Nøkken i tjernet - Eventyr Brødrene Grimm

— 116 — saa heldig at faa skjøvet vognen saa langt, og her lar de mig ikke 1 stikken.*

Og virkelig kom der en engel og spændte to hester for.

pta, det er bra nok,* tænkte mester Syl, ,men to hester faar aldrig i verden kjærren op af hullet; der maa mindst fire til.

Imens kom der en anden engel med to hester til, som han spændte for; men ikke fremme paa kjærren, han spændte dem for bag.

Men dette blev for meget for mester Syl.

,Tosk!* brød han løs, ,hvad er det du gjør? har

E en nogensinde, saa længe verden har været til, faat en kjærre op af et hul paa slig vis? Men naturligvis mener de her i sin indbildskhed, at de ved alt bedre end alle andre.*

Han vilde tale videre; men en af englene havde taget ham i kraven og skjøv ham med uimodstaalig magt ud. Idet han var i porten, snudde mester Syl endnu en gang hovedet om efter vognen, og da saa

i han, hvorledes den blev hævet op i luften af fire vingehester. 5 I dette øieblik vaagned mester Syl.

pJa, det gaar jo lidt anderledes til i himmelen end paa jorden,* sa han ved sig selv, ,og da er jo

mangt til at undskylde; men hvem kan taalmodig staa og se paa, at de spænder to hester for fremme og to bag? ja vist havde de vinger, ja; men hvem kan vide sligt? For resten er det nu ogsaa grænseløst dumt at give hester, naar de har faat fire ben til at løbe

|

— 117 — paa, vinger paa ovenikjøbet. Men nu faar jeg nok se at komme op, ellers finder de paa alskens galskaber for mig i huset. Det er da sandelig en lykke, at jeg ikke virkelig var død.*

Rosen.

Det var en gang en fattig kone som havde to børn; og det yngste af dem maatte hver dag gaa ud i skogen og hente ved.

Da det nu engang gik vidt omkring og ledte, kom der et lidet barn, saa fagert, saa fagert, og det hjalp det andre barnet med at samle ved, og drog ogsaa veden helt op til huset for det; men i det samme nu var det ogsaa borte igjen.

Barnet fortalte dette til sin mor; men hun vilde ikke tro det. En stund efter havde barnet en rose med hjem, og fortalte at det fagre barnet havde givet det denne rosen, og sagt, at naar rosen var sprunget ud, skulde det komme igjen.

Moren tog rosen og satte den 1 vand.

Men en morgen stod barnet slet ikke op af sengen; moren gik bort til sengen og fandt barnet dødt; men det laa der saa yndigt.

Qg samme morgen var rosen sprunget ud.

== Nøkken i tjernet.

Det var en gang en møller som levde lykkelig og tilfreds sammen med sin kone. De havde penger og gods, | og deres velstand øgedes for hvert aar. Men ulykken kommer tit uventet. Som deres rigdom var øget før, saa svandt den atter aar efter aar, og til slut kunde mølleren knapt kalde møllen han bodde i sin eiendom. Han blev sorgtung, og naar han om kvelden la sig til sengs efter dagens arbeid, saa fandt han ingen hvile, men kasted sig urolig frem og tilbage i sengen.

En morgen stod han op alt ved daggry, gik ud i det frie, og tænkte at han skulde blive lettere om hjertet. Da han gik over mølledæmningen, brød netop solens første straale frem, og han hørte noget bruse 1 tjernet. Han vendte sig om og saa en fager kvinde, som langsomt hæved sig op af vandet.. Hendes lange haar, som hun holdt sammen over skuldrene med sine fine hænder, faldt nedover hende til begge sider og dækked

; – hendes hvide legeme. Han skjønte nok, at det var tjernets nøkk, og han var saa ræd, at han ikke vidste enten han skulde staa eller gaa.

Men nøkken lod sin blide røst høre, nævnte ham ved navn, og spurte hvorfor han var saa sorgtung.

Mølleren stod først aldeles stum; men da han hørte hende tale saa venlig, tog han mod til sig og fortalte hende, at han tidligere havde levet i lykke og rigdom,

> Ji — men at han nu var saa fattig, at han ikke vidste nogen raad.

, Vær rolig, + sa nøkken, pjeg skal gjøre dig rigere og lykkeligere end du nogensinde har været, naar du bare vil love mig, at du vil give mig det som netop

er kommet til verden i dit hus.*

, Hvad andet skulde vel det være end en hundehvalp eller en katunge?* tænkte mølleren. Og saa loved han hende det hun vilde have.

Nøkken sank ned i vandet igjen, og han skyndte sig trøstet og ved godt mod tilbage til møllen. Han var ikke kommet frem til døren endnu, da pigen kom løbende ud og ropte til ham, at han skulde være glad; hans kone havde netop født ham en liden søn. Mølleren blev staaende som lynslaat; nu skjønte han at den falske nøkken havde vidst dette, og havde bedraget ham. Med sænket hoved gik han bort til sengen til sin kone, og da hun spurte ham: «Hvorfor er du ikke glad for den vakre vutten?* saa fortalte han hvad der var hændt ham, og hvad løfte han havde givet nøkken.

, Hvad hjælper mig lykke og rigdom,* la han til, ,naar jeg skal miste mit barn? Men hvad kan jeg gjøre?*

Heller ikke slegtningerne, som var kommet for at ønske til lykke, vidste nogen raad.

Men lykken vendte tilbage til møllerens hus. Alt han tog sig fore gik heldig; det var som om kister og kasser fyldtes af sig selv, og som om pengene øged sig i skabet om natten. Det varte ikke længe, saa

— 40 = var hans rigdom større end nogensinde før. Men han kunde ikke uforstyrret plæde sig over den; det løfte han havde sivet nøkken grov 1 hans hjerte. Saa tit han kom forbi tjernet, var han ræd hun skulde dukke op og minde ham om hans gjæld. Gutten selv lod han aldrig komme i nærheden af tjernet. , Pas dø sø han fl ham, ,kommer du vandet for nær, saa kommer det en haand op af det og griber dig og drager dig nedi.*

Men da det gik aar efter aar, og nøkken aldrig viste sig mer, saa begyndte mølleren at kjende sig roligere.

Gutten vokste op og kom i lære hos en Jæger. Da han var udlært og var blit en dygtig skytter, tog herremanden ham i sin tjeneste. Der var i bygden en vakker og tro jente; hende likte skytteren, og da hans husbond saa det, gav han dem et lidet hus til foræring. Saa holdt de bryllup sammen og levde fredelig og lykkelig og var hjertelig glade i hverandre.

En gang forfulgte jægeren en hind. Da dyret sprang ud fra skogen og ud over aabne marken, satte

: – han -efter det og fik endelig dræbt det med et skud. Han la ikke merke til at han var kommet i nærheden af det farlige tjernet, og da han havde taget indvoldene ud af dyret, gik han ned til vandet for at vaske blodet af hænderne sine. Men neppe havde han dyppet dem i vandet, før nøkken dukked op; hun slog med

: latter sine vaade armer om ham og drog ham saa fort ned med sig, at bølgerne slog sammen over ham.

Da det blev aften, og Jægeren ikke kom hjem,

— 121 —

blev hans kone ræd. Hun gik ud for at lede efter ham, og da han ofte havde fortalt hende, at han maatte passe sig for nøkken, som vilde have tag i ham, og at han aldrig turde vaage sig i nærheden af tjernet, saa aned hun hvad der var hændt. Hun skyndte sig afsted til tjernet, og da hun fandt hans jagttaske liggende paa stranden, saa kunde hun ikke længer tvile paa ulykken. Hun vred sine hænder og jamred og ropte paa navnet hans, men forgjæves. Hun sprang rundt til den anden side af tjernet og ropte igjen paa ham; hun skjendte paa nøkken med haarde ord; men der kom intet svar. Vandets flade var og blev blank og stille, og bare maanens halve ansigt saa rolig og ufravendt op til hende der nede fra.

Den stakkars unge konen kunde ikke gaa fra tjernet. Uden rist eller ro sprang hun uafladelig rundt om det, snart stille, snart med høie skrig, snart med sagte graat og jammer. Endelig var det ude med hendes kræfter; hun seg ned paa marken og faldt i en dyb søvn. Og saa havde hun en drøm.

Hun klavred i stor angst op igjennem en fæl ur. Klunger og busker haked sig fast i hende, regnet pisked i ansigtet paa hende, og vinden slet i hendes lange haar. Men da hun var kommet op paa høiden, var det et helt andet syn hun fik se. Himmelen var blaa, luften mild, marken skraaned sagte, og paa en eng fold af alle slags blomster laa der en venlig hytte. Hun gik bort til hytten og lukked døren op; indenfor sad det en gammel kone med hvidt haar og vinked venlig til hende. |

— 122 — I samme øieblik vaagned hun. Dagen var alt brudt frem, og hun foresatte sig straks at følge drømmen. Hun klavred møisommelig opigjennem uren, og alt var saaledes som hun havde set det om natten. Den gamle tog venlig imod hende og pegte paa en stol, som hun skulde sætte sig paa.

»Du maa have oplevet en ulykke,* sa hun, , siden du opsøger min ensomme hytte.

Konen fortalte hende da med taarer, hvad der var hændt.

» Trøst dig,* sa den gamle, ,jeg skal hjælpe dig; her har du en guldkam. Vent til det er blit fuldmaane, gaa saa til tjernet, sæt dig ved stranden og kjæm dit lange sorte haar med denne kammen. Men naar du er færdig, saa læg den ned paa stranden, saa faar du se hvad der sker.*

Konen vendte tilbage; men tiden før det blev fuldmaane faldt hende svært lang. Endelig stod maanen fuld og rund paa himmelen. Da gik hun ned til tjernet, satte sig ned og kjæmmed sit lange sorte haar med guldkammen, og da hun var færdig, la hun den

ned ved stranden.

Det. varte ikke længe, saa bruste det i dybet, en stor bølge løfted sig op, rulled ind over stranden og førte kammen bort med sig. Og det tog ikke længere tid end kammen trængte til at synke ned paa bunden, saa kløvde vandspeilet sig, og jægerens hoved dukked op. Han talte ikke, men saa med sorgfulde øine paa sin kone. I det samme kom en anden bølge brusende og rulled over hovedet paa manden. Og saa var alt

— 128 — borte; tjernet laa stilt som før, og bare fuldmaanens ansigt lyste ned paa det.

Trøstesløs vendte konen hjem igjen; men da saa hun paa ny i drømme den gamles hytte. Den næste morgen gav hun sig da paa veien igjen og klaged sin nød for den gamle. Den kloge konen gav hende en guldfløite og sa: , Vent til det er fuldmaane igjen, tag saa denne fløiten, sæt dig paa stranden og laat en vakker vise paa den; og naar du er færdig med visen, saa læg tløiten fra dig, saa faar du se hvad der sker.*

Konen gjorde som den gamle havde sagt. Neppe laa fløten paa stranden, saa bruste det i dybet, og der reiste sig en bølge, som kom rullende indover og førte fløten bort med sig. Lidt efter kløvde vandet sig, og jægeren dukked op lige til midt paa livet. Han bredte længselsfuld sine armer ud efter hende; men straks kom det en bølge til brusende, velted over ham og drog ham med sig ned.

nAa, hvad hjælp er der 1 det!* sa den ulykkelige unge konen, ,at jeg bare faar se ham, for straks at miste ham igjen.*;

Sorgen fyldte hendes hjerte paa ny; men for tredje gang førte drømmen hende til den gamles hus. Hun gav sig paa veien, og den kloge gamle trøsted hende, gav hende en guldrokk og sa: ,Endnu er ikke alt endt. Vent til det blir fuldmaane, tag saa rokken her, sæt dig ved stranden og spind snellen fuld; og naar du er færdig, saa sæt rokken tæt nede ved vandet, saa faar du se hvad der sker.*

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse