De kloge folk - Eventyr Brødrene Grimm

En dag tog en bonde sin stok frem af kroken i sin stue og sa til sin kone: «Trine, jeg gaar nu ud paa landet og kommer først tilbage om tre dage. Hvis kvæghandleren i denne tid kommer ind til os og vil kjøbe vore kjør, saa kan du lade dem gaa, men ikke for mindre end tusend kroner, ikke billigere hører du?» «Gaa bare», svarte konen, «jeg skal nok greie det.” «Ja,» sa manden, «som lidet barn faldt du engang paa hodet, det har du havt skade af til denne stund. Men det siger jeg dig, gjør du dumheder, saa skal din : ryg blive blaa, og det uden farve, bare med den stok, jeg har i haanden, og farven skal holde et helt aar, derpaa kan du stole.» Saa gik manden sin vei.

Digital pakkeIllustrert utgave med 237 bilder og 961 siderPDF + EPUB + Kindle + KoboLast ned nå

Næste morgen kom kvæghandleren, og konen behøvede ikke at bruge mange ord med ham. Da han havde set kjørene og hørt prisen, sa han: «Det giver jeg gjerne, saa meget er de værd mellem brødre. Jeg vil straks tage dyrene med.» Han løste dem fra baasene og drev dem ud af fjøset. Da han gik ud af porten, greb konen ham ved ærmet og sa: «I maa først give de tusend kroner, ellers kan jeg ikke lade eder gaa.» «Rigtig,» sa manden, «jeg har bare glemt at tage min pengepung med mig. Men I skal ikke være ræd. I skal faa sikkerhed, indtil jeg har betalt; to kjør tager jeg med, den tredje lader jeg tilbage, saa har I et godt pant.» Dette syntes konen var godt, hun lod manden drage bort med kjørene og tænkte: «Hvor Hans vil glæde sig, naar han ser, at jeg har handlet saa klogt!» Bonden kom hjem den tredje dag, som han bavde sagt, og spurgte straks, om kjørene var solgt. eJa vist, kjære Hans, svarte konen, «og som du har har sagt, for tusend kroner. Saa meget er de knapt værd, men manden tog dem uden at prutte.» «Hvor er pengene?» spurgte bonden. «Pengene har jeg endnu ikke faat, svarte hun. «Han havde glemt sin pengepung hjemme; men han vil snart komme med dem; han har efterladt mig et godt pant.» «Hvad for et pant?» «En af de tre kjør; den faar han ikke, før han har betalt de andre. Jeg har handlet klogt; jeg har beholt den mindste tilbage, den spiser mindst.» Bonden blev sint, løfted stokken og vilde give konen den lovedefmaling. Men han lod den synke og sa: «Du er den dummeste gaas, som gaar paa Guds grønne jord, men jeg ynkes over dig. Jeg vil gaa ud paa landeveien og se efter i hele tre dage, om jeg kan finde nogen, som er endda dummere end du. Lykkes det mig, skal du være fri; men finder jeg ikke nogen, saa skal du faa din vel fortjente løn uden afdrag.»

Han gik ud paa landeveien, satte sig paa en sten og vented paa, hvad der vilde komme. Han saa en vogn komme kjørende og en kone staa midt paa den, istedetfor at sidde paa halmknippet ved siden af hende, eller gaa ved siden af okserne og føre dem. Bonden tænkte: «Det er vist en saadan en, som du søger.” Han gav sig til at løbe frem og tilbage foran vognen som en, der ikke er rigtig klog. «Hvad har I fore, far ?» sa konen, «jeg kjender eder ikke, hvor kommer I fra?» «Hvordan skulde I ogsaa kjende mig,» sa manden, jeg er falden ned fra himmelen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme derop igjen; kan I ikke kjøre mig derop?» «Nei,» sa konen, «jeg ved ikke veien. Men siden I kommer fra himmelen, saa kan I vel sige mig, hvordan det gaar min mand, som alt har været der i tre aar; I har vist set ham.» «Jeg har nok set ham, men det kan ikke gaa alle mennesker lige godt. Han vogter sauer, og de skaffer ham nok at bestille; de render rundt i bergene og farer vild, saa han maa løbe efter dem og drive dem sammen igjen. Forreven er han ogsaa, klærne falder snart af kroppen paa ham. Skrædder gives der heller ikke, da Sankt Peter ikke slipper nogen skrædder ind, som I vel ved af eventyret.”» «Nei, hvem skulde have tænkt detl» ropte konen, «jeg vil hente hans søndagsfrakke, som endnu hænger der hjemme i skabet, den kan han bære med ære. I er nok saa god at tage den med.» «Det lader sig ikke godt gjøre, svarte bonden, «klær maa man ikke bringe ind i himmelen, de blir tat fra en ved porten.» «Ved I hvad,» sa konen, «jeg har netop solgt min deilige hvede og faat smukke penge for den, dem vil jeg sende ham. Naar I stikker pungen i lommen, saa er der ingen mennesker, som kan se den.» «dJa, ja, naar det ikke kan være anderledes,» svarte bonden, «saa kan jeg nok gjøre eder den tjeneste.” «Bliv bare siddende der,» sa hun, «saa vil jeg kjøre hjem og hente pungen, jeg skal snart være her igjen; jeg sætter mig ikke ned paa halmen, men blir staaende i vognen, saa er den lettere at trække.» Hun pisked paa okserne og bonden tænkte: «Denne er vist en god tosse, bringer hun virkelig pengene, saa kan jeg lykønske min kone, for saa faar hun ikke prygl.» Det var ikke længe, før hun kom løbende med pengene og putted dem selv i hans lomme Før hun gik, takked hun ham endnu tusend gange for hans venlighed.

Da konen kom hjem igjen, traf hun sin søn, som netop var kommen tilbage fra marken. Haun fortalte ham, hvad for uventede ting, hun havde oplevet og tilføied: «Det glæder mig inderlig, at jeg fik leilighed til at sende min stakkars mand noget; hvem skulde have trodd, at han vilde komme til at lide mangel der oppe i himmelen.» Sønnen blev meget forundrett «Mor,» sa han, «saadan en fra himlen kommer ikke hver dag, jeg vil straks gaa ud og se, om jeg ikke kan finde manden, han maa fortælle mig, hvordan det ser ud der, og hvordan det gaar med arbeidet.x Han sadled en hest og red hurtigt bort. Han fandt bonden, som sad under et piletræ og talte pengene, som var i pungen. «Har I ikke set den mand,» ropte den unge fyr til ham, «som er kommen fra himmelen?» «Jo,» svarte han, «han er alt paa hjemveien igjen og er gaat op paa berget der henne, hvorfra der var lidt kortere veii I kan endnu indhente ham, naar l rider lidt skarpt. «Aa,» sa-den unge fyr, «jeg har arbeidet hele dagen, og ridtet hid har gjort mig aldeles træt; I kjender manden, vær saa god, sæt eder op paa min hest og overtal ham til at komme hid igjen.» «Aha,» mente bonden, «det er ogsaa en, som ingen væge har i sin lampel» «Hvorfor skulde jeg ikke gjøre eder den tjeneste,» sa han, steg op paa hesten og red afsted i fuldt gallop. Den unge fyr blev siddende, til natten brød frem, men bonden kom ikke tilbage. « Vistnok,» sa han ved sig selv, «har manden fra himmelen havt stort hastverk og har ikke villet vende om, og bonden har git ham hesten, for at bringe den til min far.» Han gik hjem og fortalte sin mor, det som var hændt, at han havde sendt hesten til far, for at han ikke altid skulde behøve at gaa tilfods.» «Du har handlet rigtig,» svarte hun, «du har unge ben og kan gaa tilfods.»

Da bonden var kommen hjem, satte han hesten i stalden ved siden af den pantsatte ko, saa gik han ind til sin kone og sa: eTrine, det var din lykke, at jeg har fundet to, som var endnu dummere end du; denne gang slipper du for pryl, jeg vil spare dem til en anden gang.» Derpaa tændte han sin pibe, satte sig i bedstefarstolen og sa: «Det var en god forretning, for 2 magre kjør fik jeg en god hest, og en stor pung fuld af penge. Dersom dumheden altid indbragte saa meget, saa vilde jeg gjerne holde den i ære.»

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Del

Les et 5-minutters eventyr

Eventyr om frosken

Ulven og reven

Grødgryden

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse