Den kloge Else - Eventyr Brødrene Grimm

Stadsmusikanterne fra Bremen. 95
høvdingen og sa: «l huset sidder en gruelig heks, som fræste
ad mig og klorte mig i ansigtet med sine lange fingre, og
foran døren staar en mand med en kniv, som han stak mig
i benet med, og paa gaardspladsen ligger et stort uhyre, som
slog løs paa mig med en træklubbe, og oppe paa taget sidder
dommeren, som ropte: «Bring mig den røver hid.» Da skyndte
jeg mig, saa fort jeg kunde, at komme afsted.» Fra nu af
voved røverne sig ikke mer ind i huset; men de fire Bremer
musikanter befandt sig saa vel i huset, at de ikke vilde ud
igjen. Og dens mund som sidst fortalte det, er endnu varm.
18.
Den kloge Else.
Der var engang en mand, som havde en datter, som kald
tes den kloge Else. Da hun var blit voksen, sa faren: «Vi
maa se at faa hende gift.” «Ja, sa moren, «naar der bare
kom en, som vilde have hende.» Endelig kom der en langt
bortefra; han hed Hans, og fridde til hende; men han satte
den betingelse, at den kloge Else ogsaa maatte være dygtig klog.
«Hun har,» sa faren, «omløb i hodet,» og moren sa: «Hun kan se
vinden løbe langs ad gaden, og høre fluerne hoste.» «Ja,» sa
Hans, «hvis hun ikke er dygtig klog, saa tager jeg hende ikke.»

96 Den kloge Else.
Da de sad tilbords og havde spist, sa moren: «Else, gaa ned
i kjelderen og hent lidt øl.» Da tog den kloge Else kruset,
gik ned i kjelderen og klapred underveis dygtig med laaget,
for at tiden ikke skulde falde hende lang. Kommen ned, tog
hun en krak, og satte den for tønden, saa hun ikke behøved
at bukke sig og faa ondt i ryggen eller tage nogen skade.
Saa skjød hun kanden foran sig med foden og dreied kranen
om; men mens ølet løb i, kunde hun ikke lade sine øine være
ledige og saa opad væggen, og efter længe at have set hid og
did, fik hun øie paa en murhammer, som murerne havde glemt
der. Saa begyndte den kloge Else at graate og sa: «Naar jeg
faar Hans, og vi faar et barn, og det blir stort, og vi sender
barnet ned i kjelderen, for at det skal tappe øl her, saa falder
murhammeren i hode paa det og slaar det ihjel.»
Saa blev hun siddende og graat af alle livsens kræfter
over den forestaaende ulykke. Ovenpaa sad de og vented paa
ølet; men den kloge Else kom ikke. Da sa moren til pigen:
«Gaa dog ned i kjelderen og se, hvad der blir af Else.» Pigen
gik og fandt hende siddende foran tønden og graate. «Else,
hvorfor graater du?» spurgte pigen. «Aa,» svarte hun, «maa
jeg ikke graate? naar jeg faar Hans, og vi faar et barn og
det blir stort og skal herned for at tappe øl, saa falder maaske
murhammeren i hodet paa det og slaar det ihjel.

Bilde: Paul Hey (1867 – 1952)

» Da sa pigen:
«Aa nei, for en klog Else vi har!» og hun satte sig hos hende
og begyndte ogsaa at graate over ulykken. Da pigen ikke
kom igjen, og de var tørste, sa manden til gaardsgutten: «Gaa
ned i kjelderen og se, hvor der blir af Else og pigen.» Gut
ten gik ned; der sad den kloge Else og pigen og graat begge
to. Han spurgte: «Hvad graater I for?» «Aa,» sa Else, «maa
jeg ikke graate? naar jeg faar Hans og vi faar et barn, og det
blir stort og skal tappe øl her, saa falder murhammeren i hodet
paa det og slaar det ihjel Da sa gaardsgutten: «Aa nei,
for en klog Else vi har!» og han satte sig hos hende og begyndte
ogsaa at hyle Ovenpaa vented de paa gutten, men da heller
ikke han kom, sa manden til konen: «Gaa ned i kjelderen og

Den kloge Else. gm
se, hvor Else blir af.” Konen gik ned og fandt alle skrigende
høit, hun spurgte om grunden. Da fortalte Else hende, at deres
fremtidige barn vist vilde blive slaat ihjel, naar det blir stort og
skulde tappe øl, og murhammeren faldt nedt Da sa moren:
«Aa nei, for en klog Else vi harl» og saa satte hun sig ogsaa
hen og graat med. Manden ovenpaa vented endnu en stund,
men da hans kone ikke kom igjen og han blev mer og mer
tørst, sa han: «Jeg maa selv gaa ned i kjelderen og se, hvad
der blir af Else.» Men da han kom i kjelderen og alle sad
og graat, og han hørte grunden, at det barn, som Else maaske
engang vilde bringe til verden, kunde blive slaat ihjel, der
som det netop paa den tid, naar murhammeren faldt ned, sad
og tapped øl, da ropte han: «Aa nei, for en klog Else vi har,»
og saa satte han sig ogsaa og graat med. Brudgommen blev
længe alene ovenpaa; men da ingen kom igjen, tænkte han:
«De venter nok paa dig der nede; du maa gaa ned og se, hvad
de har fore.» Da han kom ned, sad de alle fem og graat og
jamred sig ganske forskrækkeligt, den ene værre end den anden.
«Hvilken ulykke er hændt her?» spurgte han. «Aa kjære
Hans, sa Else, «naar vi gifter os og faar et barn, og det blir
stort, og vi maaske sender det herned for at tappe øl, saa kan
jo murhammeren, som ligger deroppe, falde ned og slaa bul i
hodet paa det, saa det blir liggende der; maa vi saa ikke
graate?» «Godt,» sa Hans, «mer forstand behøves ikke til min
husholdning; da du er saa klog en Ellse, vil jeg have dig, og
han tog hende ved haanden, førte hende med sig op og holdt
bryllup med hende.
Da hun en kort tid havde været gift med Hans, sa han:
«Kone, jeg vil gaa ud og arbeide og fortjene penge, gaa du ud i
marken og skjær korn, saa faar vi brød.” «Ja kjære Hans,
det vil jeg gjøre.» Da Hans var gaat, kogte hun en god vel
ling og tog den med ud paa marken. Da hun kom til akeren,
sa hun ved sig selv: «Hvad skal jeg nu gjøre? skal jeg skjære
først eller skal jeg spise først? aa, jeg vil spise først.” BSaa
spiste hun op sit fad med velling, og da hun var rigtig mæt,
q

98 Den kloge Else.
sa hun igjen: «Hvad skal jeg nu gjøre? skal jeg skjære først,
eller sove først? aa, jeg vil sove først.” Saa la hun sig ned
i kornet og sovned. Hans var for længe siden kommet hjem,
men Else kom ikke; da sa han: «For en klog Else, jeg har,
hun er saa flittig, at hun ikke engang kommer hjem og spiser.»
Men da hun endnu ikke kom hjem og det begyndte at blive
moørkt, gik Hans ud for at se, hvad hun havde skaaret. Men
der var intet skaaret, men Else laa i kornet og sov. Da løb
han hjem, hented et fuglegarn med smaa bjelder og hængte
det om hende, men hun sov endda. Saa løb han hjem, laaste
døren og satte sig paa en stol. Da det var ganske morkt,
vaagned den kloge Else, og da hun stod op, ringed det om hende
for hvert skridt, hun gjorde; hun blev forskrækket og uvis,
om hun ogsaa . virkelig var den kloge Else, og sa: «Er
jeg Else eller er jeg det ikke?» men hun vidste ikke,
hvad hun skulde svare derpaa, og stod længe tvilraadig; tilslut
tænkte hun: «Jeg vil gaa hjem og spørge, om det er mig,
eller om det ikke er mig; de maa jo vide det.» Saa løb hun
da og kom til døren; men den var lukket; da banked hun paa
vinduet og ropte: «Hans, er Else derinde?» «Ja,» svarte Hans,
«hun er herinds.» Da blev hun bange og sa: «Aa Herre Gud,
saa er det ikke mig,» og gik hen til et andet hus; men da
folkene hørte bjelderne ringe, vilde de ikke lukke op, og hun
kunde ingen steder komme ind. Saa løb hun ud af bygden,
og ingen har siden set noget til hende.
19.
Tommeliden.
Der var engang en fattig bondemand, som en kveld sad
ved skorstenen og raged i varmen, og konen sad og spandt.
Da sa han: «Hvor sørgeligt det er, at vi ingen børn har, det er
saa stille hos os, og i andre huse gaar det saa muntert og

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse