Tro og Utro - Eventyr Brødrene Grimm

Der var engang to Brødre, den ene hed Tro og den anden Utro. Tro var altid oprigtig og god mod alle, men Utro var slem og fuld af Løgn, saa de aldrig kunde lide paa det han sagde. Moderen var Enke og havde ikke stort at leve af, og da Sønnerne vare blevne vorne, maatte hun have dem fra sig, forat de selv kunde tjene sit Brød i Verden. Hver af dem gav hun en liden Skræppe med Mad i, og saa skulde de i Veien. Da de nu havde gaaet til om Aftenen, satte de sig paa et Vindfæld i Skoven og tog frem Skræpperne sine, for sultne vare de efter at have gaaet hele Dagen, og saa syntes de, at nu skulde en Bid smage godt. «Vil du som jeg, saa skal vi først spise af din Skræppe, saalænge der er noget i den, saa kan vi siden tage paa min,» sagde Utro. Ja, det var Tro fornøiet med, og saa begyndte de at spise; men alt det Bedste saae Utro til og fik puttet i sig, og Tro fik bare Skorperne og de brændte Lefsestykkerne og Fleske svorene. Om Morgenen spiste de igjen af Tro’s Mad, og om Middagen ogsaa; men saa var der ikke mere i hans Skræppe. Da de saa havde gaaet til sent om Kvelden og skulde til at faa sig Mad igjen, vilde Tro spise af Broderens Skræppe; men Utro sagde nei og mente, at den Maden var hans, og at han ikke havde mere, end han selv godt kunde behøve. «Ja, men du fik jo spise af min Skræppe, saalænge der var noget i den,» sagde Tro.– «Ja, naar I du er slig en Nar og lader andre æde op for dig, faar du have det I saa godt,» mente Utro. – «Aa ja, Utro heder du, og utro er du, og det har du været al din Tid ogsaa,» sagde Tro. Da Utro hørte det, slog han sig sindt og foer lige paa Broderen og stak begge Øinene ud paa ham: «nu kan du se, om Folk er tro eller utro nu, din Blindebuk,» sagde han, og dermed fløi han fra ham. Tro, Stakkar, han gik nu der og famlede sig frem midt i tykke Skoven; blind og alene var han, og ikke vidste han, hvad han skulde tage sig til. Men saa fik han Tag i et stort, tykt Lindetræ, og saa tænkte han, at det fik han klyve op i og sætte sig der Natten over for de vilde Dyr. – «Naar Fuglene begynde at synge, saa er det Dag, da faar jeg vel prøve at famle mig videre frem,» tænkte han, og saa krøb han op i Linden. Da han havde siddet der en Stund, hørte han, at der kom nogen og be gyndte at koge og stelle nede under Træet, og strax efter kom der flere, og da de nu hilste paa hverandre, hørte han, at det var Bjørnen, Graabenen, Ræven og Haren, som kom og skulde holde St. Hansleg der. De gave sig til at spise og drikke og leve godt, og da de vare færdige med det, satte de sig til at snakke sammen. Saa sagde Ræven: «Skal vi nu ikke fortælle en liden Historie hver, mens vi sidder her?» Jo, det syntes de andre godt om, det vilde være morsomt, sagde de, og saa begyndte Bjørnen – for han var nu den fornemste –: «Kongen af England har saa daarlige Øine,» sagde Bamse, «han kan næsten ikke se en Alen fra sig; men dersom han kom op i denne Linden om Morgenen, medens der var Dug paa Bladene, og han tog af Duggen og smurte paa Øinene sine, saa fik han sit Syn igjen, saa godt som han nogen Gang har havt det.» – «Ja,» sagde Graabenen, «Kongen af England har en døvstum Datter ogsaa; men vidste han, det jeg veed, saa fandt han snart paa Raad for hende. Ifjor, da hun gik til Alters, saa spyttede hun ud igjen Brødet, og det kom en stor Padde og slugte; men naar de bare grov under Gulvet, saa fandt de Padden, den sidder lige under Knæfaldet, og Brødet sidder endnu i Halsen paa den. Naar de saa skar Padden op, tog det og gav Prindsessen, saa blev hun som andre Foik igjen baade til at høre og tale.» – «Ja, ja,» sagde Ræven, «naar Kongen af England vidste, det jeg veed, saa havde han ikke ondt for Vand i Kongsgaarden sin; under den store Stenen midt i Gaarden er det klareste Kilde vand, nogen vilde ønske sig, bare han vidste at grave der.» – «Ja,» sagde Haren, «Kongen af England har den peneste Frugt have i hele Landet, men den bær ikke saa meget som en Æblekart engang; for der ligger en svær Guldkjæde tredobbelt rundt om Ha ven. Fik han gravet den op, saa blev det den gjæveste Have i hele hans Rige.»… «Men nu er det langt paa Natten, og vi faar nok gaa hjem igjen nu,» sagde Ræven, og saa gik de sin Vei allesammen. Da de vare gaaede, søvnede Tro, der han sad oppe i Linden; men da Fuglene begyndte at synge om Morgenen, vaagnede han igjen, og saa tog han Dug af Bladene paa Træet og smurte sine Øine med: da saae han ligesaa godt, som før Utro havde stukket dem ud paa ham. Au gik han lige til Kongen af Eng lands Gaard og bad om Arbeide, og det fik han strax. En Dag kom Kongen ud i Gaarden, og da han havde gaaet der ude en Stund, vilde han drikke af Vandposten, for det var hedt om Dagen, og Kongen var bleven meget tørst; men da de øste op Vandet til ham, var det baade grumset og seigt og stygt. Det blev Kongen ganske harm over. «Jeg tror ikke, der er en Mand i hele mit Rige, som har saa daarligt Vand i sin Gaard, og endda maa jeg lede det lang Vei over Bjerg og Dale,» sagde Kongen. – «Ja, men naar du vilde lade mig faa Folk til at bryde op den store Stenen, som ligger her midt i Gaarden, skulde du nok faa baade meget og godt Vand,» sagde Tro. Ja, Kongen var vel fornøiet med det, og aldrig før havde de faaet op Stenen og gravet en Stund, saa sprang Vandstraalen ende i Veiret, saa klar og tyk, som den skulde komme af en Tøndeture; og klarere Vand fandtes ikke i hele England. En Tid efter var Kongen ude i Gaarden igjen; saa kom der en stor Høg flyvende efter Hønsene, og alle til at klappe i Hænderne og skrige: «der flyver den! der flyver den!» Kongen greb sin Bøsse og skulde skyde den; men han kunde ikke se saa meget. Saa blev han rent bedrøvet. «Gud give, nogen kunde sige mig Raad for Øinene mine! jeg mener snart, jeg bliver rent blind,» sagde Kongen. – «Det skal nok jeg sige dig,» sagde Tro, og saa fortalte han, hvorledes han havde baaret sig ad; og Kongen reiste da til Linden samme Aften, det kan du nok vide, og brav blev han, bare han havde smurt sig med Duggen, som sad paa Bladene om Morgenen. Siden den Tid var der ingen, Kongen holdt saa gjæv som Tro; han maatte være med ham, hvor han gik og stod, baade hjemme og borte. Saa var det en Dag, de gik i Haven sammen. «Jeg skjønner ikke, hvorledes det gaar til,» sagde Kongen; «der er ikke nogen Mand i England, som koster saa meget paa sin Have som jeg, og endda kan jeg ikke faa et eneste Træ til at bære saa meget I som en Kart.» – «Ja, ja,» sagde Tro, «faar jeg bare det, som ligger tre Gange rundt om Haven, og Folk til at grave det op, saa skal nok Haven bære.» Ja, det vilde Kongen gjerne; Tro fik Folkene og til at grave, og saa fik han tilsidst op hele Guld kjæden. Nu var Tro en grundrig Mand, meget, meget rigere end Kongen selv; men Kongen var endda vel fornøiet, for nu bar Ha ven, saa Grenene paa Træerne hang lige ned til Marken, og saa søde Æbler og Pærer havde aldrig nogen smagt. En Dag igjen gik Tro og Kongen og snakkede sammen; saa kom Prindsessen gaaende forbi dem, og Kongen blev ganske be drøvet, da han saae hende. «Er det ikke Synd, at saa deilig en Kongsdatter, som min er, skal mangle Maal og Mæle,» sagde han til Tro. – «Ja, men der er Raad for det», sagde Tro. Da Kongen fik høre det, blev han saa glad, at han lovede ham Prindsessen tilægte og halve Riget, dersom han kunde faa hende brav igjen. Tro fik da et Par Mand med sig bort i Kirken og grov frem Padden, som sad under Knæfaldet ved Alteret, skar den op og tog ud Brødet og gav Kongsdatteren det – saa blev hun som andre Folk igjen til at tale strax paa Timen. Nu skulde da Tro have Prindsessen, og der blev lavet til Bryllup, for det skulde holdes, saa det baade kunde høres og spørges over hele Riget. Mens de saa holdt paa at dandse i Bryllupet, kom der en Fattiggut og bad om en Madbid, og han var saa fillet og elendig at se paa, at alle forkorsede sig over ham; men Tro kjendte ham strax og saae, at det var Utro. «Kjender du mig igjen?» sagde Iro. – «Aa, hvor skulde jeg have seet saa stor en Herre, jeg da?» sagde Utro. – «Seet mig har du nok ligevel», sagde Tro; «det var mig, du stak Øinene ud paa et Aar idag siden. Utro heder du, og utro er du, det sagde jeg og det siger jeg endnu; men du er nu Bro’r min lige vel, og derfor skal du faa lidt Mad, og saa kan du gaa til det Lindetræet, hvor jeg sad ifjor. Faar du saa høre noget, som kan gjøre din Lykke, saa er det godt for dig.» Ja, Utro lod sig ikke sige det to Gange; «har Tro havt slig Nytte af at sidde i Lindetræet, at han er bleven til Konge over halve England siden ifjor, saa –» tænkte han, og han lagde i Veien og kom til Linden, og den krøb han op i. Han havde ikke siddet der længe, saa kom alle Dyrene og aad og drak og holdt St. Hansleg nede under Træet igjen. Da de havde spist, vilde Ræven, at de skulde til at fortælle Historier, og da kan det vel hænde, at Utro be gyndte at lye, og det saa Ørene vare færdige at falde af ham. Men Bjørnen var sindt, han, og brummede og sagde: «Der har Nogen sladdret om det, vi fortalte ifjor, og derfor vil vi nu tie med det vi veed,» og saa bad Dyrene Godnat og gik fra hverandre, og Utro var lige klog. Det var, fordi han hed Utro og var utro, det.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse