Den lykkelige Hans - Eventyr Brødrene Grimm

Hans havde tjent syv aar hos sin herre, da sa han til ham: «Herre, min tid er ude, nu vil jeg hjem igjen til min mor, giv mig min løn.» Herren svarte: «Du har tjent mig tro og ærlig; som din tjeneste var, saa skal din løn være, og han gav ham et guldstykke, saa stort som Hans’s hode. Hans tog sit tørklæde op af lommen, vikled guldklumpen i det, la den paa ryggen og begav sig paa hjemveien. Som han gik slig og satte det ene ben foran det andet, fik han øie paa en rytter, som traved frisk og munter forbi paa en rask hest. «Aa,» sa Hans ganske høit, «hvor det maa være en deilig ting at ridel Da sidder man som paa en stol, støder sig ikke paa nogen sten, sparer skoene og kommer afsted, man ved ikke selv hvorledes.» Rytteren, som havde hørt det, stansed og ropte: «Ei Hans, hvorfor gaar du ogsaa tilfods? «Jeg maa vel det, som har en klump at bære hjem; vel er det guld; men jeg kan derfor ikke holde hodet ret, og saa trykker den mig paa skulderen.* «Ved du hvad,» sa rytteren, «lad os bytte; jeg giver dig min hest, og du giver mig din klump.» «Gjerne det, sa Hans; «men det siger jeg eder, I faar noget at slæbe paa.» Rytteren steg af, tog guldet og hjalp Hans op, gav ham tøilerne fast i haanden og sa: «Naar du nu vil ride hurtigt, saz maa du smække med tungen og rope: «Hop, hop.»

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Hans var sjæleglad, som han sad paa hesten og frank og fri red afsted. Saa faldt det ham ind, at det burde gaa endnu fortere og begyndte at smække med tungen og rope: «Hop, hop.» Hesten satte i sterkt trav og før Hans vidste ordet af det, var han kastet af, og blev liggende i en grøft, som skilte akeren fra landeveien. Hesten vilde have løbet løbsk, hvis ikke en bonde, som kom gaaende paa veien og drev en ko foran sig, havde stanset den. Hans kom ogsaa paa benene igjen; men han var ærgerlig og sa til bonden: «Det er ingen moro at ride, især naar man kommer op paa en saadan mær, som denne, der støder en og kaster en af, saa man kan brække halsen; jeg sætter mig aldrig mer op igjen. Nei, da foretrækker jeg eders ko, den kan D man magelig gaa bagefter og har ovenikjøbet melk, smør og ost hver dag. Hvad vilde jeg ikke give, om jeg havde saadan en kol» «Siden du saa gjerne vil have den,» sa bonden, «saa vil jeg bytte koen for hesten». Dette gik Hans med glæde ind paa. Bonden svang sig op paa hesten og red hurtig derfra. Hans drev koen rolig foran sig og tænkte over den gode handel. «Har jeg bare et stykke brød, og derpaa vil det vel ikke mangle mig, saa kan jeg dertil spise smør og ost, saa ofte jeg har lyst; er jeg tørstig, saa melker jeg min ko og drikker melk. Hvad kan du forlange mer?» Da han kom til et vertshus, gjorde han holdt, spiste alt hvad han havde hos sig, baade sin middags- og kveldsmad, og lod sig for sine sidste penge skjænke et glas øl. Saa drev han sin ko videre til landsbyen, hvor hans mor bodde. Varmen blev trykkende, jo mer det nærmed sig middag, og Hans befandt sig paa en slette, som var en mil lang. Saa blev han saa varm, at tungen af tørst klæbed sig fast til ganen. «Den ting kan rettes paa,» tænkte Hans, «nu vil jeg melke min ko og læske mig med melken.» Han bandt den til et tørt træ og satte lærhuen under, da han intet melkespand havde; men hvor meget han end anstrengte sig, kom der ikke en draabe melk. Og da han bar sig klodset ad, gav det utaalmodige dyr ham et saadant spark i hodet, at han tumled om og længe laa uden bevidsthed. Heldigvis kom just en slagter forbi, som havde en ung gris liggende paa en trille «Hvad er her paafærde ?» ropte han og hjalp den gode Hans op. Hans fortalte det som var hændt. Slagteren rakte ham sin flaske og sa: «Drik, saa vil du komme dig igjen. Koen vil ingen melk give dig, det er et gammelt dyr, som i det høieste endnu duer til at slagtes.» «dasaa,» sa Hans og klødde sig i hodet, «hvem skulde have tænkt det! Det kan være godt nok, at man kan slagte saadant et dyr, for det giver ikke saa lidet kjød i huset; men jeg bryder mig ikke meget om kokjød; det er ikke saftigt nok. Nei, havde jeg endda saadan en ung grist Den smager ganske anderledes, og saa kan man faa pølser af den.» «Hær Hans,» sa slagteren, «for din skyld vil jeg bytte og lade dig faa grisen for koen.» «Gud lønne jer for eders venskab,» sa Hans og gav ham koen. Slagteren løsned grisen fra trillebøren og gav Hans tauget, den var bundet med, i haanden.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Bilde: Otto Kubel (1868 – 1951)

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Hans drog videre og tænkte paa, hvorledes alt dog gik ham efter ønske; hændte der ham noget ærgerligt, saa blev det dog straks gjort godt igjen. En gut gav sig derpaa i selskab med ham; han havde en smuk, hvid gaas under armen. De fordrev tiden sammen, og Hans begyndte at fortælle om sin lykke, og hvorledes han altid havde byttet saa fordelagtigt. Gutten sa, at han skulde bringe gaasen til et barselgilde. «Løft engang paa den,» sa han og tog den ved vingerne, «hvor tung den er; men den har ogsaa været fedet i otte uger. Den, som bider i den steg, maa tørre fedtet af sig i begge mundvigerne.» «da,» sa Hans og veied den med den ene haand, «den har sin gode vegt, men min gris er heller ikke nogen sau.» Imidlertid saa gutten sig ganske betænkelig om til alle sider og rysted paa hodet. «Hær,» sa han, «med eders gris hænger det nok ikke saa ganske rigtig sammen. I den landsby, gjennem hvilken jeg er kommen, er der just stjaalet en fra lensmanden; jeg er ræd for, I har den der i haanden. Man har sendt folk ud, og det vilde være en slem historie, naar man greb eder med grisen; det mindste vilde blive, at I blev stukket i det mørke hul.» Den gode Hans blev nu ræd: «Aa, Gud,» sa han, «hjælp mig ud af kniben, 1 er bedre kjendt her end jeg, tag min gris og lad mig faa eders gaas.» eJeg vover jo rigtignok en hel del ved det, svarte gutten, «men jeg vil ligevel ikke være skyld i, at I kommer i ulykke.» Han tog derfor tauget i haanden og drev hurtig grisen ind paa en sidevei; men den gode Hans gik nu sorgløs med gaasen under armen til sit hjem. «Naar jeg ret betænker det,» sa han ved sig selv, «har jeg endda fordel ved byttet; først den gode steg, dernæst den mængde fedt, som vil rinde af den; det giver gaasesmult for et fjerdingaar, og endelig de smukke, hvide fjær, som jeg kan stoppe min hodepude med; paa den skal jeg sove godt! Hvor glad vil ikke mor Da han var kommen gjennem den sidste landsby, stod der en skjærsliber med sin kjærre; hjulet snurred og han sang

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

«Sakse og knive sliber jeg her
Kappen paa begge skuldre jeg bær.»

Digital pakkeIllustrert utgave med 237 bilder og 961 siderPDF + EPUB + Kindle + KoboLast ned nå

Hans blev staaende og saa paa ham; tilslut saa sa han til ham: «Eder gaar det nok godt, siden I er saa lystig, mens 1 sliber.» «da,» svarte skjærsliberen, «haandverket er en guldgrube. En rigtig sliber er en mand, der, saa ofte han griber i lommen, finder penge i den. Men hvor har I kjøbt den smukke gaas?» «Den har jeg ikke kjøbt, men byttet mig til for min gris.» «Og grisen?» «Den har jeg faat for en ko.» «Og koen?» «Den har jeg faat for en hest.» «Og hesten?» «For den har jeg git en klump guld saa stor som mit hode.» «Og guldet?” eNaa, det var min løn for syv aars tjeneste.” «l har altid vidst at hjælpe eder,» sa skjærsliberen, «kunde I nu bringe det dertil, at I hørte pengene klinge i lommen, naar I stod op, saa har I gjort eders lykke.» «Hvorledes skal jeg bære mig ad med det?» sa Hans. «l maa blive en sliber som jeg; dertil hører egentlig ikke andet end en slibesten, det øvrige kommer af sig selv. Her har jeg en, som vel er lidt beskadiget, men I skal heller ikke give mig andet end eders gaas for den; vil I det?» «Kan I spørge om det?» svarte Hans, «jeg blir jo det lykkeligste menneske paa jorden; har jeg penge, saa ofte jeg griber i lommen, hvad behøver jeg da at sørge længer?» og han gav ham gaasen og tog slibestenen. «Nu,» sa sliberen og løfted op en almindelig tung kampesten, som laa ved siden af ham, «der har I en dygtig sten til, den er god at banke paa, paa den kan I hamre alle eders gamle spiger retts. Tag den og pas godt paa den.»

Bilde: Otto Kubel (1868 – 1951)

Hans tog stenen op og gik fornøiet bort; hans øine lyste af glæde: «Jeg maa være født som et lykkens barn,» ropte han, «alt det jeg ønsker, faar jeg som et søndagsbarn.»x Da han imidlertid havde været paa benene [ s han at blive træt; sulten var han ogsaa, da han af glæde over at have byttet koen til sig havde spist op al sin mad. Han kunde kun med møie gaa videre og maatte hvert øieblik stanse; hertil kom, at stenene tynged ham ganske forfærdelig. Saa kunde hanikke nægte, hvor godt det skulde være, om han slap at bære dem. Som en snegl krøb han hen til en brønd, forat hvile lidt og faa noget at drikke; men for ikke at beskadige stenene ved at sætte sig ned, la han dem forsigtig ved siden af sig paa kanten af brøndøn. Saa satte han sig ned og vilde bøie sig for at drikke, men kom af vanvare til at støde lidt til dem, saa begge stenene dumped nedi. Da Hans med øinene havde set dem synke i dybet, sprang han op af glæde, knælte derpaa ned og takked Gud med taarer i øinene, fordi han ogsaa havde vist ham denne naade, og paa en saa god maade havde befriet ham fra de tunge stene; det var det eneste, som endnu mangled ham i hans lykke. «Saa lykkelig som jeg,» ropte han, «gives der ikke et menneske under solen.» Med let hjerte og fri for alle byrder løb han nu afsted, til han kom hjem til sin mor.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Del

Les et 5-minutters eventyr

Grødgryden

De syv ravner

Ulven og reven

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse