De syv schwabere - Eventyr af Brødrene Grimm

Syv schwabere var engang sammen. Den første var mester Schulz; den anden Jackli; den tredje Marli; den fjerde Jergli; den femte Michal; den sjette Hans; den syvende Veitli: alle syv havde besluttet sig for at rejse rundt i verden for at søge eventyr og udføre store gerninger. Men for at de kunne rejse trygt og med våben i hænderne, mente de, at det ville være tilrådeligt at få lavet et enkelt, men meget stærkt og meget langt spyd til sig. Dette spyd tog alle syv i hænderne på én gang; forrest gik den dristigste og tapreste, og det var mester Schulz; alle de andre fulgte efter i rækkefølge, og Veitli var den sidste.

Så skete det en dag i høslætsmåneden (juli), da de havde gået et langt stykke og stadig havde et stykke vej at gå, før de nåede landsbyen, hvor de skulle tilbringe natten, at da de var på en eng i tusmørket, fløj en stor bille eller hveps forbi dem bag en busk og summede på en truende måde. Mester Schulz var så skrækslagen, at han næsten tabte spydet, og en kold sved brød ud over hele hans krop. „Hør! hør!“ råbte han til sine kammerater, „Herregud! Jeg hører en tromme.“

Jackli, som stod bag ham med spyddet, og som fornemmede en slags lugt, sagde: „Der er helt sikkert noget i vejen, for jeg smager krudt og tændstikker.“ Ved disse ord begyndte mester Schulz at flygte og sprang i et snuptag over en hæk, men da han tilfældigvis hoppede op på tænderne af en rive, der var blevet efterladt der efter høhøsten, ramte dens skaft hans ansigt og gav ham et voldsomt slag. „Åh nej! Åh nej!“ skreg mester Schulz. „Tag mig til fange; jeg overgiver mig! Jeg overgiver mig!“

De andre seks sprang alle over, den ene oven på den anden, og råbte: „Hvis I overgiver jer, overgiver jeg mig også! Hvis I overgiver jer, overgiver jeg mig også!“ Til sidst, da der ikke var nogen fjende til at binde og tage dem væk, indså de, at de havde taget fejl, og for at historien ikke skulle blive kendt, og de skulle blive behandlet som tåber og latterliggjort, svor de alle hinanden at tie stille om den, indtil en af ​​dem ved et uheld talte om den. Så rejste de videre.

Den anden fare, de overlevede, kan ikke sammenlignes med den første. Nogle dage senere førte deres vej dem gennem en brakmark, hvor en hare sad og sov i solen. Hendes ører stod lige op, og hendes store, glasagtige øjne var vidt åbne. Alle blev forskrækkede ved synet af det frygtelige vilde dyr, og de rådførte sig med hinanden om, hvad det ville være mindst farligt at gøre. For hvis de skulle løbe væk, vidste de, at uhyret ville forfølge og sluge dem hele. Så de sagde: „Vi må igennem en stor og farlig kamp. Modigt vove, er halvt vundet,“ og alle syv greb spydet, mester Schulz foran og Veitli bagved. Mester Schulz forsøgte altid at holde spydet tilbage, men Veitli var blevet ret modig, mens han var bagved, og ville fare frem og råbte:

Men Hans vidste, hvordan han skulle imødegå dette, og sagde:

Mikal græd,

Så var det Jerglis tur til at tale,

Og nu fik Marli en lys tanke og sagde til Veitli:

Veitli tog dog ikke hensyn til det, og Jackli sagde:

Så tog mester Schulz mod til sig og sagde alvorligt:

Herpå kastede de sig alle sammen mod dragen. Mester Schulz korsede sig og bad om Guds hjælp, men da alt dette var forgæves, og han kom nærmere og nærmere fjenden, skreg han: „Oho! Oho! ho! ho! ho!“ i den største angst. Dette vækkede haren, som i stor skræmsel hurtigt fór væk. Da mester Schulz så hende således flyve fra slagmarken, græd han af glæde.

Men de schwabiske allierede drog på jagt efter yderligere eventyr og kom til Mosel, en mosagtig, stille, dyb flod, hvor der er få broer, og som folk mange steder må krydse i både. Da de syv schwabere ikke vidste dette, kaldte de på en mand, der arbejdede på den modsatte side af floden, for at vide, hvordan folk havde fundet ud af at komme over. Afstanden og deres måde at tale på gjorde manden ude af stand til at forstå, hvad de ville, og han sagde: „Hvad? hvad?“ på den måde, folk taler i nærheden af ​​Tréves. Mester Schulz troede, han sagde: „Vad, vad gennem vandet,“ og da han var den første, begyndte han at begive sig ud og sejlede ud i Mosel. Det varede ikke længe, ​​før han sank ned i mudderet og de dybe bølger, der drev imod ham, men hans hat blev blæst over på den modsatte bred af vinden, og en frø satte sig ved siden af ​​den og kvækkede: „Wat, wat, wat.“ De andre seks på den modsatte side hørte det og sagde: „Åh, kammerater, mester Schulz kalder på os; hvis han kan vade over, hvorfor kan vi så ikke?“ Så sprang de alle sammen i vandet i en stor fart og druknede, og således tog én frø livet af alle seks af dem, og ikke én af de schwabiske allierede nåede nogensinde hjem igen.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Læs et andet kort eventyr (5 min)

De tre brødre

De syv ravne

Bidronningen

Lær sprog. Dobbelttryk på et ord.Lær sprog i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Information til videnskabelig analyse