Læsetid for børn: 8 min
Der var engang en fattig mand, som havde tolv børn og måtte arbejde dag og nat for at skaffe føden til dem. Da det trettende kom til verden, vidste han slet ikke, hvordan han skulle klare sig, og i sin fortvivlelse gik han ud på landevejen for at bede den første han traf, om at stå fadder til barnet. Den første, han mødte, var den gode Gud. Han vidste allerede besked og sagde: „Jeg har ondt af dig, stakkels mand. Jeg vil stå fadder til dit barn og sørge for, at det går det godt i livet.“ – „Hvem er du?“ spurgte manden. „Jeg er den gode Gud,“ svarede den fremmede. „Ja, så skal jeg ikke have dig til fadder,“ sagde manden, „du giver nogle rigdom og lader andre dø af sult.“ Manden forstod ikke, hvor vist Gud fordeler fattigdom og rigdom og gik derfor videre. Kort efter mødte han djævelen, som sagde til ham: „Hvis du vil lade mig stå fadder til dit barn, vil jeg skænke det guld og ære og al verdens herlighed.“ – „Hvem er du?“ spurgte manden. „Jeg er djævelen,“ svarede den fremmede. „Ja, så skal jeg ikke have dig til fadder,“ sagde manden, „du forfører menneskene til ondt og bedrager dem.“ Han gik videre og lidt efter mødte han døden. „Hvem er du?“ spurgte han. „Jeg er døden, der gør alle lige,“ svarede den fremmede. „Ja, du skal stå fadder til mit barn,“ sagde manden, „du gør ikke forskel på fattig og rig.“ – „Jeg vil gøre din søn rig og berømt,“ sagde døden, „det er altid godt at have mig til ven.“ Næste søndag, da dåben fandt sted, kom døden da også, og stod fadder til barnet.
Da drengen var kommet til skels år og alder, trådte gudfaderen en dag ind i stuen og bød ham følge med. De gik ud i skoven, og der viste han ham en lille plante og sagde: „Nu skal du få din faddergave. Jeg vil gøre dig til en berømt læge. Hver gang du bliver kaldt til en syg, vil jeg vise mig for dig. Står jeg ved den syges hoved, behøver du blot at give ham en af disse urter, så bliver han rask. Men står jeg ved fodenden skal du sige, at ingen magt i verden kan frelse ham. Vogt dig for at bruge urten imod min vilje, det kunne komme dig dyrt til at stå.“
Inden der var gået ret lang tid, var gudsønnen den berømteste læge i hele verden. „Han behøver kun at se på en syg, så ved han straks, om han vil leve eller dø,“ sagde folk. Langvejs fra kom de rejsende for at hente ham til deres syge, og han blev snart meget rig. Engang blev kongen syg, og der blev sendt bud efter lægen, for at han skulle sige, om han kunne leve. Men da han kom ind til sengen, stod døden ved fodenden. For ham var der ingen lægedom. „Mon jeg ikke kunne narre døden en gang,“ tænkte lægen, „han vil vel nok blive gal i hovedet, men da jeg er hans gudsøn, bærer han forhåbentlig over med mig.“ Derpå vendte han den syge, så døden kom til at stå ved hovedgærdet, og tog en af sine urter frem og gav kongen den. Men døden kom til lægen med et mørkt ansigt og truede ad ham. „Denne gang skal jeg tilgive dig,“ sagde han, „men sker det en gang til, er det ude med dig.“
Kort tid efter blev kongens eneste datter meget syg. Han var ved at græde sig øjnene ud af hovedet og lod bekendtgøre, at den, der kunne helbrede hende, skulle få hende til ægte og arve riget efter ham. Da lægen kom til den syge, så han, at døden stod ved hendes fødder. Men han blev så blændet af kongedatterens skønhed, at han glemte alt andet. Han så ikke, at døden truede ad ham med sine knokkelhænder, men vendte hende om, så hovedet kom til at ligge i fodenden af sengen. Så gav han hende en urt og straks fik hendes kinder farve, og hendes læber åbnede sig igen.
Men døden gik lige hen til sin gudsøn og sagde vredt: „Nu kommer turen til dig.“ Derpå tog han fat i ham med sine iskolde hænder og tvang ham til at følge med ned i en underjordisk hule. Der stod tusinder og atter tusinder af lys og brændte. Nogle var store, andre var allerede brændt halvt ned, og atter andre var ganske små. Hvert øjeblik slukkedes nogle og andre tændtes, så det så ud, som om flammerne hoppede frem og tilbage. „Det er menneskenes livslys,“ sagde døden, „de store er børnenes, de halve tilhører mennesker i deres bedste år, og de små er de gamle menneskers. Men tit har også børn og unge mennesker kun et lille lys.“ – „Vis mig mit,“ sagde lægen og tænkte, det måtte vel være temmelig stort. Døden viste ham en lille stump, der var lige ved at gå ud. „Det er dit lys,“ sagde han. „Kære gudfader,“ råbte lægen forskrækket, „tænd et nyt. Lad mig leve med min dejlige kongedatter og blive konge over hele riget.“ – „Det kan jeg ikke,“ svarede døden, „det ene lys må slukkes, før det andet kan tændes.“ – „Så sæt det gamle ovenpå et nyt, så det brænder videre,“ bad lægen. Døden lod, som han ville opfylde hans ønske, og hentede et stort lys. Men da han skulle sætte det ovenpå den lille stump, væltede han den med vilje, så den slukkedes. I samme nu sank lægen om og var død.

Kontekst
Fortolkninger
Sprog
„Dødens gudsøn“ er et eventyr af Brødrene Grimm, der fortæller historien om en fattig mand, der forsøger at finde en gudfader til sit trettende barn. I sin søgen møder han Gud, Djævelen, og til sidst Døden. Hver af disse tilbyder noget forskelligt, men manden vælger Døden, da han ikke skelner mellem rige og fattige.
Døden giver drengen en gave, da han bliver voksen – han bliver en dygtig læge, der kan se, om en patient vil leve eller dø, baseret på Dødens placering ved sengen. Som læge vinder han hurtigt berømmelse og rigdom.
Dog vælger han at trodse Døden to gange: først ved at redde en konge ved at vende ham i sengen, og derefter ved kongens datter af samme grund på trods af Dødens advarsel.
Døden straffer sin gudsøn for hans ulydighed ved at tage ham til en hule fyldt med lys, der repræsenterer menneskets liv. Lægen ser, at hans lys er ved at brænde ud og beder Døden om at lade ham leve længere. Døden nægter og slukker i stedet hans lys, hvilket resulterer i lægens øjeblikkelige død.
Eventyret illustrerer temaer som livets forgængelighed og det uundgåelige ved døden, mens det også understreger, at menneskets skæbne ikke kan manipuleres uden konsekvenser.
Eventyret „Dødens gudsøn“ af Brødrene Grimm er en fascinerende fortælling, der berører flere dybe temaer, herunder retfærdighed, skæbne, ambition, og menneskets forhold til døden. Forskellige fortolkninger af eventyret kan fokusere på forskellige aspekter af historien:
Lighedens Magt: Døden skildres som den ultimative udligner, der behandler alle lige, uanset status eller rigdom. Dette perspektiv kan ses som en kommentar til den uundgåelige natur af døden og dens upartiskhed, i modsætning til de ofte uretfærdige sociale forskelle og uretfærdigheder i livet.
Ambitionens konsekvenser: Lægens ambition og ønske om magt og kærlighed fører til hans fald. Historien kan tolkes som en advarsel mod overmod og det at stræbe efter mere, end det man har lov til eller fortjent. Lægen bliver offer for hubris, der overskygger hans pligt og døds respekt.
Fatalisme versus Fri Vilje: Eventyret rejser spørgsmålet om, hvorvidt skæbnen er forudbestemt, eller om individer har magten til at ændre deres skæbne. Lægens forsøg på at snyde døden antyder et ønske om at bryde ud over de begrænsninger, der er sat for ham, men han bliver mindet om, at visse ting er uden for hans kontrol.
Den Moralske Retfærdighed: Dødens dobbeltrolle som gudfar og mægtig, men upåvirkelig instans, kan symbolisere en slags moralsk retfærdighed: dem der søger at snyde eller trodse naturens orden, vil til sidst stå til ansvar. Lægens handlinger har konsekvenser, og døden sikrer en form for balance ved historiens afslutning.
Dødens Uundgåelighed: Ved at vise livets skrøbelighed gennem lysmetaforen, fortæller eventyret om livets forgængelighed og den uundgåelige død. Dette kan ses som en opfordring til at værdsætte livet, mens man har det, da man aldrig ved, hvornår ens lys vil brænde ud.
Disse fortolkninger understreger eventyrets dybde og de mange måder, hvorpå det kan relateres til menneskelige erfaringer, bekymringer og filosofi. Fortællingens tidløse temaer har fortsat genklang hos læsere, hvilket giver den en vedvarende relevans og betydning.
Den sproglige analyse af Brødrene Grimms eventyr „Dødens gudsøn“ kan omfatte flere aspekter, såsom fortællestruktur, temaer, personifikationer og stilistiske træk.
Her er nogle punkter, der kan indgå i en sådan analyse:
Struktur
Indledning: Eventyret begynder med den klassiske eventyrformel „Der var engang“, som sætter scenen og indfører læseren i en tidløs, fiktiv verden.
Problemopbygning: Den fattige mand møder tre figurer (Gud, Djævelen, Døden) og vælger til sidst Døden som gudfar, hvilket sætter handlingen i gang.
Udvikling: Drengen bliver en berømt læge ved hjælp af Dødens gave, men han begynder at udfordre de naturlove, Døden har lagt.
Klimaks: Lægen prøver at snyde Døden ved at vende kongen og prinsessen om i sengen.
Afslutning: Døden straffer lægen og forklarer ham livets forgængelighed ved hjælp af lysene, hvilket ender med lægens død.
Temaer
Lighed og uundgåelighed af døden: Dødens ligestilling af alle mennesker er et centralt tema, hvilket fremgår af hans behandling af alle lige, uanset social status.
Menneskets begrænsede magt: Lægens forsøg på at omgå Dødens magt viser menneskets begrænsninger og hybris.
Skæbne og retfærdighed: Den rette fordeling af rigdom, liv og død er et centralt tema, som ses i mandens afslag på Gud og Djævelen.
Personifikationer
Døden som karakter: Døden personificeres som en retfærdig, men ubarmhjertig karakter, der skaber orden i universet ved at opretholde liv og død.
Gud og Djævelen: Begge symboliserer yderpunkterne i menneskelig tro og moral – den ene giver ufortjent rigdom, mens den anden forfører.
Stilistiske træk
Dialog: Brugen af dialog gennem hele eventyret giver indsigt i karakterernes valg og moral.
Symbolik: Lysene i hulen er en stærk symbolik for livets skrøbelighed og flygtighed.
Gentagelse: Gentagelsen af møderne med Gud, Djævelen, og Døden tjener til at understrege tematiske elementer som valg og konsekvens.
Samlet set udforsker „Dødens gudsøn“ temaer om liv, død, og moralske valg, indpakket i en fortælling der benytter typiske eventyrtræk som personifikation og symbolik for at formidle sine budskaber. Eventyret stiller spørgsmål ved menneskets forsøg på at kontrollere skæbnen og fremhæver livets forgængelighed og uundgåeligheden af døden.
Information til videnskabelig analyse
Nøgletal | Værdi |
---|---|
Nummer | KHM 44 |
Aarne-Thompson-Uther Indeks | ATU Typ 332 |
Oversættelser | DE, EN, DA, ES, FR, PT, IT, JA, NL, PL, RU, TR, VI, ZH |
Læsbarhedsindeks af Björnsson | 24.6 |
Flesch-Reading-Ease Indeks | 76.8 |
Flesch–Kincaid Grade-Level | 6.2 |
Gunning Fog Indeks | 8.1 |
Coleman–Liau Indeks | 7.8 |
SMOG Indeks | 8.3 |
Automated Readability Indeks | 4.9 |
Antal tegn | 4.853 |
Antal bogstaver | 3.694 |
Antal sætninger | 62 |
Antal ord | 922 |
Gennemsnitlige ord pr. Sætning | 14,87 |
Ord med mere end 6 bogstaver | 90 |
Procentdel af lange ord | 9.8% |
Antal Stavelser | 1.253 |
Gennemsnitlige stavelser pr. Ord | 1,36 |
Ord med tre stavelser | 49 |
Procentdel af ord med tre stavelser | 5.3% |