Gaasepigen ved brønden - Eventyr Brødrene Grimm

— 129 — Og neppe var ordene over hans læber, saa stod han oppe paa et høit fjeld fremfor porten til slottet.

Han gik ind og vandred gjennem alle værelserne, og endelig inde i det sidste fandt han kongsdatteren. Men hvor forskrækket han blev, da han saa hende: hendes ansigt var askegraat og fuldt af rynker, øinene

var matte og haaret rødt.

gr det du som er kongsdatteren, hun som al verden priser for det hun er saa fager?* ropte han

sÅa nel,* svarte hun, ,dette er ikke min skikkelse. Det er bare i menneskenes øine jeg synes- saa styg og fæl. Men for at du kan vide hvordan jeg ser ud, saa se ind i speilet der; det lar sig ikke forvende, det viser dig mit billede, saaledes som det virkelig er.*

Hun gav ham speilet i haanden, og i det saa han billedet af den fagreste jomfru som fandtes i verden, og han saa hvorledes taarerne trilled nedover kinderne paa hende af bedrøvelse.

Da sa han: ,Hvorledes kan du forløses? jeg skyr ingen fare.*

Hun svarte: , Den som kan faa fat i krystalkulen og holde den op for trollmanden, den knækker hans magt, og da vender jeg tilbage til min sande skikkelse. Men, * la hun til, ,det er alt saa mangen en som er gaat 1 døden for dette, og du, unge blod, dig synes jeg saa synd i, naar du skal give dig udi slige store farer.*

,Mig kan ingenting holde tilbage,* sa hau, ,men sig mig, hvad jeg skal gjøre.*

Grimms eventyr. II. 9

— 130 —

»PDu skal faa vide det alt sammen,* sa kongsdatteren. ,Naar du gaar ned af fjeldet her, som slottet ligger paa, saa træffer du helt nede ved en bæk paa en vild urokse. Med den maa du kjæmpe. Og hvis det lykkes dig at dræbe den, saa flyver det en ildfugl op af den, og i maven paa fuglen er det et gloende egg, og i egget ligger krystalkulen som blomme. Men fuglen slipper ikke egget, før den er nødt til det; men falder det paa jorden, saa gaar det fyr 1 det, og saa brænder det op alt som er i nærheden af det, og egget selv smelter, og krystalkulen med det, og saa er al din møie forgjæves.*

Gutten gik ned af fjeldet og ned til bækken, og der kom oksen brølende og fnysende styrtende imod ham. Længe kjæmped de med hverandre; men endelig rendte han sit sverd ind i den, saa den segned overende. :

Øieblikkelig svang ildfuglen sig op fra den og vilde flyve bort, men ørnen, guttens bror, som svæved ovenover i skyerne, kasted sig mod den, jaged den udover mod havet og hugg i den med nebbet, saa den

1 sin flugt maatte slippe egget. Men egget faldt ikke I havet, det faldt paa taget af en fiskerhytte som stod ved stranden, og hytten begyndte straks at ryge og

vilde til at gaa op i flammer.

Da reiste der sig ude i havet bølger saa høie som hus; de velted ind over hytten og slukked ilden. Den anden bror, hvalen, var kommet svømmende til og havde rørt vandene op.

Da branden var slukket, ledte gutten efter egget

— 1381 — og fandt det lykkeligvis; det var endnu ikke smeltet; men skallet var blit saa skjørt af den pludselige afkjølingen ved alt det kolde vandet, at han fik krystalkulen uskadd ud.

Da gutten nu gik til trollmanden og holdt den op for ham, sa han: ,Min magt er ødelagt, og du er fra nu af konge i slottet ,den gyldne sol*. Og du kan ogsaa give dine brødre sin menneskelige skikkelse tilbage. *

Da skyndte gutten sig tilbage til kongsdatteren, og da han traadte ind i hendes værelse, stod hun der i sin fagerheds fulde glans, og de bytted da, hjertens glade som de begge var, ringer med hverandre.

— Gaasepigen ved brønden.

Det var en gang en ældgammel kone; hun levde med en flok gjæs hun eide i en enslig vildmark inde mellem fjeldene, og der havde hun et lidet hus. Men omkring vildmarken var der en stor skog, og hver dag tog den gamle staven sin og stavred ud i skogen. Og der var hun rask og flittig, mer end en skulde veute det i hendes aar. Hun samled græs til gjæssene sine, plukked vilde frugter, saa vidt hun kunde naa dem med hænderne, og bar det hjem paa ryggen alt sammen. En skulde tro slig en svær bør maatte tynge hende til jorden; men hun kom altid lykkelig og vel

— 132 —

hjem med den. Naar nogen mødte hende, saa hilste hun venlig: ,God dag, kjære mand; i dag har vi rigtig godt veir; ja, du undres paa at jeg gaar og slæper paa saa meget græs, men vi maa nok alle tage vor byrde paa ryggen.* Men folk vilde ikke gjerne møde hende; da gjorde de heller en krog paa veien. Og naar en far kom gaaende forbi med sine gutter, saa sa han sagte til dem: ,Pas dere for den gamle der; hun kan mer end tygge grød; det er en heks, er det.*

En morgen gik der en vakker ung mand gjennem skogen. Solen skinte klart, fuglene sang, og det strøg en let og kjølig vind gjennem løvet; og han var frisk og glad i sind. Han havde endnu ikke mødt et eneste menneske, da han med ett fik se den gamle, som laa paa knæ paa marken og skar græs med en sigd. Hun havde alt samlet en hel bør i bæretauget sit, og ved siden af stod det to kurver som var fulde af vilde epler og pærer.

» Men, gamlemor,* sa han, ,hvorledes skal du faa alt dette med dig?*

| leg faar bære det, kjære herre,* svarte hun. | »Sligt har ikke rige folks børn nødig at gjøre; men bonden faar sige som saa: | »En faar lute sin nakke og tage til takke.* Men kanske du vil hjælpe mig?

* spurte hun, da han blev staaende, ,du er endnu rank i ryggen og har unge ben; det vil falde let for dig. Huset mit er

— 1383 — ikke langt unda heller; det ligger her bag fjeldet paa en mark; du springer snart der op.*

Den unge manden syntes synd i den gamle. X

Rigtignok er min far ingen bonde, svarte han, men en rig greve; men for at du kan se, at det ikke bare er bønderne som kan bære, saa skal jeg tage børen paa mig.*

sta, vil du prøve det, saa har ikke jeg noget imod det,* sa hun. ,En timestid maa du altid gaa; men hvad gjør det dig! Eplerne og pærerne her maa du ogsaa bære.*

Det syntes alligevel den unge greven lidt betænkeligt, da han hørte det dreied sig om en hel time; men den gamle slap ham ikke mer; hun gav ham børen paa ryggen og begge kurvene paa armen.

, Der ser du, det er noksaa let,* sa hun.

» Nei, det er slet ikke let,* sa greven og satte op et bedrøveligt ansigt; ,børen tynger, saa en skulde tro den var af kampesten, og eplerne og pærerne er tunge som bly, saa jeg synes knapt jeg kan drage pusten.“

Han havde stor lyst til at lægge det hele fra sig igjen; men det tillod den gamle ikke.

pBare se, bare se,* sa hun spotsk, ,den unge herren vil ikke bære det en gammel kone saa tit har maattet slæpe paa. Med fagre ord kan de nok være færdige, men saa snart det blir alvor, vil de helst tage benene paa nakken. Hvorfor staar du slig og nøler?* blev hun ved, ,se at faa benene med dig; det er ingen som tager børen af dig igjen.*

— 134 —

Saa længe de gik paa flade marken, kunde det endda gaa an; men da de begyndte at stige opover fjeldet, og stenene ramled under fødderne paa ham, som om de var levende, da gik det over hans kræfter. Svettedraaberne stod paa hans pande og løb snart koldt snart varmt nedover ryggen paa ham.

»Gamlemor,* sa han, ,nu klarer jeg det ikke længer; nu maa jeg hvile lidt.*

,Aldrig noget tøv,* sa den gamle, ,naar vi er fremme, kan du hvile ud; nu maa du afsted igjen. Hvem ved hvad godt det kan blive til for dig.

, Nei, nu blir du uforskammet, gamle,* sa greven og vilde hive bæretauget af sig; men han stræved forgjæves; det hang paa ryggen hans som om det var grodd fast. Han kunde snu og vride sig som han vilde, saa kunde han ikke blive det kvitt. Den gamle lo og hopped fornøid rundt med staven sin.

,Bliv ikke sint, kjære herre,* sa hun; ,du blir jo saa rød 1 ansigtet som en kalkunsk hane. Bær din byrde med taal; naar vi er kommet hjem, skal jeg

| nok give dig en god drikkeskilling.* ; Hvad skulde han gjøre? han maatte føie sig i sin | skjæbne og taalmodig stræve sig afsted bagefter den gamle. Og hun syntes stadig at blive raskere, 1 samme mon som børen hans blev tyngere.

Med én gang gjorde hun et sæt, hopped lige op paa børen og satte sig der, og saa mager og tør hun var, saa var der dog. mere vegt i hende end 1 den tykkeste bondejente. Knærne skalv under den unge mand; men saa snart han stod stille, slog den gamle

— 135 — ham over benene med en kjep og med brændenesler. Han stønned og stønned, mens han stræved sig opover fjeldet, og endelig naadde han frem til den gamles hus, netop som han vilde til at sige ned.

Da gjæssene fik se den gamle, satte de vingerne til veirs og halsen frem, løb mod hende og skreg sit vulle, vulle*. Efter flokken med en stor kjep i haanden gik der en gammel dumpedeie, sterk og stor, men saa grim som en ulykke.

, Du blev saa længe, mor, sa hun, ,er det hændt dig noget?*

,Nei, langtfra, datter min,* svarte hun, ,det er ikke hændt mig noget ondt; tvertimod, den kjære unge herren der har baaret børen for mig; og tænk, da jeg blev træt, saa tog han mig selv paa ryggen. Veien faldt os slet ikke lang; vi har moret cs og drevet løier med hverandre hele tiden.*

Endelig lod den gamle sig da glide ned, tog børen af ryggen paa den fremmede og kurvene fra ham; hun saa venlig paa ham og sa: ,Sæt dig nu paa bænken her ved døren og hvil dig ud. Du har redelig fortjent din løn, og den skal du heller ikke savne.* Saa sa hun til gaasepigen: ,Gaa ind du, datter min, det sømmer sig ikke, at du er alene med en ung mand; en skal ikke øyde olje i ilden; han kunde gjerne forelske sig i dig. *

Greven vidste ikke, enten han skulde graate eller le.

>Slig en hjertenskjær,* tænkte han, ,skulde nok

| — 136 — lade være at røre mit hjerte, selv om hun var tredive aar yngre.

Imidlertid stod den gamle og klapped og strøg gjæssene og kjælte for dem, som om det var børn; og saa gik hun ind i huset med datteren.

Den unge mand strakte sig ud paa bænken under

et vildt epletræ. Luften var blød og mild; rundt om bredte sig en grøn eng, oversaadd af marienøklebaand, vild timian og tusend andre blomster. Midt gjennem den risled en klar bæk, som solen tindred paa, og de hvide gjæssene gik omkring her og der eller dukked sig 1 vandet.

pHer er yndigt her,* tænkte han, ,men jeg er saa træt, at jeg ikke kan holde øinene aabne: jeg vil sove lidt. Naar bare det ikke kommer et vindstød og blaaser benene af kroppen paa mig, for de er saa møre som knusk.*

Da han havde sovet en liden stund, kom den gamle og risted ham vaagen.

nStaa op,* sa hun, ,her kan du ikke være. Vistnok gjorde jeg det surt nok for dig før, men livet har

det da ikke kostet dig endda. Nu vil jeg give dig | din løn. Gods og penger trænger du ikke ; men her har du noget andet. *

Dermed stak hun en liden æske i haanden paa ham, og den var skaaret af en eneste smaragd.

nPas vel paa den,“ sa hun; ,den vil bringe dig lykke. *

Greven sprang op, og da han kjendte sig rask og sterk igjen, saa takked han den gamle for hendes gave

— 187 — og gav sig paa veien, uden saa meget som at se sig om efter den vakre datteren en gang. Han var alt kommet et langt stykke, da han endnu hørte gjæssenes lystige skrig 1 det fjerne.

Greven maatte vandre tre hele dage omkring i vildmarken, før han endelig fandt frem. Da kom han til en stor by, og siden ingen kjendte ham, blev han ført op i slottet, hvor kongen og dronningen sad paa tronen. Greven bøide det ene knæ, tog smaragdæsken op af lommen og la den for dronningens fødder. Hun bød ham reise sig, og han maatte række hende æsken. Men neppe havde hun aabnet den og kastet et blik i den, før hun faldt om som død. Greven blev grebet af kongens tjenere og skulde kastes i fængsel; da slog dronningen øinene op og så de skulde slippe ham fri, og at alle skulde gaa ud; for hun vilde tale med ham i hemmelighed.

Da dronningen var alene, begyndte hun at graate | bitterlig og sa: ,Hvad hjælper mig al den glans og ære som omgiver mig; hver morgen vaagner jeg med sorg og smerte. Jeg har havt tre døtre, og den yngste af dem var saa fager, at al verden holdt hende for et under. Hun var saa hvid som sne, saa rød som en epleblomst, og hendes haar var saa skinnende som solstraalerne. Naar hun graat, var det ikke taarer som faldt fra hendes øine, men bare perler og ædelstener. Da hun var femten aar, lod kongen alle tre søstrene komme for sin trone. Da skulde du set hvor folk satte øine, da den yngste kom ind; det var som om solen gik op. Kongen sa: ,Mine døtre, jeg ved

| Ars | ikke naar min sidste time kan komme; derfor vil jeg I dag sige fra, hvad enhver af dere skal faa efter min død. Dere holder alle af mig, men den af dere som holder mest af mig, skal have det bedste.” Da sa enhver af dem, at hun holdt mest af ham. s Kan dere da ikke forklare mig,* svarte kongen, ,hvor glade dere er i mig, saa jeg kan vide hvad dere mener?

Den ældste sa: ,Jeg er saa vlad i far som i det sødeste sukker.* Den næste sa: ,Jeg er saa glad i far som 1 min peneste kjole.* Men den yngste sa ingenting. | Da spurte kongen: ,Og du, mit kjæreste barn, hvor glad er du i mig?* — , Det ved jeg ikke,“ sa hun, »0g jeg kan ikke sammenligne min kjærlighed med nogen ting.* Men kongen holdt paa, at hun maatte nævne noget. Da sa hun endelig: ,Den bedste maden smager mig ikke uden salt; derfor er jeg saa glad i far som jeg er i saltet.* Da kongen hørte dette, blev han sint og sa: ,Naar du er saa glad i mig som i saltet, saa skal din kjærlighed ogsaa blive belønnet med salt.* Da delte han riget mellem de to ældste: men den yngste fik en sæk med salt bundet paa ryggen, og to tjenere maatte føre hende ud i vilde skogen. Vi bad og tigged alle for hende,* sa dronningen, men kongens vrede var ikke til at mildne. Aa, hvor hun graat, da hun maatte forlade os! hele veien laa strødd med perler, som flød fra hendes øine. Kongen | angred snart efter sin store haardhed og sendte folk ud for at lede efter det arme barnet over hele skogen; men ingen kunde finde hende. Naar jeg tænker paa, at vilde dyr kan have ædt hende op, saa ved jeg ikke hvor

— 139 — jeg skal hen for sorg; men mangen gang maa jeg trøste mig med det haab, at hun endnu eri live og har gjemt sig i en hule eller fundet beskyttelse hos medlidende mennesker. Men tænk dig, da jeg lukked din smaragdæske op, saa laa der i den en perle, akkurat af samme slag som de perler som var min datters taarer, og da kan du forstaa, hvor synet af den gik mig til hjerte. Nu maa du sige mig hvor du har faat fat i denne perlen.“

Greven fortalte hende, at han havde faat den af den gamle konen i skogen, som havde syntes han mistænkelig, og vist maatte være en heks; men hendes barn havde han intet set eller hørt til.

Kongen og dronningen tog saa det raad at lede den gamle op; for de tænkte, at der hvor perlen var, der maatte de kunne faa efterretning om sin datter.

Den gamle sad ude i sin enslighed ved sin rok og spandt. Det var alt mørkt ude, og en tyrispik, som brændte nede paa skorstenen, lyste mat. Med en vang blev der liv udenfor; gjæssene kom hjem fra marken og lod sine hæse skrig høre. Snart efter kom ogsaa datteren ind. Men den gamle hilste knapt paa hende og risted bare lidt paa hovedet. Datteren satte sig ned, tog rokken og tvinned traaden saa flinkt som en ung pige. Slig sad de begge i to timer og talte ikke et ord med hverandre. Endelig var der novet som rasled borte ved vinduet, og to gloende øine stirred ind. Det var en gammel natugle, som tre ganger skreg: uhu! uhu! uhu! Den gamle saa kort op; saa sa hun: ,Nu er det tid, datter min, at du gaar ud; gjør nu dit arbeid.*

| | —

Datteren reiste sig og gik ud. Og hvor tror du hun gik hen? jo, henover markerne, videre og videre, helt ned i dalen. Endelig kom hun til en brønd, hvor der vokste tre gamle eketrær. Maanen var nu, stor og rund, kommet op over fjeldet, og det var saa lyst, at en havde kunnet finde en knappenaal. Hun tog en hud af, som laa over hendes ansigt, bøide SIG saa ned over vandet og begyndte at vaske sig. Da hun var færdig, dypped hun ogsaa huden i vandet og la den saa paa græsset, for at den kunde bleges og tørke I maaneskinnet. Men hvor forvandlet pigebarnet var! sligt skulde dere aldrig set! Da den eraa fletten var vække, da rulled hendes syldne haar nedover hende som solstraaler og la sig som «en kaabe om hendes skikkelse.

Bare øinene tindred frem saa straalende som stjernen paa himmelen, og kinderne lyste i fin rødme som epleblomsten.

Men den fagre pigen var sørgmodig. Hun satte sig ned og graat bitterlig. Den ene taaren efter den andre trængte sig frem fra hendes øine og trilled nedover det lange haaret ned paa marken. Slig sad hun

der, og havde endnu siddet der længe, hvis det ikke havde knaget og raslet i grenene paa et træ som stod tæt ved. Hun sprang op som en hind, naar den hører Jægerens skud. Maanen var netop gjemt bag en sort sky, og i et øieblik var pigen atter smuttet ind i sit gamle skind, og forsvandt som et lys som vinden blaaser ud.

Skjælvende som et aspeløv sprang hun tilbage til huset. Den gamle stod udenfor døren, og pigen vilde

— 141 — fortælle, hvad der var hændt hende; men den gamle lo venlig og sa: , Jeg ved det alt sammen.* Hun ledte hende ind i stuen og tændte en ny tyrispik. Men hun satte sig ikke ned ved rokken igjen; hun hented en feiekost og begyndte at koste og feie gulvet.

, Her maa være rigtig rent og pent,* sa hun til pigen.

,y Men, mor,* sa pigen, ,hvorfor tager du paa at feie nu saa sent paa natten? hvad er det du tænker paa ?*

, Ved du ikke, hvad time dette er?* spurte den gamle.

, Det er endnu ikke midnat,* svarte pigen, ,men klokken er over elleve.*

» Pænker du ikke paa,* blev den gamle ved, ,at du kom hid til mig netop i dag for tre aar siden? Din tid er omme; vi kan ikke være sammen mer.”

Pigen blev forskrækket og sa: ,Aa, kjære mor, vil du forstøde mig? hvor skal jeg gaa hen? jeg har ingen venner og intet hjem at vende mig til. Jeg har gjort alt det du har krævet af mig, og du har altid været fornøid med mig; send mig ikke bort.“

Den gamle vilde ikke fortælle pigen, hvad der vented hende.

,Jeg har ikke længer blivende sted her,* sa hun til hende, ,men naar jeg flytter herfra, maa huset og stuen være rene og i god skik. Heft mig derfor ikke i mit arbeid. Kom ikke med nogen indvendinger mer, men gaa ind 1 dit kammer, vask huden af ansigtet og | tag den silkekjolen paa, som du gik med da du kom

— 142 — til mig, og vent saa i dit kammer, til jeg roper paa dig *

Men nu maa jeg igjen fortælle om kongen og dronningen, som var draget ud med greven for at lede efter den gamle i vildmarken. Greven var kommet fra dem om natten i skogen, og maatte gaa videre alene. Den anden dag syntes han han saa, at han var kommet paa ret vei. Han gik og gik, til det blev mørkt; da klavred han op i et træ for at overnatte der, ellers var han ræd han kunde gaa sig vild. Da maanen begyndte at lyse, fik han se en skikkelse, som kom gaaende nedover fjeldet. Hun havde ingen kjep 1 haanden, men han kunde alligevel se, at det var gaasepigen som han havde truffet oppe hos den gamle.

»0 ho,* tænkte han, ,der kommer hun, og har jeg: først den ene heksen, saa skal ikke den anden heller

slippe fra mig.*

Men hvor forbauset blev han ikke, da hun gik hen til brønden, tog huden af ansigtet og vasked sig, og da det gyldne haaret faldt ned omkring hende, og hun var saa fager som han endnu aldrig havde set

– nogen i verden. Han turde knapt puste; men han strakte sig saa langt frem mellem løvet som han bare kunde, og tog ikke øinene fra hende. Men om han helded sig for langt frem, eller hvad der ellers var skyld i det, — med én gang knaged grenen, og i samme øieblik smatt pigen ind i hulen igjen og sprang | som en hind derfra, og da maanen i det samme gik bag en sky, var hun ingensteds at se.

Neppe var hun borte, saa steg greven ned af

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse