Tommelidens vandring - Eventyr Brødrene Grimm

104 Tommelidens vandring.
20.
Tommelidens vandring.
En skrædder havde en søn, som ikke var større end en
tommelfinger, og derfor blev han ogsaa kaldet Tommeliden.
Men han havde mod i brystet og sa til sin far: «Far, jeg skal
og maa ud i verden.» eDet er ret, min søn, sa den gamle,
tog en stoppenaal og laved en liden knap paa den af lak, som
han varmed i lyset. «Der har du en kaarde med paa veien.»
Den lille skrædder vilde nok endnu engang spise med sine for
ældre og sprang ud i kjøkkenet for at se, hvad godt hans mor
havde lavet til afskedt Maden var netop øst op og fadet stod
paa komfuren. Da sa han: «Mor, hvad skal vi have idag?» «Se
selv efter, sa moren. Saa sprang Tommeliden op paa komfuren
og kiged ned i fadet; men da han stak halsen ned, tog dampen
fra maden ham og drev ham op og ud af skorstenspiben. En
tid red han paa dampen om i luften, til han endelig sank ned
paa jorden igjen. Nu var den lille skrædder ude i den vide
verden; han drog omkring og gik paa arbeide hos en mester, men
maden var ham ikke tilpas. «Mesters kone, naar l ikke giver
os bedre mad,» sa Tommeliden, «saa gaar jeg min vei og skriver
imorgen tidlig med kridt paa eders husdør: «FEor mange poteter,
for lidet kjød; farvel, hr. potetkonge.” «Hvad er det du siger,
din græshoppe?» sa konen, som blev sint, greb en lap tøi og
vilde slaa efter ham; men den lille skrædder krøb behændig
under et fingerbøl, kiged frem under det og rakte tunge til
konen. Hun løfted fingerbøllet op og vilde gribe ham, men
Tommeliden hopped ind i lapperne, og da mesterens kone ka
sted lapperne fra hverandre og ledte efter ham, hopped han
ned i bordsprækken. «Ha, ha, mesterkone,» ropte han og stak
hodet op, og da hun vilde slaa til, sprang han ned i bordskuffen.
Men endelig fik hun dog fat paa ham og jog ham ud af huset.
Den lille skrædder vandred videre og kom ind i en stor
skog; der mødte han en hel mængde røvere, som havde til

Tommelidens vandring. 105
hensigt at stjæle kongens skatkammer. Da de saa den lille
skrædder, tænkte de: «Saadan en liden fyr kan krybe gjennem
et nøgelhul og tjene os som dirik.» «Heida,» ropte den ene,
«du kjæmpe Goliat, vil du gaa med til skatkammeret? du kan
snige dig ind og kaste pengene ud.” Tommeliden betænkte
sig, men tilslut sa han ja og gik med til skatkammeret. . Der
undersøgte han dørene oventil og nedentil, om der ingen sprække
var. Snart opdaged han en, og vilde krybe ind. Den ene
skildvagt sa til den anden: «Hvad er det for en ekkel ædder
kop, som kryber der? jeg vil træde den ihjel.” «Lad det stak
kars dyr gaa,» sa den anden, e«det har jo intet gjort dig.»
Saaledes kom Tommeliden gjennem sprækken helskindet ind i
skatkammeret, aabned vinduet, under hvilket røverne stod, og
kasted den ene krone efter den anden ud til dem. Som skræd
deren var i fuldt arbeide, hørte han kongen komme, han vilde
undersøge sit skatkammer. TUTommeliden skjulte sig derfor
hurtigt. Kongen merked, at mange kroner mangled, men han
kunde ikke begribe, hvem der kunde have stjaalet dem, da
laase og skodder var i god stand, og alt syntes vel forvaret.
Saa gik han ud igjen og sa til de to vagter: «Pas paa, der
er en som stjæler af mine penge.» Da Tommeliden paany
begyndte at arbeide, hørte de pengene røre sig derinde og
klinge, «klip, klap, klip, klap.» De sprang ind og vilde gribe
tyven; men den lille skrædder, som hørte dem komme, var
endnu hurtigere, sprang ind i en krok og satte sig bag en to
krone, saa en ikke kunde se ham; han narred endog vagten
og ropte: «Her er jeg.» Vagten løb derhen, men da de kom
did, havde han alt hopped i et andet hjørne og ropte: «Ha,
ha, her er jeg.» Vagten sprang til, men Tommeliden var for
længe siden i et tredje hjørne og ropte: «Ha, ha, her er jeg.»
Og saaledes holdt han dem for nar, og drev dem saa længe
om i skatkammeret, til de var trætte og gik bort. Saa kasted
han alle kronerne ud, den ene efter den anden; den sidste
slynged han ud af al magt, hopped saa selv behændig op paa
den og fløi med den ud gjennem vinduet. Røverne holdt store

106 Tommelidens vandring.
lovtaler over ham. «Du er en kjæk kar,» sa de, «vil du være
vor anfører?? Men Tommeliden sa, han maatte først se sig
om i verden. De delte nu byttet, men den lille skrædder for
langte bare en tiøre, fordi han ikke kunde bære mer.
Saa spændte han igjen kaarden om sit liv, sa farvel til
røverne og drog afsted. Han forsøgte atter hos nogle mestere,
og tilslut fæsted han sig som gaardskarl
i et vertshus. Pigerne kunde ikke like
ham, for uden at blive set saa han alt,
hvad de hemmelig foretog sig, og for
talte herskabet, hvad de havde taget af
tallerkenerne og hented op af kjelderen
til sig selv. Da sa de: «Vent bare, du
skal have det igjen, og de aftalte med
hverandre at spille ham et puds. Mens
en af pigerne en dag slog græs i haven
og saa Tommeliden springe omkring op
og ned ad planterne, rakte hun ham
raskt sammen med græsset, bandt alt i
et stort klæde og kasted det til kjørne.
Der var blandt dem en stor, sort ko, som
slugte ham ned med høet, uden at gjøre
ham noget ondt. Men dernede likte han sig ikke, for det var
ganske mørkt og der brændte intet lys. Da koen blev malket,
ropte han:
«Strip, strap, strul
er kollen snart fuld?»
Men melken risled saa i kollen, at han ikke blev hort.
Saa kom husbonden ind i fjøset og sa: «Imorgen skal koen slag
tes.» Da blev Tommeliden saa ræd, at han ropte høit: «Slip
mig først ud, jeg sidder jo herinde.» Husbonden horte det vel,
men vidste ikke, hvor stemmen kom fra. «Hvor er du?» ropte
han. «I den sorte, svarte han, men husbonden forstod ikke,
hvad det skulde betyde og gik sin vei. Den følgende morgen
blev koen slagtet; heldigvis traf intet hug Tommeliden, da koen

Tommelidens vandring. 107
blev hugget i stykker og skaaret op, men han kom med i
pølsemaden. Da nu slagteren kom og begyndte at hakke løs,
skreg han af alle livsens kræfter: «Hak ikke for dybt, hak
ikke for dybt, jeg ligger jo her.» Men for larmen af hakke
kniven hørte ingen ham. Den stakkars Tommeliden var i stor
nød, men nøden lærte ham at bruge sine ben, og saa sprang
han saa behændig mellem hakkeknivene, at ingen af dem rørte
ham, og han slap helskindet derfra. Men løbe bort kunde han
heller ikke; der var ingen anden udvei, han maatte med fleske
stykkerne lade sig stoppe ned i en pølse. Der var rummet
noget trangt og dertil kom, at han blev hængt op i skorst enen
for at røges, saa tiden faldt ham
forfærdelig lang. Endelig om
vinteren blev han hentet ned, da
pølsen skulde sættes
for en gjest. Da nu
vertinden skar pølsen
op i skiver, vogted
han sig for at stikke
hodet for langt frem,

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse