Enøie, Toøie og Treøie - Eventyr Brødrene Grimm

Snehvid og Rosenrød. 203
i mange aar lykkelig og fornøiet hos sine børn Men begge
rosentrærne tog de med, og satte dem udenfor sine vinduer,
og de bar hvert aar de deiligste roser, baade hvide og røde.
41.
Enøie, Toøie og Treøie.
Der var engang en kone, som havde tre døtre, den ældste
kaldte de Enøie, for hun havde bare et eneste øie midt i pan
den, og den mellemste Toøie, for hun havde to øine, ligesom
åndre mennesker, og den yngste Treøie, for hun havde tre
øine, og det tredje sad ligesom hos Enøie midt i panden. Men
fordi Toeie ikke saa anderledes ud end andre menneskebaørn,
kunde søstrene og moren ikke like hende. De sa til hende:
«Du med dine to øine er ikke bedre end folk flest, du hører
ikke til os.» De puffed hende, kasted daarlige klær til hende
og gav hende ikke andet end levninger at spise, og de plaged
hende paa alle mulige maader.
Engang var Toøie ude i marken for at vogte gjeten, sul
ten som hun var, for søstrene havde git hende saa lidet at
spise. Hun satte sig paa en grøn eng og gav sig til at
graate, og hun graat saa, at to bække strømmed ud af øinene
paa hende. Da hun forgrædt saa op, stod en kone hos hende;
hun spurgte Toøie: «Hvorfor graater du?» Toøie svarte: «Maa
jeg ikke graate? Fordi jeg har to øine som andre mennesker,
kan mine søstre og min mor ikke taale mig, men puffer mig
fra den ene krok til den anden, kaster gamle klær til mig og
gir mig ikke andet end levninger at spise. Idag har de git
mig saa lidet, at jeg er ganske sulten.» Da sa den snille kone:
«Toøie, tør dine øine, jeg vil fortælle dig noget, saa du ikke
mer behøver at sulte. Sig blot til din gjet:
Lille gjet, mæk,
kom og bordet dækl

204 Enøie, Toøie og Treøie.
saa vil et pent, dækket bord staa for dig med den deiligste
mad, som du kan spise saa meget af, du lyster. Og naar du
er mæt, og ikke behøver mer, saa sig blot :
«Lille gjet, mæk,
tag nu bordet vækl
AMNit¹ g
61 8oh 91 ti
saa vil det igjen forsvinde for dine øine” Derpaa gik den
kloge kone bort. Toøie tænkte: «Jeg maa straks forsøge, om
det er sandt, hvad hun sa, for jeg er saa sulten,» og sa:
«Lille gjet, mæk,
kom og bordet dæk !
og knapt havde hun udtalt ordene, saa stod der et lidet bord,
med en hvid dug paa, og med tallerken, kniv, gaffel og sølvske,
og paa bordet stod de deiligste retter, og de var endnu saa

Enøie, Toøie og Treøie. 205
varme, som om de netop var kommen fra kjøkkenet. Hun
læste den korteste bordbøn, hun vidste: «Herre Gud, vær vor
gjest til enhver tid, Amen,» tog for sig af retterne og lod
maden smage sig. Og da hun var mæt, sa hun, som den kloge
kone havde lært hende:
«Lille gjet, mæk,
tag nu bordet vækl»
Straks var bordet, og alt som stod paa det atter forsvundet.
«Det er en letvindt husholdning,» tænkte Toøie, og hun var
rigtig glad og fornøiet.
Om kvelden, da hun kom hjem med gjeten, fandt hun en
lerskaal med lidt mad, som søstrene havde sat hen til hende;
men hun rørte den ikke. Næste dag gik hun igjen ud med
sin gjet og lod den smule mad staa, som var sat til hende.
Den første og anden gang la søstrene slet ikke merke dertil,
men da det skede hver gang, merked de det og sa: «Det kan
ikke gaa rigtig til med Toøie, nu lader hun altid maden staa,
og før spiste hun op alt det hun fik; hun maa have fundet
paa andre udveie.» Men for at komme efter sammenhængen
skulde Enøie gaa med, naar Toøie drev gjeten ud i marken,
og hun skulde passe paa, hvad hun tog sig for, og om der
kom nogen med mad og drikke til hende. Da nu Toøie næste
morgen stod op, kom Enøie ned til hende og sa: «Jeg vil
gaa med dig og se, om ogsaa gjeten blir ordentligt passet og
faar noget at æde.» Men Toøie merked, hvad Enøie havde i
sinde, og drev gjeten ud i det høie græs og sa: «Kom Pnøie,
lad os sætte os her, saa skal jeg synge lidt for dig.» Enøie
satte sig, for hun var træt af den uvante vei og af solvarmen,
og Toøie sang bestandig:
«Enøie, er du vaagen nu?
. Enøie, sover du nu?
hvorpaa Hnøie lukked sit øie og faldt i søvun. Og da Toøie
saa, at Enøie sov saa haardt, at hun intet kunde merke,
sa hun:

206 Enøie, Toøie og Treøie.
«Lille gjet, mæk,
kom og bordet dækl»
og satte sig tilbords og spiste og drak, til hun var blit mæt.
Da sa hun:
«Lille gjet, mæk,
tag nu bordet væk!»
og alt var øieblikkelig forsvundet. Toøie vækked nu Enøie og
sa: «Enøie, du vil vogte gjeten og saa lægger du dig til at
sove, imens kunde gjeten løbe saa langt det skulde være, kom,
vi vil gaa hjem» Saa gik de da hjem, og Toøie lod atter
skaalen staa urørt, og Enøie kunde ikke sige moren, hvorfor
Toøie ikke vilde spise og sa til sin undskyldning: «Jeg faldt
isøvn derude.»
Dagen efter sa moren til Treøie: «Denne gang skal du
gaa med og passe paa, om Toøie spiser dernde og om nogen
bringer mad og drikke til hende, for noget maa hun jo spise
og drikke.» Saa gik Treøie til Toøie og sa: eJeg vil følge
med dig og se om gjeten ogsaa blir ordentligt passet og faar
noget at æde.» Men Toøie merked, hvad Treøie vilde, drev
gjeten ud i det høie græs og sa: «Lad os sætte os her Treøie,
saa skal jeg synge lidt for dig. Preøis satte sig, for hun var
træt af veien og solvarmen, og Toøie gav sig til at synge den
samme vise som forrige gang :
«Treøie, er du vaagen nu?
men istedetfor at synge :
«Treøie, sover du nu?»
saa sang hun af vanvare :
«Toøie, sover du nu?
og sang videre :
«Treøie er du vaagen nu?»
«Toøie, sover du nu?»
og saa lukked Treøie sine to øine og sov; men det tredje, som
ikke var omtalt i visen faldt ikke i søvn. Treøie lukked det

Enøie, Toøie og Treøie. 207
vel, men bare af list, idet hun lod, som om hun ogsaa sov
med det; hun blinked lidt med det og kunde se alt meget godt,
og da Toøie trodde, at Treøie sov haardt, sa hun :
«Lille gjet, mæk,.
kom og bordet dækl»
og saa spiste og drak hun af hjertens lyst, og saa sa hun:
«Lille gjet, mæk,
tag nu bordet vækl»
Men Treøie havde set paa det hele. Toøie gik nu hen til
hende; vækked hende og sa: «Treøie, har du sovet? Du er
fink til at passe gjetert Kom lad os gaa hjem.» Og da de
kom hjem, spiste Toøie igjen intet, og Treøje sa til moren:
«Jeg ved nu, hvorfor den kræsne tøs ikke spiser; naar hun
derude siger til gjeten:
«Lille gjet, mæk,
kom og bordet dæk !»
saa staar der straks et bord foran hende, som er dækket med
den bedste mad, meget bedre end vi har, og naar hun er mæt,
saa siger hun:
«Lille gjet, mæk,
tag nu bordet væk!»
og alt er atter forsvundet; jeg har set alt sammen. To øine
havde hun dysset i søvn med sin sang, men det ene i panden,
det var heldigvis vaagent.» Da ropte den misundelige mor:
«Jaa du vil have det bedre end vi? Med den fornøielse skal
det snart være forbil» Hun tog derfor en slagterkniv og
stødte den i hjertet paa gjeten, saa den faldt død om.
Da Toøie saa det, gik hun sorgfuld ud, satte sig paa
engen og graat sine modige taarer. Da stod med ett den
kloge kone igjen hos hende, og sa: «Toøie, hvorfor graater
du?» eMaa jeg ikke graate? svarte hun, «den gjet, som
hver dag, naar jeg sa Eders vers, dækked bordet saa nydeligt,
har min mor stukket ihjel; nu maa jeg atter døie sorg og sult.»

208 Enøie, Toøie og Treøie.
Men den kloge kone sa: «Toøie, jeg vil give dig et godt raad;
bed dine søstre give dig indvoldene af den slagtede gjet, og grav
dem ned foran husdøren i jorden, saa vil det blive til din lykke.»
Derpaa forsvandt hun og Toøie gik hjem og sa til søstrene:
«Kjære søstre, giv mig dog noget af min gjet, jeg forlanger
ikke noget godt, giv mig bare indvoldene.” BSaa lo de og sa:
«Dem kan du gjerne faa, naar det ikke er andet du vil have.»
Og Toøie tog indvoldene og grov dem om kvelden i al stilhed
ned udenfor husdøren, saaledes som den kloge kone havde
raadet hende.
Næste morgen, da de stod op og gik udenfor døren, saa
stod der et vidunderlig deiligt træ, som havde blade af sølv,
og mellem dem hang frugter af guld, saa der vist ikke fandtes
noget skjønnere og prægtigere træ i hele verden. Men de
skjønte ikke, hvorledes træet om natten var kommen der, men
Toøie vidste, at det var vokset op af gjetens indvolde, for det
stod netop der, hvor hun havde gravet dem ned. Da sa moren
til Enøie: «Klyv op i træet mit barn, og pluk frugterne ned.»
Enøie kløv op, men da hun vilde gribe et af guldæblerne, gled
grenen ud af hænderne paa hende; og saaledes gik det hver
gang, saa hun ikke kunde faa et eneste æble, hvordan hun
end bar sig adt Da sa moren: s«Treøie, klyv du op, du ser
med dine tre øine bedre end Enøie med det ene.» Enøie lod
sig glide ned, og Treøie kløv op; men Treøie var ikke hel
digere, hun kunde se saa meget, hun vilde, saa veg guld
æblerne ud af hænderne paa hende. Da blev moren utaalmodig
og steg selv op, men hun kunde ligesaalidt som Enøie og
Treøie faa fat paa frugten, og greb altid i den tomme lukt.
Da sa Toøie: «Lad mig ogsaa forsøge, maaske lykkes det mig
bedrs.» Bøstrene ropte vell »Du med dine to øine, hvad vil
du derl» Men Toøie kløv op, og guldæblerne trak sig ikke
tilbage for hende, men de kom lige i hænderne paa hende,
saa hun kunde plukke det ene efter det andet og fik hele for
klædet fuldt. Moren tog dem fra hende, og istedetfor at hun
og søstrene skulde have behandlet den stakkars Toøie bedre,

Enøie, Toøie og Treøie. 209
saa blev de bare mer misundelige paa hende, fordi hun kunde
faa fat paa frugterne, men ikke de, og de var værre mod
hende end før.
En dag, da de stod sammen under træet, kom en ung
ridder henimod dem. s«Skynd dig Toøie, ropte de to søstre,
«og skjul dig, saa vi ikke skal skamme os over dig, og de
vælted hurtig et kar, som just stod ved træet, over den stak
kars Toøie og stak guldæblerne, som hun havde plukket,
ind til hende. Da nu ridderen kom nærmere, saa de, at det
var en smuk herre, som beundred det prægtige træ af guld
og sølv. Han sa til begge søstrene: «Hvem eier dette smukke
træ? Den, som vilde give mig en gren af det, kunde forlange
for det, hvad det skal være.» Da svarte Enøie og Treøie, at
træet hørte dem til, og de vilde gjerne brække en gren af til
ham. De anstrengte sig alt det, de orked; men forgjæves,
for grenene og frugterne veg hver gang tilbage for dem. Da
sa ridderen: «Det er ganske mærkeligt, naar træet tilhører
eder, at I ikke er istand til at bryde saa meget som en gren
af døt.» Men de blev ved at paastaa, at træet var deres,
men mens de talte saaledes, trilled Toøie under karret et par
guldæbler, saa de løb lige hen til ridderens fødder, for Toøie
var vred over, at søstrene ikke sa det som sandt var. Da
ridderen saa æblerne, blev han forbauset og spurgte, hvor de
kom fra. De svarte, at de havde en søster til, som ikke turde
lade sig se, da hun bare havde to øine som andre mennesker.
Men ridderen forlangte at se hende og ropte: «Toøie kom
frem.” Saa kom Toøie rolig frem fra karret, og ridderen blev
forundret over hendes store skjønhed og sa: «Dau, Toøie, kan
vist bryde en gren af træet til mig.» «Ja», svarte Toøie, «det
kan jeg nok, for træet tilhører mig,» og hun steg op paa kar
ret og brød uden anstrengelse en gren af sølvblade og guld
frugter og rakte ridderen. «Toøie, hvad skal jeg give for det ?»
Da svarte Toøie: s«Jeg lider sult og tørst, sorg og nød fra
den tidlige morgen til sent om kveld; hvis I vilde tage mig med
og frelse mig, saa vilde jeg være lykkelig.» BSaa løfted ridderen
14

210 Enøie, Toøie og Treøie.
Toøie op paa sin hest og førte hende hjem til sit fædreneslot.
Der gav han hende smukke klær, mad og drikke i overflod,
og da han elsked hende saa høit, gifted han sig med hende,
og brylluppet blev holdt i fryd og glæde.
Da nu Toøie var blit bortført af den smukke ridder, saa
var de to andre søstre svært misundelige paa hende, fordi hun
havde gjort saadan lykke. «Men vi beholder dog mirakeltræet,
tænkte de, «kan vi end ikke plukke frugter af det, saa vil
man dog blive staaende for at se paa det, man kommer til os,
beundrer det, og hvem ved, om det ikke kan bringe os lykke.»
Men næste morgen var træet forsvundet, og deres haab med
det samme; og da Toøie saa ud fra sit kammer, saa stod det
til hendes store glæde udenfor, det havde fulgt efter hende.
Toøie leved længe lykkelig og fornøiet. Engang kom to fat
tige koner til slottet og bad om almisse: Da Toøie saa dem i
ansigtet, gjenkjendte hun sine søstre, Enøie og Treøie, som
var blit saa fattige. at de gik omkring og tigged. Men Toøie
bød dem velkommen og stelte godt med dem og pleied dem,
saa de begge af hjertet angred, at de havde været saa slemme
mod sin søster.
42.
Den hvide og den sorte brud.
En kone gik engang med sin datter og steddatter ud paa
marken for at slaa græs. 8Saa kom den kjære Gud til dem
i en fattig mands skikkelse og spurgte, hvor veien gik til
byen. «Hvis I vil vide den, sa konen, «saa søg den selv,»
og datteren tilføied: «Er I bange for ikke at finde den, saa
tag en fører med eder.» Men steddatteren sa: «Stakkars
mand, jeg vil vise eder veien, kom med mig.” Men den kjære
Gud blev vred paa moren og datteren, vendte dem ryggen og
straffed dem med, at de skulde blive saa sorte som natten og saa
stygge som synden. Men steddatteren var Gud naadig mod;

Den hvide og den sorte brud. 211
han fulgte med hende, og da de var nær ved byen, velsigned
han hende og sa: «Du kan ønske dig tre ting, som jeg vil
give dig.” Da sa den unge pige: «Jeg vilde gjerne blive
ren og vakker som solen.» Straks blev hun ren og vakker
som den klare dag. «Saa vilde jeg gjerne have en pengepung,
som aldrig blev tom.» Den gav den kjære Gud hende ogsaa,
men han sagde: «Glem ikke det bedste.» Da sa hun: «Jeg
ønsker mig for det tredje ind i himmerige efter min død.»
Det blev hende ogsaa lovet, og saa skiltes den kjære Gud
fra hende.
Da nu stedmoren og hendes datter kom hjem og saa, at
de begge var kulsorte og stygge, men steddatteren derimod
hvid og smuk, saa blev de endda mer onde mod hende, og de
tænkte ikke paa andet end, hvorledes de skulde gjøre hende
fortræd. Men steddatteren havde en bror, som hed Reginer,
som hun holdt meget af og hun fortalte ham alt, hvad der var
hændt. Engang sa Reginer til hende: «Kjære søster, jeg vil
male dit portræt, for at jeg bestandig kan have dig for øie,
for min kjærlighed til dig er saa stor, at jeg altid maa se dig.»
Saa svarte hun: «Men lad ingen se billedet.” Han malte
nu sin søster og hængte billedet op i sin stne; men han bodde
i Kongens slot, hvor han var kusk. Hver dag blev han staa
ende foran det og takked Gud for den lykke bestandig at have
sin kjære søster for øie Nu havde netop kongen, som han
tjente hos, ved døden mistet sin hustru, og hun havde været
saa skjøn, at man ikke kunde finde nogen, som ligned hende.
og kongen var derfor i dyb sorg. Hofbetjentene la nu merke
til, at kasken daglig stod foran det snukke billede, de mis
undte ham det og meldte det til kongen. Han lod billedet
bringe til sig og saa, at det ganske ligned hans afdøde hustru,
hun var bare endda skjønnere, saa han blev dødelig forelsket
i hende. Han lod kusken komme for sig og spurgte, hvem
billedet skulde forestille Da kusken sa, at det var hans søster,
beslutted kongen sig til ikke at tage nogen anden til hustru,
gav ham vogn og heste og prægtige klær og sendte ham for

212 Den hvide og den sorte brud.
at hente sin udvalgte brudt Da Reginer kom med budskabet,
blev hans søster glad; men den sorte stedsøster blev misundelig
over den andens lykke, ærgred sig forfærdelig og sa til moren:
«Hvad hjælper nu alle dine kunster, naar du ikke kan skaffe
mig en saadan lykke?» Da sa den gamle: «Vær rolig, jeg
skal nok skaffe dig den.» Og ved sine heksekunster gjorde
hun kusken næsten blind og den hvide pige næsten døv. Saa
steg de tilvogns, først bruden i de prægtige, kongelige klær,
derefter stedmoren med sin datter, og Reginer sad paa bukken
for at kjøre. Da de havde kjørt et stykke, ropte kusken:
«Søster, dæk dig til, min kjære,
regnen ellers paa dig falder,
at du rigtig smuk kan være,
naar dig kongen til sig kalder.»
Bruden sa: «Hvad siger min kjære bror? «Aa,» sa den
gamle, «han sa, at du skulde tage din gyldne kjole af dig og
give den til din søster.» Saa tog hun den af, og gav søsteren
den, og hun gav hende igjen en simpel, graa kjole. Saa kjørte
de videre; men en stund efter ropte broren igjen : )
«Søster, dæk dig til, min kjære,
regnen ellers paa dig falder,
at du rigtig smuk kan være,
naar dig kongen til sig kalder.»
«Hvad siger min kjære bror?» spurgte bruden. «Aa, sa
den gamle, «han sa, at du skulde tage af din gyldne hat og
give din søster den.» Saa tog hun hatten af og satte den paa
søsteren, og bruden sad selv med bart hode. Saa kjørte de
videre ; om en stund ropte broren igjen:
«Søster, dæk dig til, min kjære,
regnen ellers paa dig falder,
at du rigtig smuk kan være,
naar dig kongen til sig kalder.»
Bruden spurgte: «Hvad siger min kjære bror?» «Aa,
sa den gamle, «han sa, at du skal se ud af vognen.» De kjørte
netop paa en bro over et dybt vand. Da nu bruden stod op

Den hvide og den sorte brud. 213
og bøied sig ud af vognen, saa puffed de begge hende ud, saa
hun styrted ud i vandet. Men der hun var sunket, dukked i
samme øieblik en snehvid and op i vandspeilet og svømmed
nedad elven. Broren havde slet intet merket og kjørte videre,
til de kom til kongsgaarden. Saa førte han den sorte pige op
til kongen og sa, at det var hans søster; for hans øine var saa
svage, at han bare kunde skimte den gyldne kjole. Da kongen
saa, hvor styg hans brud var, blev han meget vred og lod
kusken kaste i en grav, som var fuld af orme og slanger. Men
den gamle heks forstod at besnære kongen og saaledes forblinde
hans øine ved sine kunster, at han beholdt hende og hendes
datter, ja hun forekom ham ganske taalelig, og han gifted sig
virkelig med hende.
En aften, som den sorte brud sad paa kongens skjød, kom
en hvid and svømmende i rendestenen til kjøkkenet og sa til
kokkegutten :
«Lille ven, gjør ild dog paa,
at jeg kan lidt varme faa.»
Saa gjorde kokkegutten varme paa skorstenen; og anden
kom og satts sig ved siden af den, rysted sig og pudsed
fjærene med næbbet. Mens den sad saaledes og kosed sig,
spurgte den :
«Hvad bestiller min bror Reginer ?»
Kokkegutten svarte:
«Han ligger i graven som fange
ved siden af øgler, kryb og slange.»
Anden spurgte videre:
«Hvad bestiller den sorte heks i huset?»
Kokkegutten svarte:
«Hun nu saa glad og varm
hviler i kongens arm.»
Da sa anden:
«Aa! Gud hjælpe migl»
og svommed ud af rendestenen.

214 Den hvide og den sorte brud.
Næste aften kom den igjen og gjorde da samme spørsmaal
og ligesaa den tredje aften. Men kokkegutten kunde ikke
længer tie; han gik til kongen og fortalte ham alt. Kongen
vilde selv se og gik næste aften derhen, og da anden stak
hodet ind gjennem rendestenen, tog han sit sverd og hugged
halsen over paa den, da blev den med ett til den smukkeste
pige og ligned nøiagtigt det billede, som broren havde malet
af hende. Kongen blev sjæleglad, og da hun stod der ganske
vaad, lod han hende bringe prægtige klær, som hun iførte sig.
Hun fortalte ham nu, hvorledes hun ved list og falskhed
var blit bedraget og kastet ned i elven, og hendes første bøn
var, at hendes bror maatte blive tat op af ormegraven. Da

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse