Enebærtræet - Eventyr Brødrene Grimm

Enebærtræet. 113
meget af hinanden, men de havde ingen børn, og konen bad
saa meget derom baade dag og nat, men hun fik ingen. Foran
deres hus var en gaardsplads, og der stod et enebærtræ, og under
dette stod konen engang om vinteren og skrælled et æble; saa
skar hun sig i fingeren, saa blodet drypped paa sneen. «Aa,»
sa konen og sukked dybt og saa paa blodet, og hun var saa
bedrøvet, «havde jeg bare et barn, saa rødt som blod og saa
hvidt som sne.» Og som hun sa dette, blev hun saa glad til
mode; det forekom hende, at det skulde gaa i opfyldelse. Saa
gik hun hjem; og der gik en maanedstid, og sneen smelted;
der gik to maaneder, saa blev det grønt; og tre maaneder,
saa kom blomster op. af jorden; og fire maaneder, saa sprang
knopperne ud paa trærne og de grønne grene vokste i hver
andre; da sang fuglene, saa hele skogen gjenlød, og blomsterne
faldt af trærne; saa var den femte maaned gaat, og hun stod
under enebærtræet, som lugted saa deiligt; da banked hendes
hjerte af glæde og hun faldt paa knæ; og da den sjøtte maa
ned var forbi, var frugterne tykke og modne, men hun var
ganske stille; og den syvende maaned, da plukked hun ene
bærene og spiste dem graadigt; saa blev hun sørgmodig og
syg; den ottende maaned gik hen, og saa ropte hun paa sin
mand, graat og sa: «Naar jeg dør, saa begrav mig under ene
bærtræet.”» Da blev hun trøstet og glad; men da den niende
maaned var forbi, saa fik hun et barn, saa hvidt som sne og
saa rødt som blod, og da hun saa det, blev hun saa glad, at
hun døde.
Manden begrov hende under enebærtræet, og han graat
meget; om en tid graat han noget mindre, og da han havde
graat en stund til, holdt han op, og da der var gaat endda
nogen tid, saa tog han sig en anden kone. Med den anden
kone fik han en datter, men hans første kones barn var en
liden søn, som var. saa rød som blod og saa hvid som sne.
Naar konen saa paa sin datter, holdt hun saa meget af hende,
men naar hun saa paa den lille gut, da stak det hende i hjer
tet og det forekom hende, at han altid stod hende i veien, og
8

114 Enebærtræet.
hun tænkte bestandig paa, hvorledes hun skulde lade datteren
faa hele formuen. Den onde indgav hende, at hun skulde
blive slem mod den lille gut, hun stødte ham fra den ene krok
til den anden, puffed ham hid og did og knubsed ham, saa
det stakkars barn leved i en stadig angst. Naar han kom
hjem fra skolen, havde han ikke en rolig time.
Engang var konen gaat op i kammeret, da kom den lille,
datter ogsaa derop og sa: «Mor, giv mig et æble». «Ja, mit
barn», sa konen, og gav hende et smukt æble; men kisten
havde et stort laag med en skarp jernlaas. «Mor», sa den
lille datter, «skal bror ikke ogsaa faa et? Dette likte ikke
konen, men hun sa: «Jo, naar han kommer fra skolen» Og
da hun fra vinduet saa, at han kom, var det som om den
onde kom over hende, hun tog æblet fra datteren og sa: «Du
skal ikke mer have det end din bror». Dermed kasted hun
æblet ned i kisten og lukked den til; saa kom den lille gut
ind ad døren; da indgav den onde hende, og hun sa venligt til
ham: «Min søn, vil du have et æble?» og hun saa paa ham.
«Mor, så den lille gut, «du ser saa sint ud! ja giv mig et
æble». Da sa hun til ham: «Kom saa med mig», og lukked
laaget op; «vælg dig selv et æblel Og da den lille gut
bøied sig ned, kom den onde over hende, krak! fløi laaget til
og slog hodet af, saa det faldt mellem de røde æbler. Da
kom der en heftig angst over hende, og hun tænkte: «Kunde
jeg bare slippe vel fra dette? Saa gik hun ind i stuen hen
til dragkisten, tog ud af skuffen et hvidt klæde og satte hodet
paa halsen igjen og bandt halstørklædet om, saa en ikke
kunde se noget og satte ham paa en stol ved døren og gav
ham æblet i haanden.
Da kom lille Malene ud til sin mor i kjøkkenet; hun
stod ved varmen ved en gryde med varmt vand, som hun
stadig rørte om i. «Mor», sa Malene æbror sidder foran døren
og ser ganske hvid ud, og han har et æble i haanden, jeg
bad ham give mig æblet, men han svarte mig ikke; da blev
jeg saa gruelig ræd». «Gaa hen til ham igjen», sa moren,

Enebærtræet. 115
«og hvis han ikke vil svare dig, saa giv ham en ørefik», saa
gik Malene hen og sa: «Bror, aa giv mig det æble;» men han
sa ikke et ord. Saa gav hun ham en ørefik, saa hodet faldt
af. Derover blev hun saa forskrækket, at hun gav sig til at
graate og skrige og løb til moren og sa: «Aa mor, jeg har
slaat hodet af bror min», og hun graat og graat og vilde ikke
give sig tilfreds. «Malene»v, sa moren, «hvad har du gjort!
men ti bare stille, saa ingen merker det; for det kan jo ikke
gjøres om igjen; vi vil koge haml» Da tog moren den lille
gut, hakked ham i stykker, la ham i gryden og kogte ham.
Men Malene stod ved siden af og graat og graat, og taarerne
faldt alle i gryden, saa de behøvede slet ikke noget salt.
Faren kom hjem, satte sig tilbords og sa: «Hvor er min
søn?» Da satte moren et stort, stort fad med noget sortsurt
paa bordet, og Malene graat og kunde ikke holde op. Saa
sa faren igjen: «Hvor er min søn?» «Aa», sa moren «han
er gaat ud paa landet til sin bedstefar; han blir der nogen
tid. «Hvad skal han der? han har ikke engang sagt farvel
til mig»s. «Han vilde saa gjerne og bad mig, om han ikke
kunde blive der en seks ugers tid; han er jo velkommen».
Aa», sa faren, «jeg er meget bedrøvet, det var dog ikke
rigtig af ham, han skulde have sagt farvel til mig!»
Saa begyndte han at spise og sa eMalene, hvorfor
graater du saa? Bror kommer nok igjen» «Aa, kone», sa
han saa, «hvor den mad smager godt! Giv mig merl» Og
jo mer han spiste, des mer vilde han have og sa: «Giv mig
mer, du skal ikke have noget deraf, det er som alt var mit».
Og han spiste og spiste, og benene kasted han under bordet,
til han endelig havde spist det op alt sammen. Men Malene
gik hen til kommoden, og tog ud af den nederste skuffe sit
bedste silketørklæde; tog saa alle benene og knokerne frem
under bordet og knytted dem i tørklædet og bar dem ud af
døren og graat sine modige taarer. Saa la hun dem under
enebærtræet i det grønne græs, og da hun havde lagt dem
der, saa følte hun sig med ett saa let tilmode og graat ikke

116 Enebærtræet.
mer. Da begyndte enebærtræet at bevæge sig, og grenene
skilte sig langt fra hverandre og slutted sig derpaa sammen,
akkurat som naar en glæder sig og klapper i hænderne. I
det samme bredte der sig en taage fra træet, og midt i taagen
brændte der en ild, og ud af ilden fløi der en deilig fugl, som
sang saa herligt og fløi høit op i luften, og da den var borte,
saa enebærtræet ud som før, og tørklædet med knokerne
var borte. Men Malene var nu saa glad, som om hendes bror
endnu leved. Saa gik hun igjen fornøiet ind i huset, satte
sig tilbords og spiste.
Men fuglen fløi bort og satte sig paa en guldsmeds hus
og begyndte at synge:
«Min mor slagted mig,
min far spiste mig,
min søster Malene,
tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg erl»
Guldsmeden sad i sit verksted og holdt paa med et guld
kjede, da han hørte fuglen, som sad paa taget og sang, og
det syntes ham saa vakkert. Saa stod han op, og da han gik
over rendestenen, misted han den ene tøffell Men han gik
midt ud i gaden paa en tøffel og en sok; sit skindforklæde
havde han paa, og i den ene haand holdt han guldkjeden og
i den anden en tang, og solen skinte saa klart paa gaden.
Saa stod han og saa paa fuglen. «lille fuglv, sa han,
«hvor smukt du kan synge! Syng det stykke en gang til.»
«Nei», sa fuglen, «to gange synger jeg ikke for intet. Giv
mig den guldkjede der, saa skal jeg synge det en gang til».
«Der», sa guldsmeden, «har du guldkjeden, syng saa en gang
til»» Da kom fuglen, tog guldkjeden i sin høire klo, satte sig
foran guldsmeden og sang:

Enebaærtræet. 117
«Min mor slagted mig,
min far spiste mig,
min søster Malene,
tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg erl»
Saa fløi fuglen bort til en skomager og satte sig paa hans
tag og sang:
«Min mor slagted mig,
min far spiste mig,
min søster Malene,
tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg er!»
Skomageren hørte det og løb hen i døren i bare skjorte
ærmerne og saa op paa taget, og han maatte holde hænderne
for øinene, for at solen ikke skulde blænde ham. «Lille fugl,
sa han, «hvor smukt du synger.» Saa ropte han ind ad døren:
«Kone, kom herud, her er en fugl; se paa den fugl, den syn
ger saa smukt.” Saa ropte han paa sin datter, paa børn og
svende, paa gut og pige og de kom alle ud paa gaden og saa
paa fuglen og saa, hvor smuk den var, og at den havde saa
deilige røde og grønne fjær, og om dens hals var det som bare
guld, og øinene funkled i hodet paa den som stjerner. «Lille
fugl, sa skomageren, «aa syng det stykke en gang til.» «Nei,
sa fuglen, «to gange synger jeg ikke for intet, du maa give
mig noget.» «Kone, sa manden, «gaa op i verkstedet, paa
den nederste hylde staar der et par røde sko, hent dem,»
Saa gik konen og hented skoene. «Se der, lille fugl, sa man
den, «syng nu det stykke en gang til.» Da kom fuglen, tog
skoene i sin venstre klo, fløi igjen op paa taget og sang:

118 Enebærtræet.
«Min mor slagted mig,»
«min far spiste mig,»
min søster Malene,
tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg er!»
5
Og da den havde sunget ud, saa fløi den bort; kjeden
havde den i den høire klo og skoene i den venstre. Og den
fløi langt bort til en mølle og maøllen gik «klip, klap, klip, klap,
klip klap;» og i møllen sad der tyve møllersvende, som hugged
paa en sten «hik, hak, hik, hak, hik, hak,» og møllen gik
«klip, klap, klip, klap, klip, klap.» Saa gik fuglen og satte sig
op i et lindetræ, som stod foran dem og sang:
«Min mor slagted mig,»
da hørte en op;
«min far spiste mig,
da holdt to op, og hørte efter;

Enebærtræet. 119
«min søster Malene,
saa hørte fire op;
«tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud,»
nu hugged kun otte;
«under enebærtræet ud.»
nu bare en eneste.
«Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg erl»
Da holdt den sidste ogsaa op, han havde hørt slutningen.
«Fugl, sa han, «hvor du synger smukt! lad mig ogsaa høre
det, syng det en gang til for mig.» «Nei, sa fuglen, «to gange
synger jeg ikke for intet, giv mig møllestenen, saa skal jeg
synge det en gang til.» «Ja,» sa de andre, «hvis den synger
en gang til, skal den faa den.» Saa kom fuglen ned, og mal
lerne begyndte alle tyve at vælte stenen ned med store stokke
«hiv ohoj, hiv ohoj, hiv ohojl Saa stak fuglen halsen gjen
nem hullet og tog den paa som krave og fløi igjen op i træet
og sang:
«Min mor slagted mig,
min far spiste mig,
min søster Malene,
tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvwivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg erl»
Og da den havde sunget ud, slog den vingerne ud, og den
havde i den høire klo kjeden; i den venstre skoene og om
halsen møllestenen, og den fløi langt bort til sin fars hus.
I stuen sad faren, moren og Malene tilbords, og faren sa:
«Hvor jeg blir let om hjertet, jeg føler mig saa vel tilmode.»
«Næei,» sa moren, «jeg er saa angst, som om der skulde komme
et frygteligt uveir.» Men Malene sad og graat. Saa kom
fuglen flyvende, og da den satte sig paa taget, sa faren: «Nu

120 Enebærtræet.
er jeg saa glad, og solen skinner saa vakkert ude, det er som
om jeg skulde gjense en gammel bekjendt.» «Nei,» sa konen,
«jeg er saa angst, at tænderne klaprer i munden paa mig, det
er som jeg havde ild i aarerne.» Og hun rev op sit kjoleliv.
Men Malene sad i en krok og graat og holdt tallerkenen for
øinene, og hun graat tallerkenen ganske vaad. Saa satte fuglen
sig paa enebærtræet og sang:
«Min mor slagted mig.»
Da holdt moren for ørene og kneb øinene sammen og vilde
hverken se eller høre; men det bruste for hendes øren som den
aller sterkeste storm, og øinene brændte i hodet paa hende og
funkled som lyn.
«Min far spiste mig.»
«Mor,» sa manden, «det er en skjøn fugl, den synger saa
smukt, solen skinner saa varmt, og det dufter saa deiligt.»
«Min søster Malene.»
Saa la Malene hodet paa knæerne og graat ustanselig;
men manden sa: «Jeg gaar lidt ud, jeg maa se paa fuglen
nær ved.» «Gaa ikke,» sa konen, «for mig er det som om
hele huset rysted og stod i fammer.»x Men manden gik ud og
saa paa fuglen.
«tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud
under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg er!»
Med det samme lod fuglen guldkjeden falde, og den faldt
lige om halsen paa manden, og den passed udmerket. Saa
gik han ind og sa: «Se, for en prægtig fugl, som har git mig
en saa smuk guldkjede, og den ser saa vakker ud.»x Men
konen var saa ræd, at hun faldt ned i en krok af stuen, og
huen faldt af hodet paa hende. Da sang fuglen igjen:
«Min mor slagted mig.»
«Aa, gid jeg var tusend favne under jorden, saa jeg slap
at høre paa detl»

Enebærtræet. 121
«Min far spiste mig.»
Jaa faldt konen ned som død.
«Min søster Malene.»
«Aa,»sa Malene, «jeg vil ogsaa gaa lidt ud og se, om fuglen
giver mig noget!» Saa gik hun ud.
«tog alle mine bene,
og bar dem i en silkeklud.»
Saa kasted den skoene ned,
«under enebærtræet ud.
Kvivit, kvivit, hvilken deilig fugl jeg erl»
Da blev hun saa glad, hun tog de nye røde sko paa og
dansed og sprang ind i stuen. «Ak,» sa hun, «jeg var saa
bedrøvet, da jeg gik ud, og nu er jeg saa glad. Det kalder
jeg en prægtig fugl, som har foræret mig et par røde sko.»
«Nei, sa konen og sprang op, og haarene reiste sig paa hen
des hode som brændende flammer, «mig forekommer det som
om verden skulde forgaa; jeg vil ud og faa luft.» Og da hun
kom ud af døren, kratsch, slynged fuglen møllestenen ned paa
hendes hode, saa hun blev knust. Faren og Malene haørte
knaldet og gik ud; da kom der ild og flammer op fra det
samme sted, og da det var forbi, saa stod den lille bror der,
og han tog sin far og Malene ved haanden, og alle tre var
glade og fornøiet og gik ind i huset og satte sig tilbords
og spiste.
23
Tornerose.
For lang, lang tid siden leved der en konge og en dron
ning, og de sa hver dag: «Aa bare vi havde et barnil» Men
de fik ligevel intet.
Da hændte det, som dronningen engang var i bad, at en
frosk krøb op af vandet og sa til hende: «Dit ønske skal blive

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse