Findefugl - Eventyr Brødrene Grimm

Tornerose. 125
krøb videre; ilden i kjøkkenet blussed op og kogte maden;
stegen begyndte igjen at brase, og kokken gav gutten en øre
fik, saa han skreg, og pigen plukked hønen færdig. Og saa
blev kongssønnens bryllup med Tornerose holdt med stor stas,
og de leved fornøiet til deres dages ende.
24.
Findefugl.
Der var engang en skogvogter, som gik paa jagt, og da
han kom ud i skogen, hørte han noget skrige som et lidet barn.
Han gik efter lyden og kom til et høit træ og oppe i det sad
der et lidet barn. Men moren og barnet var sovnet ind under
træet, og en rovfugl havde set barnet i hendes fang; saa var
den slaat ned, havde tat barnet med næbbet og sat det op
i det høie træ.
Skogvogteren klatred op, hented barnet ned, da han tænkte:
«Du skal tage barnet med hjem og opdrage det sammen med
din Lena.” Han bragte det altsaa hjem, og de to børn vokste
op sammen. Men det, som var fundet paa træet, blev kaldt
Findefugl. Findefugl og Lena holdt meget af hinanden, ja
saa meget, at naar de ikke saa hverandre, var de bedrøvet.
Men skogvogteren havde en gammel kokkepige, hun tog én
kveld to bøtter og begyndte at bære vand og hun gik ikke en
gang, men mange gange hen til brønden. Lena saa det og sa:
«Sig mig, gamle Sanne, hvorfor bærer du saa meget vand?»
«Naar du ikke siger det til noget menneske, saa skal jeg sige
dig det.» Saa sa Lena, at hun skulde ikke sige det til noget
menneske. Da sa kokkepigen: «Imorgen tidlig, naar skogvog
teren er paa jagt, saa koger jeg vandet, og naar det er kogende,
kaster jeg Findefugl i kjedelen og koger hende i den.
Tidlig næste morgen stod skogvogteren op og gik paa jagt,
og da han var borte, laa børnene endnu i sin seng. Da sa
Lena til Findefugl: «Forlader du ikke mig, saa forlader jeg

126 Findefagl.
heller ikke dig.» Findefugl svarte: «Nei, aldrig i livet.» Da
sa Lena: «Jeg skal sige dig, den gamle Sanne slæbte igaar
aftes mange bøtter vand hjem, saa spurgte jeg hende, hvorfor
hun gjorde det; da sa hun, at hvis jeg ikke vilde sige det til
noget menneske, skulde hun nok sige mig det; jeg sa, at jeg ikke
vilde sige det til nogen, saa sa hun; imorgen tidlig, naar far
var paa jagt, vilde hun koge kjedelen fuld med vand, og kaste
dig i den og koge dig. Men vi vil hurtig staa op, klæde os
paa, og gaa bort sammen.»
Jaa stod begge børnene op, klædte sig hurtig paa og gik
bort. Da nu vandet kogte i kjedelen, gik kokkepigen ind i sove
kammeret og vilde hente Findefugl og kaste hende i den. Men
da hun kom der ind og gik hen til sengen, var begge børnene
borte; da blev hun forfærdelig bange, og sa ved sig selv: «Hvad
skal jeg sige, naar skogvogteren kommer hjem og ser, at bør
nene er borte? Hurtig efter dem, saa vi kan faa dem igjen.»
Saa udsendte kokkepigen tre tjenere, som skulde løbe og
finde børnene. Men børnene sad ved kanten af en skog, og
da de saa de tre tjenere komme langt borte, sa Lena til Finde
fugl: «Forlader du ikke mig, saa forlader jeg heller ikke dig.»
Da sa Findefugl: «Aldrig i livet.» Saa sa Lena: «Bliv du
til en rosenbusk og jeg til en rose paa den.»x Da nu de tre
tjenere kom til skogen, saa var der ikke andet end en rosen
busk og en rose paa den, men børnene var intetsteds at finde.
$aa sa de: «Her er intet at gjøre, gik hjem og sa til kokke
pigen, at de ikke havde set andet end en rosenbusk med en
rose paa. Saa skjendte den gamle kokkepige og sa: «I dum
rianer, I skulde have skaaret rosenbusken istykker og plukket
rosen af og tat den med hjem; fort afsted og gjør det.»
De maatte ud for anden gang og søge. Men da børnene
saa dem komme langt borte, sa Lena til Findefugl: «Forlader
du ikke mig, saa forlader heller ikke jeg dig.» Findefugl sa:
«Aldrig i livet.» Da sa Lena: «Saa bliv du til en kirke og
jeg lysekronen i den.” Da nu de tre tjenere kom derhen, var
der intet andet end en kirke med en lysekrone i. De sa der-

Findefugl. 127
for til hverandre: «Hvad skal vi gjøre her, lad os gaa hjem
igjen.» Da de kom hjem, spurgte kokkepigen, om de intet
havde fundet, saa sa de: «Nei, de havde ikke set andet end en
kirke med en lysekrone i.» «l tosker,» skjeldte kokkepigen,
«Hvorfor rev I ikke kirken ned og tog lysekronen med hjem?»
Nu gik den gamle kokkepige selv afsted, og tog de tre tjenere
med. Men børnene saa de tre tjenere komme langt borte og
kokkepigen humpende bagefter. Da sa Lena: «Findefugl, for
lader du ikke mig, saa forlader jeg heller ikke dig.» Da sa
Findefugl: «Aldrig i livet.” Saa sa Lena: «Bliv du til en
dam og jeg til en and i den.” Men kokkepigen kom til, og da
hun saa dammen, la hun sig over den og vilde drikke den tom.
Men anden kom hurtig svømmende til, greb hende med nebbet
i hodet og drog hende ned i vandet; saa maatte den gamle heks
drukne. Derpaa gik børnene hjem sammen og var hjertelig
glade; og hvis de ikke er døde, saa lever de endnu.
25.
Kong Trosteskjæg.
Der var engang
en konge, som havde
en datter, og hun
var svært vakker,
men saå kry og stor
paa det, at ingen
frier var god nok
for hende. Hun
viste den ene bort
efter den anden og
gjorde endog nar af
dem. Engang lod
kongen holde stor
fest og indbød til

128 Kong Trosteskjæg.
den alle giftelystne mænd fra nær og fjern De blev alle
ordnet i række efter rang og stand; først kom kongerne,
saa fyrsterne, hertugerne, greverne og friherrerne og tilsidst
adelsmændene. Nu blev kongsdatteren ført gjennem ræk
kerne, men paa enhver havde hun noget at udsætte. Den
ene var for tyk, «den vintøndel» sa hun. Den anden var for
lang, «tynd og lang har ingen gang.» Den tredje var for liden,
«kort og tyk har ingen skik.» Den fjerde var for bleg, «den
blege dødning.» Den femte for rød, «den hanekam. Og saa
ledes havde hun noget at udsætte paa enhver, men især gjorde
hun nar af en god konge, som stod allerøverst og hvis hage
var vokset lidt krum. «Se paa ham,» sa hun og lo, «han har
en hage som et trostenæb,» og efter den tid fik han navnet
trosteskjeg. Men da den gamle konge saa, at hans datter
ikke gjorde andet end drive spot med dem og forsmaadde alle
frierne, som var forsamlet der, blev han sint og svor paa, at
hun skulde tage til mand den første den bedste tigger, som
kom til hans dør.
; Et par dage efter kom der en spillemand, og han begyndte
at synge under vinduet, for derved at faa lidt. Da kongen
hørte det, sa han: «Lad ham komme op.» Da kom spille
manden ind i sine skidne og fillede klær, sang for kongen og
datteren, og da han var færdig, bad han om en liden gave.
Kongen sa: «Din sang har behaget mig saa godt, at jeg vil
give dig min datter til kone.» Kongsdatteren blev forskrækket,
men kongen sa: «Jeg har gjort den ed at give dig til den
første den bedste tigger; den vil jeg ogsaa holde.» Det hjalp
ingen indvending, presten blev hentet og hun maatte straks
lade sig vie til spillemanden. Da det var gjort, sa kongen:
«Det sømmer sig ikke, at du som tiggerkone blir længer i
mit slot, du kan nu drage videre med din mand.»
Tiggeren tog hende ved haanden og førte hende ud, og
hun maatte gaa afsted med ham tilfods. Da de kom til en
en stor skog, spurgte hun:

Kong Trosteskjæg. 129
«Hvem eier den store skog?»
«Den tilhører kong Trosteskjæg,
havde du taget ham, saa var den din.»
«Jeg stakkars svage jomfru fin,
8a, havde jeg taget kong Prosteskjæg!»
Derpaa kom de over en eng, saa spurgte hun igjen:
«Hvem eier den smukke, grønne eng?»
»Den tilhører kong Trosteskjæg,
havde du taget ham, saa var den din.
«Jeg stakkars, svage jomfru fin,
aa, havde jeg taget kong Trosteskjæg!»
Derpaa kom de gjennem en stor by, saa spurgte hun igjen:
«Hvem eier den smukke, store by?»
«Den tilhører kong Trosteskjæg;
havde du taget ham, saa var den din.»
«Jeg stakkars, svage jomfru fin,
aa, havde jeg taget kong Prosteskjægl»
«Det liker jeg slet ikke,» sa spillemanden, «at du bestandig
ønsker dig en anden til mand, er jeg ikke god nok for dig?»
Tilslat kom de til et ganske lidet hus, da sa hun:
«Ak Gud, for et lidet usselt hus!
Hvem eier vel det elendige hus?
Spillemanden svarte: «Det er mit og dit hus, her skal vi
bo sammen.» «De maatte bukke sig for at komme ind ad den
lave dør. «Hvor er tjenerne?» sa kongsdatteren. «Hvilke tje
nere? svarte tiggeren, «du maa selv gjøre det, du vil have
gjort. Gjør bare op ild og sæt vand paa og lav mig noget
mad; jeg er baade træt og sulten. Men kongsdatteren forstod
sig ikke paa at gjøre op ild og paa madlavning, og tiggeren
maatte selv tage haand i med, og det gik saa taaleligt. Da
de havde spist den tarvelige kost, la de sig tilsengs; men tid
ligt den næste morgen vækked han hende, forat hun kunde
stelle i husett. Et par dage leved de paa denne maade i al
9

»
130 Kong Trosteskjæg.
tarvelighed og spiste op det, de havde. Da sa manden: «Kone,
saaledes gaar det ikke længer, at vi bare tærer og intet for
tjener. Du faar flette kurve.” Saa gik han ud, skar vidjer
og bar dem hjem; da begyndte hun at flette, men de haarde
vidjer stak de fine hænder tilblods. «Nei, jeg ser, det gaar
ikke,) sa manden, «spind heller, kanske du kan det bedre.»
Jaa satte hun sig til og forsøgte at spinde, men de haarde
traade skar hende snart i de bløde fingre, saa blodet randt.
«Der ser du,» sa manden, «du duer ikke til noget arbeide,
med dig er jeg daarlig tjent. Nu vil jeg forsøge at begynde
en handel med krukker og lervarer; du faar sætte dig paa
torvet og sælge varerne.” «Ak,» tænkte hun, «naar der paa
torvet kommer folk fra min faders rige og ser mig sidde der
og sælge lervarer, hvor vil de ikke spotte mig.”x Men det
hjalp ikke, hun maatte føie sig, hvis de ikke skulde dø af
sult. Første gang gik det godt; for folk kjøbte gjerne varerne
af konen, fordi hun var saa vakker, og de betalte det, hun for
langte; ja mange gav hende pengene og lod hende beholde
stentøiet.
De leved af det fortjente, saa længe det varte, saa kjørte
manden atter en mængde stentøi hjem. Hun satte sig paa et
hjørne af torvet og stilled det op om sig for at sælge det.
Da kom pludselig en drukken soldat jagende afsted og red
lige ind mellem stentøiet, saa alt gik i tusend stykker. Hun
begyndte at graate og vidste ikke, hvad hun skulde gjøre af
sig af angst. «Ak, hvorledes vil det gaa migl» klaged hun,
«hvad vil min mand sige til dette.”x Saa løb hun hjem og for
talte ham ulykken. Hvem sætter sig ogsaa paa et torvhjørne
med lervarerl» sa manden, «hold op med den tuting, jeg ser vel,
at du ikke duer til noget ordentligt arbeide. Nu har jeg væ
ret i vor konges slot og spurgt, om de ikke kunde behøve en
kjøkkenpige, og de har lovet mig, at de vilde fæste dig, for
der faar du kosten frit.
Nu blev kongsdatteren kjøkkenpige og maatte gaa kokken
til haande og gjøre det groveste arbeide. I hver sidelomme

Kong Trosteskjæg. 131
havde hun en liden krukke, deri bar hun hjem, hvad hun fik
af det tiloversblevne, og deraf leved de. Nu hændte det sig,
at den ældste kongssøn skulde holde bryllup; den fattige kone
stilled sig da op udenfor salsdøren, forat se paa stasen. Da
nu lysene var tændte, og den ene gjest mer straalende end
den anden traadte ind, og alt var pragt og herlighed, tænkte
hun med tungt hjerte
paa sin skjæbne og for
banded sin stolthed og sit
overmod, som havde for
nedret hende og styrtet
hende i saa stor fattig
dom. Af de kostelige
retter, som blev baaret
ind og ud, kasted tje
nerne ofte til hende nogle
smuler, som hun putted i
sin krukke forat bære
hjem. Da traadte kongs
sønnen ind; han var klædt
i fløoiel og silke og havde
guldkjeder om halsen, og
da han saa den smukke
kone staa i døren, greb
han hende hurtig ved
haanden og vilde danse
med hende; men hun
vilde ikke og blev forskrækket, for hun saa, at det var kong
Trosteskjæg, som havde fridd til hende, og som hun med spot
havde afvist. Men hendes modstand hjalp ikke, han drog
hende ind i salen; da sprang det baand itu, som lommerne hang
ved, og krukkerne faldt ned, saa suppen randt ud og levnin
gerne udover. Da folk saa det, blev der almindelig latter og
spot, og hun blev saa skamfnld, at hun ønsked sig tusend favne
under jorden. Hun sprang ud og vilde løbe bort, men paa

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Les et 5-minutters eventyr

De syv ravner

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse