Haren og pindsvinet - Eventyr af Brødrene Grimm

Denne historie, mine kære unge mennesker, synes at være falsk, men den er virkelig sand, for min bedstefar, som jeg har den fra, plejede altid, når han fortalte den, at sige selvtilfreds: „Det må være sandt, min søn, ellers kan ingen fortælle dig det.“ Historien er som følger. En søndag morgen omkring høsttid, lige da boghveden stod i blomst, skinnede solen klart på himlen, østenvinden blæste varmt over stubmarkerne, lærkerne sang i luften, bierne summede blandt boghveden, alle folk gik i deres søndagstøj i kirke, og alle skabninger var glade, og pindsvinet var også glad.

Pindsvinet stod imidlertid ved hans dør med armene i bredden og nød morgenbrisen, mens han langsomt trillede en lille sang for sig selv, som hverken var bedre eller værre end de sange, pindsvin har for vane at synge på en velsignet søndag morgen. Mens han sang således halvhøjt for sig selv, gik det pludselig op for ham, at mens hans kone vaskede og tørrede børnene, kunne han sagtens gå en tur ud på marken og se, hvordan det gik med hans majroer. Majroerne stod faktisk tæt ved siden af ​​hans hus, og han og hans familie plejede at spise dem, derfor betragtede han dem som sine egne. Næsten sagt end gjort. Pindsvinet lukkede husdøren bag sig og gik ad stien til marken. Han var ikke gået særlig langt hjemmefra og var lige ved at dreje rundt om slåenbusken, der står der uden for marken, for at gå op i majroemarken, da han fik øje på haren, der var gået ud i samme ærinde, nemlig for at besøge hans kål. Da pindsvinet fik øje på haren, sagde det venligt godmorgen til ham. Men haren, der på sin vis var en fornem herre og frygtelig hoven, gengældte ikke pindsvinets hilsen, men sagde til ham, samtidig med en meget hånlig optræden: „Hvordan kan det være, at du løber rundt her på marken så tidligt om morgenen?“ „Jeg går en tur,“ sagde pindsvinet. „En tur!“ sagde haren med et smil. „Det forekommer mig, at du kunne bruge dine ben til et bedre formål.“

Dette svar gjorde pindsvinet rasende vredt, for det kan tåle alt andet end et angreb på sine ben, bare fordi de er skæve af natur. Så nu sagde pindsvinet til haren: „Du tror, ​​du kan gøre mere med dine ben end jeg med mine.“ „Det er præcis, hvad jeg tror,“ sagde haren. „Det kan sættes på prøve,“ sagde pindsvinet. „Jeg vædder på, at hvis vi løber et løb, vil jeg overhale dig.“ „Det er latterligt! Dig med dine korte ben!“ sagde haren, „men for mit vedkommende er jeg villig, hvis du har sådan en uhyrlig lysten til det. Hvad skal vi vædde på?“ „En gylden Louis d’Or og en flaske brandy,“ sagde pindsvinet. „Færdig,“ sagde haren. „Hyld hånden på den, og så kan vi lige så godt komme afsted med det samme.“ „Nej,“ sagde pindsvinet, „der er ikke så meget hastværk! Jeg faster stadig, jeg går først hjem og spiser lidt morgenmad. Om en halv time er jeg tilbage igen på dette sted.“

Så gik pindsvinet afsted, for haren var helt tilfreds med det. På vejen tænkte pindsvinet: „Haren stoler på sine lange ben, men jeg skal nok finde en måde at få bugt med ham. Han er måske en stor mand, men han er en meget tåbelig fyr, og han skal betale for, hvad han har sagt.“ Da pindsvinet kom hjem, sagde han til sin kone: „Kone, klæd dig hurtigt på, du skal ud på marken med mig.“ „Hvad sker der så?“ spurgte hans kone. „Jeg har indgået et væddemål med haren om en guld-louis-d’or og en flaske brandy. Jeg skal løbe et kapløb med ham, og du skal være til stede.“ „Herregud, mand,“ råbte konen nu, „er du ikke i det rette sind, har du fuldstændig mistet forstanden? Hvad kan få dig til at ville løbe et kapløb med haren?“ „Ti stille, kvinde,“ sagde pindsvinet, „det er min sag. Begynd ikke at diskutere ting, der er menneskesager. Gå afsted, klæd dig på og kom med mig.“ Hvad kunne pindsvinets kone gøre? Hun var tvunget til at adlyde ham, uanset om hun kunne lide det eller ej.

Da de var begivet afsted sammen, sagde pindsvinet til sin kone: „Lyt nu til, hvad jeg vil sige. Hør her, jeg vil gøre den lange mark til vores væddeløbsbane. Haren skal løbe i én fure, og jeg i en anden, og vi vil begynde at løbe fra toppen. Nu skal du bare stille dig hernede i furen, og når haren kommer til enden af ​​furen på den anden side af dig, skal du råbe til den: ‚Jeg er her allerede!'“

Så nåede de marken, og pindsvinet viste sin kone hendes plads, og gik så op ad marken. Da det nåede toppen, var haren allerede der. „Skal vi begynde?“ sagde haren. „Sikkert,“ sagde pindsvinet. „Så begge to på én gang.“ Med disse ord stillede de sig hver i sin fure. Haren talte: „En gang, to gange, tre gange og væk!“ og fór afsted som en hvirvelvind ned ad marken. Pindsvinet løb dog kun omkring tre skridt, og så bøjede det sig ned i furen og blev stille, hvor det var.

Da haren derfor ankom i fuld fart til den nederste ende af marken, mødte pindsvinets kone ham med råbet: „Jeg er her allerede!“ Haren var chokeret og undrede sig ikke så lidt, han troede ikke andet end, at det var pindsvinet selv, der kaldte på ham, for pindsvinets kone lignede præcis sin mand. Haren tænkte dog ved sig selv: „Det er ikke retfærdigt gjort,“ og råbte: „Den skal løbes igen, lad os få den igen.“ Og endnu engang forsvandt den som vinden i en storm, så den syntes at flyve. Men pindsvinets kone blev stille på sin plads. Så da haren nåede toppen af ​​marken, råbte pindsvinet selv til ham: „Jeg er her allerede.“ Haren var imidlertid helt ude af sig selv af vrede og råbte: „Den skal løbes igen, vi skal få den igen.“ „Godt,“ svarede pindsvinet, „for min del løber vi så ofte, du vil.“ Så løb haren treoghalvfjerds gange mere, og pindsvinet holdt altid stand imod ham, og hver gang haren nåede enten toppen eller bunden, sagde enten pindsvinet eller hans kone: „Jeg er her allerede.“

Men den fireoghalvfjerdsindstyvende gang kunne haren ikke længere nå enden. Midt på marken faldt den til jorden, blodet strømmede ud af munden på den, og den lå død på stedet. Men pindsvinet tog den louis d’or, den havde vundet, og flasken med brændevin, kaldte sin kone ud af furen, og de gik begge hjem sammen i stor glæde, og hvis de ikke er døde, så lever de der stadig.

Sådan gik det til, at pindsvinet lod haren løbe væddeløb med sig på Buxtehuder-heden, indtil den døde, og siden dengang har ingen hare nogensinde haft lyst til at løbe væddeløb med et Buxtehuder-pindsvin.

Moralen i denne historie er imidlertid for det første, at ingen, uanset hvor stor han end måtte være, bør tillade sig at spøge med nogen under sig, selv om han blot er et pindsvin. Og for det andet lærer den, at når en mand gifter sig, bør han tage en kone i sin egen stilling, der ser præcis ud, som han selv ser ud. Så den, der er et pindsvin, skal sørge for, at hans kone også er et pindsvin, og så videre.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Læs et andet kort eventyr (5 min)

Alfernes gave

De tre fjer

Bidronningen

Lær sprog. Dobbelttryk på et ord.Lær sprog i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Information til videnskabelig analyse