Den hvide og den sorte brud - Eventyr Brødrene Grimm

En kone gik engang med sin datter og steddatter ud paa marken for at slaa græs. 8Saa kom den kjære Gud til dem i en fattig mands skikkelse og spurgte, hvor veien gik til byen. «Hvis I vil vide den, sa konen, «saa søg den selv,» og datteren tilføied: «Er I bange for ikke at finde den, saa tag en fører med eder.» Men steddatteren sa: «Stakkars mand, jeg vil vise eder veien, kom med mig.” Men den kjære Gud blev vred paa moren og datteren, vendte dem ryggen og straffed dem med, at de skulde blive saa sorte som natten og saa stygge som synden. Men steddatteren var Gud naadig mod; han fulgte med hende, og da de var nær ved byen, velsigned han hende og sa: «Du kan ønske dig tre ting, som jeg vil give dig.” Da sa den unge pige: «Jeg vilde gjerne blive ren og vakker som solen.» Straks blev hun ren og vakker som den klare dag. «Saa vilde jeg gjerne have en pengepung, som aldrig blev tom.» Den gav den kjære Gud hende ogsaa, men han sagde: «Glem ikke det bedste.» Da sa hun: «Jeg ønsker mig for det tredje ind i himmerige efter min død.» Det blev hende ogsaa lovet, og saa skiltes den kjære Gud fra hende. Da nu stedmoren og hendes datter kom hjem og saa, at de begge var kulsorte og stygge, men steddatteren derimod hvid og smuk, saa blev de endda mer onde mod hende, og de tænkte ikke paa andet end, hvorledes de skulde gjøre hende fortræd. Men steddatteren havde en bror, som hed Reginer, som hun holdt meget af og hun fortalte ham alt, hvad der var hændt. Engang sa Reginer til hende: «Kjære søster, jeg vil male dit portræt, for at jeg bestandig kan have dig for øie, for min kjærlighed til dig er saa stor, at jeg altid maa se dig.» Saa svarte hun: «Men lad ingen se billedet.” Han malte nu sin søster og hængte billedet op i sin stne; men han bodde i Kongens slot, hvor han var kusk. Hver dag blev han staa ende foran det og takked Gud for den lykke bestandig at have sin kjære søster for øie Nu havde netop kongen, som han tjente hos, ved døden mistet sin hustru, og hun havde været saa skjøn, at man ikke kunde finde nogen, som ligned hende. og kongen var derfor i dyb sorg. Hofbetjentene la nu merke til, at kasken daglig stod foran det snukke billede, de mis undte ham det og meldte det til kongen. Han lod billedet bringe til sig og saa, at det ganske ligned hans afdøde hustru, hun var bare endda skjønnere, saa han blev dødelig forelsket i hende. Han lod kusken komme for sig og spurgte, hvem billedet skulde forestille Da kusken sa, at det var hans søster, beslutted kongen sig til ikke at tage nogen anden til hustru, gav ham vogn og heste og prægtige klær og sendte ham for Den hvide og den sorte brud. at hente sin udvalgte brudt Da Reginer kom med budskabet, blev hans søster glad; men den sorte stedsøster blev misundelig over den andens lykke, ærgred sig forfærdelig og sa til moren: «Hvad hjælper nu alle dine kunster, naar du ikke kan skaffe mig en saadan lykke?» Da sa den gamle: «Vær rolig, jeg skal nok skaffe dig den.» Og ved sine heksekunster gjorde hun kusken næsten blind og den hvide pige næsten døv. Saa steg de tilvogns, først bruden i de prægtige, kongelige klær, derefter stedmoren med sin datter, og Reginer sad paa bukken for at kjøre. Da de havde kjørt et stykke, ropte kusken: «Søster, dæk dig til, min kjære, regnen ellers paa dig falder, at du rigtig smuk kan være, naar dig kongen til sig kalder.» Bruden sa: «Hvad siger min kjære bror? «Aa,» sa den gamle, «han sa, at du skulde tage din gyldne kjole af dig og give den til din søster.» Saa tog hun den af, og gav søsteren den, og hun gav hende igjen en simpel, graa kjole. Saa kjørte de videre; men en stund efter ropte broren igjen : ) «Søster, dæk dig til, min kjære, regnen ellers paa dig falder, at du rigtig smuk kan være, naar dig kongen til sig kalder.» «Hvad siger min kjære bror?» spurgte bruden. «Aa, sa den gamle, «han sa, at du skulde tage af din gyldne hat og give din søster den.» Saa tog hun hatten af og satte den paa søsteren, og bruden sad selv med bart hode. Saa kjørte de videre ; om en stund ropte broren igjen: «Søster, dæk dig til, min kjære, regnen ellers paa dig falder, at du rigtig smuk kan være, naar dig kongen til sig kalder.» Bruden spurgte: «Hvad siger min kjære bror?» «Aa, sa den gamle, «han sa, at du skal se ud af vognen.» De kjørte netop paa en bro over et dybt vand. Da nu bruden stod op og bøied sig ud af vognen, saa puffed de begge hende ud, saa hun styrted ud i vandet. Men der hun var sunket, dukked i samme øieblik en snehvid and op i vandspeilet og svømmed nedad elven. Broren havde slet intet merket og kjørte videre, til de kom til kongsgaarden. Saa førte han den sorte pige op til kongen og sa, at det var hans søster; for hans øine var saa svage, at han bare kunde skimte den gyldne kjole. Da kongen saa, hvor styg hans brud var, blev han meget vred og lod kusken kaste i en grav, som var fuld af orme og slanger. Men den gamle heks forstod at besnære kongen og saaledes forblinde hans øine ved sine kunster, at han beholdt hende og hendes datter, ja hun forekom ham ganske taalelig, og han gifted sig virkelig med hende. En aften, som den sorte brud sad paa kongens skjød, kom en hvid and svømmende i rendestenen til kjøkkenet og sa til kokkegutten : «Lille ven, gjør ild dog paa, at jeg kan lidt varme faa.» Saa gjorde kokkegutten varme paa skorstenen; og anden kom og satts sig ved siden af den, rysted sig og pudsed fjærene med næbbet. Mens den sad saaledes og kosed sig, spurgte den : «Hvad bestiller min bror Reginer ?» Kokkegutten svarte: «Han ligger i graven som fange ved siden af øgler, kryb og slange.» Anden spurgte videre: «Hvad bestiller den sorte heks i huset?» Kokkegutten svarte: «Hun nu saa glad og varm hviler i kongens arm.» Da sa anden: «Aa! Gud hjælpe migl» og svommed ud af rendestenen. Den hvide og den sorte brud. Næste aften kom den igjen og gjorde da samme spørsmaal og ligesaa den tredje aften. Men kokkegutten kunde ikke længer tie; han gik til kongen og fortalte ham alt. Kongen vilde selv se og gik næste aften derhen, og da anden stak hodet ind gjennem rendestenen, tog han sit sverd og hugged halsen over paa den, da blev den med ett til den smukkeste pige og ligned nøiagtigt det billede, som broren havde malet af hende. Kongen blev sjæleglad, og da hun stod der ganske vaad, lod han hende bringe prægtige klær, som hun iførte sig. Hun fortalte ham nu, hvorledes hun ved list og falskhed var blit bedraget og kastet ned i elven, og hendes første bøn var, at hendes bror maatte blive tat op af ormegraven. Da

Facebook

Whatsapp

Messenger Telegram

Lær språk. Trykk to ganger på et ord.Lær språk i kontekst med Childstories.org og Deepl.com.

Informasjon for vitenskapelig analyse