Lesetid: 18 min
Hunden og spurven. 149
fuglen. Spurven hopped ind gjennem vinduet, satte sig paa
ovnen og ropte: «Vognmand, det skal koste dig dit liv.» Gan
ske afsindig og blind af raseri slog han ovnen itu og saa videre,
eftersom spurven fløi fra det ene sted til det andet, alt sit hus
geraad, speile, bænke, bord og tilsidst væggene i sit hus, og
endda kunde han ikke træffe den. Endelig fik han fat paa
den med haanden. Da sa hans kone: «Skal jeg slaa den
ihjel?» «Nei,» ropte han, «det vilde være altfor mildt, den skal
dø langt værre, jeg vil sluge den,» og tog den og slugte den.
Men spurven begyndte at flagre omkring i maven paa ham og
flagred tilsidst op i munden paa manden; da strakte den hodet
ud og ropte: «Vognmand, det skal koste dig dit liv.» Vogn
manden rakte sin kone hakken og sa: «Kone, slaa fuglen i
min mund ihjel.» Konen slog til, men traf feil og slog vogn
manden lige i hodet, saa han faldt død om. Men spurven fløi
op og bort.
29.
Fredrik og Lise.
Det var engang en mand, som hed Fredrik, og en kone,
som hed Lise; de havde giftet sig og leved nu som unge ægte
folkk En dag sa Fredrik: «Jeg gaar ud paa akeren, Lise;
naar jeg kommer igjen, maa noget stegt staa paa bordet for
sulten og en frisk drik for tørsten.” «Gaa bare, Fredrik,
svarte Lise, «gaa bare, jeg skal nok gjøre dig tilpas.» Da nu
spisetiden nærmed sig, hented hun en poølse fra staburet, la den
i en stegepande, havde smør paa og satte den over ilden. Pøl
sen begyndte at stege og blive brun; Lise stod ved og holdt
pandeskaftet; men hendes tanker var andetsteds. Da faldt det
hende ind: «Mens pølsen steges, kan du jo tappe allet i kjel
deren!» Saa slap hun pandeskaftet, tog en kande, gik ned i
150 Fredrik og Lise.
kjelderen og tapped øl. Øllet randt i kanden, og Lise saa paa
det. Da faldt det hende ind: «Hunden ovenpaa er ikke skaf
fet tilside, den kunde tage pølsen ud af panden; du skal faa
med mig at bestillel og i en fart var hun opad kjeldertrappen ;
men hunden havde alt pølsen i munden og slæbte den bort
med sig. Men Lise var ikke sen, satte efter den, saa den løb
et godt stykke ud paa marken; men hunden var raskere end
Lise, slap heller ikke pølsen, men hopped med den over mar
ken. «Væk er vækl» sa Lise og vendte om, og da hun havde
løbet sig træt, gik hun langsomt forat kjøle sig. Imens rendte
øllet ned fra fadet, for Lise havde ikke dreiet hanen om, og
da kanden var fuld, saa løb det ud i kjelderen og stansed
ikke, før hele fadet var tomt. Lise saa ulykken allerede fra
trappen. «Pokker, ropte hun, «hvad skal du gjøre, for at
Fredrik ikke skal merke detl” EHun tænkte over en stund;
endelig faldt det hende ind, at der fra brylluppet endnu stod
en sæk med deiligt hvedemel paa loftet, det vilde hun hente
ned og strø i øllet. «Ja,» sa hun, «den som sparer i rette tid,
har noget i nøden.» Hun gik op paa loftet, bar sækken ned
og kasted den lige paa kanten af kanden, som var fauld af ol,
saa den vælted og Fredriks drik randt udover kjelderen. «Det
er ganske rigtig, hvor ét er, der maa ogsaa det andet være,»
sa Lise, spredte derpaa melet ud over hele kjelderen og glæ
ded sig høilig over sit arbeide og sa: «Hvor det ser renligt
og pynteligt ud her !»
Ved middagstid kom Fredrik hjem. «Nu kone, hvad har
du færdig til mig?» «Aa, Fredrik, svarte hun, «jeg vilde
stege dig en pølse; men mens jeg tapped øllet, tog hunden den
ud af panden, og mens jeg løb efter hunden, randt øllet ud,
og da jeg vilde tørre øllet med hvedemel, vælted ogsaa kandeny
men vær kun rolig, kjelderen er ganske i orden igjen.” Da
sa Fredrik: «Lise, det skulde du ikke have gjort! Du lader
pølsen blive stjaalet og øllet rende ud af tønden og spiller
ovenikjøbet vort fine mell «Ja, Fredrik, det vidste jeg ikke,
det skulde du have sagt mig.»
Fredrik og Lise. 161
Manden tænkte: «Er det slig fat med din kone, saa maa
du se dig bedre for.» Han havde samlet en smuk sum penge i
sølv, dem veksled han i guld og sa til Lise: «Ser dnu, det er gule
spillepenge, som jeg vil lægge i en krukke og nedgrave i fjøset
under baasen; men hold fingrene fra dem, ellers gaar det dig
galt.» eJa, Fredrik, sa hun, «det skal jeg nok gjøre.”» Da
nu Fredrik var borte, kom der kræmmere til landsbyen, de
havde fade og krukker at sælge, og de spurgte den unge kone,
om hun ikke skulde kjøbe noget. «Nei godt-folk, sa Lise,
«jeg har ingen penge og kan ikke kjøbe noget; men kan I
bruge gule spillepenge, saa vil jeg nok kjøbe.» «Gule spille
penge, aa ja, hvorfor ikke? lad os se dem.» «Saa gaa ned i
fjøset og grav under baasen, saa vil I finde de gule spille
penge; jeg tør ikke gaa derhen.” De gik derhen, grov og
fandt bare guld. Saa tog de altsammen, løb sin vei og lod fade
og krukker blive staaende i huset. Lise mente, at hun maatte
bruge de nye kar; men da der i kjøkkenet ingen mangel var
paa saadant, slog hun bunden ud paa hver krukke og stilled
dem til stas op paa gjerdestørene rundt omkring huset. Da
Fredrik kom hjem og saa den nye stas, sa han: «Lise, hvad
har du gjort? eHar kjøbt det, Fredrik, for de gule spille
penge, som laa skjult under baasen; jeg har ikke været der,
kræmmerne har selv maattet grave dem ud.» «Nei, kone,
sa Fredrik, «hvad har du gjort! Det var ingen spillepenge,
det var guldpenge, og det var hele vor formue; det skulde du
ikke have gjort!» «Ja Fredrik, svarte hun, «det vidste jeg
ikke, det skulde du have sagt mig for.
Lise stod en stund og betænkte sig, da sa hun: «Hor;
Fredrik, guldpengene kan vi snart faa igjen, vi vil løbe efter
tyvene.” «Saa kom, sa Fredrik, «vi kan forsøge det; men
tag smør og ost med, saa vi har noget at spise paa veien.»
«Ja, Fredrik, vi vil tage det med.”x De gav sig paa veien,
og da Fredrik var flinkere tilfods, gik Lise bagefter. «Det er
til min fordel, tænkte hun, «for naar vi vender om, saa har
jeg jo et stykke forsprang.» Hun kom til et berg, hvor der
152 Fredrik og Lise.
paa begge sider af veien var dybe hjulspor. «Der ser man,»
sa Lise, «hvordan de har sønderrevet og trykket den stakkars
jordbund! Den blir aldrig i sit liv god igjen.» Og af med
lidenhed tog hun sit smør og bestrøg hjulsporene til høire og
venstre, for at de ikke skulde trykkes saa af hjulene; og da
hun i sin medlidenhed bøied sig saa dybt, rulled en ost ud af
lommen og nedad berget. Da sa Lise: «Jeg har gjort turen
en gang jeg, og jeg gaar ikke ned igjen, nu kan en anden
løbe og hente den.” Saa tog hun en anden ost og rulled den
ned. Men ingen af ostene kom igjen, saa lod hun en tredje
løbe ned og tænkte: «Maaske venter de paa selskab og vil
ikke gaa alene.» Da de nu var borte alle tre, sa hun: «Jeg
ved ikke, hvad det skal betydel men det kan jo være, at den
tredje ikke har fundet veien og er faret vild; jeg vil sende
den fjerde, for at den kan kalde dem sammen.”» Men den
fjerde gjorde det ikke hedre end den tredje. Da blev Lise
ærgerlig og kasted den femte og den sjette ned, og den var
den sidste. En lang tid blev hun staaende og vented paa, de
skulde komme, men da de slet ikke kom, sa hun: «Jo, I er
gode at sende efter døden!l Mener I, jeg vil staa længer og
vente paa eder!l Jeg gaar min vei, I kan løbe efter mig, I
har yngre ben end jeg.» Lise gik sin vei og fandt Fredrik,
som var blit staaende og havde ventet, da han gjerne vilde
have noget at spiss. «Kom nu frem med det, du har med.»
Hun rakte ham det tørre brødt «Hvor er smør og ost?»
spurgte manden. «Aa, Predrik,» sa hun, «med smørret har
jeg bestrøget hjulsporene, og ostene vil snart komme; en løb
bort for mig, saa sendte jeg de andre efter, forat de skulde
kalde paa den.» Da sa Fredrik: «Det skulde du ikke have
gjort, Lisel Smøre smørret paa veien og rulle ostene nedad
berget!» «Ja, Fredrik, det skulde du have sagt mig.»
Saa spiste de det tørre brød sammen, og Fredrik sa:
«Lise, har du ogsaa lukket vort hus, da du gik bort? Nei,
Fredrik, det skulde du have sagt mig.» «Saa gaa hjem igjen
og luk først huset, før vi gaar videre; tag ogsaa med noget
Fredrik og Lise. 158
andet at spise, jeg vil vente paa dig her.» Lise gik tilbage
og tænkte: «Fredrik vil have noget andet at spise, smør og
ost smager ham ikke rigtigt, saa vil jeg tage et tørklæde med
tør frugt og et krus eddik til drikke.» Derpaa slog hun
skodden for den øverste halvdør, men den nederste halvdør
løfted hun af, tog den paa skuldren, og trodde, at naar hun
havde bragt døren i sikkerhed, maatte huset være vel for
varet. Lise gav sig god tid paa veien og tænkte: «Desto
længer hviler Fredrik ud.» Da hun havde naadd ham igjen,
sa hun: «Se her, Fredrik, har du husdøren, saa kan du selv
passe- paa huset.» «Aa, Gud,» sa han, «for en klog kone jeg
har! Hun løfter den nederste dør af, saa at alle kan løbe
ind, og slaar skodden for den øverstel Nu er det for sent at
gaa en gang til; men har du bragt døren hid, saa skal du og
saa faa bære den videre.» «Dæren vil jeg bære, Fredrik, men
frugterne og eddikkrukken blir mig for tunge; jeg hænger
dem paa døren, den kan bære dem.»
Saa gik de ud i skogen og søgte efter kjeltringerne; men
de fandt dem ikke. Da det endelig blev mørkt, steg de op i
et træ og vilde overnatte der. Men knapt sad de deroppe, saa
kom nogle karle derhen, som tager med, hvad som ikke vil
følge med, og som finder ting, som ikke er mistet. De slog
sig ned lige under det træ, paa hvilket Fredrik og Lise sad,
gjorde op en ild og vilde dele sit bytte. Fredrik klatred ned
paa den anden side af træet og samled sten i sin lomme,
klatret op igjen og vilde stene tyvene ihjel. Men stenen traf
ikke, og slynglerne ropte: «Det er snart morgen, vinden ryster
grankongler ned.» Lise havde endnu stadig døren paa skuldren,
og da den trykked hende saa tungt, tænkte hun, det er vist
de tørre frugters skyld og sa: «Fredrik, jeg maa kaste de
tørre frugter ned.» «Nei, Lise, endda ikke, svarte han, «de
kunde røbe os.» «Men, Fredrik, jeg maa, for de tynger mig
saa.» eNaa, for pokker, saa gjør det dal Da rulled de
tørre frugter ned mellem grenene og karlene nedenunder ropte:
«Fuglene slipper nok nogetl» En stund efter, da døren lige-
154 Predrik og Lise.
vel blev ved at tynge, sa Lise: «Fredrik, kan jeg ikke helde
eddiken ud?» «Nei, Lise, det maa du ikke, det kunde røbe
os.» eJo, Fredrik, jeg maa, den tynger mig saa.» «Naa, for
pokker, saa gjør det dal» Saa heldte hun eddiken ud, saa
den randt ned paa karlene. De sa da til hverandre: «Duggen
begynder alt at dryppe.” Endelig tænkte Lise: «Skulde det
være døren, som tynger mig saa?» og sa: «Fredrik, kan jeg
ikke slippe døren ned.» «Nei, Lise, ikke nu, den kunde røbe
os.» eJo, Fredrik, jeg maa, for den tynger mig saa.» «Nei,
Lise, hold endelig paa den.” s«Fredrik, jeg maa slippe den »
«Naa,» svarte Predrik ærgelig, «saa gjør det da i pokkers
navn!» Da faldt den ned med stor larm, og karlene neden
under ropte forskrækket: «Djævelen, kommer ned fra træet,
løb sin vei og lod alt i stikken. Tidlig om morgenen, da de to
kom ned, fandt de alle deres guldpenge igjen og bar dem hjem.
Da de kom hjem, sa Fredrik: eLise, nu maa du ogsaa
være flittig og arbeide.”» «Ja, Fredrik, det vil jeg, jeg vil
gaa ud paa marken og skjære korn.»” Da Lise var paa mar
ken, sa hun ved sig selv: «Skal jeg spise, før jeg skjærer?
Jeg vil først spisel Saa spiste Lise, men hun blev søvnig
af at spise og da hun tog paa at skjære, saa skar hun halvt
i drømme alle sine klær itu, skjørt, kjole og linned. Da Lise
havde sovet en lang stund og vaagned igjen, stod hun der
halvt naken, og hun sa ved sig selv: «Er det mig, eller er
det ikke mig? «Aa, det er ikke mig!» Imens blev det nat,
saa løb Lise ind til landsbyen, banked paa sin mands vindu
og ropte: «Fredrikl” «Hvad er der paafærde?» s«Jeg vilde
gjerne vide, om Lise er derinde.” eJa, ja,» svarte han, «hun
ligger vel derinde og sover.» Da sa hun: «Godt, saa er jeg
hjemme» og løb bort.
Da traf Lise paa nogle kjeltringer, som vilde stjæle. Saa
gik hun hen til dem og sa: «Jeg vil hjælpe eder at stjæle.»
Kjeltringerne trodde, hun var godt kjendt paa stedet og var
vel fornøiet dermed. Saa gik Lise hen foran husene og ropte:
«Halloi godtfolk, har I noget vi kan stjæls?» Kjeltringerne

Informasjon for vitenskapelig analyse
Eventyrstatistikk | Verdi |
|---|---|
| Nummer | KHM 59 |
| Aarne-Thompson-Uther-indeks | ATU Typs 1387 |
| Oversettelser | EN, ZH, ES, RU, CZ, PT, JA, DE, VI, TR, IT, PL, NL, EL, HU, DA, FI, BG, ET, SK, SR, LT |
| Lesbarhetsindeks etter Björnsson | 27,7 |
| Antall tegn | 11.967 |
| Antall bokstaver | 9.032 |
| Antall setninger | 127 |
| Antall ord | 2.294 |
| Gjennomsnittlig antall ord per setning | 18,06 |
| Ord med mer enn 6 bokstaver | 221 |
| Andel lange ord | 9,6% |
| Type-token-forhold (TTR) | 0,287 |
| Glidende gjennomsnittlig type-token-forhold (MATTR) | 0,811 |
| Mål for tekstuell leksikalsk diversitet (MTLD) | 87,2 |
| Hapax legomena | 389 |
| Gjennomsnittlig ordlengde | 3,95 |
| Median setningslengde | 15,0 |
| 90. persentil for setningslengde | 34,4 |
| Andel direkte tale | 48,8% |
| Setningskompleksitet | 2,54 |
| Konnektorer | 0 |
| Referensiell kohesjon | 0,042 |
| Kandidater for figurer/navn | Fredrik (40), Lise (39), Jeg (6), Predrik (3), Vognmand (2), Skal (2), Hvor (2), Det (2), Saa (2) |
| Samforekomstnettverk for figurer | Fredrik - Lise (18), Lise - Saa (5), Jeg - Lise (4), Fredrik - Saa (4), Det - Fredrik (2), Det - Lise (2), Jeg - Saa (2), Det - Jeg (1) |













