De tolv brødre - Eventyr Brødrene Grimm

36 Den gode handel.
frakke saa længe af bare venskab; hvad gjør ikke det ene
menneske mod det andet af kjærlighed?» Bonden gik ind
herpaa, trak jødens frakke paa og gik med ham. Kongen fore
holdt bonden de stygge ord, som jøden havde fortalt ham.
«Aa,» sa bonden, «hvad en jøde siger er altid løgn, af hans
mund gaar ikke et sandt ord: den karl der var istand til at
paastaa, at det er hans frakke, jeg har paa.» «Hvad siger
han?» skreg jøden, «er frakken ikke min, har jeg ikke af bare
venskab laant ham den, for at han kunde træde frem for
kongen?» Da kongen hørte dette, sa han: «En har jøden
vist bedraget, mig eller bonden,» og lod ham endnu faa nogle
af de hele dalere; men bonden gik hjem i den gode frakke og
med pengene i lommen og sa: «Denne gang var jeg heldig.»
.
De tolv brødre.
Der var engang en konge og en dronning, som leved i
fred med hinanden og de havde tolv børn, som alle var gutter.
Nu sa kongen til sin gemalinde: «Hvis det trettende barn blir
en pige, saa skal de tolv gutter dø, for at hendes rigdom kan
blive stor og kongeriget tilfalde hende alene.» Han lod ogsaa
gjøre tolv ligkister, som han lod fylde med høvlspaan, og i
hver af dem laa hodepuder. Kisterne lod han bringe ind i et
aflaaset kammer, gav dronningen nøglen og befalte hende ikke
at tale til nogen derom.
Men moren sad hele dagen og sørged, saa den mindste
søn, som altid var hos hende, og som hun efter bibelen havde
kaldt Benjamin, sa til hends: «Kjære mor, hvorfor er du saa
bedrøvet? eKjæreste barn,» svarte hun, «jeg tør ikke sige
dig det.» Men han lod hende ikke have fred, før hun gik og
lukked op kammeret og viste ham de tolv med høvlspaan

De tolv brødre. 37
fyldte ligkister. Saa sa hun: «Min kjære Benjamin, disse
kister har din far ladet gjøre for dig og dine elleve brødre,
for naar jeg bringer en pige til verden, saa skal I alle dræbes
og begraves i dem.» Og da hun graat, mens hun sa dette,
trøsted sønnen hende og sa: «Graat ikke, kjære mor, vi skal
nok hjælpe os; vi vil gaa vor vei.» Hun sa: «Gaa med dine
. elleve brødre ud i skogen, og en maa altid sidde i det høieste
træ, og holde øie med taarnet her i slottet. Faar jeg en søn,
saa vil jeg sætte op et hvidt flag, og da kan I komme igjen;
faar jeg en datter, saa vil jeg sætte op et rødt flag, og flygt
‚da bort saa hurtig, I kan. Hver nat vil jeg staa op og bede
for eder, om vinteren, at I maa faa varme eder ved en ild,
om sommeren, at I ikke maa forgaa af varme.» Hun velsigned
sine sønner, og de gik ud i skogen. Den ene efter den anden
holdt vagt, sad i det høieste træ og saa hen imod taarnet.
Som dagene gik og turen kom til Benjamin, da saa han en
dag, at et flag blev heist op; men det var ikke det hvide, men
det røde blodflag som forkyndte, at de alle skulde døv Da nu
brødrene hørte det, blev de vrede og sa: s«Skulde vi for en
piges skyld lide døden!l Vi sverger, at vi vil hevne os; hvor
vi finder en pige, skal hendes røde blod flyde.»
Saa gik de dybere ind i skogen, og midt i den, hvor den
var mørkest, fandt de et lidet, forhekset hus, som stod tomt.
Da sa de: «Hær vil vi bo, og du, Benjamin, som er den yngste
og svageste, du skal blive her hjemme og holde hus; vi andre
vil drage ud og hente mad.» De drog ud i skogen og skjød
harer, raadyr, fugle og duer og hvad der ellers kunde spises;
det bragte de til Benjamin, som maatte lave det til for dem. I det
lille hus bodde de i ti aar sammen, og tiden faldt dem ikke lang.
Den lille datter, som deres mor dronningen, havde faat,
var vokset op, var god og smuk, og hun havde en guldstjerne
paa panden. Engang, da der var storvask, saa hun blandt
andet tolv gutteskjorter og spurgte moren: «Hvem tilhører disse
tolv skjorter, til far er de dog meget for smaa?» Da svarte
hun bedrøvet: «Kjære barn, de tilhører dine tolv brødre.»

38 De tolv brødre.
Pigen sa: Hvor er mine tolv brødre”? Jeg har endnu aldrig
hørt tale om dem.» Hun svarte: «Gud ved, hvor de er; de
vanker vel om i verden.” Saa tog hun pigen og lukked døren
op til værelset og viste hende de tolv ligkister med høvlspaa
nerne og puderne. «Disse kister, sa hun, «var bestemt for
dine brødre; men de drog hemmelig bort, før du blev født,» og
hun fortalte hende, hvordan alt var gaat til. Da sa pigen:
«Kjære mor, graat ikke, jeg vil gaa ud og søge efter mine brødre.»
Saa tog hun de tolv skjorter og gik bort og ind i den
store skog. Hun gik hele dagen og om kvelden kom hun til
det forheksede hus. Der gik hun ind og traf en ung gut, han
spurgte: «Hvor kommer du fra og hvor skal du hen?» og
han var forbauset over, at hun var saa skjøn, havde kongelige
klær paa, og at hun havde en guldstjerne i panden. Hun
svarte: «Jeg er kongsdatter og søger efter mine tolv brøodre
og jeg vil gaa saa langt som himlen er blaa, indtil jeg finder
dem.» Hun viste ham ogsaa de tolv skjorter, som havde til
hørt dem. Da skjønte Benjamin, at det var hans yngste søster
og sa: «Jeg er Benjamin, din yngste bror.» Og hun begyndte
at graate og Benjamin graat ogsaa, og de kyssed og omfavned
hinanden. Saa sa han: «Kjære søster, det er noget jeg maa
sige dig, vi har nemlig lovet, at enhver pige, som vi møder,
skulde dø, fordi vi maatte forlade vort kongerige for en piges
skyld.»x Da sa hun: s«Jeg vil gjerne dø, naar jeg derved kan
befri mine tolv brødre.» «Nei,» svarte han, «du skal ikke dø,
sæt dig under dette kar, til mine elleve brødre kommer, saa
skal jeg snart blive enig med dem.» Og det gjorde hun;
og da det begyndte at mørkne, kom de andre fra jagten og
fandt kveldsmaden færdig. Og mens de sad ved bordet og
spiste, spurgte de: «Hvad nyt er der?” Baa’sa Benjamin:
«Ved I intet? «Nei, svarte de. Da sa han: «l har været
i skogen og jeg har været her hjemme og ved ligevel mer end
1. »Saa fortæl, ropte de. Han sa: «Lover I mig ogsaa,
at den første pige, som møder os, ikke skal blive dræbt?»
«Ja,» ropte de alle, «hun skal slippe, fortæl bare.» Da sa han:

De tolv brødre. 39
«Vor søster er her,» løfted karret op, og kongsdatteren kom
frem i sine kongelige klær med guldstjernen paa panden, og
hun var saa vakker, yndig og fin. Da blev de alle glade, faldt
hende om halsen, kyssed hende og holdt hjertelig af hendé.
Hun blev hjemme hos Benjamin og hjalp ham med arbei
det. De andre elleve drog ud i skogen, fanged vildt, raadyr,
harer, fugle og duer, og søsteren og Benjamin sørged for at
lave det til. Hun hented ved til at koge maden ved, plukket
grønsager til maden og satte gryden paa ilden, saa maaltidet
altid var færdigt, naar de elleve kom hjem. Hun holdt ogsaa
huset i orden og sengene hvide og rene, og brødrene var altid
tilfredse og lered sammen med hende i kjærlighed.
En gang havde de to, som var hjemme, tilberedt en herlig
ret, og da de alle var samlet, satte de sig ned, spiste og drak
og var glade. Ved det forheksede hus var der en liden have
med tolv liliebuske; hun tænkte at glæde sine brødre, plukked
de tolv blomster af og naar de havde spist, vilde hun give
hver af dem en. Men da hun havde plukket blomsterne, blev
i samme øieblik de tolv brødre forvandlet til tolv ravne, som
fløi bort over skogen, og huset med haven var ogsaa forsvundet.
Den stakkars pige var nu alene i den vilde skog og da hun
saa sig om, stod en gammel kone ved siden af hende, og sa:
«Mit barn, hvad har du gjort? hvorfor lod du ikke de tolv hvide
blomster staa? det var dine brødre, som nu for bestandig er
forvandlet til ravne.» Pigen sa grædende: s«Er der da intet
middel til at befri dem?» «Nei,» sa den gamle, «der er intet
i hele verden undtagen et, som er saa svært, at du ikke derved
vil kunne befri dem, for du maa være stum i syv aar og maa
ikke tale og heller ikke le og siger du et eneste ord, om der
saa bare mangler en time i de syv aar, saa er alt forgjæves,
og dine brødre blir dræbt af det ene ord.»
Da sa pigen til sig selv: «Jeg ved vist, at jeg skal frelse
mine brødre,» og hun gik og søgte sig et høit træ, satte sig
op i det og spandt og hverken talte eller lo. En gang hændte
det sig, at en konge jaged i skogen; han havde en stor hund,

40 De tolv brødre.
som løb hen til det træ, hvori pigen sad, sprang omkring det
og gav sig til at gjøø. Saa kom kongen til og saa den skjønne
kongsdatter med guldstjernen paa panden, og blev saa henrykt
over hendes skjønhed, at han ropte til hende og spurgte, om
hun vilde være hans hustru. Hun gav intet svar, men nikked
bare med hodet. Da steg han selv op i træet, bar hende ned,
satte hende paa sin hest og førte hende hjem. Saa blev bryl
luppet feiret med stor pragt og glæde; men bruden hverken
talte eller lo. Da de havde levet et par aar fornøiet sammen,
begyndte kongens stedmor, som var en ond kone, at tale ondt
om den unge dronning og sa til kongen: Det er en simpel
tiggertøs, som du har bragt med dig; hvem ved, hvad for
ugudelige ting hun hemmelig gjør? Om hun end er stum
og ikke kan tale, saa kunde hun dog le engang imellem,
men den, som ikke ler, har en ond samvittighed.” Kongen
vilde i førstningen ikke tro det, men den gamle holdt saa
længe paa og beskyldte hende for saa mange ting, at kongen
endelig lod sig overtale og dømte hende til døden.
Saa blev der tændt et stort baal i slotsgaarden og paa
det skulde hun brændes, men kongen stod oppe i et vindu og
saa til og graat, for han elsked hende saa høit. Og da hun
var bundet til pælen, og flammerne begyndte at slikke hendes
klær med deres røde tunger, da var netop det sidste øieblik
af de syv aar forløbet. Da hørtes der en susen i luften, og
de tolv ravne kom flyvende og daled ned; men i det øieblik
de berørte jorden, blev de forvandlet til hendes tolv brødre,
som hun havde forløst. De rev ilden tilside, slukked flammerne,
gjorde deres kjære søster fri, kyssed og omfavned hende. Men
nu, da hun turde lukke op sin mund og tale, fortalte hun kon
gen, hvorfor hun havde været stum og aldrig havde ledd.
Kongen blev glad, da han hørte, at hun var uskyldig, og de
leved nu allesammen i kjærlighed til deres dødt Den onde
stedmor blev stillet for retten og puttet ind i en tønde, fyldt
med kogende olie og med giftige slanger, og maatte da dø en
skrækkelig død.

Fantepak.
anelil sa til hønelil: «Nu er tiden, da
nødderne er modne; lad os gaa sammen
op paa berget og spise os mætte, før
ekornen tager alle sammen.

» s«Ja,»
svarte hønelil, «kom, vi vil more os sammen.» Saa gik de op
paa berget, og da det var en vakker dag, blev de ude helt til
kvelden. Nu ved jeg ikke, om de havde spist sig tykke, eller
de var blit store paa det, nok er det, de vilde ikke gaa hjem
tilfods, men hanen maatte gjøre en liden vogn af nøddeskaller.
Da han var færdig, satte hønen sig i den og sa til hanen: «Nu
kan du spænde dig for.» «Nei tak,» sa hanen, «saa vil jeg
heller gaa hjem tilfods, end lade mig spænde for; nei, det skal
vi ikke have noget af. Kusk vil jeg nok være og sidde paa
bukken, men trække selv, det gjør jeg ikke.»
Som de saaledes trætted, kom en and snadrende mod dem:
«I tyvepak, hvem har givet eder lov at gaa i mit nøddeberg?
Bi lidt, det skal bekomme eder ildel og hun för lige løs paa
hanen. Men hanelil var heller ikke borte, han gik anden ind
paa livet og hakked med sine sporer saa vældig løs paa den,
at den bad om naade og lod sig til straf spænde for vognen.
Hanelil satte sig nu paa bukken og var kusk, og saa bar det
afsted i en fart. «And, løb saa fort du kanl» Da de havde

42 Fantepak.
kjørt et stykke vei, mødte de to tilfods, en knappenaal og en
synaal. De ropte: «holdt, holdt!» de sa, at det snart vilde
blive saa belgmørkt, at de ikke kunde gaa et skridt videre,
og saa var det saa sølet paa veien, om de ikke kunde faa sidde
paa lidt; de havde været paa skrædderherberget ved veien og
drukket øl og var blit forsinket. Da de var magre folk, som
ikke tog stor plads, lod hanelil dem sætte sig op, men de
maatte love ham og hænelil ikke at træde dem paa fødderne.
Sent om kvelden kom de til et vertshus, og da de den
nat ikke skulde reise videre og anden heller ikke var videre
flink tilfods, men tumled fra den ene side til den anden, saa
tog de ind her. Verten gjorde først indvendinger, hans hus
var allerede fuldt, han tænkte vel ogsaa, at det ikke kunde
være noget fornemt herskab; men endelig, da de talte godt for
sig, og loved at han skulde faa det æg, som hænelil havde lagt
underveis og tillige beholde anden, som hver dag la et, saa
sa han, at de kunde blive der om natten. Nu spiste og drak
de og leved i sus og dus. Tidlig om morgenen, saasnart det
blev lyst og endnu alle sov, vækked hanelil hønelil, hented
ægget, slog hul paa det med næbbet og saa spiste de det sam
men; men skallene kasted de paa ildstedet. Saa gik de til
synaalen, som endnu sov, tog den i hodet og stak den i ver
tens stolpude og knappenaalen i hans haandklæde, og saa fløi
de uden videre afsted over marken. Anden, som var blit i
gaarden, fordi den helst sov under fri himmel, hørte dem suse
afsted; i en fart kom den paa benene, fandt en bæk som den
svømmed nedad, og det gik fortere end da den gik foran
vognen.
Nogle timer senere stod verten op, vasked sig og vilde
tørre sig paa haandklædet; da for knappenaalen over hans
ansigt, saa han fik en rød rift fra det ene øre til det andet;
saa gik han ud i kjøkkenet og vilde tænde sig en pibe; men
da han kom til ildstedet, fôor æggeskallene i øinene paa ham.
«Denne morgen gaar alt i hodet paa mig,» sa han og satte sig
ærgerlig i bedstefarstolen, men for straks op og skreg «aul

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse