Krystalkuglen - Eventyr af Brødrene Grimm

Der var engang en troldkvinde, som havde tre sønner, der elskede hinanden som brødre, men den gamle kvinde stolede ikke på dem og troede, at de ville stjæle hendes magt fra hende. Så hun forvandlede den ældste til en ørn, som blev tvunget til at bo i klippebjergene og ofte sås feje i store cirkler på himlen. Den anden forvandlede sig til en hval, der levede i det dybe hav, og alt, hvad man så af den, var, at den nogle gange sprøjtede en stor vandstråle op i luften. Hver af dem bar kun sin menneskelige form i to timer dagligt.

Den tredje søn, som var bange for, at hun ville forvandle ham til et rasende vilddyr – måske en bjørn eller en ulv – gik i hemmelighed væk. Han havde hørt, at en forhekset kongedatter var fængslet i Den Gyldne Sols Slot og ventede på befrielse. De, der forsøgte at befri hende, risikerede imidlertid deres liv; treogtyve unge mennesker var allerede døde en elendig død, og nu kunne kun én anden forsøge, hvorefter der ikke måtte komme flere. Og da hans hjerte var uden frygt, fik han tanken om at opsøge Den Gyldne Sols Slot. Han havde allerede rejst rundt i lang tid uden at kunne finde det, da han tilfældigvis kom ind i en stor skov og ikke kendte vejen ud af den.

Pludselig så han i det fjerne to kæmper, som gjorde tegn til ham med hænderne, og da han kom hen til dem, sagde de: „Vi skændes om en kasket, og hvem af os den skal tilhøre, og da vi er lige stærke, kan ingen af ​​os få bugt med den anden. De små mænd er klogere end os, så vi overlader afgørelsen til dig.“ „Hvordan kan du skændes om en gammel kasket?“ sagde den unge mand. „Du ved ikke, hvilke egenskaber den har! Det er en ønskekasket; den, der tager den på, kan ønske sig væk, hvorhen han vil, og straks vil han være der.“ „Giv mig kasketten,“ sagde den unge mand, „jeg vil gå et kort stykke væk, og når jeg kalder på dig, skal du løbe et løb, og kasketten skal tilhøre den, der kommer først til mig.“ Han tog den på og gik sin vej, tænkte på kongedatteren, glemte kæmperne og gik uophørligt videre. Endelig sukkede han af hele sit hjertes dyb og udbrød: „Ak, hvis jeg bare var på Den Gyldne Sols Slot!“ Og knap nok var ordene kommet over hans læber, før han stod på et højt bjerg foran slottets port.

Han gik ind og gennem alle værelserne, indtil han til sidst fandt kongedatteren. Men hvor chokeret blev han dog, da han så hende. Hun havde et askegråt ansigt fuldt af rynker, triste øjne og rødt hår. „Er du kongedatteren, hvis skønhed hele verden priser?“ råbte han. „Åh,“ svarede hun, „dette er ikke min skikkelse; menneskeøjne kan kun se mig i denne grimhed, men for at du kan vide, hvordan jeg er, så se i spejlet. Det lader sig ikke vildlede, det vil vise dig mit billede, som det i sandhed er.“ Hun gav ham spejlet i hånden, og han så deri den smukkeste jomfru på jorden og så også, hvordan tårerne trillede ned ad hendes kinder af sorg. Så sagde han: „Hvordan kan du blive befriet? Jeg frygter ingen fare.“ Hun sagde: „Den, der får krystalkuglen og holder den foran troldmanden, vil ødelægge sin magt med den, og jeg skal genvinde min sande skikkelse. Åh,“ tilføjede hun, „så mange er allerede gået døden i møde for dette, og du er så ung; jeg sørger over, at du skulle møde så stor fare.“

„Intet kan forhindre mig i at gøre det,“ sagde han, „men fortæl mig, hvad jeg skal gøre.“ „Du skal vide alt,“ sagde kongedatteren; „når du kommer ned fra bjerget, hvor slottet står, vil en vild tyr stå nedenfor ved en kilde, og du skal kæmpe imod den, og hvis du har heldet med at dræbe den, vil en ildfugl springe ud af den, som bærer et brændende æg i sin krop, og i ægget ligger krystalkuglen som en blomme. Fuglen vil dog ikke lade ægget falde, før den bliver tvunget til det, og hvis det falder på jorden, vil det flamme op og brænde alt, hvad der er i nærheden, og smelte selve isen, og med den krystalkuglen, og så vil al din besvær have været forgæves.“

Den unge mand gik ned til kilden, hvor tyren fnøs og brølede ad ham. Efter en lang kamp stak han sit sværd i dyrets krop, og det faldt ned. I samme øjeblik steg en ildfugl op fra den og var lige ved at flyve væk, men den unge mands bror, ørnen, som gik mellem skyerne, styrtede ned, jagtede den væk til havet og slog den med sit næb, indtil den i sin ende lod ægget falde. Ægget faldt dog ikke i havet, men på en fiskerhytte, der lå på stranden, og hytten begyndte straks at ryge og var ved at bryde i brand. Så rejste bølger op i havet, så høje som et hus, de strømmede over hytten og dæmpede ilden. Den anden bror, hvalen, var kommet svømmende hen til dem og havde drevet vandet op i luften. Da ilden var slukket, ledte den unge mand efter ægget og fandt det heldigvis; den var endnu ikke smeltet, men skallen var gået i stykker ved at blive så pludselig afkølet af vandet, og han kunne tage krystalkuglen ud uskadt.

Da den unge mand gik hen til troldmanden og holdt den foran ham, sagde denne: „Min magt er ødelagt, og fra nu af er du kongen af ​​Den Gyldne Sols slot. Med dette kan du ligeledes give dine brødre deres menneskelige form tilbage.“ Så skyndte den unge mand sig hen til kongedatteren, og da han kom ind i værelset, stod hun der i sin fulde skønheds pragt, og glædeligt udvekslede de ringe med hinanden.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Læs et andet kort eventyr (5 min)

Alfernes gave

Bidronningen

De tre brødre

Lær sprog. Dobbelttryk på et ord.Lær sprog i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Information til videnskabelig analyse