Det syngende Been - Eventyr Brødrene Grimm

I en stor Skov løb et uhyre Vildsviin omkring, det rodede Agrene op, dræbte Qvæget og ridsede Bugen op paa Mennesker med sine Hugtænder, saaledes, at Ingen meer vovede sig i Nærheden af Skoven, og det var en Plage for hele Landet. Kongen opbød alt hvad han kunde, men Enhver, som havde villet fange eller dræbe det, var kommen saa galt afsted, at Ingen meer var dristig nok til at paatage sig dette Vovestykke. Omsider lod Kongen bekjendtgjøre, at den, som nedlagde Vildsvinet, skulde have hans eneste Datter til Ægte.

Digital pakkeIllustrert utgave med 237 bilder og 961 siderPDF + EPUB + Kindle + KoboLast ned nå

Nu var der i Kongeriget tvende Brødre, en fattig Mands Sønner, de meldte sig dertil: den ældste, som var listig og klog, af Hovmod; den yngste, som var uskyldig og eenfoldig, af et godt Hjerte. — Kongen bad dem gaae til forskjellige Sider i Skoven og forsøge deres Lykke. Da gik den Ældste mod Vester, den Yngste mod Øster. Da den Yngste var kommen ind i Skoven, kom en lille Mand ham imøde, som havde en sort Landse i Haanden og sagde til ham: «med denne Landse kan Du uden Frygt gaae løs paa Vildsvinet og dræbe det; den giver jeg Dig fordi dit Hjerte er godt.» Han tog Spydet, takkede den lille Mand og gik trøstig videre. Snart saae han Dyret styrte rasende frem, men han holdt Spydet for og det rendte i sin blinde Harme saa voldsomt i det, at det selv gjennemstak sit Hjerte. Da tog han sin Fangst paa Skuldrene, gik fornøiet hjem og vilde bringe den til Kongen.

Den anden Broder havde paa sin Vei fundet et Huus, hvor Folk holdt sig lystige med Dands og Viin og var gaaet derind. «Vildsvinet, tænkte han, løber ikke bort. Du maa først drikke dig Mod til.» Paa Hjemveien kom den Yngste der forbi. Da den Ældste saae ham, belæsset med Byttet, blev han misundelig og pønsede paa at skade ham. Da raabte han: «kom kun herind, kjære Broder! og hvil Dig lidt ud og drik et Bæger Viin til at styrke Dig paa.» Den Yngste, som i sin Uskyldighed ikke tænkte paa noget Ondt, gik ind og fortalte ham hvorledes Alt var tilgaaet og at han havde dræbt Vildsvinet med en sort Landse. Den Ældste holdt ham op til henimod Aften, saa gik de sammen hjemad. Men da de i Mørket kom paa en Bro over en Aa, saa lod den Ældste den Yngste gaae foran, og midt paa Broen gav han ham et Slag, saa han styrtede død om. Saa begrov han ham under Broen, tog Vildsvinet og bragte det for Kongen, foregivende, at han havde dræbt det, og fik saaledes Prindsessen til Ægte. Da den yngste Broder ikke kom igjen, sagde han: «Vildsvinet har vel ridset Bugen op paa ham», og det troede Enhver.

Men da Intet er skjult for Gud, saa maatte ogsaa denne sorte Handling for Dagens Lys: efter mange Aars Forløb, drev en Hyrde sin Hjord over Broen og saae, at der i Sandet laae en Knokkel, og da den var saa skinnende hvid og reen, vilde han gjøre sig et Mundstykke deraf, gik ned og tog den op; derpaa indrettede han den til Mundstykke paa sit Horn, og just som han satte det til Munden og vilde blæse deri, begyndte Knokkelen af sig selv at synge:

«Ak Du kjære Hyrde fiin,
Du blæser nu paa Knoklen min;
Min Broder dræbte mig en Nat,
Mig kasted under Broen brat.
Og røvede mit vilde Sviin,
Skjøndt Kongens Datter hun var min.»

«Ei, hvilket Horn som selv synger,» sagde Hyrden, og vidste ikke hvad det havde at betyde, men bragte det til Kongen, saa sang det igjen de samme Ord. Den Tid Kongen hørte det, lod han grave under Broen, saa blev hele Beenraden funden. Den onde Broder kunde i nægte Forbrydelsen, og blev kastet i Vandet. Men den dræbtes Been bleve lagte i en smuk Grav paa Kirkegaarden.

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Del

Les et 5-minutters eventyr

De syv ravner

Eventyr om frosken

Ulven og reven

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse