Om hønens død - Eventyr Brødrene Grimm

9216 Om hønens død.
Om hønens død.
Engang gik hønen med
hanen til et nøddeberg, og
de blev enige om, at den,
som fandt en nøddekjerne,
skulde dele den med den
en stor, svær nød; men
hun sa intet derom, for hun vilde spise
kjernen alene. Men kjernen var saa stor,
at hun ikke kunde faa den ned, og den
blev siddende fast i halsen paa hende,
saa hun var ræd, hun skulde kvæles.
Da skreg hønen: «Hane, jeg ber dig, løb alt du kan,
og hent mig lidt vand, ellers kvæles jeg.” Hanen løb saa fort
han kunde til brønden og sa: «Brønd, du maa give mig vand;
hønen ligger paa nøddeberget, hun har slugt en stor nødde
kjerne og holder paa at kvæles.” Brønden svarte: «Lob først
hen til bruden og lad hende give dig rød silke.” Hanen løb
til bruden: «Brud, du maa give mig rød silke; rød silke vil
jeg give brønden, brønden vil give mig vand, vandet vil jeg
anden. Saa fandt hønen

Om hønens død. 217
bringe til hønen, som ligger paa nøddeberget og har slugt en
stor kjerne og holder paa at kvæles.» Bruden svarte: «Løb
først hen og hent mig min krans, som blev hængende igjen
paa en pil.” Saa løb hanen til piletræet og tog kransen ned
fra grenen og bragte bruden den, og bruden gav ham rød silke
for den, rød silke bragte han til brønden, som gav den vand
for det. Saa bragte hanen vand til hønen; men da han kom
frem, var hønen imens kvalt og laa der død og rørte sig ikke.
Da blev hanen saa bedrøvet, at han skreg hæit, og alle dyrene
kom og beklaged hønen; og seks mus laved en liden vogn, forat
kjøre hønen til graven; og da vognen var færdig, spændte de
sig fore, og hanen kjørte. Men paa veien mødte de en ræv,
og den spurgte: «Hvor skal du hen, hane?» «Jeg skal
begrave min høne.» «Maa jeg faa kjøre med?»
«Ja, men bag i vognen maa du dig lægge,
thi foran kan ei mine heste dig trække.»
Saa satte ræven sig bagpaa, saa ulven, saa bjørnen, hjorten,
løven og alle skogens dyr. Saa kjørte de videre, til de kom
til en bæk. «Hvorledes skal vi komme over?» sa hanen. Ved
bækken laa et halmstraa, og det sa: s«Jeg vil lægge mig
tvers over, saa kan I kjøre over mig.”» Men da de seks mus
kom paa broen, gled halmstraaet og faldt i vandet, og de seks
mus faldt alle i og druknedt Saa var de lige nær, men saa
kom der et kul og sa: «Jeg er stor nok, jeg vil lægge mig
over, saa kan I kjøre over mig.» Rullet la sig tvers over
bækken, men det kom uheldigvis vandet for nær, saa hvisled
det, slakkedes og var dødt. Da en sten saa det, forbarmed
den sig og vilde hjælpe hanen og la sig over bækken. Saa
drog hanen selv vognen, men da han næsten var over med den
døde høne og vilde trække de andre over, som sad bagpaa,
saa var de for mange; vognen gik tilbage, og alle faldt i van
det og drukned. Da var hanen alene tilbage med den døde
høne; han graved en grav for hende, la hende i den og ovenpaa
laved han en gravhaug; paa den satte han sig og sørged saa
længe, til han ogsaa døde; og saa var de døde allesammen.

218 Det stjaalne pengestykke.
45.
Det stjaalne pengestykke.
En far og mor sad engang tilbords med sine børn og en
god ven, som var i besøg hos dem og spiste hos dem. Som
de sad der, slog klokken tolv, og den fremmede saa døren gaa
op, og et lidet hvidklædt, blegt barn komme ind. Det saa sig
ikke om og talte ikke, men gik lige ind i kammeret ved siden
af. Straks derefter kom det tilbage og gik lige saa stille ud
igjen. Det samme hændte den anden og tredje dag; da spurgte
tilsidst den fremmede, hvem det smukke barn var, som hver
middag gik ind i kammeret. «Jeg har ikke set det, sa
faren, «og jeg ved ikke, hvis barn det kan være.» Den næste
dag, da det kom igjen, viste den fremmede faren det; men
hverken han, moren eller børnene kunde se det. Nu reiste den
fremmede sig, gik til kammerdøren, aabned den og saa derind
Da saa han barnet sidde paa jorden og grave og søge med
fingrene i en sprække i gulvet; men da det fik se den frem
mede, forsvandt det.
Han fortalte nu, hvad han havde set og beskrev barnet
nøie, da kjendte moren det igjen og sa: «Aa Gudl det er jo
mit kjære barn, som døde for fire uger sidenl» De brak da
op et bord i gulvet og fandt der et pengestykke, som barnet
engang havde faat af moren for at give en fattig mand det;
men barnet havde tænkt: «For det kan du kjøbe en kavring,»
og det havde beholdt pengestykket og skjult det i sprækken ;
men derfor havde det ikke faat nogen ro i graven, men var
kommet hver middag for at søge efter det. Forældrene gav
det til en fattig mand, og siden har ingen hørt mer til barnet.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse