Jorinde og Jorigel - Eventyr Brødrene Grimm

Tusendskind. 161
hun forsvandt for hans øine. Hun løb alt hvad hun kunde til
sit kot under trappen; men da hun var blit for længe borte,
over en halv time, saa fik hun ikke tid til at tage af sig den
smukke kjole, men kasted bare pelskappen over den, og hun
skyndte sig saa, at hun ikke fik sodet sig rigtig, saa en finger
var hvid. Tusendskind løb ud i kjøkkenet og kogte suppen
til kongen og la, mens kokken var borte, guldhaspen i.

Da
kongen fandt haspen paa bunden, lod han Tusendskind igjen
kalde; han saa straks den hvide finger og ringen, som han
under dansen havde stukket paa hende. Han greb hendes
haand og holdt hende fast, og da hun vilde rive sig løs og
springe bort, gled pelskaaben lidt tilside, saa kjolen funkled
som stjerner. Kongen tog fat i kaaben og rev den af. Da
kom de guldgule haar frem, og hun stod der i fuld pragt og
kunde ikke mer skjule sig.

Og da hun havde vasket sod og
aske af sit ansigt, var hun skjønnere end nogen anden kongs
datter paa jorden. Men kongen sa: «Du er min kjære brud,
og vi skilles aldrig mer fra hinanden.» Saa blev bryllupet
holdt og de leved glade og fornøiet til sin død.
81.
Jorinde og Joringel.
Der laa en gang et gammelt slot midt i en stor, tyk
skog; der bodde en gammel kone ganske alene. Hun var en
erkehekss Om dagen gjorde hun sig til en kat eller natugle,
men om kvelden var hun igjen skabt som et menneske. Hun
kunde lokke vildt og fugle til sig, og saa slagted hun dem,
kogte og tillaved dem. Naar nogen kom slottet paa hundrede
skridt nær, saa maatte han staa stille og kunde ikke røre sig
af pletten, før hun sa ham fri; men naar en skjøn jomfru kom
11 y

162 Jorinde og Joringel.
i denne kreds, saa forvandled hun hende til en fugl og spærred
hende derpaa ind i en kurv og bar kurven op i et kammer
paa slottet.

Bilde: Paul Hey (1867 – 1952)

Hun havde vel syv tusend saadanne kurve med
rare fugle i slottet.
Jaa var der engang en jomfru, som hed Jorinde; hun var
smukkere end andre piger. Hun og en vakker yngling ved
navn Joringel var forlovet og svært glade i hinanden. For at
kunne tale fortrolig sammen gik de engang ud at spadsere i
skogen. «Vogt dig», sa Joringel, «at du ikke kommer slottet
for nær.» Det var en smuk aften, solen skinned klart mellem
trærnes stammer ind i den dunkle skog, og turtelduen kurred
i den gamle bøk.
Jorinde graat imellem, satte sig hen i solskinnet og klaged ;
Joringel klaged ogsaa. De var saa ulykkelige, som om de
skulde dø; de saa sig forstyrret om og vidste ikke, hvorhen
de skulde gaa forat komme til sit hjem. Endnu stod solen
halvt over berget, men halvt var den under; Joringel saa
gjennem buskene og saa slottets gamle mur nær ved sig; han
blev forskrækket og dødsangst. Jorinde sang:
«Min lille fugl med ringen rød
hun synger sorg og kummer ;
og duen synger om sin død
bekymret zikyth, zikyth, zikyth.»
Joringel saa efter Jorinde. Jorinde var forvandlet til en
Nattergal, og den sang: «Zikyth, zikyth.» En natugle med
glødende øine fløi tre gange omkring den og skreg tre gange :
«Shu, hu, hu, hu.» Joringel kunde ikke røre sig; han stod
der som en sten og kunde ikke graate, ikke tale, ikke røre
haand eller fod.

Nu var solen nede; uglen fløi ind i en busk,
og straks derpaa kom en gammel, krumbøiet kone ud derfra,
gul og mager med store røde øine og en krum næse, som var
saa lang, at dens spids naadde til hagen. Hun mumled noget,
tog nattergalen og bar den bort paa haanden. Joringel kunde
ikke sige et ord, ikke komme af stedet, men nattergalen var

Jorinde og Joringel. 163
borte. Endelig kom konen igjen og sa med hul stemme :
«Hilser dig Zachiel, naar maanen skinner i kurven, slip da
løs Zachiel i god tid.» Da blev Joringel frii Han faldt paa
knæ for konen og bad, at hun maatte give ham hans Jorinde
igjen; men hun sa, åt han aldrig skulde faa se hende mer og
gik bort. Han ropte, han graat, han jamred, men alt forgjæ
ves. «Uh, uh, hvad skal der blive af mig?» Joringel gik
bort og kom til en fremmed landsby; der vogted han sauer
en lang tid. Ofte gik han rundt slottet, men ikke for nær
det. Endelig drømte han engang om natten, at han fandt en
blodrød blomst, og i midten af den sad der en stor, smuk perle.
Blomsten brød han af og gik med den til slottet. Alt, hvad
han berørte med blomsten, blev løst af trylleriet, og saa drømte
han, at han ved hjælp af den havde faat sin Jorinde igjen.
Om morgenen, da han vaagned, begyndte han at søge over
berg og dal, om han kunde finde en saadan blomst; han søgte
til den niende dag; da fandt han den blodrøde blomst tidlig
om morgenen. I midten sad en stor dugdraabe, saa stor som
den skjønneste perle. Denne blomst bar han dag og nat lige
til slottst. Da han kom slottet paa hundrede skridt nær, saa
blev han ikke staaende fast, men gik videre lige til porten.
Joringel glæded sig svært, berørte porten med blomsten og
den sprang op. Han gik ind over gaardsrummet, lytted efter,
hvor han skulde finde de mange fugle; endelig hørte han dem,
han gik og fandt salen; i den var heksen, som fodred fuglene
i de syv tusend kurve. Da hun saa Joringel, blev hun sint,
saa sint, at hun skjeldte ham ud, men hun kunde ikke komme
ham nær paa to skridt.

Han brydde sig ikke om hende, men
undersøgte kurvene med fuglene; der var mange hundrede
nattergale; hvorledes skulde han nu finde sin Jorinde igjen ?
Mens han saaledes søgte, merked han, at den gamle hemmelig
tog en kurv med en fugl og gik mod døren med den. Straks
sprang han til, berørte kurven med blomsten, og ligesaa den
gamle kone; nu kunde hun ikke hekse mer, og Jorinde stod
der, faldt om halsen paa ham og var mer skjøn end nogen-

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse