Trommeslageren - Eventyr Brødrene Grimm

— 147 — saa, men vilde saa bagefter dræbe reven og flaa skindet af den. Men reven sa: ,Lad det være, saa skal jeg lønne dig det.* Saa lod gutten den løbe, og om kvelden gik han hjem.

Den næste dag vilde han gjemme sig, men hvordan han grunded og grunded, saa vidste han ikke hvor. Da gik han ud 1 skogen til ravnen og sa: steg lod dig leve; sig mig nu hvor jeg skal gjemme mig, saa kongsdatteren ikke ser mig.* Ravnen sænked hovedet og tænkte sig om længe. Endelig sa den: ,Nu ved jeg det.* Saa hented den et egg i redet sit, delte det i to dele og lukked gutten ind i det; saa gjorde den det helt igjen og la sig paa det.

Da kongsdatteren kom bort til første vinduet, kunde hun ikke opdage bam, og heller ikke i de følgende, saa hun begyndte at blive bange; men i det ellevte fik hun øie paa ham. Hun lod folk skyde ravnen og hente egget og slaa det i stykker, og saa maatte gutten frem. Kongsdatteren sa til ham: ,En gang har jeg ladt dig gaa fri; men gjør du det ikke bedre, er du fortabt.*

Den næste dag gik han til vandet, ropte paa fisken og sa: ,Jeg har ladt dig leve; sig mig nu, hvor jeg skal gjemme mig, saa kongsdatteren ikke ser mig.*

Fisken tænkte sig om; endelig sa den: ,Nu ved jeg det; jeg vil lukke dig inde i maven min.* Saa slugte den ham i sig og för ned paa bunden af sjøen. Kongsdatteren saa ud gjennem vinduerne sine, men ikke en gang i det ellevte saa bun ham, og hun blev forfærdet; først i det tolvte fik hun øie paa ham. Hun lod folk fange og dræbe fisken, og saa kom gutten for en dag. Enhver kan tænke sig, hvordan han var til mode.

Kongsdatteren sa: ,Nu har jeg ladt dig gaa fri. to ganger; men hovedet kommer nok alligevel til at staa paa hundred-staken til slut.*

— 148 —

Den sidste dag gik han med tungt hjerte ud paa marken og mødte reven.

,DPu kan alle kroker og gjemmesteder,* sa han, Jeg har ladt dig leve; raad mig nu, hvor jeg skal gjemme mig, saa kongsdatteren ikke finder mig.

, Det blir en vanskelig sag,“ sa reven og satte et betænkeligt ansigt op. Endelig ropte den: ,Nu har jeg det.* Saa tog den bam med sig til en kilde; den dukked den sig ned i, og saa kom den op igjen som en markedskar og dyrehandler. Gutten maatte ogsaa dukke sig under i vandet, og saa blev han omskabt til en liden nise. Dyrehandleren drog ind i byen og viste det artige lille dyret frem. Der samledes mange folk for at se paa det. ‚Til slut kom ogsaa kongsdatteren, og hun syntes saa godt om dyret, at hun kjøbte det og gav handelsmanden mange penger for det. Før han gav hende det, sa han til gutten: ,Naar kongs-

| datteren gaar til vinduet, saa kryb hurtig ind under fletten hendes.*

Saa kom stunden, da hun skulde lede efter gutten. Hun gik fra vindu til vindu, fra det første til det

ellevte, og saa ham ikke. Da hun heller ikke saa ham 1i det tolvte, blev hun overvældet af angst og vrede og slog vinduet saa heftig igjen, at glasset 1 alle vinduerne sprang i tusend stykker, og hele slottet T uskalr.

Saa vendte hun sig om, og da hun kjendte nisen under fletten sin, kasted hun den langt væk og ropte: ,Bort fra mine øine!* Nisen løb til handelsmanden, og de skyndte sig begge til kilden, som de dukked sig ned i, saa de fik sin sande skikkelse igjen. Gutten takked reven og sa: ,Ravnen og fisken er dumme fæ mod dig; du kan de rette stregerne du; det

viser sig, at det er sandt som folk siger om dig.* Saa gik gutten bene veien til slottet. Kongsdatteren vented alt paa ham og føied sig i sin skjæbne. Og saa stod bryllupet, og nu var han konge og herre

— 149 — over hele riget. Han fortalte hende aldrig, hvor han havde gjemt sig for tredje gang, og hvem som havde hjulpet ham, og saa trodde hun han havde gjort alt med sine egne kunster, og derfor fik hun age for ham, for hun tænkte ved sig selv: ,Han kan endda mer end jeg.* Trommesidreren

En kveld gik en ung trommeslager ganske alene ud paa marken, og saa kom han til et vand, og der saa han tre stykker hvidt lerred som laa paa stranden.

,Det var vakkert lerred,* sa han og stak det ene stykket i lommen. Saa gik han hjem, tænkte ikke stort mer paa sit fund, og la sig til sengs. Netop som han vilde til at sovne, syntes han der var nogen, som ropte paa ham. Han lytted, og hørte en fin stemme, som ropte: ,Trommeslager, trommeslager, vaagn op.“

Det var bælgmørk nat, saa han kunde ingen se; men han syntes det svæved en skikkelse op og ned fremfor sengen hans.

, Hvad vil du?* spurte han.

,Giv mig den lille serken min igjen, som du tog fra mig igaar nede ved vandet,* svarte stemmen.

,Den skal du faa igjen,* sa trommeslageren, ,hvis du vil sige mig, hvem du er.*

,ta,* svarte stemmen, ,jeg er datter til en mæotig konge; men jeg er kommet i klørne paa en trollheks, og hun har trollet mig fast paa glasberget. Hver dag faar jeg lov til at bade mig i vandet sammen med mine to søstre, men uden serken min kan jeg ikke flyve bort igjen. Mine søstre er alt fløiet, men jeg har maattet blive her. Jeg beder dig saa pent, giv mig serken min igjen.*

— 150 —

» Vær rolig, stakkars barn,“ sa trommeslageren: Jeg vil gjerne give dig den igjen.*

Dermed tog han den frem af lommen og rakte den ud til hende i mørket. Hun tog den hastig og vilde afsted.

Vent et øieblik,* sa han, ,kanske jeg kan hjælpe dig.*

,Hjælpe mig kan du bare om du stiger op paa glasberget og frir mig af heksens vold. Men op paa glasberget kommer du ikke; selv om du var tæt indved det, saa kom du ikke op alligevel.*

Det jeg vil det kan jeg,“ sa trommeslageren, Jeg synes synd i dig, og jeg er ikke ræd for noget. Men jeg ved ikke veien som fører til glasberget.*

y Veien gaar gjennem den store skogen, der menneskeæderne bor,* svarte hun; ,mer tør jeg ikke sige dig.

| Og saa hørte han, hvorledes hun suste bort.

Da dagen brød frem, stod trommeslageren op, hængte trommen sin paa sig og gik, uden at være ræd, bent ind i skogen. Da han havde gaat en stund og ikke saa nogen riser, saa tænkte han: ,Jeg maa vække de syvsoverne,* og dermed tog han trommen fat og slog en hvirvel, saa fuglene i trærne fløi op og skreg.

Det varte ikke længe, saa reiste der sig ogsaa

op en rise, som havde ligget og sovet i vræsset, og som var saa høi som en gran.

, Dit kryp,* ropte han til trommeslageren, ,hvad

| gaar du og trommer efter her og vækker mig af min bedste søvn?*

, Jeg trommer,* svarte trommeslageren, , fordi det kommer mange tusend efter mig, og fordi jeg skal vise dem veien.*

, Hvad vil de her i min skog?“ spurte risen.

yPe vil gjøre ende paa dig og rense skogen for sligt et utyske som du er.*

— 151 —-

,Aa haa,“ sa risen, ,jeg træder dere ned som maur. *

, Tror du du kan faa gjort noget imod os?“ sa trommeslageren. ,Saa snart du bøier dig ned for at gribe en af os, saa springer han væk og gjemmer sig; men ikke før lægger du dig ned for at sove, saa kommer de frem fra alle buskene og kryber op over dig. Enhver af dem har en hammer af staal 1 beltet; den slaar de skallen ind paa dig med.*

Risen blev ærgerlig og tænkte: ,Hvis jeg giver mig af med disse listige smaafolkene, saa kunde det saamen alligevel ende med skade for mig. Ulver og bjørner klemmer jeg struben sammen paa, men disse smaa jordormene kan jeg ikke verge mig imod. Hør, du smaa,* sa han, ,gaa din vei igjen; jeg lover dig, at jeg for fremtiden vil lade dig og dine kamerater 1 ro, og har du et ønske til, saa sig mig det; jeg vil gjerne gjøre dig en tjeneste.*

, Pu har lange ben,* sa trommeslageren, ,du springer fortere end jeg; bær mig til plasberget, saa skal jeg give mine kamerater et tegn til at de trækker sig tilbage, og saa skal de lade dig have fred for denne gane.“

, Kom hid, vesle orm,* sa risen, ,sæt dig paa akslen min; jeg skal bære dig, hvor hen du vil.*

Saa løfted risen ham op, og da trommeslageren sad oppe paa akslen, begyndte han at hvirvle paa trommen af hjertens lyst.

Risen tænkte: ,Dette maa være tegnet til at de andre smaafolkene skal trække sig tilbage.

Om en stund stod det en rise til ved veien; han tog trommeslageren fra den anden og satte ham 1 knaphullet sit. Trommeslageren tog fat i knappen, som var saa stor som en stor skaal; han holdt sig fast I den og saa sig vel fornøid omkring. Saa kom de til en tredje rise; han tog ham ud at knaphullet og satte ham op paa hatteskyggen sin. Der gik tromme-

— 152 — | slageren omkring og saa ud over alle trætoppene, og da han langt ude i det blaa himmelbrynet fik øie paa et berg, saa tænkte han: ,Det er vist glasberget;* og det var det ogsaa. Risen tog bare to tre skridt, saa var de ved foden af berget, og der satte risen ham ned. Trommeslageren kræved, at han skulde bære ham op paa toppen af glasberget; men risen risted paa hovedet, knurred noget 1 skjegget og gik ind i skogen igjen.

Nu stod den stakkars trommeslageren ved foden af berget, som var saa høit som om ire fjeld var sat oppaa hverandre, og dertil saa glat som et speil, og vidste ingen raad, hvorledes han skulde komme sig op paa det. Han tog paa at klyve, men gled ned igjen hvert øieblik.

,y Den som nu var en fugl,* tænkte han; men hvad hjalp det at ønske? der vokste ingen vinger frem paa

| ham. Mens han stod slig, og ikke vidste hvordan han skulde klare dette, fik han, ikke langt borte, øie paa to mænd som kjekled hidsig med hverandre. Han gik bort til dem, og saa da, at de var blit uenige om en hestesal, som laa paa marken ved siden af dem, og som begge vilde have.

, For nogen narrer dere er!* sa hau; ,her staar

dere og skjendes om en sal, og saa har dere ingen | hest til den.*

, Den salen er værd at en skjendes om den, svarte den ene af mændene, ,den som sidder paa den og ønsker sig ensteds hen, han er der med det samme han har udtalt ønsket, om det saa var i den andre enden af verden. Vi to eier salen sammen, og nu var det min tur at ride paa den, men nu vil ikke han lade mig faa -lov til det.*

,yDen striden skal vi snart faa en ende paa,“ så trommeslageren. Saa gik han et lidet stykke længer fra og stak en liden hvid pinde i jorden, kom saa til-

— 153 — bage og sa: ,Spring nu til maals til pinden der borte, og den som naar frem først, faar ride først.*

Begge mændene satte afsted, men neppe var de to tre skridt unda, saa kasted trommeslageren sig paa salen og ønsked sig op paa glasberget, og i en haandevending var han der.

Oppe paa berget var der en flade, og paa den laa det et gammelt stenhus; foran huset var det et stort fiskevand, men bag det laa en mørk skog.” Mennesker og dyr saa han ingenting til. Alt var stilt. Bare vinden suste gjennem trærne, og skyerne drog ganske lavt henover ham. Han gik hen til døren og banked paa. Da han havde banket for tredje gang, lukked en gammel kone med brunbarket ansigt og røde øine døren op; hun havde briller paa sin lange næse, og saa kvast paa ham. Saa spurte hun ham, hvad det var han vilde.

, Tag over hovedet, mad og en seng,“ svarte trommeslageren.

, Det skal du faa, bare du vil udføre tre arbeider for det,* svarte den gamle.

, Hvorfor ikke?* sa han; ,jeg skyr intet arbeid, om det er aldrig saa tungt.“

Saa slap den gamle ham ind, satts mad frem for ham, og om kvelden gav hun ham en god seng.

Om morgenen, da han havde sovet ud, tog den gamle en fingerbør af sin tørre finger, rakte den til trommeslageren og sa: ,Gaa nu til arbeids og øs vandet der ude lens med denne fingerbørren. Men du maa være færdig med arbeidet før kvelden, og al den fisk som er i vandet maa du finde frem og lægge ved siden af hverandre, hver efter sit slag og efter som de er store til.*

, Det var et underligt arbeid,* sa trommeslageren; men han gik ud til vandet og tog paa at øse. Han øste og øste hele morgenen; men hvad kan en vel faa gjort med en fingerbør 1 et stort vand, selv om en

— 154 — øser 1 tusend aar? Da det var blit middag, tænkte han: ,Det er rent faafengt, og det kan være net det samme, euten jeg arbeider eller ei.* Og dermed holdt han op at øse og satte sig ned.

Da kom det en ung jomfru gaaende ud af huset med en kurv med mad, som hun satte frem til ham, og sa: ,Du sidder der saa sørgmodig; hvad feiler dig?

Han saa paa hende, og saa at hun var saare fager.

»Jo,* svarte han, ,jeg kan ikke faa gjort det første arbeidet en gang; hvordan skal det da gaa med de andre? Jeg er draget ud for at finde en kongsdatter, som skal bo her; men jeg har ikke fundet hende; jeg vil gaa igjen.*

,Bliv her, sa jomfruen, ,jeg skal hjælpe dig af

dim nød. Du er træt; læg dit hoved i mit fang og sov. Naar du vaagner op igjen, saa er arbeidet gjort. *

Trommeslageren lod sig ikke dette sige to ganger. Saa snart han havde lukket øinene, snudde hun paa en ønskering og sa: ,Vandet ud; fisken op!* Straks steg vandet op som en snehvid taage og gled bort mellem de andre skyerne, og fiskene spratt i veiret, kasted sig op paa stranden og la sig ved siden af hverandre, hver efter sit slag og efter størrelsen. Da

| trommeslageren vaagned, saa han til sin forundring, at arbeidet var gjort. Men jomfruen sa: , En af fiskene digger ikke sammen med de andre, men for sig selv. Naar den gamle kommer i aften, og faar se at alt hun har krævet af dig er gjort, saa spør hun: ,Men hvad skal det være til, at denne fisken ligger for sig selv?* Tag da fisken og kast den i ansigtet paa hende og sig: ,Den er til dig, din gamle heks.* Om kvelden kom den gamle, og da hun havde | rettet spørsmaalet til ham, saa kasted han fisken i ansigtet paa hende. Hun lod som om hun ikke merked det, og sa ingenting; men hun glodde vondt paa ham.

Den næste morgen sa hun: =,Igaar havde du

| det let; jeg maa give dig tyngre arbeid. I dag skal

— 155 — du fælde hele skogen her, hugge veden i skier og sætte den i favn, og alt dette maa være færdigt til i kveld.*

Dermed gav hun ham en øks, en klubbe og to kiler; men øksen var af bly, klubben og kilerne derimod af blik. Da han begyndte at hugge, bøide øksebladet sig, og klubben og kilerne klemtes flade. Han vidste ikke, hvorledes han skulde klare dette; men ved middagstider kom den unge jomfruen igjen med maden og trøsted ham.

,Læg hovedet dit i mit fang og sov,* sa hun; ,naar du vaagner, er arbeidet gjort.*

Saa snudde hun paa ønskeringen. I samme øieblik sank skogen sammen med brag, veden kløvde sig af sig selv og la sig 1 favner; det var som om usynlige kjæmper udførte arbeidet. Da trommeslageren vaagned, sa jomfruen: Ser du, veden er kløvd og sat i favn; der er bare en eneste gren igjen; men naar den gamle kommer 1 aften og spør hvad den grenen skal være til, saa giv hende et slag med den og 500 Den tl dig dm heks

Den, samleikom Sr dn Hø une foret Let arbeid det var; men hvad er det for en gren som ligger der endnu ?*

,Pen er til dig, din heks!* svarte han og gav hende et slag med grenen.

Men hun lod som om hun ikke kjendte det; hun bare kald-lo og sa: ,[ morgen tidlig skal du bære al veden sammen 1 en haug, tænde fyr paa den og brænde den op.*

Da dagen gryed, stod han op og begyndte at samle veden sammen: men hvorledes kan et eneste menneske bære sammen en hel skog? han kom ingen vei. Men jomfruen forlod ham heller ikke i denne nød; ved middagstid kom hun med mad til ham, og da han havde spist, la han sit hoved i hendes fang og sovned. Da han vaagned, brændte hele vedhaugen i

— 156 — en eneste vældig lue, som spilled med sine tunger helt op mod himmelen.

, Hør nu paa mig,* sa jomfruen; ,naar heksen nu kommer, paalægger hun dig alskens ting; gjør du, uden at være ræd, alt det hun kræver af dig, saa kan hun ikke gjøre dig noget: men er du ræd, saa griber ilden dig og fortærer dig. Men til slut, naar du har udført alt, grib da den gamle med begge hænder og kast hende midt ind 1 baalet.*

Jomfruen gik, og den gamle kom snigende. ,Huttetu, jeg fryser,* sa hun; ,men der har vi jo et baal: det brænder, det varmer mine gamle be», saa jeg føler mig vel. Men se, derborte ligger en kubbe som ikke vil brænde; tag den ud af ilden til mig. Naar du har gjort denne ene ting til, saa er du fri, og kan gaa hvor du vil. Nu bare kvikt ind i ilden !*

Trommeslageren betænkte sig ikke længe: han sprang midt ind i flammerne; men de gjorde ham ingenting, ikke saa meget som et haar kunde de svide paa ham. Han tog kubben og bar den ud af ilden. Men neppe havde han lagt den fra sig, saa skabte den sig om, og den fagre unge jomfruen, som havde hjulpet ham 1 nøden, stod fremtor ham. Og paa den guldskinnende kjolen hun havde paa, skjønte han at hun var kongsdatteren. Men den gamle lo giftig og sa:

– »Du tror du har hende; men du har bende ikke endnu.* Dermed“ vilde hun hen til pigen og tage hende Y bort med sig; da greb han den gamle med begge hænder, løfted hende op og kasted hende i gabet paa flammerne, som slog sammen over hende, som om de glæ-

ded sig over at de skulde fortære en heks.

Kongsdatteren saa paa trommeslageren, og da hun saa at han var en vakker gut, og hun tænkte paa at han havde sat livet ind paa at udløse hende, saa gav hun ham ,sin haand og sa: ,Du har vaaget alt for mig; nu vil jeg ogsaa gjøre alt for dig. Lover du mig din tro, saa skal du blive min mand. Paa rigdom

— 157 — skorter det os ikke; vi har nok med det som heksen har samlet sammen her.

Saa leied hun ham ind i huset. Der stod kister og kasser fulde af skatte. Men de lod sølvet og guldet ligge, og tog bare ædelstenene. Kongsdatteren vilde ikke være paa glasberget mer; da sa han til hende: ,Sæt dig op med mig paa salen min, saa flyver vi ned som fuglene.*

, Pen gamle salen liker jeg ikke,“ sa hun, ,jeg trænger bare at snu paa min ønskering, saa er vi hjemme. *

, Godt, sa trommeslageren, ,saa ønsk os frem ved byporten.*

I et nu var de der; men saa sa trommeslageren: yJeg vil først gaa ind til mine forældre og hilse paa dem; vent du paa mig her paa marken; jeg kommer straks igjen.*

,Åa nei,* sa kongsdatteren, ,jeg beder dig saa pent, pas dig vel og kys ikke dine forældre paa det høire kindet, naar du mødes med dem, ellers glemmer du alt, og blir jeg alene og forladt tilbage her paa marken. *

, Hvorledes skulde jeg kunne glemme dig ?* sa han og gav hende sin høire haand paa at han snart skulde komme igjen.

Da han kom ind 1 sin fars hus, vidste ingen hvem han var: saa rent anderledes var han blit. For de tre dage han havde været paa glasberget, havde været tre lange aar. Da gav han sig tik kjende, og hans forældre faldt ham glade om halsen, og han selv var saa rørt 1 sit hjerte, at han kyssed dem paa begge kinderne og ikke husked paa kongsdatterens ord.

Men i det samme han havde kysset dem paa det høire kindet, kom hver en tanke paa hende ud af hans minde. Han tømte lommerne sine og la hele næver fulde med ædelstener paa bordet, og forældrene vidste slet ikke, hvad de skulde gjøre med al denne rigdommen. Da bygde faren et stort og gild slot, med ha-

— 158 — ver, skoger og marker omkring, som om der skulde bo en konge i det. Og da det var færdigt, sa moren: sJeg har fundet en brud til dig, og om tre dage skal bryllupet staa.*

Og sønnen var fornøid med alt det forældrene vilde.

Den arme kongsdatteren havde længe staat udenfor byen og ventet paa trommeslageren. Da det blev kveld, sa hun: ,Nu har han sikkert kysset sine forældre paa høire kind, og saa har han glemt mig.* Hendes hjerte var fuldt af sorg; hun ønsked sig et ensomt lidet hus i skogen; for hun vilde ikke tilbage til sin fars gaard igjen. Hver kveld gik hun ind i byen og forbi hans hus; mangen en gang saa han hende; men han kjendte hende ikke mer. Endelig hørte hun at folk sa: ,I[ morgen skal hans bryllup staa.*

Da sa hun: =,Jeg vil prøve, om jeg endnu kan vinde hans hjerte igjen.*

Da saa den første bryllupsdagen blev feiret, da snudde hun paa sin ønskering og sa: ,En kjole saa straalende som solen.* Straks laa kjolen fremfor hende, og den straaled som om den var vævet af bare sol-

| straaler.

Da alle gjesterne var forsamlet, gik hun ind i

– salen. Alle undred sig over den deilige kjolen, men

mest bruden, og da vakre klær var det bedste hun

; vidste, saa gik hun bort til den fremmede og spurte, om hun vilde sælge kjolen.

»Ikke for penger,* svarte hun, ,men dersom jeg denne første nat faar ligge udenfor døren, der brudgommen sover, saa skal jeg overlade den.*

Bruden kunde ikke styre sin lyst paa kjolen og gik ind paa det; men hun blanded en sovedrik i brud-

| gommens natvin, saa han straks sank i en dyb søvn. Da nu alt var blit stilt, satte kongsdatteren sig ned ved sovekammerdøren, aabned den lidt og ropte ind:

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse