Krystalkulen - Eventyr Brødrene Grimm

— 125 —

tilfældet vilde, at de vandred hverandre til mødes. Han saa langt borte i en li en fremmed bøling, og drev sine sauer bortefter til den. De mødtes begge 1 en dal, men de kjendte hverandre ikke igjen. Alligevel var de glade, fordi de ikke var saa ensomme mer, og fra nu af øjætte de flokkene sine sammen. De talte ikke meget; men de kjendte sig trøstet.

En kveld, da fuldmaanen stod høit paa himmelen, og sauene alt havde lagt sig til ro, tog gjæteren en fløite op af lommen og blaaste en vakker, men sørgmodig vise.

Da ban var færdig, saa han at hun sad og graat bitterlig.

» Hvorfor graater du?* spurte han.

,Ak,* svarte hun, ,slig lyste fuldmaanen ogsaa da jeg sidst blaaste denne visen paa fløite, og manden min kom op over vandet med hovedet.*

Han saa paa hende, og da var det som der faldt skjæl fra hans øine; han kjendte sin kone igjen; og da hun saa paa ham, og maanen lyste paa hans ansigt, saa kjendte hun ogsaa ham. De tog hverandre i favn og kyssed hverandre, og om de var lyksalige, det behøver ingen spørge om.

— 126 — Den stjaalne skillingen.

En gang sad en far med sin kone og sine børn ved middagsbordet, og en god ven, som var kommet paa besøg, sad og spiste med dem. Og mens de sad slig, og klokken slog tolv, saa den fremmede, at døren gik op, og at et svært blegt lidet barn, klædd i snehvidt, kom ind. Det saa sig ikke om, så ikke noget heller, men gik lige ind i kammerset ved siden af stuen. Snart efter kom det tilbage og gik lige saa stilt ud af døren igjen.

Anden og tredje dagen kom det paa samme vis.

Da spurte endelig den fremmede faren i huset, hvem som eide det vakre barnet, som hver middag gik ind i kammerset.

nJeg har ikke set noget barn,“ svarte faren, Fu e ikke skjønner jeg hvem som skulde eie det heller.

Den næste dagen, da barnet kom igjen, pegte den fremmede paa det for faren; men han saa det ikke, og moren og alle børnene saa det heller ikke. Da reiste den fremmede sig, gik bort til kammersdøren,

— gløtted paa den og saa ind. Der saa han barnet sidde

paa huk og grave og rode ivrig i gulvsprækken med

| fingeren sin; men da det fik se den fremmede, forsvandt det.

Nu fortalte han hvad han havde set, og beskrev barnet nøie. Da kjendte moren det igjen og sa: ,Aa, det er vort kjære barn, som døde for fire uger siden.*

Saa brød de gulvet op og fandt to skilling, som barnet en gang havde faat af moren for at give dem

— 127 — til en fattigmand. Men barnet havde tænkt: , For disse skillingerne kan jeg kjøbe kavring,* og saa havde det beholdt skillingerne og gjemt dem i gulvsprækken; og derfor havde det ikke havt ro 1 graven, men var kommet hver middag: for at lede efter skillingerne.

Saa gav forældrene pengene til en fattig, og siden. blev barnet aldrig set mer.

Krystalkulen.

Det var en gang en trollheks, og hun havde tre sønner, som holdt af hverandre som brødre; men den gamle stolte ikke paa dem. Hun trodde bestandig, at de vilde røve hendes magt fra hende.

Da skabte hun den ældste om til en ørn, og han maatte bo høit oppe i en fjeldvæg, og af og til saa folk ham svæve rundt under himmelen 1 store ringer.

Den anden skabte hun om til en hval, og han maatte leve ude i vilde havet, og bare nu og da kunde en se, at han sendte en vældig vandsprut høit til veirs.

Men den tredje af sønnerne, som var ræd for at hun kunde skabe ham om til et glubende vilddyr, til en bjørn eller en ulv, rømte hemmelig sin vei.

Han havde hørt, at paa det slottet de kaldte ,den gyldne sol“, bodde det en forhekset kongsdatter som vented paa forløsning; men de som vilde prøve at forløse hende, maatte vaage livet for det. Alt tre og

| — 128 — tyve ungersvender havde lidt en ynkelig død der oppe, og nu var det bare en igjen som havde lov til at prøve sig, siden fik ingen komme til mer. Men da gutten ikke kjendte frygt i sit hjerte, saa satte han sig fore at opsøge slottet ,den øyldne sol*.

Han havde alt vandret længe omkring, uden at han kunde finde det, da han en dag kom ind i en stor skog, som han ikke vidste at finde ud af igjen. Med «ett saa han langt borte to riser; de vinked til ham med haanden, og da han naadde bort til dem, sa de: y VI strides om en hat, hvem som skal eie den, og siden vi er lige sterke begge, saa kan ingen af os vinde paa den andre. De.smaa menneskene er klogere end vi, derfor vil vi lade dig afgjøre, hvem som skal eie hatten.

, Hvorledes kan dere slaas om den gamle hatten ?* sa vgutten.

,Du ved ikke hvad det er ved den hatten,* svarte riserne; , det er en ønskehat, og den som har den paa, kan ønske sig hvor helst han vil, saa er han der i samme øieblik.*

; »Giv mig batten,* sa gutten, ,,saa vil jeg gaa et BR: stykke vei, og naar jeg saa roper, saa kan dere kapspringe, og den som først naar frem til mig, skal eie

hatten. *

Dermed satte han hatten paa og gik sin vei; men

han gik hele tiden og tænkte paa kongsdatteren, saa han rent glemte begge riserne, og blev ved at gaa og gaa. En gang sukked han af hjertens grund og sa: »Åa, naar bare jeg var paa slottet ,den gyldne sol*!*

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse