbage,“ sagde bonden, „giv mig dem så straks. Du kan få dem hos kongen om tre dage.“ Jøden blev glad og betalte ham pengene i gamle skillinger, hvoraf tre var så meget værd som to nye. Efter tre dages forløb gik bonden igen op til kongen. „Træk trøjen af ham,“ sagde han, „så skal han få de femhundrede.“ – „Det er ikke mig der skal have dem,“ sagde bonden, „tohundrede har jeg lovet skildvagten herudenfor, og resten har jeg fået vekslet hos en jøde.“ Imidlertid kom soldaten og jøden og forlangte at få, hvad bonden havde lovet dem. Kongen lod så hente en tamp, og soldaten fik først tohundrede af de slag, som han havde tiltænkt bonden. Han fandt sig tålmodig i det – han havde nok prøvet det før – men jøden jamrede og skreg: „Av, av, sikke hårde dalere.“ Kongen lo ad bonden og var ikke mere vred på ham. „Nu har du jo ingen belønning fået,“ sagde han, „men det skal du nok få erstatning for. Gå ind i mit skatkammer og tag så mange penge, du vil.“ Det lod bonden sig ikke sige to gange, men stoppede så meget i sine store lommer, som han på nogen måde kunne. Så gik han ned på kroen og gav sig til tælle sine penge. Jøden havde listet sig bagefter ham og lyttede nu efter, hvad han sad og snakkede med sig selv om. „Den lurendrejer af en konge har nok narret mig alligevel,“ hørte han ham sige, „han havde vel nok selv kunnet give mig pengene. Nu ved jeg jo slet ikke, om alt dette her, som jeg har taget på må og få, er noget værd.“ – „Gud fri os,“ tænkte jøden, „det er rigtignok nydeligt, som han taler om kongen. Det må jeg op på slottet og fortælle, så får jeg nok en belønning, og han bliver straffet.“ Kongen blev rasende, da han hørte, hvad bonden havde sagt, og befalede jøden at bringe synderen op på slottet. Jøden skyndte sig ned til bonden og sagde: „I skal på stående fod komme op til kongen.“ – „Tøv lidt,“ sagde bonden, „jeg ved nok, hvad der passer sig. Jeg må først have syet mig en anden frakke. Tror I en mand, der har så mange penge på lommen, går til kongen i de pjalter.“ Da jøden så, at han ikke kunne få bonden med i det tøj og var bange for, at kongens vrede skulle gå over, sagde han: „Hvad gør man ikke for sine venner. Jeg vil låne jer en pæn frakke.“ Det tog bonden imod, trak jødens frakke på og gik op på slottet. Kongen bebrejdede ham nu hans utaknemmelige opførsel. „En jøde siger ikke et sandt ord,“ sagde bonden, „det kunne såmænd gerne falde den fyr ind at sige, det var hans frakke, jeg havde på.“ – „Hvad for noget,“ råbte jøden, „er det ikke min frakke. Jeg har jo lånt Jer den af det bare venskab, for at I kunne være pænt klædt på, når I skulle op på slottet.“ Da kongen hørte det, sagde han: „Enten har jøden narret bonden eller mig,“ og så lod han ham give endnu flere af de hårde dalere. Men bonden gik hjem i sin gode frakke og med alle sine penge i lommen og tænkte: „Denne gang har jeg rigtignok båret mig klogt ad.“
Learn languages. Double-tap on a word.Learn languages in context with Childstories.org and Deepl.com.Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Den gode handel“ er et klassisk eventyr fra Brødrene Grimm, der kredser om en naiv, men snarrådig bonde, der gennem en række komiske misforståelser og uheld sælger sin ko, mister sine penge og ender i en serie af absurde situationer.
I historien sælger bonden sin ko for fem daler, men bliver forvirret og irriteret over frøer, der kvækker, og tror, de siger „seks“ i stedet for „fem“. I frustration smider han sine penge i dammen for at bevise en pointe, men uden held. Efter at have købt en ny ko og foretaget endnu en dårlig handel, hvor han overlader koens kød til en flok hunde i bytte for et løfte om betaling, møder han modgang med slagteren og søger retfærdighed hos kongen.
Kongen, underholdt af bondens beretning, lover ham sin datter, fordi bonden er den første, der har fået prinsessen til at le. Bonden afslår dog, da han allerede er gift. Han bliver lovet en anden belønning i form af penge, hvilket fører til yderligere komiske situationer involverende en soldat, en jødisk pengeveksler og flere misforståelser.
Gennem hele eventyret navigerer bonden på humoristisk vis sin vej gennem disse skærmydsler med en blanding af naivitet og list. I sidste ende drager han hjem, tilsyneladende velhavende og tilfreds med sin ‚gode handel‘, til trods for den kaotiske rejse han har været på.
Historien er et eksempel på Grimms evne til at blande humor, moral og skævhed og tilbyder et indblik i tidens sociale dynamikker, specielt forholdet mellem forskellige samfundslag og figurer som bonden, slagteren, kongen og den jødiske pengeveksler. Eventyret beskæftiger sig med temaer som stædighed, tillid og den tilsyneladende tilfældige karakter af held.
Fortællingen „Den gode handel“ af Brødrene Grimm er en humoristisk historie om en bondes mislykkede forsøg på at lave gode handler. Bonden forsøger at argumentere med frøer og handler med en hund, hvilket fører til komiske misforståelser og tab. Gennem historien demonstrerer bonden en bemærkelsesværdig naivitet og en tillid til, at alle dyr og mennesker vil overholde deres aftaler.
En central fortolkning af denne historie kan dreje sig om temaet tillid og absurd logik i bondefolkets liv. Bonden udviser en naiv tro på, at verden fungerer retfærdigt, og at en hund kan fungere som en troværdig handelspartner. Denne tillid og bondens enkle logik fører ham gang på gang ud i problematiske situationer. Det illustrerer en komisk kontrast mellem verdens forventede orden og den kaotiske virkelighed.
Der er også en dybere sociale kommentar om den økonomiske og sociale dynamik mellem forskellige samfundslag, som kan ses i bondens interaktion med slagteren, kongen og jøden. Hver karakter repræsenterer forskellige samfundslag, og deres interaktioner peger på temaer om magt og udnyttelse. Kongens beslutninger er både uretfærdige over for bonden og viser, hvordan magthaverne kan være ineffektive eller bare handler ud fra egeninteresse.
At bonden ender med at få en lykkelig slutning, trods enhver odds, kan tolkes som en kommentar om held og skæbnens luner. Det kan også give udtryk for håbet om, at selv de naive og enkle kan finde succes, hvis blot ved et lykketræf.
Fortællingen kombinerer humor med et skarpt blik på menneskelig dumhed og samfundets absurditeter. Den viser, hvordan enkelhed og troskyldighed – trods deres ulemper – i nogle tilfælde kan føre til uventet held.
„Sproglig analyse af eventyret ‚Den gode handel‘ – Brødrene Grimm. “
Eventyret „Den gode handel“ af Brødrene Grimm er en klassisk fortælling, der skildrer den naive, men snu bonde i hans eventyr med talende frøer, påståelige hunde, en kongedatter, og en grisk jøde. Herunder følger en sproglig analyse af eventyret med fokus på forskellige sproglige elementer.
Fortællestil og Sprogbrug
Fortællerstemme: Eventyret bruger en tredjepersons alvidende fortæller, der giver læseren et indblik i bondens tanker og handlinger. Fortællerstemmen er nøgtern, men humoristisk, især når bondens enfoldige logik og selvtillid skinner igennem.
Dialog: Dialogen er simpel og direkte, hvilket er kendetegnende for folkeeventyr. Dette gør historien let at følge og giver indblik i karakterernes personligheder.
Humor: Der er en humoristisk undertone i eventyret, især i bondens interaktioner med frøerne og hundene, samt i hans misforståede forretningssans.
Karakteristika
Bonden: Han er central i fortællingen og fremstår som naiv og stædig, men også snu og heldig. Hans simple livssyn og manglende forståelse for socialt hierarki og logik er gennemgående temaer.
Dyrene (Frøer og Hunde): Dyrene tildeles menneskelige egenskaber, da frøerne kvækker insisterende „Brekekeks,“ og hunden interagerer med bonden som om den kan forstå og svare på hans spørgsmål.
Kongen og Kongedatteren: Kongen er traditionelt magtfuld, men også retfærdig, mens kongedatterens latter sætter hele historien i bevægelse.
Temaer
Naivitet og Snedighed: Kombineret i bondens karakter, som med sin enkle verdensforståelse alligevel formår at vende situationer til sin fordel.
Retskaffenhed vs. Bedrag: Bonden tror på enhver aftale, han indgår, mens de andre karakterer som slagteren og jøden repræsenterer bedrag og udnyttelse.
Symbolik
Penge og Handel: Penge repræsenterer både værdi og forvirring. Bondens manglende evne til at forstå kompleksiteten i handel leder til komiske, men også absurde situationer.
Den gode handel: Titlen er ironisk, da bondens handler sjældent er gode i traditionel forstand, men gennem held eller uforudsigelige hændelser ender til hans fordel.
Struktur
Kronologisk opbygning: Historien er fortalt i kronologisk rækkefølge, der følger bondens rejser og oplevelser med de nævnte personer og dyr.
Konflikt og Løsning: Hver episode indeholder en konflikt (med frøer, hunde, og senere kongen) og en efterfølgende løsning, ofte ved hjælp af bondens snuhed eller medvirken af andre.
Lærerige Elementer
Moral: Eventyret kan tolkes som en kritik af blind tillid og påståelige fejltagelser, men også en hyldest til simpelt livssyn og til troen på retfærdighed.
Denne sproglige analyse viser, hvordan Brødrene Grimm bruger et enkelt og humoristisk sprog til at fremhæve karaktererne og deres handlinger i „Den gode handel“. Fortællingen giver indsigt i menneskelig natur og de ofte absurde konsekvenser, som naive handlinger kan medføre.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 7 |
| Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 1642 |
| Oversættelser | DE, EN, EL, DA, ES, PT, FI, IT, JA, NL, KO, PL, RU, TR, VI, ZH |
| Læsbarhedsindeks af Björnsson | 26.2 |
| Flesch-Reading-Ease Indeks | 76.9 |
| Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.4 |
| Gunning Fog Indeks | 8.2 |
| Coleman–Liau Indeks | 7.4 |
| SMOG Indeks | 8.4 |
| Automated Readability Indeks | 5 |
| Antal tegn | 7.340 |
| Antal bogstaver | 5.524 |
| Antal sætninger | 89 |
| Antal ord | 1.400 |
| Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 15,73 |
| Ord med mere end 6 bogstaver | 147 |
| Procentdel af lange ord | 10.5% |
| Antal Stavelser | 1.886 |
| Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,35 |
| Ord med tre stavelser | 72 |
| Procentdel af ord med tre stavelser | 5.1% |
