Fitchers fugl - Eventyr Brødrene Grimm

108 Tommelidens vandring.
for at ikke halsen skulde blive skaaret over, endelig saa han
sit snit, skaffed sig luft og sprang ud.
Men i dette hus, hvor det var gaat ham saa ilde, vilde
skrædderen ikke blive længer, og han begav sig straks paa
vandring igjen. Men hans frihed varte ikke længe; paa den
aabne mark mødte han en ræv, som snapped ham op. «Aa,
hr. ræv,» ropte den lille skrædder, «det er jo mig, som sidder
i deres hals, slip mig ud igjen.» «Du har ret,» svarte ræven,
«i dig har jeg jo saa godt som intet; lover du mig hønsene i
din fars gaard, saa vil jeg lade dig løbe. «Hjertelig gjerne,»
svarte Tommeliden, «Hønsene skal du faa alle sammen, det
lover jeg dig.» Da slap ræven ham atter løs og bar ham selv
hjem. Da faren saa sin kjære søn igjen, gav han gjerne ræven
alle de høns, han havde. «Derfor bringer jeg ogsaa et smukt
pengestykke med til dig, sa Tommeliden og rakte ham tiøren,
som han havde fortjent paa sin vandring.
«Men hvorfor fik ræven de stakkars høns at æde?» «Aa,
din nar, din far maa vel holde mer af sit barn end af alle
hønsene i gaarden.»
21.
Fitchers fugl.
Der var engang en troldmand, han paatog sig en fattig
mands skikkelse, gik om i husene og tigged og fanged de
smukke piger. Intet menneske vidste, hvor han bragte dem
hen, for man saa aldrig mer til dem. Saa kom han engang til
en mand, som havde tre smukke døtre; han var klædt som en
fattig, ussel tigger og bar en kurv paa ryggen, som om han
vilde samle milde gaver i den. Han bad om lidt at spise, og da
den ældste kom ud og vilde række ham et stykke brød, rørte
han blot ved hende, og hun maatte hoppe ned i kurven. Saa
skyndte han sig bort og bar hende ud i en mørk skog til sit

Fitchers fugl. 109
hus, som laa midt i den. I huset var alt prægtigt; han gav
hende alt det, hun ønsked og sa: «Min skat, du vil nok synes
godt om at være hos mig, for du har alt, hvad du kan ønske
dig.» Da nogle dage var gaat, sa han: «Jeg maa reise bort
og lade dig være alene en kort tid, se her er nøglerne til huset;
du kan gaa overalt og se paa alt, bare ikke ind i den stue,
som den lille nøgel lukker op til, det forbyder jeg under døds
straf. Han gav hende et æg og sa: «bevar dette æg om
hyggeligt for mig og bær det bestandig hos dig, for hvis du
mister det, vil en stor ulykke ske.” Hun tog nøglen og ægget,
og loved at gjøre, som han sa. Da han var borte, gik hun
omkring i huset fra øverst til nederst og saa paa alt; værelserne
glimred i sølv og guld, og hun syntes, hun aldrig havde set
saa megen pragt. Hun kom ogsaa til den forbudte dør, hun
vilde gaa forbi den, men hendes nysgjerrighed lod hende ikke
have ro. Hun saa nøglen, den saa ud som alle andre, hun
stak den ind og dreied lidt om, saa sprang døren op. Men
hvad saa hun, da hun traadte ind? Et stort blodigt kar stod
i midten, og i det laa døde, sønderhugne mennesker; ved siden
af det stod en stabbe og en blinkende øks laa paa den. Hun
blev saa forskrækket, at ægget, som hun holdt i haanden, faldt
ned i karret. Hun tog hurtigt og tørred blodet af, men det
hjalp ikke, det kom straks igjen til syne; hun tørred og gned;
men hun kunde ikke faa det af.
Ikke længe efter kom manden tilbage fra reisen, og det
første han forlangte, var nøglen og ægget. Hun rakte skjæl
vende begge dele, og han saa straks af de røde pletter, at hun
havde været i bloldkammeret. «Har du mod min vilje været i
blodkammeret,» sa han, «saa skal du nu mod din vilje ind igjen.
Med dit liv er det forbi.» Han kasted hende ned, slæbte hende
ved haaret hen til stabben, hugged hodet af hende og derpaa
kroppen, saa det røde blod flød henad gulvet. Saa kasted han
hende i karret til de øvrige.
«Nu vil jeg hente mig den anden,» sa troldmanden, gik
atter i en fattig mands skikkelse hen til farens hus og tigged.

110 Fitchers fugl.
Den anden søster bragte ham et stykke brød, og han fik hende
som den første ved bare at røre ved hende og bar hende bort.
Det gik hende ikke bedre end hendes søster; hun lod sig narre
af sin nysgjerrighed, aabned blodkammeret og maatte bøde med
livet, da han kom tilbage. Saa gik han hen og hented den
tredje. Men hun var klog og listig Da han havde git hende
nøglen og ægget, gjemte hun først ægget omhyggeligt, derpaa
saa hun sig omkring i huset og gik tilsidst ind i det forbudte
kammer. Ak, hvad saa hun: Begge hendes kjære søstre laa
ynkelig myrded i karret. Men hun løfted dem op, søgte lem
merne sammen og la dem tilrette, hode, liv, arme og ben. Og
da intet mer mangled, begyndte lemmerne at røre paa sig og
føied sig sammen, og begge pigerne aabned øinene og blev
levende igjen. Hvor de glæded sig, kyssed og omfavned hver
andre! Saa førte hun begge ud og skjulte dem. Da manden
kom hjem, forlangte han nøglen og ægget, og da han intet spor
af blod kunde opdage, sa han: «Du har bestaat prøven, du
skal være min brud.» Men han havde nu ikke længer nogen
magt over hende, og han maatte gjøre det, hun forlangte.
«Godt,» svarte hun, «du skal først bringe en kurv fuld af guld
til min far og mor og selv bære den paa ryggen, imens vil jeg
gjøre istand til brylluppet her.» Saa gik hun ind i sit kammer,
hvor hun havde skjult sine søstre. «Nu,» sa hun, «er det øie
blik kommet, da jeg kan redde eder, skurken skal selv bære
eder hjem; men saasnart I er hjemme, maa I sende mig hjælp.»
Derpaa satte hun begge ned i en kurv, og dækked dem ganske
til med guld, saa at intet var at se af dem og ropte til trold
manden og sa: «Bær nu kurven bort, men underveis maa du
ikke staa stille og hvile dig, for jeg sidder ved mit vindu og
holder øie med dig.»
Troldmanden tog kurven paa ryggen og gik afsted med den;
men den var saa tung, at sveden løb nedover ansigtet paa ham
og han var nær ved at synke i knæ. Saa satte han sig ned
og vilde hvile lidt, men straks ropte en i kurven: «Jeg ser
fra mit vindu, at du hviler dig vil du straks gaa videre.»

Fitchers fugl. 111
Han trodde, det var bruden, som ropte til ham, og gik videre.
En gang til vilde han sætte sig, men i det samme ropte
det igjen: «Jeg ser fra mit vindu, at du hviler dig, vil du
straks gaa videre.” Og hver gang han stod stille, ropte det,
og da maatte han gaa videre, til han endelig stønnende og for
pusted bragte kurven med guld og begge de unge piger til
forældrenes hus.
Men hjemme hos ham gjorde bruden alt istand til bryl
lupsgildet. Hun tog et dødninghode med grinende tænder,
pynted det ud og satte det op i loftslugen og lod det kige ud

112 Fitchers fugl.
deraf. Saa indbød hun troldmandens venner til festen, og da
dette var gjort, krøb hun ned i en tønde med honning, skar
en dyne op og vælted sig i fjerene, saa hun kom til at se ud
som en. underlig fugl, og ingen kunde kjende hende igjen. Saa
gik hun hjem, og underveis mødte hun en del af bryllups
gjesterne, som spurgte:
Du Fitchers fugl, hvor kommer du fra?»
«Jeg kommer fra Fitze Fitchers hus.»
«Hvad bestiller da den unge brud?»
«Hun huset har feiet og pyntet ud
og kiger nu fra loftslugen ud.»
Saa mødte hun Brudgommen, som kom tilbage; han spurgte
ogsaa:
«Du Fitchers fugl, hvor kommer du fra?»
«Jeg kommer fra Fitze Fitchers hus.»
«Hvad bestiller da min unge brud?»
«Hun huset har feiet og pyntet ud
og kiger nu fra loftslugen ud.»
Brudgommen saa op og saa det pyntede dødninghode; han
trodde, det var hans brud og nikked og hilste venligt op til
hende. Men da han og alle gjesterne var gaat ind i huset,
kom den hjælp søstrene havde sendt. De laaste alle husets
døre, saa ingen kunde slippe ud, og stak ild paa det, saa trold
manden med hele hans slæng brændte op.
22.
Enebærtræet.
Det er nu længe, længe, vel tusend aar siden, at der leved
en rig mand, som havde en smuk, from kone, og de holdt

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse