Ulven og de syv gjetunger - Eventyr Brødrene Grimm

Eventyr om en, som drog ud for at lære at blive ræd. 19
men at blive ræd, har ingen lært mig.» Da sa kongen: «Du
har forløst slottet og’skal faa min datter.» «Det er alt sam
men meget godt,» svarte han; «men jeg har endnu ikke lært
at blive ræd.»
Saa blev guldet bragt op og bryllupet feiret; men den unge
konge, saa kjær han havde sin gemalinde og saa fornøiet han
end var, sa han alligevel bestandig: «Naar jeg bare kunde
lære at blive ræd, naar jeg bare kunde blive ræd.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

» Dette
ærgred dronningen sig over; men hendes kammerpige sa: Jeg
skal hjælpe Dem; han skal nok lære at blive ræd.» Saa gik
hun ned til elven, som fled gjennem haven og lod hente en hel
bøtte med ørekyter. Om natten, da den unge konge sov, trak
hans gemalinde tæppet af ham og heldte bøtten fuldt af koldt
vand med fiskene over ham, saa de laa og sprælled paa bare
kroppen hans. Da vaagned han og ropte: «Huf da, hvor
jeg er ræd, det formelig grøsser i mig.» «Naa, det var da vel
det, da,» sa prinsessen.
4.
Ulven og de syv gjetunger.
Der var engang en gammel gjet, som havde syv smaa gjet
unger, og hun holdt af dem, som en mor holder af sine børn.
En dag vilde hun gaa ud i skogen og hente mad, da kaldte
hun alle syv til sig og sa: «kjære børn, jeg skal ud i skogen,
pas eder nu for ulven; kommer han ind her, saa æder han
eder alle med hud og haar.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

Han forstiller sig ofte, men paa
hans grove maal og hans sorte fødder kan I kjende ham.»
Gjetungerne sa: «kjære mor, vi skal nok passe os, du behøver
ikke at være ræd.» Da brægte den gamle og gav sig trøstig
påa veien.
Det varte ikke længe, saa banked en paa døren og ropte:
«luk op, kjære børn, mor er her og har noget med til hver af

20 Ulven og de syv gjetunger.
eder.» Men gjetungerne hørte paa den grove stemme, at det
var ulven. «Vi lukker ikke op,» ropte de, «du er ikke vor
mor, hun har en fin, blød stemme; men din er grov; du er
ulven du.»
Saa gik ulven hen til landhandleren og kjøbte sig et stort
stykke krid; det aad han og gjorde derved sin stemme fin.
Saa gik han tilbage, banked paa døren og ropte: «luk op,
kjære børn, mor er her og har noget med til hver af eder.»
Men ulven havde lagt sine sorte poter paa vinduet, og det saa
børnene, som ropte: «vi lukker ikke op, vor mor har ikke slige
svarte fødder som du; du er ulven du.»
Da sprang ulven hen til bageren og sa: «jeg har slaat
foden min, stryg lidt deig paa den.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

» Og da bageren havde
lagt deig over labberne, saa løb den til mølleren og sa: «stryg
lidt mel paa mine fødder.» Maolleren tænkte: «Ulven vil
narre en,» og vilde ikke; men ulven sa: «Hvis du ikke gjør
det, saa æder jeg dig.» Da blev mølleren ræd og gjorde lab
berne hvide. Ja, slig er menneskens!

Ulven og de syv gjetunger. 21
Nu gik skurken for tredje gang til døren, banked paa og
sa: «luk op, børn, eders kjære mor er kommen hjem og har
noget godt med fra skogen til hver af eder.»x Gjetungerne
ropte: «vis os først dine labber, saa vi kan se, om du er vor
kjære mor.» Da la han labberne op i vinduet, og da de saa,
at de var hvide, saa trodde de, at det var sandt og lukked
døren op. Men den, som kom ind, det var ulven. De blev
rædde og vilde gjemme sig. Den ene sprang unlder bordet,
den anden op i sengen, den tredje ind i ovnen, den fjerde ud
i kjøkkenet, den femte i skabet, den sjette under vaskebaljen
og den syvende ind i kassen til stusuret. Men ulven fandt dem
alle og gjorde kort proces: den ene efter den anden slugte
han; kun den yngste i urkassen fandt han ikke.
Da ulven havde spist sig mæt, gik han hen og la sig ude
paa den grønne eng under et træ og sov ind. Ikke længe
efter kom den gamle gjet hjem igjen fra skogen. Aa stakkar,
hvad maatte hun sel Døren stod paa vid gab; bord, stoler og
bænker var væltet; vaskebaljen laa i stykker; tæpper og puder
var trukket ud af sengen. Hun søgte efter sine børn; men de
var intetsteds at finde.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

Hun ropte dem alle ved navn, men
ingen svarte. Da hun endelig kom til den yngste, saa ropte
en fin stemme: «kjære mor, jeg sidder i urkassen.” Hun
hented den frem og den fortalte hende, at nlven var kommen
og havde ædt alle de andre. Da kan I tænke eder, hvor hun
graat over sine stakkars børn.
Endelig gik hun i sin sorg ud og den yngste gjetunge lob
med. Da hun kom ud paa engen, laa ulven ved træet og snor
ked, saa grenene rysted. Gjeten saa paa ham fra alle kanter
og la merke til, at noget rørte sig og sprælte i bugen paa ham.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

«Skulde virkelig mine stakkars børn, som han har slugt til
kveldsmad, endnu være i live tænkte hun?»
Jaa maatte gjetungen løbe hjem og hente saks, naal og
traad. Saa skar hun op maven paa udyret, og ikke før havde
hun gjort et klip, saa stak straks en gjetunge hodet ud, og da
hun klipped videre, saa sprang alle seks efter hverandre ud,

22 Ulven og de syv gjetunger.
og de var ikke engang kommen til skade, for udyret havde i
sin graadighed slugt dem hele ned. Men nu blev der glæde!
De omfavned sin kjære mor og hopped som en skrædder, naar
han holder bryllup. Men den gamle sa: «gaa hen og find
nogen kampesten; med dem vil vi fylde maven paa det elendige
dyr, mens han ligger og sover.” Saa slæbte de syv gjetunger
i en fart sammen sten og putted dem ind i maven paa ham,
saa mange som de kunde faa ind. Saa sydde den gamle ham
i al hast igjen, saa han intet merked og ikke engang rørte
paa sig.
Da ulven havde sovet ud, kom han sig paa benene, og da
han var svært tørst, vilds han gaa til en brønd og drikke.

Men da han begyndte at røre paa sig, ramled stenene i maven
paa ham. Da ropte han:
«Hvad ramler og rasler
omkring i maven min?
Jeg trodde det var seks gjetunger smaa,
saa er det kun kampesten.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse