Den lykkelige Hans - Eventyr Brødrene Grimm

164 Jorinde og Joringel.
sinde før. Da gjorde han ogsaa alle de andre fugle til jom
fruer, og saa drog han hjem med sin Jorinde, og de leved
længe fornøiet sammen.
32
Den lykkelige Hans.
Hans havde tjent syv aar hos sin herre, da sa han til
ham: «Herre, min tid er ude, nu vil jeg hjem igjen til min
mor, giv mig min løn.» Herren svarte: «Du har tjent mig
tro og ærlig; som din tjeneste var, saa skal din løn være, og
han gav ham et guldstykke, saa stort som Hans’s hode. Hans
tog sit tørklæde op af lommen, vikled guldklumpen i det, la
den paa ryggen og begav sig paa hjemveien. Som han gik
slig og satte det ene ben foran det andet, fik han øie paa en
rytter, som traved frisk og munter forbi paa en rask hest.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

«Aa,» sa Hans ganske høit, «hvor det maa være en deilig
ting at ridel Da sidder man som paa en stol, støder sig ikke
paa nogen sten, sparer skoene og kommer afsted, man ved
ikke selv hvorledes.» Rytteren, som havde hørt det, stansed
og ropte: «Ei Hans, hvorfor gaar du ogsaa tilfods? «Jeg
maa vel det, som har en klump at bære hjem; vel er det
guld; men jeg kan derfor ikke holde hodet ret, og saa trykker
den mig paa skulderen.* «Ved du hvad,» sa rytteren, «lad
os bytte; jeg giver dig min hest, og du giver mig din klump.»
«Gjerne det, sa Hans; «men det siger jeg eder, I faar noget
at slæbe paa.» Rytteren steg af, tog guldet og hjalp Hans
op, gav ham tøilerne fast i haanden og sa: «Naar du nu vil
ride hurtigt, saz maa du smække med tungen og rope: «Hop,
hop.»
Hans var sjæleglad, som han sad paa hesten og frank og
fri red afsted. Saa faldt det ham ind, at det burde gaa endnu
fortere og begyndte at smække med tungen og rope: «Hop,

Den lykkelige Hans.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

165
hop.» Hesten satte i sterkt trav og før Hans vidste ordet af
det, var han kastet af, og blev liggende i en grøft, som skilte
akeren fra landeveien. Hesten vilde have løbet løbsk, hvis
ikke en bonde, som kom gaaende paa veien og drev en ko
foran sig, havde stanset den. Hans kom ogsaa paa benene
igjen; men han var ærgerlig og sa til bonden: «Det er ingen
moro at ride, især naar man kommer op paa en saadan mær,
som denne, der støder en og kaster en af, saa man kan brække
halsen; jeg sætter mig aldrig mer op igjen. Nei, da foretræk
ker jeg eders
ko, den kan D
man magelig
gaa bagefter
og har oveni
kjøbet melk,
smør og ost
hver dag.
Hvad vilde jeg
ikke give, om
jeg havde saa
dan en kol»
«Siden du saa
gjerne vil have
den,» sa bonden, «saa vil jeg bytte koen for hesten».

Bilde: Otto Kubel (1868 – 1951)

Dette
gik Hans med glæde ind paa. Bonden svang sig op paa
hesten og red hurtig derfra. Hans drev koen rolig foran sig
og tænkte over den gode handel. «Har jeg bare et stykke
brød, og derpaa vil det vel ikke mangle mig, saa kan jeg der
til spise smør og ost, saa ofte jeg har lyst; er jeg tørstig, saa
melker jeg min ko og drikker melk. Hvad kan du forlange
mer?» Da han kom til et vertshus, gjorde han holdt, spiste
alt hvad han havde hos sig, baade sin middags- og kveldsmad,
og lod sig for sine sidste penge skjænke et glas øl. Saa drev
han sin ko videre til landsbyen, hvor hans mor bodde. Varmen
blev trykkende, jo mer det nærmed sig middag, og Hans be-

166 Den lykkelige Hans.
fandt sig paa en slette, som var en mil lang. Saa blev han
saa varm, at tungen af tørst klæbed sig fast til ganen. «Den
ting kan rettes paa,» tænkte Hans, «nu vil jeg melke min ko
og læske mig med melken.» Han bandt den til et tørt træ
og satte lærhuen under, da han intet melkespand havde; men
hvor meget han end anstrengte sig, kom der ikke en draabe
melk. Og da han bar sig klodset ad, gav det utaalmodige dyr
ham et saadant spark i hodet, at han tumled om og længe laa
uden bevidsthed.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Heldigvis kom just en slagter forbi, som
havde en ung gris liggende paa en trille «Hvad er her paa
færde ?» ropte han og hjalp den gode Hans op. Hans fortalte
det som var hændt. Slagteren rakte ham sin flaske og sa:
«Drik, saa vil du komme dig igjen. Koen vil ingen melk give
dig, det er et gammelt dyr, som i det høieste endnu duer til at
slagtes.» «dasaa,» sa Hans og klødde sig i hodet, «hvem
skulde have tænkt det! Det kan være godt nok, at man kan
slagte saadant et dyr, for det giver ikke saa lidet kjød i huset;
men jeg bryder mig ikke meget om kokjød; det er ikke saftigt
nok. Nei, havde jeg endda saadan en ung grist Den smager
ganske anderledes, og saa kan man faa pølser af den.» «Hær
Hans,» sa slagteren, «for din skyld vil jeg bytte og lade dig
faa grisen for koen.» «Gud lønne jer for eders venskab,» sa
Hans og gav ham koen. Slagteren løsned grisen fra trille
børen og gav Hans tauget, den var bundet med, i haanden.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Hans drog videre og tænkte paa, hvorledes alt dog gik
ham efter ønske; hændte der ham noget ærgerligt, saa blev
det dog straks gjort godt igjen. En gut gav sig derpaa i
selskab med ham; han havde en smuk, hvid gaas under armen.
De fordrev tiden sammen, og Hans begyndte at fortælle om
sin lykke, og hvorledes han altid havde byttet saa fordelagtigt.
Gutten sa, at han skulde bringe gaasen til et barselgilde.
«Løft engang paa den,» sa han og tog den ved vingerne,
«hvor tung den er; men den har ogsaa været fedet i otte
uger. Den, som bider i den steg, maa tørre fedtet af sig i
begge mundvigerne.» «da,» sa Hans og veied den med den

Den lykkelige Hans. 167
ene haand, «den har sin gode vegt, men min gris er heller
ikke nogen sau.» Imidlertid saa gutten sig ganske betænkelig
om til alle sider og rysted paa hodet. «Hær,» sa han, «med
eders gris hænger det nok ikke saa ganske rigtig sammen. I
den landsby, gjennem hvilken jeg er kommen, er der just
stjaalet en fra lensmanden; jeg er ræd for, I har den der i
haanden. Man har sendt folk ud, og det vilde være en slem
historie, naar man greb eder med grisen; det mindste vilde
blive, at I blev stukket i det mørke hul.» Den gode Hans
blev nu ræd: «Aa, Gud,» sa han, «hjælp mig ud af kniben,
1 er bedre kjendt her end jeg, tag min gris og lad mig faa
eders gaas.» eJeg vover jo rigtignok en hel del ved det,
svarte gutten, «men jeg vil ligevel ikke være skyld i, at I
kommer i ulykke.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

» Han tog derfor tauget i haanden og drev
hurtig grisen ind paa en sidevei; men den gode Hans gik nu
sorgløs med gaasen under armen til sit hjem. «Naar jeg ret

168 Den lykkelige Hans.
betænker det,» sa han ved sig selv, «har jeg endda fordel ved
byttet; først den gode steg, dernæst den mængde fedt, som vil
rinde af den; det giver gaasesmult for et fjerdingaar, og ende
lig de smukke, hvide fjær, som jeg kan stoppe min hodepude
med; paa den skal jeg sove godt! Hvor glad vil ikke mor
blive l
Da han var kommen gjennem den sidste landsby, stod der
en skjærsliber med sin kjærre; hjulet snurred og han sang
dertil :
«Sakse og knive sliber jeg her
Kappen paa begge skuldre jeg bær.»
Hans blev staaende og saa paa ham; tilslut saa sa han
til ham: «Eder gaar det nok godt, siden I er saa lystig,
mens 1 sliber.» «da,» svarte skjærsliberen, «haandverket er
en guldgrube. En rigtig sliber er en mand, der, saa ofte han
griber i lommen, finder penge i den. Men hvor har I kjøbt
den smukke gaas?» «Den har jeg ikke kjøbt, men byttet mig
til for min gris.» «Og grisen?» «Den har jeg faat for en
ko.» «Og koen?» «Den har jeg faat for en hest.» «Og
hesten?» «For den har jeg git en klump guld saa stor som
mit hode.» «Og guldet?” eNaa, det var min løn for syv
aars tjeneste.” «l har altid vidst at hjælpe eder,» sa skjær
sliberen, «kunde I nu bringe det dertil, at I hørte pengene
klinge i lommen, naar I stod op, saa har I gjort eders lykke.»
«Hvorledes skal jeg bære mig ad med det?» sa Hans. «l
maa blive en sliber som jeg; dertil hører egentlig ikke andet
end en slibesten, det øvrige kommer af sig selv. Her har jeg
en, som vel er lidt beskadiget, men I skal heller ikke give
mig andet end eders gaas for den; vil I det?» «Kan I spørge
om det?» svarte Hans, «jeg blir jo det lykkeligste menneske
paa jorden; har jeg penge, saa ofte jeg griber i lommen, hvad
behøver jeg da at sørge længer?» og han gav ham gaasen og
tog slibestenen.

Bilde: Otto Kubel (1868 – 1951)

«Nu,» sa sliberen og løfted op en almindelig
tung kampesten, som laa ved siden af ham, «der har I en
dygtig sten til, den er god at banke paa, paa den kan I

Den lykkelige Hans. 169
hamre alle eders gamle spiger retts. Tag den og pas godt
paa den.»
Hans tog stenen op og gik fornøiet bort; hans øine lyste
af glæde: «Jeg maa være født som et lykkens barn,» ropte
han, «alt det jeg ønsker, faar jeg som et søndagsbarn.»x Da
han imidlertid havde
været paa benene [ s
hele dagen,begyndte 5 it.
han at blive træt;
sulten var han og
saa, da han af glæde
over at have byttet
koen til sig havde
spist op al sin mad.
Han kunde kun med
møie gaa videre og
maatte hvert øieblik
stanse; hertil kom,
at stenene tynged
ham ganske forfær
delig. Saa kunde
hanikke nægte, hvor
godt det skulde
være, om han slap
at bære dem.

Bilde: George Hinke (1883 – 1953)

Som
en snegl krøb han
hen til en brønd,
forat hvile lidt og faa noget at drikke; men for ikke at be
skadige stenene ved at sætte sig ned, la han dem forsigtig ved
siden af sig paa kanten af brøndøn. Saa satte han sig ned
og vilde bøie sig for at drikke, men kom af vanvare til at
støde lidt til dem, saa begge stenene dumped nedi. Da Hans
med øinene havde set dem synke i dybet, sprang han op af
glæde, knælte derpaa ned og takked Gud med taarer i øinene,
fordi han ogsaa havde vist ham denne naade, og paa en saa
T

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse