Snehvid og Rosenrød - Eventyr Brødrene Grimm

196 Eventyr om frosken.
bredte det ud sit blaa silkehalstørklæde ved siden af sig. Da
frosken saa det, vendte den om og kom igjen, bærende en
liden guldkrone, la den paa tørklædet og gik saa igjen bort.
Pigen tog kronen op, den funkled og var af fint guldspind.
Om ikke længe, kom frosken for anden gang igjen; men da
den ikke mer saa kronen, krøb den hen til væggen og slog af
sorg sit hode saalænge imod den, som den orked, til den
endelig laa der død. Havde pigen ladet kronen ligge, havde
vel frosken taget endnu flere af sine skatte frem af hulen.
3.
Frosken ropte: «Huhu, huhu.» Barnet roper: «Kom herud.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

»
«Frosken kommer frem, saa spør barnet efter sin lille søster.
«Har du ikke set Rødstrømpe? Frosken sa: «Nei, jeg ikke;
end du da? huhu, huhu, huhu.»
40.
Snehvid og Rosenrød.
En fattig enke leved ensomt i en liden hytte, men uden
for hytten var der en have, og i den stod der to rosenbuske;
det ene bar hvide roser, det andet røde. Hun havde to døtre,
som ligned begge rosenbuskene; den ene hed Snehvid og den
anden Rosenrød. De var saa fromme og gode, saa flittige og
flinke, som to børn nogensinde kunde være! men lille Snehvid
var mer mild og stille end Rosenrødi Rosenrød sprang heller
omkring i mark og eng og sanked blomster og fanged som
merfugle; men Snehvid sad hjemme hos moren og hjalp hende
med husvæsenet eller læste for hende, naar hun ikke havde
noget at bestille Begge disse børn holdt saa meget af hin
anden, at de altid holdt hinanden i haanden, naar de gik ud
sammen, og naar Snehvid sa: «Vi vil aldrig skilles ad, saa
svarte Rosenrød: «Nei ikke saa længe vi lever; og moren

Snehvid og Rosenrød.

Bilde: Paul Hey (1867 – 1952)

197
føied til: «Avad den ene har, skal hun dele med den anden.»
De løb ofte alene omkring i skogen og plukked bær; der var
intet dyr, som gjorde dem fortræd, men de kom fortrolig hen
til dem; haren spiste kaalblade af deres hænder, raadyret
græssed ved siden af dem, hjorten sprang lystig forbi, fuglene
blev siddende paa grenene og sang det bedste de kunde. Al
drig traf der dem noget uheld; naar de havde forsinket sig i
skogen, og natten kom paa dem, la de sig ved siden af hin
anden paa mosen og sov indtil morgenen og moren vidste det
og var aldrig bange for dem. Engang, som de havde overnat
tet i skogen, og morgenrøden vækked dem, saa de et smukt
barn i skinnende hvid klædning sidde ved siden af dem. Det
stod op og saa venlig paa dem, men sa intet og gik ind i
skogen. Og da børnene saa sig om, havde de ligget og sovet

198 Snehvid og Rosenrød.
tæt ved en afgrund og havde vist styrtet ned i den, hvis de
i mørket havde gaat et par skridt længer. Men moren sa, at
det maatte have været engelen, som vaager over gode
børn.
Snehvid og Rosenrød holdt morens hytte saa ren, at det
var en lyst at se ind i den Om sommeren stelte Rosenrød i
huset og hver morgen, før moren vaagned, satte hun en blom
sterbuket foran hendes seng; i den var der en rose af hver
busk. Om vinteren tændte Snehvid paa varmen og hang
kjedelen over, og kjedelen var af messing, men skinned som
guld, saa blank var den pudset. Om kvelden, naar sneen føk,
sa moren: «Snehvid, gaa hen og skyd skaaden for.» Saa satte
de sig ved ilden, og moren tog brillerne paa og læste høit i
en stor bog, og begge smaapigerne sad og spandt og horte
paa. Paa gulvet. ved siden af dem laa der et lidet lam, og
bagved dem paa en stang sad der en hvid due og den havde
stukket hodet ind under vingen.
En kveld, som de saaledes sad fortrolig sammen, banked
det paa døren som af en, der vilde ind. Moren sa: «Skynd
dig og luk op, Rosenrød, det er vist en vandringsmand, som
søger husly.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

» Rosenrød løb hen og skjød skaaden fra, og hun
trodde, det var en fattig mand; men det var det ikke, det var
en bjørn, som stak sit tykke sorte hode ind ad døren. Rosen
rød skreg høit og sprang tilbage. Lammet bræged, duen flag
red op, og lille Snehvid gjemte sig bag morens seng. Men
bjørnen begyndte at tale og sa: «Vær ikke ræd, jeg skal ikke
gjøre eder noget, jeg er nær ved at fryse ihjel og vil bare
varme mig lidt hos eder.” «Du stakkars bjørn,» sa moren,
«læg dig ved varmen, men pas paa, at du ikke svider din
pels.» Saa ropte hun: «Snehvid, Rosenrød, kom frem bærn,
bjørnen gjør eder ikke noget.»* Saa kom de begge frem, og
lidt efter lidt kom ogsaa lammet og duen nærmere, og de var
ikke længer ræd for den. Bjørnen sa: «Børn, aa bank lidt
sns af min pels, og de hented kosten og feied den ren. Saa
strakte den sig ved varmen og brummed tilfreds.

Snehvid og Rosenrød. 399
Det varte ikke længe, før de bler gode venner og de lekte
med den klodsede gjest, rusked ham i pelsen, satte fødderne
paa hans ryg, trilled ham frem og tilbage, eller slog ham med
en kvist og naar han brummed, saa lo de bare. Bjørnen fandt
sig i det, men naar de blev altfor slemme, ropte han: «Tag
dog ikke livet af mig, børn;»
«Snehvid og Rosenrød
I slaar eders frier død.»
Da det var blit sengetid, sa moren til bjørnen: «Du kan
i Guds navn blive liggende ved skorstenen, saa har du ikke
ondt af kulden og uveiret» BSaa snart det grydde af dag,
slap begge børnene ham ud og han labbed over sneen hen i
skogen. Fra nu af kom bjørnen hver kveld til bestemt tid, la
sig ved varmen og lod børnene leke med sig, saa meget de
vilde; og de blev saa vant til den, at de ikke slog skaaden
for døren, førend den brune ven var kommen.
Da vaaren kom, og det var blit grønt overalt, sa bjørnen
en morgen til Snehvid: «Nu maa jeg afsted og kan ikke komme
igjen i hele sommer.” «Hvor gaar du hen, kjære bjørn?»
spurgte Snehvid. «Jeg maa ud i skogen og passe mine skatte
for de slemme dverge; om vinteren, naar jorden er frossen,
maa de blive dernede og kan ikke arbeide sig igjennem, men
nu da solen har varmet jorden og tøet den op, bryder de sig
igjennem og kommer frem for at stjæle. Det som de engang
har faat fat paa og gjemt i sine huler, det kommer ikke saa
let for dagens lys igjen.» Snehvid var ganske bedrøvet ved
afskeden og lukket døren op for ham, og da bjørnen gik ud,
rev den sig paa dørhængslet og fik en flænge i sin hud, og
da forekom det Snehvid, som om hun saa noget guld skinne
igjennem; men viss var hun ikke paa det, for bjørnen løb saa
hurtig afsted, og var snart forsvunden bag trærne.
Nogen tid efter sendte moren børnene ud i skogen for at
samle kviste. Der fandt de et stort træ, som nylig var fældet
og tæt ved stammen var der noget, som sprang hid og did i

200 Snehvid og Rosenrød.
græsset; men de kunde ikke skjelne, hvad det var. Da de
kom nærmere, saa de en dverg med et gammelt vissent ansigt
og et alenlangt snehvidt skjeg. Enden af skjegget var
indeklemt i en sprække i træet, og den lille sprang frem og
tilbage som en hund i et tang og vidste ikke, hvorledes han
skulde hjælpe sig.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

Han glodde paa pigerne med sine røde,
gnistrende øine og ropte: «Hvad staar I der for? Kan I ikke
komme hid og hjælpe mig?» «Hvordan er du kommen i
klemme, lille mand?» spurgte Rosenrødd «Den dumme nys
gjerrige gaas,» svarte dvergen, «jeg vilde kløve træet for at
faa lidt smaaved til kjøkkenet Jeg havde allerede drevet
kilen ind, og alt havde gaat efter ønske, men den fordømte
kile var altfor glat og sprang uforvarende ud, og træet för saa
hurtig sammen, at jeg ikke mer kunde trække mit smukke
hvide skjeg ud; nu sidder det fast der og jeg kan ikke komme
af stedet. Saa ler de tossede, glatte melkebrødsfjæs ! fy, hvor
det er stygt af eder l«
Børnene gjorde sig al mulig umage; men de kunde ikke
trække skjegget ud, det sad altfor fast. «Jeg vil løbe efter
folk,» sa Rosenrøod.
«Tossehodel snærred dvergen, «hvad skal det hjælpe til
at rende efter folk, I er alt to for mange; kan I ikke finde
paa noget bedre? «Vær bare taalmodig, sa Snehvid, «saa
skal jeg snart finde paa raad,» og saa tog hun saksen op af
lommen og klipped skjegget af ved enden.
Baasnart dvergen følte sig fri, greb han en sæk, som laa
ved roden af træet, og den var fuld af guld. Han løfted
den op og brummed for sig selv: «Ubehøvlet pak; klippet et
stykke af mit stolte skjegl Gid pokker havde jer!» Dermed
slængte han sækken paa ryggen og gik bort uden engang at
se sig om efter børnene.
Nogen tid efter vilde Snehvid og Rosenrød fange lidt fisk.
Da de var kommen nær bækken, saa de, at noget som en stor
græshoppe hopped henimod vandet, som om det vilde springe
ud i det. De løb til og kjendte dvergen igjen. «Hvor vil du

Snehvid og Rosenrød. 201
hen?» sa Rosenrød, «du vil vel ikke ud i vandet?» «Saadan
nar er jeg ikke,» ropte dvergen, «ser I ikke, at den fordømte
fisk vil trække mig udiv Den lille havde siddet og fisket,
men uheldigvis havde vinden flettet hans skjeg sammen med
snøret; da nu straks efter en stor fisk bed paa, havde den
svage skabning ikke kræfter nok til at trække den op; men
fisken fik overhaand og rev dvergen efter sig. Vel holdt han
sig fast ved alle straa og siv, men det hjalp ikke meget, han
maatte følge med eftersom den bevæged sig og var stadig i
fare for at blive trukket ud i vandet. Pigebørnene kom i
rette tid, holdt ham fast og forsøgte at løsne skjegget fra
snøret, men forgjæves, skjeg og snøre var for fast sammen
viklet. Der var ikke andet at gjøre end at tage saksen frem
og klippe skjegget af. Da dvergen saa, at han havde mistet
et stykke af sit skjeg, skreg han: «Er der nogen mening i at
skamfere mit ansigt saaledes? Ikke nok med, at I har studset
mit skjeg af nedentil, nu har I klippet det bedste af det paa
siden; jeg tør ikke vise mig for mine paa lang tid. Gid det
maa gaa eder galtl» Saa tog han en pose med perler, som laa
i sivet, og uden at sige et ord mer, slæbte han afsted med den
og forsvandt bag en sten.
Kort tid efter sendte moren begge smaapigerne til byen
for at kjøbe traad, naale, bændler og baand. Veien førte dem
over en slette, hvor der hist og her laa store klippestykker ;
der saa de en stor fugl svæve oppe i luften; den kredsed
langsomt over dem, sænked sig lidt efter lidt længer ned og
tilsidst slog den ned ikke langt borte ved en sten. Straks
efter hørte de et gjennemtrængende, ynkeligt skrig. De løb
til og saa med forfærdelse, at ørnen havde slaat ned paa deres
gamle bekjendt dvergen, grebet ham og vilde tilveirs med
ham. Børnene syntes dette var synd, de tog derfor straks
paa den lille mand og sledes saa længe med ørnen, til den
lod sit bytte fare. Da dvergen var kommen sig efter den
første skræk, skreg han med sin fine stemme: «Kunde I ikke
have faret lidt mer lempelig med mig? I har revet i min

202 Snehvid og Rosenrød.
tynde bluse, saa den er ligesaa fillet og hullet, som et fiskegarn;
fantepakl» Saa tog han en pose med ædelstene og smutted
ned i sin hule under klipperpne. Pigerne var allerede vant til
hans utaknemmelighed; de gik til byen og gjorde sine indkjøb.
Da de paa hjemveien igjen kom over sletten, overrasked de
dvergen, som paa en tør plads havde tømt sin pose med ædel
stene, da han ikke tænkte, at nogen skulde komme der saa
sent. Aftensolen skinte paa de glimrende stene, og de funkled
og lyste saa prægtigt i alle farver, at børnene blev staaende
og se paa dem.

Bilde: Oskar Herrfurth (1862-1934)

«Hvad staar I der og glaner efter? skreg
dvergen, og hans askegraa ansigt blev ildrødt af vrede. Han
vilde til at skjelde dem ud, da de hørte en høi brummen, og
en brun bjørn kom labbende ud af skogen. Forskrækket
sprang dvergen op; men han kunde ikke mer naa sit smuthul,
bjørnen var alt i hælene paa ham. Da skreg han i hjerte
angst: «Skaan mig, kjære hr. bjørn; jeg vil give dig alle mine
skatte. Se de smukke ædelstene, som ligger der, men lad mig
beholde livet. Hvad skulde du med saadan en ussel, liden fyr,
som jeg er? Du vil ikke engang merke mig mellem tænderne.
Tag heller disse to slemme smaapiger der, det er en rigtig
lækkerbisken for dig, fede som kramsfugl, spis dem.» Bjør
nen brød sig ikke om, hvad han sa, og slog til den ondskabs
fulde dverg med labben, saa han ikke rørte sig mer.
De to unge piger var løbet sin vei, men bjørnen ropte
efter dem: «Snehvid og Rosenrød, vær ikke ræd; bi lidt skal
jeg gaa med eder.»” Da kjendte de hans stemme og stansed,
og da bjørnen var kommen hen til dem, faldt pelsen pludselig
af, og en smuk mand helt klædt i guld stod for dem. «Jeg
er en kongssøn,» sa han, «og var forhekset af den ugudelige
dverg, som havde stjaalet mine skatte; han havde omskabt mig
til en bjørn og jeg maatte løbe om i skogen, til jeg blev forløst
ved hans død. Nu har han faat sin vel fortjente straf.»
Snehvid blev gift med prinsen, og Rosenrød med hans
bror, og de store skatte, som dvergen havde slæbt sammen til
sin hule, delte de med hinanden. Den gamle mor leved endnu

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse